Ved fodboldbanen

[Lukas]

På trods af at august måned havde været noget mørk og regnfuld, var i dag en ganske fin dag. Solen skinnede i hvert fald ind imellem, når de lysegrå skyer flyttede sig for at give plads til lyset.

Lukas ville udnytte det gode vejr og var gået hen til fodboldbanerne. Det var ikke, fordi han havde tænkt sig at spille fodbold. Ligesom med alt andet sport afskyede han at løbe rundt på en bane efter en bold sammen med tyve andre mennesker. Man kunne nærmest ikke undgå at blive skubbet rundt eller sparket over skinnebenet. Bare tanken fik ham til at gyse.

Så vidt han kunne se, da han kiggede sig omkring, var der ikke andre på fodboldbanen. Dejligt... så kunne han få lov at være lidt alene, hvilket han sjældent kunne på skolen blandt alle de andre elever.
Han satte sig ned på græsset med ryggen mod målstolpen. Et suk lød fra ham, idet han lod øjnene glide i for at nyde stilheden...

[Ethan James]

Ethan var kommet til skolen for 3 dage siden, han havde været ret utilpas og kun snakket med en lille håndfuld mennesker. Ikke fordi han var genert, mere fordi han ikke rigtigt havde lysten. Han havde været ret irriteret da han ikke havde kunne finde et sted at ryge og oven i det havde han ikke fået noget i en månede. Idag havde han dog valgt at tage chancen med smøgerne.

Efter skole havde han fundet den pakke smøger og en lighter han havde smulet med. Han havde en god ide om han ville falde mere til efter en smøg. Nogle gange ville det måske havde været bedre aldrig at have røget, men nu var det forsent og vanen var der.

Ethan kom gående på fodboldbanen og gik straks mod en af målene hvor han kunne stå i ly for andres synsfelt vis nogen kom gående. Han tændte den første smøg på vejen og sugede godt til. Det var dejligt med lidt byluft igen. Alt var næsten godt lige nu, lige indtil Ethan opdagede han ikke var alene, en eller anden sad helt ensomt op af en målstolpe, Ethan stod lige foran ham og kiggede lidt ned på ham, sov han? Ethan betragtede ham lidt og smillede let.

[Lukas]

Ah, stilhed… Lukas kunne være blevet siddende her hele dagen, hvis det ikke var, fordi han havde på fornemmelsen, at det snart ville begynde at regne. Det ville bare være typisk at lidt regn igen skulle ødelægge en ellers helt fin dag.

Vinden stormede i de høje træer, der omgav fodboldbanen og gav læ, så han hørte slet ikke, at der var en, der nærmede sig. Først en lugt af røg nåede hans næse, begyndte han at røre lidt på sig. Var der noget, der brændte...? I så fald burde han se at komme væk.

Han slog sine øjne op, og lige så snart han havde gjort det, lød der et forskrækket gisp fra ham. Der stod noget foran ham… et eller andet, han ikke nåede at sanse hvad var, før han helt forskræmt forsøgte at rejse sig.
”sh*t!” lød det fra ham, efter at han for tredje gang var gledet i sit forsøg på at komme på benene. Der stod en sorthåret fyr ikke mindre end en meter fra ham og kiggede ned på ham. Han smilede endda. Hvordan kunne Lukas have undgået at opdage ham?

[Ethan James]

Ethan kiggede faktisk på drengen på et godt stykke tid, han så faktisk lidt sød ud, på den måde der gav Ethan 'forkerte' tanker i hovedet. Så hans smil var en blanding af glæde over at have fået en smøg og hans lettere lumske tanker.
Han fik et lille chok da drengen vågnede, Ethan gik ihvertfald lige et skridt tilbage.
Drengen viste sig at være ednu mere forvirret end først antaget. Han faldt 3 gange, lidt klodset.
Men Ethan valgte at han ikke bare kunne lade ham ligge og rode rundt dernede. Han slukkede smøge og smed den fra sig og rækte ham så hånden " brug for hjælp?" Sagde han og kiggede på hans øjne som han ikke kunne se før da de var lukkede. Ethan var normalt ikke så hjælpsom, men den fremmede havde fanget hans interrese ret meget.

[Lukas]

Klodset kunne man vidst roligt kalde Lukas. Det irriterede ham faktisk en hel del, at han var så klodset. Han endte altid i dumme sitatuationer så som denne her, hvor han netop havde gjort sig til grin over for et fremmed menneske, og han hadede det. Det var øjeblikke som dette, der gjorde, at han helst ville holde sig langt, langt væk fra andre mennesker... bare låse sig inde på sit værelse og blive der. Det ville selvfølgelig bare blive en smule problematisk, for så kunne hans roomie jo ikke komme ind...

"Øh... jo tak," svarede han lettere forfjamsket og tog tøvende imod den fremmedes hånd. Normalt ville han have undgået enhver form for nærkontakt med andre menensker, men han havde på fornemmelsen, at han nok lige havde fornærmet den anden dreng ved at virke så forskrækket over hans tilstedeværelse, så han tænkte, at det nok ville være bedst at opføre sig lidt høfligt.

[Ethan James]

Ethan tog hans hånd med et blidt men alligevel sikkert greb. Da drengen var kommet op holdte Ethan lige fat i et par sekunder og havde øjenkontakt med ham, hvorefter han gav slip. ”håber ikke jeg skræmte dig for meget… Ethan, dig?” sagde han og havde en del naturlig afslappet selvtillid og charme i stemmen. Selvom drengen nu virkede lidt klodset og nervøs syntes Ethan der var noget ret sødt over drengen og nu når Ethan havde fået sig en smøg var han ikke nær så irriteret som i starten af ugen, ellers havde han nok heller ikke været så tilbagelænet og venlig.

Ethan håbede bare ikke han havde skræmt ham for meget ved at bare stå og glo på ham, men det var vel fair nok, han skulle bruge stedet til at stå og ryge. Ethan kom til at tænke et sekund over smøgen han havde smidt og samlede den hurtigt op og puttede den med i lommen, vis lærerne opdagede det ville de ringe til hans forældre og det ville ikke være godt.

[Lukas]

Lukas bemærkede godt, at fyren holdt længe fast i hans hånd. Han stod ligefrem og talte sekunderne indvendig og ventede bare på, at den anden ville give slip, for han begyndte at føle sig mere og mere utilpas. Det hjalp ikke ligefrem på det, at den anden krævede at få øjenkontakt med ham. Det holdt ikke længe, før Lukas måtte slå blikket ned i ubehag. Han kiggede dog hurtigt op igen, da den anden sagde noget, og lod opmærksomt sit blik glide over den fremmede. Ethan… sort hår, blå øjne og en pakke smøger i hånden. Lukas’ første indtryk af den anden var, at han nok var en af dem, der bare skulle bryde reglerne. Men han kunne jo tage fejl.

”Lukas,” svarede han. Han bed sig en enkelt gang i læben, før han fortsatte: ”Er du ny eller sådan noget? Jeg synes ikke, jeg har set dig før.”
Nu var det ikke ligefrem fordi, at Lukas mængede sig specielt meget med de andre elever, men han syntes da nok, at han kunne huske ansigtet på de fleste, og Ethan lignede ikke en, han var stødt på før.

[Ethan James]

Ethan kunne godt mærke at Lukas var nervøs omkring ham. Var han virkelig så skræmmende, det syntes han nu ikke selv. " Ja det er jeg, kom hertil for nogle få dage siden" sagde han og holdte en kort pause hvor han puttede sine smøger ned i sin lomme.
"Hvad lavede du her helt alene?" spurgte han lukas og tænkte at han sikkert var der for at få lidt ro, eller også kunne det være han havde nogle problemmer han skulle tænke over. Ethan gik mest alene rundt fordi han ikke havde kontaktet nogen. Det var trods alt ikke lige en skole efter hans hovede, men det skulle vel nok gå. Det var alligevel kun et år han skulle være der.

[Lukas]

Lukas nikkede lidt. "Ah... så er det nok derfor, jeg ikke har set dig før."
Han lod en hånd glide igennem det røde, bølgede hår så det om muligt blev endnu mere pjusket, mens han overvejede, hvordan han nu skulle føre samtalen videre. Heldigvis virkede Ethan til at være den mere snaksalige type, så det behøvede han vist ikke at bekymre sig om. Et lettet smil bredte sig på hans læber, da den anden sørgede for, at samtalen ikke gik i stå.

"Ikke rigtigt noget... Jeg trængte bare til at slippe lidt væk fra de andre." Han bed sig i læben. "Det er meget rart en gang imellem."
Han overvejede lidt at spørge Ethan om, hvad han lavede her, men droppede hurtigt idéen. Man skulle være entet blind eller lettere dum hvis man ikke kunne regne ud, at han var her for at ryge i smug.

[Ethan James]

Ethan kunne godt mærke at Lukas mere var den stille type, men de fleste stille typer kunne lives op vis man kom ordentligt i snak. Ethan havde det ret naturligt at fører samtaler med folk han ikke kendte, især når de havde vakt hans interrese.
Ethan smillede da han så lukas endelig virkede lidt mere lettet og afslappet. Det var lidt nemmere at snakke med folk når det var sådan.

" Kender det godt, men har nu været for meget for mig selv de seneste par dage" Sagde han med et let suk, det havde været kedligt den seneste tid især på det frække område, Ethan havde en forestilling om at mange folk der gik der var kristne og godt kunne risikkere at mene at det ikke var passende det med 2 drenge, Ethan var lidt ligeglad, men det var svært at finde andre der var i samme båd som ham selv. "er nu rart med noget selskab til tider" Sagde Ethan og smillede til ham.

[Lukas]

Lukas rynkede let på brynene, da han hørte, at Ethan havde været meget for sig selv i de sidste par dage.
"Det er da trist," lød det fra ham, og han mente det virkelig. Nogen mennesker havde det bedst med at være alene, men Ethan virkede ikke som en af dem. Han virkede mere som typen, der havde en hel venneflok at hænge ud med.

Lukas nikkede forstående, da Ethan sagde, at det var rart med lidt selskab. Selvom han nød stilheden en gang imellem, fik han det hurtigt dårligt, hvis han var alene for længe.
"Jah... det synes jeg også." Han sendte den anden dreng et oprigtigt smil.

[Ethan James]

Ethan havde det helt underligt over den melidenheds agtige følse der kom fra lukas, plejede han ikke at få fra så mange af sine venner derhjemme fra. Det var nok også nogle lidt mere hårder typer end hvad lukas var. Han virkede mere som en sød dreng. "Ja men det går jo nok" sagde Ethan og trak let på skuldrene og virkede ikke selv trist nu her. Han ville heller ikke til at gøre lukas helt mut og trist.

Ethan så på lukas og kunne nu se at han smillede ordentligt, det var nu lidt pænere til ham, han kunne da godt tage ham med hjem i seng sådan som han så ud, han havde tænkt tanken mange gange før mens de snakkede sammen. Ethan smillede charmerende med en let frækhed over det og lænnede sig lidt ind mod ham og skulle lige til at gå ind efter et kys, hvad var ret tydeligt. Men han begyndte ligepludselig at mærke en underlig nervøsitet, Det plejede da aldrig at ske, han havde kyssede fremmede drenge mange gange. Ethan nåede kun lige at fange hans læber ret intenst før han rev sig selv væk igen da han kunne mærke sit hjerte slå huritger. * det er sikkert fordi jeg ikke har fået noget i så lang tid, ja det må være det* han holdte dog masken og virkede udadtil ret afslappet omkring det og kiggede også Lukas i øjnene. Hans reaktin ville sikkert blive spændene.

[Lukas]

Lukas nøjedes med at smile som svar... eller svar og svar, det kunne man vist ikke rigtigt kalde det. Han blev glad, da Ethan besvarede hans smil, men han mærkede dog et underligt stik i maven, da han lagde mærke til den undertone smilet havde. Han kunne ikke helt placere, hvad det var for et smil, men alligevel gav det ham en dårlig følelse inden i.

Han fik ret i, at smilet ikke var et godt tegn. Snart efter lænede Ethan sig ind imod ham og kyssede ham. Han kyssede ham. Forvirrede tanker fór gennem hovedet på ham, men mest af alt tænkte han på Waldemar. Hvad ville han dog ikke sige, hvis han så det her?!
Lukas var glad, da Ethan trak sig væk fra ham igen. Han slog begge sine hænder om foran munden i ren og skær forvirring over, hvordan han skulle reagere.
"Hvad...?" lød det fra ham, men han vidste ikke, hvordan han skulle ende sætningen.

[Ethan James]

Ethan kunne godt se at Lukas var forvirret over hvad der lige var sket, det var vel klart nok. Men Ethan måtte indrømme han også var lidt forvirret hans vidste ikke hvorfor, der var bare en tvivl inden i ham. " Rolig nu det var bare et kys, det var også din skyld for at se så sød og tiltrækkende ud" sagde han lige ud og kiggede med et lille smil på valdemar og syntes hans reaktion havde været ret fin, Ethan var ikke en person der gik og pakkede det åbentlyste ind, udover når det handlede om mere dybe følelser. Det er nu også sjovere at lege rundt end at komme ind i dybere følsomme forhold.

Men han gad ikke til at Lukas begyndte at blive sur over det, sådan var nogens reaktion til så pludselige ting, derfor vendte Ethan rundt og begyndte at gå tilbage, han rækkede en hånd op i vejret og vinkede til Lukas " Jeg vil smutte, vi ses nok på et tidspunkt"

[Lukas]

Det var bare et kys… Det var ikke bare et kys for Lukas. I hans verden rendte man ikke bare rundt og kyssede alle og enhver og da slet ikke fremmede mennesker, som man aldrig havde set før.

Da Ethan vendte rundt og begyndte at gå sin vej, blev Lukas blot endnu mere forvirret. Hvad havde han nu gjort galt, siden fyren bare skred? Typisk…
”Ja ja, gå du bare din vej og vær sur,” mumlede han for sig selv, før han dumpede ned på græsset igen med ryggen mod målstolpen. Ethan var sikkert blevet sur, fordi Lukas ikke havde brudt sig om hans kys… ja, sådan måtte det hænge sammen, men han var altså også selv ude om det. Han kunne bare lade være med at kysse fremmede… og alligevel kunne Lukas ikke lade være med at føle sig lidt dårligt tilpas, for det havde jo ikke været hans mening at skræmme Ethan væk på den måde.