Stille formiddag

[Sørine Knutson]

Sørine stod ved det største vindue i en tom opholdsstue. Udenfor silede regnen ganske stille, men slet ikke vedholdende nok til at trække de mange elever ind i hovedbygningen. De nød deres weekend på skolen og var taget til byen, havde sadlet en hest, eller befandt sig et sted på fodboldbanen. Lidt norsk vejr kunne ikke skræmme dem.
Sørine var sådan set heller ikke generet af vejret; hun var bare stået sent op, længe efter Benedikte havde forladt værelset, og det var med nød at hun havde nået morgenmaden. Men nu var hun oppe, stadig med et sløvt blik i øjnene, men ulasteligt klædt i stramme blå jeans og en orange top.
Hun lænede sig mod ruden og skuede ud over den grå indkørsel. De sidste par dage havde hendes tanker svirmet om Andreas, men hun havde ikke set fyren siden første møde. Nu virkede hendes hoved næsten tungt af at skulle forestille sig fyrens pjuskede hoved igen, og af samme grund prøvede hun at lade være. Efter nogen tid havde hun ikke én tanke i hovedet, men stod blot og stirrede ud i regnen.

[Wendy Belander]

Wendy åbnede forsigtigt døren ind til opholdstuen og kiggede genert ind i rummet, der var ikke så meget som en sjæl der inde. Det lød i hvert fald sådan. Men da hun var trådt ind gennem døren og havde lukket den forsvarligt med en lille klik-lyd kunne hun høre en svag vejr trækning. Pokkers, hvad skal jeg gøre. Kan jeg nå at gå igen inden jeg bliver opdaget? Hun rystede blidt hovedet fri for diverse tanker og vendte sig om. Der stod en silhuet ved det ene vindue. Wendy kunne ikke skelne andet end en frisure der var længer end hendes engen og en feminin figur. Så hun gik ud fra at det var en pige der stod i vinduet. Det regnede udenfor. Wendys maosko var blevet klamme af turen fra taxaen og op til hoveddøren tidligere. Nu rendte hun rundt i bare tær og satte små aftryk på det kolde gulv. Hun havde fået tildelt et tremandsværelse som indtilvidere delte med en enkelt anden pige.
Langsomt bevægede Wendy sig over til en af sofaerne i nærheden af et vindue der ikke var helt tæt på pigen. Så fandt hun sin bog frem fra sin lille taske, men det var som om hun ikke kunne få sig til at åbne den og begynde at læse. Måske var hun bange for at blive stemplet endnu en gang. Læsehest! Bogorm! Nørd! De svirpende ord hendes far havde råbt af hende i fuldskab fløj gennem hendes hoved og hun tog sig forsigtigt til hovedet som for at skjule de forsvundne tåre fra en tid der ikke var skjult godt i hendes hoved.

[Sørine Knutson]

Dybere i intetheden, til det næsten sortnede for hendes øjne: Sørine plirrede med de mørke vipper og opdagede, hvor hun var. Hvad havde hun tænkt på? Ingenting, konstaterede hun, en lille smule foruroliget, for det lignede hende ikke at være hel tom for hjerneaktivitet.
Hun kastede endnu et kritisk blik ud gennem ruden og besluttede sig for, at hun måtte leve med det kedelige vejr; hun kunne lige så godt smutte ned i stalden og se, om ikke nogle af de andre piger gemte sig dér bag en støvet klump hest. På den anden side havde hun lige været i bad. Hun rynkede på næsen og vendte sig, nu med tanke for et smut forbi idræshallen (der plejede at være nogle boldspillere, man kunne kigge på - gud, måske spillede Andreas bold lige nu - hun burde sætte sit hår op først), idet hun opdagede en skikkelse bag sig og udstødte et hvin.
"Jesus Christ, menneske!" udbrød hun og tog sig pinlig berørt til håret, ikke på grund af de ellers smukt redte lokker, men fordi den fremmede pige ikke engang bevægede sig - men sad og læste. "Har du siddet her hele tiden?" Sørine hævede øjenbrynene, forvirret.

[Wendy Belander]

Wendy bemærkede lidt bevægelse ud ad øjenkrogen men lod sig ikke mærke af det. Måske var den feminime skikkelse ved at bryde op og forlade rummet? det gav et sæt i Wendy da pigen begyndte at råbe op og tage sig til hovedet. Wendy kiggede skræmt op fra sin bog. "Undskyld" Hun lagde sin bog ned i tasken for så at ligge an til at forlade rummet uden videre forklaring. Hvad havde hun også at forklare. Havde hun måske gjort noget forkert. Det troede hun i hvert fald at hun ikke havde. Men i det hun skulle til at rejse sig fra sofaen stillede pigen hende et mærkeligt spørgsmål. "Hvad mener du? Jeg er lige kommet .." Wendy begyndte at snakke hurtigt. Et tegn på nervøsitet. Hun blinkede et par gange med de karamelfarvede øjne. I dag var de rammet ind af blå mascara og en mørk grøn eyeliner samt sort øjenskygge. Hendes tøj var et par simple korte, løse og sorte shorts, en neon grøn tanktop inden under en løs stumpet T-shirt der havde en pastelgul farve med en statment(Just F*** Off!) på. Dette havde ingen skjult betydning som skulle læses eller tydes. Det var bare som det stod. Det var ikke en hentydning til nogen eller noget i den stil. Den passede bare godt til resten af sættet.

[Sørine Knutson]

"Nåeh," Sørine kløede sig i hårbunden, "well, her var bare super stille..." Hvor langt væk i tankerne havde hun været? "Ehm, sorry," tilføjede hun hurtigt, da pigen allerede så ud til at være på vej væk. Det havde ikke været meningen at skræmme hende ud af stuen, ligefrem; Sørine reagerede bare ikke stille, når hun reagerede.
Hun målte hurtigt pigen med øjnene. Ny måtte hun da være, for Sørine havde aldrig set hende, og det knaldrøde hår hev hende lidt ud af mængden. At dømme ud fra hendes tøjstil, ville de to heller ikke komme til at hænge ret meget ud, men man vidste aldrig... nogle piger var bare stilforvirrede. Udover dette, måtte Sørine indrømme, at hun var ganske køn.
"Hvilket klassetrin starter du på?" spurgte Sørine og prøvede sig med et forsigtigt smil. Hendes tonefald var nu venligt og interesseret, og hun vendte ryggen til udsigten og lænede sig lidt op ad vindueskarmen, så det var tydeligt, at hun havde tænkt sig at blive.

[Wendy Belander]

Wendy kiggede på pigen som nu lød interesseret i hende og venlig, så hun stoppede op trådte lidt på det samme sted på gulvet inden hun vendte sig om og kiggede på den fremmede pige. Pigen måtte kunne se at hun var ny og at hun ikke var særlig tryg ved situationen. "Jeg skal starte i 8." Wendy undgik at kigge pigen i øjnene men kiggede da i det mindste i retningen af hende. Hun havde altid fået at vide at det var uhøfligt ikke at kigge på folk der snakker med en. Wendy vidste ikke hvad hun skulle gøre nu men gættede på at den rette etikette ville være at spørger tilbage. "Hvad med dig?" Hun kiggede denne gang pigen i øjnene, hun var nydelig at se på. Ikke noget der skilte sig ud fra mængden, men nydelig. Wendy håbede på at ikke alle på skolen var som pigen her, ellers ville hun hurtigt få det dårligt med sig selv igen. Der måtte være nogle anti-pop mennesker på stedet her.

[Sørine Knutson]

"Åh, jeg starter også i ottende!" sagde Sørine, begejstret for at blive spurgt til. "Altså, jeg gik her sidste år, men regner med at tage hele grundskolen her, så... men så skal vi gå i klasse sammen! Jeg hedder Sørine."
Hun smilede bredt. Selvom de to måske ikke var skabt for hinanden, var der ikke noget, der holdt den lyshårede tilbage fra at være venlig. -Ikke mindst, når hun kunne blive den, der lærte pigen om skolens aktiviteter og den slags. Hun kunne lide at fortælle om skolen, som hun efterhånden vidste så meget om, og desuden virkede pigen sød, omend temmelig stille.
"Hvornår kom du?"

[Wendy Belander]

Det gav endnu et lille sæt i Wendy da pigen der åbenbart hed Sørine blev så begejstret over noget så banalt som et klassetrin. Det virkede rimlig tåbeligt på Wendy at blive så begejstret over ingen ting, men hva' fan' det kunne være hun måske gav hende den rundvisning som personalet ikke havde haft tid til da så mange nye var flyttet ind i weekenden. "Jeg kom for en lille time siden, hvorfor?" Wendy var ikke helt tryg ved Sørines pågående facon. Hun havde nemlig et stort problem med nærhed og i det hele taget med at snakke med folk. Dette skyldtes de mange år med prygl fra et af de eneste mennesker man skal kunne stole på i hele verden. Hendes far! Tænk at det svin kunne gøre det! Tænk at kunne svigte hende på det groveste og drikke sig så fuld at han var uden hæmninger!

Wendy trippede lidt frem og tilbage der hvor hun stod og bed sig nervøst i læben. Så kom hun i tanke om hvad hendes plejemor havde sagt til hende inden hun blev sat ind i taxaen. "HUSK nu at præsentere dig selv hvis de giver dig deres navn!! HUSK DET!" Wendy spærrede sine øjne op og skyndte sig at fortælle hvad hun hed. "Undskyld, mit navn er Wendy...." Hun blev helt rød i hovedet der ellers var så blegt. Wendy ville sådan ønske at hun hed noget andet, men hun havde alligevel ikke kunnet tage sig sammen til at søge om navneforandring. Det skyldtes sikkert troskab over for hendes døde mor som jo højst sandsynligt var kommet frem til navnet.

[Sørine Knutson]

Hendes skeptiske tonefald, og tøvende svar på et ellers ligetil spørgsmål, fik også Sørine til at tvivle et lille øjeblik: hun kunne bruge sin tid på dette, eller smutte igen og opsnuse nogen med noget mere liv i sig. Men hun havde ikke svært ved at vælge. Der var noget, ved den generte pige, der mindede hende ubehageligt om hendes lillesøster; ubehageligt kun på den måde, at Sørine og hendes søster havde en halv verden imellem sig, og det smertede Sørine at se nogen så stilfærdig og beskeden. Sørine skulle lige til at kommentere hendes temmelig nuttede navn, men tog det i sig. I stedet trak hun let på skuldrene til den rødhårede: "OK! Well, har du lyst til en rundtur på skolen eller sådan noget? De plejer at give nye elever et slags kontaktmenneske, men siden du er kommet i weekenden." Hun smilede kort, mente at det forklarede nok.

[Wendy Belander]

Wendy kiggede sig over skulderen hen mod døren. Skulle hun forlade det stille rum og bevæge sig ud i menneskemylderet hvor hun med garanti ville blive stødt ind i, eller skulle hun blive her og måske fornærme Sørine ved at takke nej tak til hendes tilbud om en rundvisning? Det var svært at vælge imellem de to onder. Men i sidste ende var det åbenlyst hvad hun blev nød til at vælge. Hun blev nød til at gøre sig gode venner med Sørine, hun virkede nemlig som en der kendte alle eller i hvert fald de fleste. Sørine var nok en af de populære piger her på Bergenhus. Gad vide om hun var en backstabber eller bagtaler type man aldrig vidste hvor man havde henne.

"Det ville være rart at blive vist rundt, stedet er jo koloenormt. Eller sådan føles det i hvert fald!" Wendy havde fået udleveret et håndtegnet kort med rutevejledning indtegnet samt en værelsesnøgle af receptionisten. det var også hende der havde fortalt at der ikke rigtig var nogen der havde tid til at vise hende rundt og at Wendy ikke havde fået tildelt en kontakt person endnu.

[Sørine Knutson]

"Ah, well," sagde Sørine med et skævt grin, mens hun trak beklagende på skuldrende. "Efter et par uger vil det virke som om, du har været her forevigt. Tro mig." Hun blinkede drilagtigt, men hendes stemme lød ganke overbevisende: så meget spændende fandtes der altså ikke på Bergenhus, at man blev ved med at komme på nye eventyr. Eventyr, havde Sørine ret hurtigt lært, var man nødt til selv at komme op med.
"Så, er der noget du specielt gerne vil se? Jeg mener, vi kunne tage hele turen ud på plænen og til stalden, men det er ikke det muntreste vejr," hun gjorde en kort gestus mod vinduet og regnen udenfor. "Du rider vel ikke?"

[Wendy Belander]

Wendy kiggede bekymret på Sørine, jeg håber ikke hun mener det seriøst! Hvordan skal kunne kommer i gennem det her, hvis tiden altid bare synes at stå stille?! Wendy begyndte at se panisk ud og kunne ikke rigtig finde hovede og hale i sine egne tanker, som fløj rundt i hovedet på hende. Hun tænkte på om hendes far ville kunne finde hende her, om hun ville få det bedre eller dåligere, om hun overhovedet ville få nogle venner! Det hele var så nyt og forfærdligt skræmmende! "Det mener du vel ikke, vel? Altså der sker vel ting her, I hygger jer vel, gør i ikke?!" Wendy rynkede panden og trak sine øjnbryn sammen. Wendny kiggede Sørine i øjnene og så et drilagtigt glimt gemt i øjenkrogen. Wendy åndede lettet op og slappede straks mere af. Men det var tydeligt at hun stadig var enormt nervøs ved tanken om at skulle forlade det rolige rum.

"Øhm, øhm, kan du ikke vise mig nogle af de steder hvor folk ikke kommer så tit, eller hvor der ikke er så mange mennesker på denne tid af dagen?" Wendy smilte akavet og trådte sig selv over tærene.

[Sørine Knutson]

I takt med pigens stigende anspændthed, eller, det var måske mildt sagt: hendes stigende desperation; halvt morede Sørine sig, men hun følte sig også lidt flov. Følte hun sig først sikker i en situation, var hun vant til at balre ud med alt fornuftigt og ufornuftigt hun havde at sige, og denne pige hørte faktisk efter og tog det til sig. Lidt for meget. Sørine smilede hurtigt, og hun følte selv en lettelse, da Wendy slappede af.
"Åh men, du skal ikke bekymre dig. Hvis du vil ha' sjov, laver vi det bare selv!" beroligede hun, eller det håbede hun i hvert fald, at hun gjorde; hun havde fejlagtigt troet, at pigen bare ønskede sig nogle rutiner. Gudskelov ikke!
"Joeh, klart! Humm... måske skal vi bare gå op i Sydtårnet?"
Sørines blik flakkede, og hun valgte at ignorere Wendys fejltrin. Hun var opløftet og smilte meget nu, hun havde noget at tage sig til, og bedre, nogen at tage sig af. Hun rettede sig op fra vindueskarmen og gjorde tegn til, at de kunne forlade opholdsstuen.

(Hvis du vil flytte, kan jeg oprette et emne i Sydtårnet? >w>)

[Wendy Belander]

Wendy nikkede forstående og hendes smil syntes at blive en smule mindre akavede. Hun var ved at være tryg ved at skulle forlade de trygge rammer som opholdstuen gav hende. Godt nok var de ukendte men det var bedre end gangen med de støjende elever. Men på et eller andet tidspunkt var hun jo nød til at forlade rummet, hun havde endnu ikke pakket sin taske ud og hun var faktisk ved at være lidt sulten. "Hvad tid er næste måltid?" Og som for at understrege sit spørgsmål, gav Wendys mave en lav rumlende lyd fra sig. Hun grinte flovt og gnubbede sig forsigtigt på maven.
Sydtårnet? Det lød interessant, og afsides. "Jeg tror sydtårnet er en god ting at starte med .." Wendy bed sig i læben igen og rettede lidt på sin taske, da hun kunne mærke den var på vej til at glide ned over hendes skulder. Med et lille, tøvende smil vendte hun sig mod døren ud til gangen med de mange mennesker. Wendy åbnede forsigtigt døren. Lydene strømmede imod hende på en ubehaglig måde, men hun tog sig sammen og trådte ud på gangen for så at vente på Sørine, det var jo ikke Wendy der kendte vejen til sydtårnet.

//Out

[Sørine Knutson]

Sørine grinede kejtet ved lyden af Wendys mave, som hun ikke kunne genkende i sig selv - det var jo ikke længe siden, hun havde spist morgenmad - men som ikke desto mindre ville give dem mulighed for at tage en stor tour og runde den af med et festmåltid. Eller et måltid, i hvert fald.
"Ah, om en times tid, tror jeg. Men så starter vi da bare med Sydtårnet!"
Hun smilede bredt og ivrigt og ventede på Wendy til at have samlet sine ting sammen, før de forlod den nu igen ensomme og stille opholdsstue.

// flytter til et emne i spisesalen!