Søndag eftermiddag

[Kjetil]

Kjetil sad i skrædderstilling i den olivengrønne sofa, dybt koncentreret om et ark med norske sætninger, der skulle oversættes til engelsk. På sofahynden ved hans side lå en medtaget norsk-engelsk/engelsk-norsk ordbog. Kjetils fingre var sorte af kullet fra hans blyant, og da han kløede sig på panden, blev også denne sort, idet han forsøgte at huske, om der altid skulle komma før that, eller om man aldrig måtte begå en sådan synd.
Kjetil havde i dag lyse cowboybukser på, samt en Steen&Stoffer T-shirt, hvor trykket efterhånden var halvt visket ud af de mange ture i vaskemaskinen. Ind imellem sukkede han og måtte slå et ord op i sin ordbog. Sprogfag havde en tendens til at frustrere ham. Han syndtes selv, hans engelsk var udmærket - han havde bare aldrig mestret den skriftlige del. Hvordan var det nu, man stavede til property? Kjetil bladrede endnu engang gennem ordbogens mangfoldige sider i søgen efter et svar.

[Benedikte Grytten]

Benedikte havde udsat sine lektier, og nuv ar det pludselig blevet eftermiddag. Formiddagen var gået med at sætte ting i ringbind og omrokere bunker, samt at være i bad og plukke øjenbryn. Sådan en søndag formiddag kunne gå hurtigt, mente hun. Benedikte trådte ind i opholdsstuen, hvor hun fik øje på en fyr med halvlange dreadlocks. Hun havde set ham før på gangen, mente hun. Eller var det i spisesalen? Det var heller ikke så vigtigt. I hvert fald mente hun, at drengens hår så meget usoigneret ud, og hun ville ikke røre det med en ildtang. Hårlignende slanger.
Benedikte havde et par kakifarvede chinos på. Benene var rullet op og et par spinkle, blege ankler blev afsløret. Hendes T-shirt var hvid og et par størrelser for stor, så hun havde valgt at stoppe den ned i bukserne. Hun lod blikket hvile på drengen, idet hun forventede, at han ville se op, nu da han ikke længere var alene.

[Kjetil]

Kjetil hørte nogen træde ind, og så op på døren. Han smilede skævt og vinkede kort, da han så, at han straks havde øjenkontakt. Han var standset midt i den sætning, og ville sikkert have glemt det ord, han lige havde slået op, når han igen besluttede sig for at vende opmærksomheden mod sine lektier, men det måtte blive et problem til den tid.
Helt grim var hun da ikke, hende tøsen. Måske lidt tynd. Han mindedes ikke at have set hende før, men han kunne selvfølgelig tage fejl. Hun gik ikke i niende, så meget vidste han. Det havde været en relativt begivenhedsløs dag, så Kjetil håbede på lidt socialt samvær, hvis da hun var til at nærme sig. "Hei du!" kvidrede han og nikkede, så hans 'hårslanger' dansede.

[Benedikte Grytten]

Benedikte smilede smalt til ham, da han så op fra sine lektier. ”Hei du,” gentog hun og tog et par lange skridt imod en anden olivengrøn sofa, der var placeret overfor den, drengen sad i. ”Mange lektier til i morgen?” spurgte hun venligt og satte sig i sofaen med benene trukket op. Han havde mørk hud og mørke øjne, og Benediktes umiddelbare bud ville være, at han stammede fra Jamaica. Men det var nok bare håret. Hun bemærkede piercingen i venstre øjenbryn, inden hun så væk, da det ikke var høfligt at tirre på folk, selvom de havde beskidt hår og piercinger. ”Jeg hedder Benedikte.” tilføjede hun og smilede igen.

[Kjetil]

Da pigen nærmede sig, gik det op for Kjetil, hvor forbløffende høj hun var. Ikke underligt, hun så så mager ud. Hvordan skulle hun nogenside spise nok til at fore dét lange skelet? Kjetil skuttede til sine papirer, trak på skuldrene og mumlede: "Næh, bare lidt Engelsk. Det er bare træls." Han skubbede hele lortet til side, smækkede de mao-sko-beklædte fødder op på stuebordet og lænede sig tilbage med hænderne foldet bag nakken. "Så, nu gider jeg ikke mere." sagde han triumferende, som om han lige havde overvundet sine lektier frem for at give op på halvvejen.
Kjetil løftede kort den ene hånd til hilsen og præsenterede sig: "Kjetil her." Straks efter fandt hånden tilbage til den anden bag nakken.

[Benedikte Grytten]

“Ah,” smilede Benedikte og nikkede forstående. Engelsk grammatik kunne være træls. Så mange regler – og dobbelt så mange undtagelser. “Jeg har udsat mine egne lektier hele dagen. Jeg har bare ingen energi på en søndag!” Hun grinede kort og pillede en nullermand af hælen på sine hvide ankelstrømper. ”Er du ny, Kjetil?” Benedikte havde allerede konkluderet, at han ikke gik på hendes årgang. Så ville hun kunne huske ham. Mente hun. ”Jeg synes ikke, at jeg kan huske dig.” Benedikte rynkede panden for at understrege, at hun havde spekuleret, og trommede et par gange med pegefingeren på sin hage.

[Kjetil]

"Pfff, søndag eftermiddag har det også med at suge al produktivitet ud af mig. Og så er grammatik bare ikke det mest motiverende i verden." Han trak på skuldrene og strakte dovent armene foran sig, før han begyndte at knække fingre i små, højlydte knæk. "Ja, jeg er splinterny. Jeg kommer ovre fra Florø." Han gjorde en gestus mod venstre, selvom han ærlig talt ikke havde nogen anelse om, hvilken retning Florø var. "Du er tilbagevendende elev, kan jeg udlede?" sagde han og løftede spørgende sine mørke øjnbryn. Hvor gammel mon denne Benedikte var? Hun kunne umuligt gå i mindre end syvende, så kæmpehøj som hun var. Kjetil var endnu ikke kommet sig over denne attribut.

[Benedikte Grytten]

”Nej, ikke ligefrem. Hvis ikke søndag eftermiddag får suget al produktivitet ud, skal lektierne nok sørge for resten,” grinede hun og skar en udmattet grimasse, inden hun strakte sine tynde arm frem foran sig. Hun betragtede sine nedbidte negle på afstand, inden hun igen lagde hænderne i sit skød. ”Splinterny ligefrem?” smilede Benedikte og rystede på hovedet, ”Ja, tilbagevendende, brugt elev. Jeg er lige begyndt i ottende klasse. Og du?” Som sagt, vidste Benedikte allerede, at Kjetil ikke kunne gå på samme årgang som hende – så han måtte næsten være et år ældre. Han virkede mere moden end en dreng i syvende klasse, der ville få en søndag til at gå med Jackass eller et andet intetsigende TV-program.