Rhododendronhaven

[Mark Erickson]

Mark havde begivet sig ind i en af skolens mest storslåede, men mest vildtgroende værker - rhododendronhaven. Han var begyndt at fortryde. Selvom det var en strålende solskinsdag og der duftede sødt og krydret fra blomsterne, var heden trykkende, lugtene tunge og klistrede og farverne begyndt at gentage sig selv: lilla og pink dominerede, mens hvidt og lyserødt foldede sig ind i det mørkegrønne.
Desuden havde han tabt retningssansen. Hvis han nogensinde havde haft en plan med at gå herind, havde han glemt den; hans eneste plan nu var at finde en åbning ud, men de små lysninger af græs mellem buske syntes at gentage sig. Af og til stod bænke, andre gange en statue. Pt. stod han ved et fuglebad og undrede sig. Kunne man sende et røgsignal?
Han var i en mørkeblå t-shirt og shorts, passende for en sensommerdag, samt vans og et par sorte solbriller i håret. Ikke desto mindre længtes han efter skyggen og begyndte at håbe, at andre havde været naive nok til at gå herind - måske nogen, der faktisk kunne finde rundt. Han forlod den lille lysning og traskede videre ind i en anden.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Elisabeth havde faktisk valgt at tage ned i haven i dag, ikke fordi hun ville nyde blomsterne eller naturen, men for at slippe fra den varme luft indendørs og folks grundløse plapren og gentagelser om hvor varmt det var. kunne de da ikke komme sig over hvor varmt det var? helt ærligt det havde været så varmt de sidste to dage. dagen før havde hun brugt på at sole sig som de fleste elever, i dag havde hun valgt at gå en tur. Hun havde trukket i en lårkort kjole, med korte ærmer, med få knapper foran, området med de få knapper var en anelse gennemsigtigt og derfor kunne man se hendes lilla bh, kjolen i sig selv var i en meget lys lyserød farve med nogle blomster på forneden. På fødderne havde hun nogle søde ballerinasko. På venstre hånd bar hun flere ringe, og hendes make-up udgjorde eyeliner og mascara. Hun bevægede sig med næsen stukket ned i mobilen, og hun sendte op til flere sms´er i løbet af relativ kort tid. Lyden af skridt fik hende til at hæve blikket for at opdage at Mark var et stykke foran sig, hun kunne genkende ham om end han havde ryggen til hende. Denne standsede dog op nogle sekunder efter. Hun stak mobilen i lommen og sneg sig hen til ham, slyngede armene om ham bag fra, som havde de været venner i al evighed ”Hello sweetheart!” hilste hun.

Outfit: Clik

[Mark Erickson]

Da Mark stoppede, var det for at stirre opgivende på endnu en plet lysegrønt græs - nydeligt slået og revet, ganske vist - men uden det mindste tegn på liv. Kun flyvende brumbasser og sommerfugle lod sig ikke mærke af hans skuffede blik. Han var ved at overveje sit næste træk (som om der var andre muligheder end at gå videre), da to fangarme greb ham om ryggen og han hoppede et par centimeter, hans hjerte bankende alarmerende og hans reflekser parat til at kaste vilddyren af sig, da en lysende pigestemme hilste ham i det ene øre.
"Elisa!" halvt gispede, halvt grinede han, pludelig travl med at ryste forskrækkelsen af sig - pinligt. "Hvad pokker laver du her - sniger dig op på uskyldige mennesker på den måde!"
Han drejede sig mens han sagde det. Med et opgivende smil mødte han de lysende øjne, der tog sig grønnere ud end sommergræsset, og hendes allerede (ubehageligt) smørrede grin.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Hun fornemmede hvordan han spjættede og kunne regne ud at hans hjerte måtte slå voldsomt takket hver chokket hun havde givet ham. Hendes smørrede smil blev til en latter da han vendte sig om og så på hende. hun vrikkede drillende med sine bryn ved hans ord ”Uskyldige mennesker? Må jeg være fri.. du ved knap hvad ordet betyder” svarede hun havde selvfølgelig sluppet ham og trådte et skridt tilbage. Hendes hver måde havde overrasket mange på den seneste, for hun lignede ganske enkelt en sød, lille uskyldig pige hvilket hun faktisk havde været indtil en måned tilbage, men meget var sket og hun vil næppe blive sig selv igen. Hendes ene hånd gled gennem håret og hun strakte sig, trak vejret dybt hvilket resulteret i at hun desværre fik varmt luft ned i lungerne, ikke noget køligt som hun ellers havde håbet. Måske skulle hun købe sig noget koldt at drikke? Hun vendte dog tilbage til hans første spørgsmål om hvad hun lavede der ”Er det da ikke åbenlyst kære? Jeg fulgte efter dig for at få dig helt alene for mig selv” sagde hun og skruede op for charmen. Det var løgn, men heey! Det kunne han sikkert regne ud.

[Mark Erickson]

"Og det kunne du måske lære mig?" svarede han sarkastisk og hævede øjenbrynene, da hun slap ham igen og trådte baglæns. Selv hendes påklædning talte for hans pointe; godt nok lod alle piger til at slappe mere af om sommeren, lod håret hænge og gik i lette kjoler og toppe, men Elisabeths tøjsmag var aldrig uden... bid i. Han hadede at indrømme det, men selv for en pige i 7. klasse tog hun sig fandens godt ud. Havde hun været hans lillesøster, var hun ikke sluppet af med det!
Mark ville gerne komme med en spids kommentar til det hun nu sagde, men han kunne ikke holde latteren tilbage. "Fint, skønt... bare jeg ikke skal vandre alene i den her forklædte ørken længere..." Han kørte en hånd igennem sit allerede svedne hår. Dang, så svært at ignorere hendes drilske smil. "Dit selskab er næsten til at leve med," tilføjede han muntert og prikkede hende på skulderen.
Han drejede sig en smule og klemte øjnene sammen, mens han kiggede på en udfoldet pink blomst. "On second thought; gad vide, hvor mange der har gjort det herude..." Med et betænksomt udtryk kastede han blikket rundt mellem buskene. Akavet tanke.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Ved hans svar på hendes ord om hvor lidt uskyldig han var hævede hun det ene fine bryn ”Me…? Jeg er nok den sidste du skal lære det fra” svarede hun og strøg hånden atter gennem det lange brune hår. At han ikke ville have ladet hans egen søster gå klædt som hende havde hun ingen anelse om, men hun havde opdaget at hendes egen bror ikke brød sig om hverken hendes påklædning eller hendes attitude. Og ærligt? Kunne hun ikke være mindre ligeglad med hvad han mente, den spade! Hun var 13.. næsten 14, men alligevel kunne hendes tøjstil, makeup og hver måde få hende til at ligne en på 15-16 år. da han erklærede at hendes selskab var næsten til at leve med smilede hun drillende og trådte to skridt nærmere så afstanden mellem dem var lige nul, hendes hænder blev lagt om halsen på ham og hun svarede ”Indrøm da at du nyder mit selskab sweety” hun blinkede inden hun atter slap ham og gik forbi ham ”Hvis du vil ud herfra så er det denne vej” hans ord fik hende dog til at standse og vende sig om mod ham igen ”Vi kan jo lede efter kondomer og tælle dem” sagde hun ironisk, rakte dog tunge af ham og gled ned at sidde på en bænk i nærheden.

[Mark Erickson]

"Det var min pointe," mumlede Mark og kunne føle sig en smule lettet over, at Elisa dog selv var klar over det. Én ting kunne være en grænseoverskridende pige (og helt ærligt, hvor mange af den slags mødte man til daglig - ved et tilfælde på en flytur - og endte med at dele skole med i et helt år)... noget andet var en pige, der ikke kendte sine gode sider. Og Elisa kendte dem, brugte dem, og delte dem i en sådan grad, at han næsten afslog hendes tilnærmelser automatisk.
Der manglede ikke tid til at finde et eksempel. Med et skeptisk grin følte han igen hendes arme om sig og besvarede hendes blik med alt andet end beslutsomhed. "Tjah," bævede han smilende og prøvede at samle tankerne, hvilket lykkedes, da hun havde sluppet ham; han tilføjede, "jeg syntes ellers det var dig, der fulgte efter mig, hm?"
Med et tilfredst smil, for han plejede ikke at kunne følge op med hendes tempo, kløede han sit øjenbryn. Forbandede hede. Han var ved at stikke fingeren i øjet, da ordet kondomer røg over de fyldige læber. Han kunne ikke komme med en kommentar - nogle gange vidste han ikke, om hun var ironisk eller ej.
"Så hvordan går det? Er du faldet til?" Han vendte sig mod hende på bænken og missede lidt med øjnene. Måske var hun allerede en integreret del af Bergenhus; måske var hun for speciel? Han anede det ikke. De sidste par dage var gået med sløv udpakning, at fare vild på gangene og ignorere bekymrede opkald hjemmefra. Stadig intet tegn på værelseskammerater - men overraskende spiselig mad i kantinen. Og, måtte han indrømme, lovende personligheder som Anne og Johannes.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Hun smilede da han mumlede, så var de vist enig om lige netop det. Det ville alle andre nok også være, efter kun fem minutter sammen med hende havde mange besluttet at de enten aldrig vil se hende igen, eller at hun var anderledes, og interessant nok til at være i nærheden af. De to så dog ud til at komme rimelig godt ud af det med hinanden og selvom de var stødt ind på hinanden af ren tilfælde så lignede Mark ikke en der ville flygte fra hende, hvis han havde lyst til det så var han god til at skjule det. At hun forstod at bruge sine gode sider – nogen hun kun havde ganske få af – var faktisk kommet ret hurtigt. Hun havde altid fået at vide at hun var køn, men havde man mødt hende for bare to måneder siden ville man ikke have set så meget hud som man kan se nu. Hans blik der var alt andet end beslutsomt morede hende, en svaghed der, det havde hun intet imod, slet ikke. ”Det ændre ikke på at du nyder mit selskab når du ser mig” svarede hun kækt. Hun bemærkede hvordan han nær havde stukket sig i øjet og lo en høj klokkeklar latter inden hun rystede på hovedet af ham. han ændrede emne, uden at være diskret. Hun overvejede kort sit svar ”Altså… jeg har da fået nogle få venner og veninder, men ikke så mange igen, det tager vel lidt tid..” sagde hun med et skuldertræk. Hun klappede på den tomme plads ved siden af hende så han kunne sætte sig i stedet for at hun skulle se op på ham ”Hvad med dig?” spurgte hun.

[Mark Erickson]

Mark ændrede delvist emne med vilje, fordi han ikke kunne klare at ordduellere med Elisabeth. Han opfattede nuancer med lethed, men formulerede sig upræcist, kunne ikke fokusere på én pointe, og hans tankerække blev mudret af sidespor og tilføjelser til den originale tanke. Elisabeth, eller så meget som han indtil videre havde set af hende, var modsat: hun svarede næsten inden man havde talt, og hun udargumenterede én på et par sætninger. Og det var ikke engang en rigtig diskussion! Bare en samtale. Mark var ikke frustreret. Men han kunne slet ikke udfordre hende på dét område.
Den anden grund til at skifte emne var simpel: han var distræt, og han var nysgerrig. Han kendte måske hendes ydre personlighed, men anede ikke, hvad hun ellers gik og lavede. Udbyttet af hendes svar var alligevel lidt skuffende.
"Det gør det vel," medgav han med et smil. Han satte sig op ad bænkens armlæn, med et bøjet ben på sædet, så han kunne vende sig mod Elisa mens de snakkede. "Jeg tror samlet jeg har mødt... fire mennesker," han kneb venstre øje sammen, "heraf zero værelseskammerater, så jeg har bare... pakket ud. Fyldt mest muligt i skaben." Han efterlignede et ondskabsfuldt gnæg. "Du har garanteret installeret dig allerede, ikke? Mødt nogen værelseskammerater?"
Det første, at hun allerede skulle være en del af sit værelse, var bare en generaliseringer. Sådan var piger. Svip svip, og rummet havde lyserøde gardiner og duftede af kardemomme, og sådan noget.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Ja hun var ikke just let at diskutere med, ja hendes samtaler blev aldrig rigtig til diskussioner for de var færdige længere inden der blev sagt særlig meget. Hun havde en evne til at få folk til at tie når hun ønskede det. Hun betragtede ham nu roligt idet han slog sig ned ved siden af hende. Hun ændrede på sin stilling således at hun trak det ene ben op under sig og hun satte sig mere med fronten mod ham. Kjolen krøb en smule længere oppe og afslørede endnu mere hud end hidtil. Ved hans svar og da han nævnte at hun sikkert havde fået installeret sig og snakket med værelseskammeraterne, smilede hun muntert "Selvfølgelig har jeg det, jeg deler værelse med en pige, desværre, ved navn Melissa" svarede hun med et muntert smil over læberne, havde understreget at hun hellere ville have delt værelse med en fyr. At han ønskede at lære hende at kende ville næppe undre hende hvis han havde sagt det højt, hun ville blot have sagt at han ikke var den første og eneste der ville det, og at det da var en selvfølge at han ønskede det når hun var så perfekt som hun nu var.

[Mark Erickson]

Mark studerede hende nysgerrigt, selvom alt hvad han så byggede på det, han allerede kendte: det brune hår, der spillede gyldent i solen, ansigtet med de blødt formede træk og øjnene som et par græshopper. Han lagde hovedet lidt på skrå, og det var umuligt for ham ikke at lægge mærke til, at hendes kjole krøb op og blottede mere af hendes solfarvede lår. Hans blik for op og han udstødte et fnys ved hendes 'desværre', som om hun havde kunne læse hans tanker, og for et øjeblik vidste han ikke, hvor han skulle se hen. For meget! Så han var en fyr, hvad kunne han gøre. Hun var... hvor gammel var hun? En smal rynke formede sig på hans pande. Syvende, ikke? Herregud. Svar svar svar svar, messede hans tanker.
"Hm. Når bare hun er flink," brummede han. De foregående tanker havde fundet sted på under et par sekunder, men han følte sig alligevel oprevet. Han var nødt til at finde sig et eller andet at skærme sig mod Elisabeth med; jo mere hun udtrykte sig, des mere fik han lyst til at trække tilbage. Intellektuelt, altså. En mere praktisk del af ham havde mere trang til at springe på hende.
Mark mødte igen hendes blik og smilede forsigtigt. Han havde ikke mere at sige; hvis hun ville finde et udfordrende emne var dette hendes mulighed.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Blikket han betragtede hende med kendte hun alt for godt, et blik hun havde set op til fler gang på det seneste, et blik der gorde det klart at han tjekkede hende ud. Hun lod ham bare gøre det og bemærkede hvordan hans blik fløj op ved synet af hendes lår hvilket fik hende til at fnise tøset af ham. Hans svar var kort og enkel, han virkede til at være distraheret af noget andet hvilket morede hende ret så meget, hun fangede hans blik og sendte ham et udfordrende blik "I en skala fra et til ti, hvor meget giver du mig på krop?" sagde hun pludseligt og uden videre. Han var en flink fyr, men hun ville alligivel dø af grin hvis han rødmede eller blev forlegen. Han var for sød, og for St opsumere på det fra før så var han også lidt for uskyldig selvom hun klart havde påståget noget andet for ganske få minutter siden. Hun morede sig tydeligivs over det hele, alligivel var hendes spørgsmål blevet sagt med alvor og skjult munterhed. Hun var nærmest spændt på hans reaktion og hun ikke gætte sig til hvad han mon ville svar.

[Mark Erickson]

Og hvor han kom til at fortryde den mulighed. Eller gjorde han? Selvom spørgsmålet gjorde ham midlertidigt mundlam (dette burde ikke komme som en overraskelse; det var Mark vi talte om, han var aldrig på vagt over for folk), var han fængslet af at hun rent faktisk havde åbnet munden og stillet det. Han kneb øjnene lidt sammen, og igen faldt hans hoved på skrå, før han åbnede munden:
"Det har ikke rigtig nogen betydning, hvad jeg siger, vel?" spurgte han. Der var en antydning af smil i hans mundvig, men ligesom Elisa havde stillet et spørgsmål omhyggeligt skjult bag det kække smil, kom han med et lige så oprigtigt spørgsmål som affejning af hendes ord. OK, kludret. Han havde ikke lyst til at svare, for han var elendig til at lyve. Samtidig var han gruopvækkende nysgerrig. Hvordan var hun blevet sådan? Hvordan kunne hun krakelere facader på den måde og stadig smile uskyldigt og ikke have rørt sig en tomme på bænken? Hvor gammel var hun? Han havde delvist lyst til at klappe anerkendende, delvist lyst til at sukke.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Hun kunne ikke holde en matter tilbage ved hans svar og uden problemer havde hun rykkede tættere på, lænede sig ind over ham og rakte ud med venstre hånd og strøg hans højre kind "En pige vil altid høre en fyr beundre hendes krop kære, så selvfølgelig har det en betydning... I hvert fald hvis man bryder sig om svaret" svarede hun, lænede sig en anelse mere frem inde. Hun blinkede sødt og trak sig atter tilbage igen. Hun lagde hovedet på skrå og mødte hans blik, kunne i hans øjne se en masse spørgsmål som han ønskede at have svar på, svar som hun muligvis ikke ville svar på. For hende var der tre typer fyre, de søde, de seje og de kikset. Mark var helt sikkert blandt de første, han var simpelthen bare sød, typen hun altid vil kunne overraske med opførsel og handling "Så... Min krop i en skala fra et til ti" gentog hun, hun havde ikke i sinde at lade ham slippe.

[Mark Erickson]

Mark plirrede med øjnene. Han sad ubevægelig ved hendes kærtegn, men så snart hun trak sig tilbage, rykkede han lidt på sig, trak benet tættere til sig for det første, og prøvede at tænke på rådne tomater. Hendes duft blandede sig med den stinkende tunge af rhododendron, og billedet gik bare nogenlunde igennem, og han kiggede op og besvarede spørgefuldt hendes øjne.
Hvis han nogensinde skulle kategorisere piger, ville det blive således: piger, og søstre. Elisa hørte vel nok i den første, men en del af ham protesterede alligevel, og han rynkede lidt på næsen. "Ja..." svarede Mark og kunne ikke se ret mange smutveje. "Hvis jeg svarer under otte bliver du bare skuffet..." Han opvejede mulighederne, "hvis jeg svarer ni vil du vide, hvad der mangler -- men hvad får du ud af et ti-tal? Så måtte det nok inkludere dine, ehm, rædsomme forføringsteknikker," nu skævede han til siden, "for andet ville være underligt, ikke? Ikke at se helheden, mener jeg." Han havde sprunget en del af argumentationen over. Faktisk havde han sprunget den hele over. Men selvom Mark ofte følte sig splittet, kunne han ikke dosere sine indtryk lige let; selvom en del af ham ville besvare det kække blik, kunne han ikke bedømme blikket og ignorere resten af omstændighederne. "Hvad med en glad smiley," foreslog han som kompromis og smilede halvfjoget. Han trak sit ben yderligere til sig, og rumsterede lidt på bænken. Elisa udmattede ham.