En kølig sommerdag på hovedgaden.

[Waldemar Schmidt]

Waldemars nysgerrige blik gled rundt på folkene der omgav ham, mens han ihærdigt prøvede at finde ud af hvilken vej skolen var. Han var iklædt en løs skjorte med et par stramme bukser, men dog med en smule hængerøv. Den kølige sommerbrise dansede en stille dans med hans mørkeblonde krøller, og i irritation over dette, tog han en grå strikhue på.
Folk skubbede for at komme frem, måske på vej til arbejde, eller muligvis for at handle ind til aftensmaden? Who knows, tænkte han lettere ligegyldigt for sig selv. Efter sig trak han en stor kuffert, og en endnu større taske var svunget over ryggen på ham, han havde stadig ingen anelse om hvor han befandt sig, og om hvor skolen lå.

[Lukas]

Lukas lod sin tunge glide over sine læber, mens han kiggede sig overvejende omkring. Som ny på skolen mente han, at det var hans pligt at undersøge byen nærmere, inden det nye skoleår begyndte. Det var trods alt rart at vide, hvor alting lå, så han let kunne gå ned og købe, hvad han nu havde brug for. Han havde allerede fået set en hel del af byen på den sidste times tid, måske endda lidt for meget, for han kunne ikke finde tilbage til den vej, han kom fra. For genert til at spørge om vej havde han gået forvirret rundt i det sidste kvarters tid og forsøgt at finde tilbage til skolen.

Han stoppede op, lod en hånd glide igennem det bølgede, røde hår og sukkede dybt for sig selv. Måske var der ikke nogen anden udvej end at spørge om vej.
Hans blik faldt på en ung fyr med en grå strikhue trukket ned om ørene. Han gik beslutsomt hen imod den fremmede og nåede lige at rømme sig med et ”undskyld mig…” før han fik øje på den fremmedes kuffert. Han stoppede brat op og fortrød med det samme sin handling. Fyren var jo tydeligvis ikke herfra, så hvordan skulle han kunne fortælle ham vejen til skolen?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar lod sit blik glide rundt på butikkerne, der så ud til at være alt hvad man havde brug for i denne by. Almindelig dagligvarer-butikker, tøjbutikker, musikshops, osv. Han overvejede i to sekunder at gå ind for at købe et par cd'er han kunne slappe af til i aften når han skulle i seng, men han vidste godt at han lige nu burde fokuserer på at få fundet skolen.

Da en rødhåret fyr kom traskende imod ham, betragtede Waldemars mørkegrønne øjne ham, og han lod et imødekommende smil spille over sine læber. Han forstod ikke helt da drengen ligesom ikke siger mere end undskyld mig, og han kan ikke lade vær med et komme med en svag latter. "Jah?" Siger han for at se om drengen har tænkt sig at sige mere.

[Lukas]

Lukas mærkede stilheden sænke sig over ham, mens han stod og vred sine hænder og overvejede, hvad han skulle svare… eller rettere, hvad han kunne svare uden frygt for at komme til at lyde dum. Han virkede jo som en komplet idiot lige nu, men så slog det ham… hvorfor fortalte ham ikke bare sandheden?

”Jeg ville bare spørge om vej, men du er vist ikke den rette at henvende mig til…” Han bed sig i læben og nikkede imod fyrens kuffert, som han slæbte efter sig, bare for at være sikker på, at den anden havde forstået ham ret. ”Undskyld.”
Han hev ærmerne på sin stribede bluse ned over sine hænder. Jah, nu var det i hvert fald sagt. Han kiggede op og sendte drengen et undskyldende smil.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar lyttede nysgerrigt til hvad drengen havde at sige, og han nikkede derefter forstående. "Skal du op til skolen?" Spurgte han med et venligt smil på læben.
Drengen som ser ud til at være på alder med Waldemar, bedømmer han til at være en meget genert person og indadvendt person på den måde han står og bider sig i læben og trækker i sine ærmer. Følelsen af at have lyst til at drille den fremmede dreng, stiger op i ham, men han ignorerer den, for han ved at det altid giver bagslag for ham når han begynder på sin drillende og ret så provokerende attitude.
"Men der er intet at undskylde for da," siger han med et dæmpet grin, og håber at drengen også skal op til skolen, for han ville ikke have noget imod at tilbringe noget tid med den fremmede. Han virker da helt ok, og han bliver jo nødt til at lære nogen at kende.

[Lukas]

Lukas stod og kiggede ned på sine skosnuder, men hans blik fløj straks opmærksomt op, da skolen blev nævnt; som en hund, der netop havde fået øje på noget interessant, kiggede han op på den fremmede dreng. Og ja, han blev nødt til at kigge op, for fyren var en del højere end ham. Dog ikke så meget, at det var nok til at irritere Lukas. Det var værre med en anden, han var stødt på, på skolen; personen havde været rundt regnet tyve centimeter højere end ham – og det værste var, at hun var en pige!

”Ja, det skal jeg!” lød det ivrigt fra ham. Hans blik faldt igen på den fremmede drengs kuffert og taske, og han dristede sig til at spørge: ”Skal du også det…?” Måske kunne de følges – så havde han måske også en chance for at finde hen til skolen. Han gættede sig til, at fyren enten var ny elev, eller at han havde været hjemme på sommerferie. Lige meget hvad, så ville Lukas se på det som en chance for måske at lære en ny person at kende. Det var trods alt ikke så mange, han havde snakket med på skolen endnu.

Da den anden påpegede, at der ikke var noget at undskylde for, gled et lille genert smil over Lukas' læber. Han undlod at svare, men var alligevel glad for, at drengen havde sagt det.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar skubbede en løssluppen hårtot glide om bag øret, mens han studerede den lidt lavere dreng, som så ud til at være rimelig usikker på sig selv, men han kunne ikke lade vær med at finde det ret kært. Han selv havde jo aldrig mødt nogen af de andre, fordi det jo er første gang han skal hen til skolen - Det er rent faktisk første gang han nogensinde har været i Norge!
Da han hører drengens ivrige svar, kan han ikke holde en munter latter tilbage. "Ja, jeg skal. Kan du ikke finde tilbage?" Siden at den rødhårede fyr ikke har nogen kuffert eller taske, forventer han at drengen ikke er ny, for så bør han da have en af delene med.
"Men så lad os da prøve at finde skolen, ok?" Siger han med et smil krusende på hans læber. Men han kommer pludselig i tanke om noget. "Hov, hvor uhøfligt," griner han, og fortsætter, "Jeg hedder Waldemar Schmidt, jeg er født og opvokset i England, kan jeg tillade mig at spørge hvem du er?" Han er blevet opdraget til at være venlig, og hans forældre har enten skældt ham ud eller givet ham en syngende lussing, hvis han sagde noget der var for uhøfligt. Han har lært at man kommer længst med venlighed.

[Lukas]

Lukas tøvede lidt, før han rystede på hovedet. Det var faktisk lidt pinligt at indrømme, at han ikke kunne finde tilbage til skolen. Men i det mindste havde han da en god undskyldning.
”Til mit forsvar vil jeg lige have lov at sige, at jeg er rimelig ny på skolen, og det er første gang, jeg sådan rigtigt har forladt skolens område,” sagde han og rankede ryggen lidt. Den fremmede skulle endelig ikke tro, at han var en af den slags forvirrede typer, der kunne fare vild i deres eget hus. ”Jeg var ellers overbevist om, at jeg godt kunne finde vej tilbage…” tilføjede han lidt lavere, egentligt mest for sig selv.

Han fjernede en tot af de røde hår fra sin næse og lyste helt op, da den anden foreslog, at de skulle prøve at finde skolen. ”Okay,” gentog han og nikkede.
Det faldt ham slet ikke ind at spørge, hvad den anden hed, før han selv tog initiativet og præsenterede sig. Waldemar, hed han. På trods af, at Waldemar påstod at være opvokset i England, kunne Lukas ikke lade være med at synes, at hans navn lød meget norsk.
”Jeg hedder Lukas Olvirsson. Jeg er fra Færøerne… hvis du altså ved, hvad det er.”
Han skuttede sig lidt. Han var før stødt på folk, der ikke anede, at der var et land ved navn Færøerne, fordi det var en så lille og ligegyldig øgruppe.

[Waldemar Schmidt]

Drengens forklaring får Waldemar i vældig godt humør og han klapper fyren blidt på skulderen. "Nå da, jamen, så må vi jo se om vi to kan finde tilbage til skolen," griner han, og tilføjer "Ellers må jeg jo bestille en taxi," og trækker op i sin kuffert. Waldemars far havde ikke gidet at betale en privatchauffør til ham, og det havde Waldemar været godt muggen over, for så betød det jo at han helt selv skulle tage fly osv helt til Norge. Det var ikke noget han var vant til, tvært imod.
Da fyren sagde at han hed Lukas, smilede han, det synes han er et ganske pænt navn. Men færøerne? Han kløede sig lidt i håret, det lød ganske bekendt, og da han kommer i tanke om hvor det er, nikker han. Han rækker sin hånd frem for at give Lukas hånden, og sender ham et venligt smil.
Denne dreng, Lukas, virker ganske flink. Vi kunne nok blive gode venner, tænker han, og begynder at vandrer fremad, i den retning som han havde fået at vide at skolen var. Men han tvivler selv på at de finder skolen lige med det samme, Waldemars stedsans har aldrig været den bedste.

[Lukas]

Lukas hævede begge øjenbryn ganske let, da Waldemar nævnte, at han bare kunne bestille en taxi. Han måtte være rig eller sådan noget hvis han gad betale for at køre det lille stykke op til skolen i taxi; for selvom han var faret vild, var Lukas næsten hundrede procent sikker på, at skolen lå tæt på. For så langt, at han var kommet flere kilometer væk, var han da heller ikke gået.
”Åh… jeg tror nok, du overlever uden en taxi. Der er vist ikke så langt,” påpegede han.

Et lille smil krydsede hans læber, da Waldemar trods alt nikkede til, at han vidste, hvor Færøerne lå. Så behøvede han heldigvis ikke at skulle til at forklare om alt muligt, han ikke lige orkede at skulle forsøge at finde rundt i.
Han blev opmærksom på, at Waldemar havde rakt sin hånd frem imod ham, og da han tog imod den, skete det meget tøvende. Han gav hurtigt slip igen og begyndte at gå tilbage imod skolen af den vej, han syntes virkede mest logisk, for ikke at virke som om, at han ikke gad give hånd, fordi han syntes Waldemar virkede frastødende eller noget. For sådan var det ikke. Han var bare ikke så god til det dér med at håndtere berøringer fra et andet menneske, selv ikke hvis det bare var et simpelt håndtryk.
”Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, det er denne vej,” lød det fra ham.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ligger mærke til Lukas' hævede øjenbryn da han nævner det med taxi'en, men han ignorerer det blot, han er vant til den reaktion, det er intet nyt. Og han kan jo godt forstå det på en eller anden måde, hvis man ikke er vant til at omgås velhavende folk. For Waldemar var det ganske normalt, fordi hans forældre altid havde trukket ham med til fester og alle mulige sammenkomster.
"Man ved jo aldrig," mumler han, mest til sig selv.

Denne gang er det Waldemars tur til at hæve et øjenbryn, da Lukas så hurtigt trækker hånden til sig. Hvorfor det? Han undrede sig over det, men lod det gå, folk har vel lov til at have hver deres små særheder. Men han kunne ikke lade vær med at føle sig lidt trist over det, for han havde jo kun gjort det for at være venlig, ikke for at få Lukas til at føle ubehag.
Han følger efter Lukas og nikker over da han siger at han tror at det er den vej. Han vælger at stole på den lidt lavere dreng med de røde lokker, Lukas er trods alt bekendt med skolen.
"Men hvor gammel er du så? 16? 17?" Waldemar hader pinlig stilhed, derfor prøver han at få en samtale op at køre.

[Lukas]

Lukas hørte godt, at Waldemar mumlede et eller andet, men hvad han mumlede helt præcist, fik den rødhårede ikke fat i. Tanken slog ham, at han måske var kommet til at fornærme den anden dreng, for han virkede ikke specielt glad for Lukas’ reaktion over det med taxien. Han bed sig i læben, lige inden han mumlede et: ”Undskyld. Igen.”

Mens de gik, fløj Lukas’ blik fra side til side. Han fik hele tiden øje på små vejmærker, som han syntes at have set føre, og det bekræftede ham blot i, at de var på rette vej. Helt opløftet satte han farten op og kiggede bagud for at sikre sig, at Waldemar var med. Han skulle jo nødig stikke af fra ham.
Et lille smil gled over hans læber, da den anden spurgte, hvor gammel han var – 16? 17? Så han virkelig så gammel ud?
”Jeg er lige fyldt 15 år,” svarede han, efterfulgt af en mild latter. ”Hvad med dig selv?”

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var ikke blevet fornærmet over det med taxien, Lukas' opførsel var ingenting i forhold til hvad han ellers var blevet udsat for. Enten blev folk meget fjendtlige pga. misundelse, ellers blev de alt for venlige, og ville være venner, bare for at misbruge hans penge. Så da Lukas undskylder mumlende, smiler han varmt til drengen og purrer kærligt op i hans hår. "Ingen grund til at undskylde," han fandt nu drengen rimelig kær.
Waldemar veg ikke fra drengens side, men han følte at han begyndte at sakke lidt bagud da Lukas begyndte at trave hurtigere fremad, han havde jo trods alt en tung kuffert, og en endnu tungere taske.
"15?" Udbrød han nærmest, han synes at Lukas så en del ældre ud, og han grinede faktisk lidt af sin egen reaktion. "Jamen, så er vi på samme alder, Lukas," sagde han henrykt, mens han prøvede at følge med i den andens tempo.

[Lukas]

Lukas mærkede en hånd purre op i sine røde lokker, og han følte sig helt varm inden i, da han drejede ansigtet og så Waldemars smil. Pyha, så var han altså ikke sur på ham… Heldigvis, for hvis han var, ville resten af turen op til skolen nok komme til at foregå i stilhed.
Lukas vidste dog ikke, hvad han skulle svare. I stedet rettede han på sit hår og udbrød – med et smil, selvfølgelig: ”Hey, du ødelægger min frisure!”

Waldemar lød helt forskrækket over, at han var femten år. Det fik Lukas til at placere sine hænder i siderne og sende den anden et vantro blik.
”Ser jeg virkelig så gammel ud?” spurgte han. Han så da ikke spor meget ældre ud end Waldemar, der også var femten år – han så måske endda lidt yngre ud på grund af sin højde og sit lidt barnlige ansigt, så hvis der var nogen her, der så gammel ud, ville han nok mene, at det var Waldemar.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar grinede over drengens kommentar over at han havde purret op i hans røde hår, og sendte ham et varmt smil. "Jamen, hvor ærgeligt~" grinte han blot, og rystede svagt på hovedet af drengen som havde vist sig at være på hans egen alder.

Han betragtede Lukas som så helt vantro ud, og han lagde hovedet uforstående på skrå. Men han nikker da Lukas spørger om han virkelig ser så gammel ud. "Hey, altså, når man er 15 er det positivt at få at vide at man ser ældre ud. Det er først om 10 år at du skal begynde at tage det som kritik," drillede han og strakte sig let. Han var ved at være træt efter den lange rejse, han havde efterhånden rejst i mange timer, og han savnede en varm, blød seng så han kunne få sig en god, lang natsøvn.