Værelse 4 - Lukas og Waldemars.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville gerne holde Lukas tæt ind til sig, holde om ham for at vise at der ikke skete noget. Mørket kunne jo ikke gøre ham noget, det eneste han skulle være rigtig bange for, var tingene der gemte sig deri. Men hvilke ting kunne der ske her på skolen? Han tvivlede på at der hverken var morderiske psykopater, blodtørstige vampyrer eller farlige rovdyr. Selv hvis der var så ville Waldemar beskytte Lukas med sin krop som skjold.
Tonen som Lukas talte i, overraskede ham virkelig. Han havde jo sagt det for at gøre Lukas lidt mere tryg, og så får han bare det dér smidt i hovedet. Vreden vældede op i ham.
"Jeg sagde det for at være sød, Lukas, ikke for at gøre dig vred. Men hvis du virkelig ved at der ikke sker noget, hvorfor står du så og gemmer dig ind til mig?"
Hans egen stemme var også temmelig hård, men alligevel kunne han ikke få sig selv til at vride sin arm løs, den som Lukas holdte om. Han ville jo ikke gøre ham ked af det, eller gøre ham endnu mere utryg her i mørket.

[Lukas]

Da Waldemar påpegede, at han stod og gemte sig ind imod ham, gav Lukas straks slip på hans arm. Det krævede en hel del af ham, for han ville så nødig tage afstand til Waldemar her i mørket, men samtidig ville han heller ikke give ham ret.
Han måtte virkelig holde sig selv tilbage fra at give Waldemar et lige så hårdt svar tilbage. For Lukas var det bare nemmere at være vred lige nu, for hvis han var det, glemte han sin frygt - i hvert fald for en stund. Derfor måtte han være meget påpasselig med, at han ikke kom til at sige noget, der måske kunne såre Waldemar.
Han skulle netop til – meget mod sin vilje – at undskylde, da han hørte en dør længere fremme gå op. Hans hjerte sprang op i halsen på ham, da han så, at det var en lærer. Han greb fat i Waldemars arm – den raske, gudskelov – og trak ham med ned bag en statue, hvor han lagde en hånd over Waldemars mund, bare i tilfælde af, at det ikke var gået op for ham endnu, at døren var gået op. Statuen, de sad bag, var ikke helt stor nok til at skjule dem begge, men hvis bare de sad stille i de mørke skygger, ville læreren nok ikke opdage dem… forhåbentligt.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar boblede af ren vrede og skuffelse, hvorfor talte Lukas pludselig sådan til ham? Han var faktisk utrolig såret over det og han havde helt ærligt lyst til bare at forsvinde ind på værelset, være alene og tænke over tingene. Elskede Lukas ham ikke mere nu? Hadede han ham? Ville han ikke være.. hans Lukas mere? Smerten og tvivlen gav ham en mavepuster, og vreden blev erstattet af sorg. Men han skjulte det godt, han ønskede ikke at lade Lukas se hvad han følte lige nu.
Waldemar hørte også døren gå op og han mærkede hvordan hans hjerte sprang et slag over. Han ville virkelig ikke opdages, mere for Lukas' skyld end sin egen. Han fulgte frivilligt med Lukas da han trak ham om bag statuen og helt stille sad han. Han ville virkelig ikke være skyld i at Lukas fik eftersidning, derfor prøvede han også at holde vejret så længe som muligt.
Så tæt på.. gik det igennem hans hoved da han lagde mærke til Lukas' hånd som var lagt over hans mund. Det ville være nok bare lige at spidse sine læber, og så ville han kysse hans kære lille hånd. Men nej, ikke nu. Ikke når Lukas opførte sig på den måde.

[Lukas]

Lukas fjernede sin mund fra Waldemars mund og lænede sig lidt til siden, så han kunne kaste et blik ned af gangen. Han kunne lige akkurat skimte en sort skikkelse i mørket, som var på vej væk. Pyha… Han åndede lettet op indvendig. Han turde ikke trække vejret højt endnu. Sæt personen stadig kunne høre dem.

Han vendte sit blik mod Waldemar. Selvom han mest af alt så overrasket ud over, at døren pludselig var gået op, så han stadig ud til at være vred. Lukas bed sig i læben og først nu, da han var kølet ned, forstod han, at han faktisk havde såret Waldemar. Han skulle ikke have talt sådan til ham…
Han sørgede for at få øjenkontakt med den anden dreng, så han kunne sende ham et skyldbetynget blik. Han mimede et undskyld med sine læber, for han ville ikke løbe en risiko ved at snakke for højt. Hvad ville læreren, der netop var gået ud af døren, mon ikke tænke, hvis der pludselig lød hviskende stemmer fra et sted bag statuen?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar så ærget til da Lukas flyttede hans hånd fra hans mund, han ville ønske den var blevet der, det havde fået ham til at slappe lidt af og køle ned. Han havde altid været en meget følsom person som tog ting ret tungt, hvilket var et stort svaghedstegn for ham, det var en af de ting han hadede og forbandede ved sig selv. Hvis bare han ikke følte så meget, så overdrevet, altid.
Da Lukas søgte hans øjne, så Waldemar direkte på ham. Hvad var der? Han så godt skylden lyse ud af drengens mørkeblå øjne, og det gjorde helt ondt på ham, for han virkede virkelig ked af det over det. Hans konklusion om at Lukas var ked af det over den måde han havde talt til ham på, konkluderede han som rigtig, da drengen mimede et undskyld.
Waldemar nikkede bare med et skævt smil på sine læber. Han havde tilgivet Lukas, hvilket man godt kunne se på hans smil, men han kunne ikke skubbe tristheden helt ud af kroppen med det samme.

[Lukas]

Lukas blev lettet over at se Waldemar nikke. Godt… så det betød, at han var tilgivet. Men hvorfor havde han det så stadig så dårligt inden i? Måske var det, fordi Waldemar havde nøjedes med at sende ham et skævt smil. Lukas var ikke sikker på, hvad han egentligt havde forventet, men det var i hvert fald mere end det.

Han sukkede, før han rejste sig op. ”Vil du med tilbage til værelset?” spurgte han. Han selv sig ikke spor sulten mere, men derfor kunne det da godt være, at Waldemar gerne ville have noget mad. Hvis det var tilfældet, var Lukas dog ikke sikker på, at han ville følge ham ned til skolekøkkenet. Han havde mest af alt lyst til bare at smide sig på sin seng og blive liggende der resten af natten og næste dag med uden at snakke med nogen, så dårligt havde han det med sig selv lige nu. Han skulle aldrig, aldrig, aldrig have talt sådan til Waldemar. Selv ikke, hvis det havde noget med hans mørkeræd at gøre. Waldemar var den dreng, han elskede. Han behøvede ikke at skjule den slags for ham.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde bare svært ved at give slip i sorgen. Han kunne ikke gøre for det, det var bare sådan han var. Når han først havde det dårligt, havde han svært ved at komme ud af det. Også selvom at han havde tilgivet Lukas.
"Du var sulten, var du ikke?"
Waldemar forstod ikke helt hvorfor Lukas nu ikke var sulten længere, de var jo gået herud fordi at hans mave var begyndt at rumle. Han rejste sig op mens han kiggede undrende på drengen. Hvis bare Lukas kunne give slip og bare opføre sig normalt, så ville han også kunne, men ikke før. Han havde brug for at vide at Lukas ikke hadede ham, at han ikke forlod ham her i mørket, alene og forladt.
Du må ikke gå, havde han lyst til at sige. Had mig ikke.. Ikke nu, ikke her.. Jeg vil jo bare være din.
"Jeg elsker dig jo bare...." hviskede han, ganske utydeligt, og han anede ikke om Lukas hørte det.

[Lukas]

”Jo. Jeg var sulten,” mumlede han.
Han havde allerede taget et skridt i retning af værelset og skulle til at tage det næste, da Waldemar hviskede et eller andet. Det var umuligt for Lukas at tyde den utydelige hvisken, så han havde ingen idé om, om hvor vidt Waldemar lige havde givet ham en kærlighedserklæring eller om han havde kaldt ham de groveste ting, han kunne finde på. Lukas håbede af hele sit hjerte på den første mulighed, men alligevel var der et eller andet, der sagde ham, at han tog fejl.
Pludselig drejede han rundt på den ene hæl, slog armene om halsen på Waldemar og trak sig ind til ham. ”Undskyld, undskyld, undskyld…” lød det fra ham. ”Undskyld, Waldemar, jeg gør det aldrig igen, det lover jeg! Jeg… jeg vil bare ikke miste dig…” For kun et par dage siden havde Lukas aldrig haft det problem. Der havde han kunne sige og gøre, hvad han ville, uden at skulle bekymre sig om, om han sårede nogen, for han havde ingen at miste. Godt nok havde han aldrig gjort det, men alligevel..

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kiggede undrende på Lukas da han svarede på den måde, knap så hårdt som før, men det fik ham stadig til at vakle et par skridt bagud. Hvad havde han nu gjort galt? Han følte sig så elendig at han bare havde lyst til at ligge sig ned og dø.
Han stod bare der og så ned i gulvet, da han pludselig mærkede nogle tynde arme om sig, og hurtigt derefter en varm, skrøbelig krop trykket ind til sig. Waldemar lyttede opmærksomt til hvad drengen sagde, hans ydmyge undskyldninger og hans løfte om aldrig at gøre det igen. Men det med at at han ikke ville miste ham... Det var det der fik ham til at bryde sammen.
Tårerne strømmede ned over hans kinder, og han følte sig virkelig som en lille bitte dreng der var faldet og slået sig. Han var ønske at det var det der var sket, den fysiske smerte var altid bedre end den psykiske. Han vidste ikke præcis hvorfor han græd, men indeni var han bare et stort rod. Hans hjerte skreg 'Jeg elsker dig, Lukas', mens at han bare ønskede at holde om denne dreng, knuge ham ind til sig. Men så samtidig frygten for at miste ham, den smadrede ham. Han var så bange.
Var det her virkelig kærlighed? For hvis det var, så var det her virkelig den dårlige side af den. Frygten for miste. Derfor besluttede han sig for at han ville gøre alt hvad han kunne for at beholde Lukas ved sin side. Han ville have ham for altid..
"Lukas... Jeg elsker dig, og jeg går ingen steder, jeg... Jeg er kun din..." Hviskede han, mens han slyngede sin raske arm omkring ham, borede sit ansigt ned i drengens røde lokker.
Jeg har brug for dig..

[Lukas]

Lukas stod og borede sit fregnede ansigt ind i Waldemars bluse. Den anden tøvede så længe med at svare, at Lukas knap nok turde kigge op og møde hans blik. Han var bange for, at det ville være koldt og afvisende.
Men så, endelig, åbnede Waldemar munden. Og hans ord varmede virkelig Lukas’ spinkle krop. Han havde brug for ham… Det var præcis sådan, Lukas havde det med ham, og det var også derfor, han så nødig ville miste ham.

”Undskyld…” var alt, hvad Lukas kunne få frem. Hans stemme rystede ganske lidt men langt fra lige så meget, som Waldemars havde gjort, da han talte. Og hvorfor mon? Da Lukas dristede sig til at kaste et blik op på drengens ansigt, så han, at tårerne strømmede ned over hans kinder. Det gav et sæt i Lukas, det endnu engang ikke vidste, hvad han skulle gøre. Åh, hvor han dog hadede når folk græd. Det var ikke så meget det, at de græd, der generede ham – nej, i stedet var det det faktum, at han ikke anede, hvordan han skulle trøste dem.
Hans hænder, der var slynget om halsen på Waldemar, blev nu placeret bag hans nakke. Lukas trak hans ansigt tættere på, idet han lod sin tunge glide over Waldemars ene kind for at slikke de salte tårer væk, før hans læber blidt blev presset imod hans. Trøstende.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar elskede virkelig at mærke drengens varme krop tæt ind til sig, det fik ham til at slappe af, langsomt, men det hjalp betydeligt. Waldemar var slet ikke vant til sådanne følelser for noget menneske og han fandt det meget overvældende, han havde tit læst kærlighedsromaner og -historier, men han havde altid bare konkluderet at det var noget værre vås. Men nu forstod han endelig, nu forstod han følelsen af at elske en anden person så højt at et liv uden den person, virkede fuldkommen umulig. Dramatisk, men stadig kunne han ikke lade vær med at tænke ordene; Hvis han skulle leve uden Lukas, så ville han i bund og grund slet ikke leve.
"Du skal ikke-" han skulle lige til at sige noget, men han blev bravt afbrudt af Lukas' tunge der gled over hans kind. Slikkede Lukas lige hans tårer væk? Han kunne ikke helt tro på det, det var simpelthen alt for kært! Han knugede den rødhårede dreng tæt ind til sig, da han mærkede de silkebløde læber imod sine og gengældte kærligt kysset.
Han hviskede imod Lukas' læber, "Vil du ikke være sød at være min, Lukas?"

[Lukas]

Det gav et sug I maven på ham, da han hørte Waldemars ord. Om han ville være hans…? Selvfølgelig! Han behøvede da ikke engang at spørge.
Lukas åbnede munden for at svare, men han var blevet helt tør i halsen af bare chok. Det værste var, at han ikke engang kunne nikke, for Waldemar ville ikke kunne se det. Så i stedet mumlede han den internationale lyd for ja, ”mhmm”, før han igen pressede sine læber imod Waldemars i håb om, at det var svar nok.
Selvfølgelig ville han da være hans... Hvad tænkte Waldemar dog på, hvis han ikke allerede havde regnet det ud?

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville bare gerne være sikker, 100% sikker på at Lukas var hans. Helst for evigt, men Waldemar var en person der gerne ville tage én dag af gangen. Det havde han det bedst med, at tage tingene som de kom.
Waldemar lukkede sine øjne mens hans læber kærtegnede drengens. Hurtigt erstattedes sorgen fra før, med en stærk lykkefølelse som spredte sig i hele hans krop. Han aede drengen i nakken, nussede hans røde hår.
Da han hørte Lukas' svar, tænkte han Jeg er så heldig. Han havde også regnet med det svar, han skulle bare være sikker på det. Så nu var de... Kærester? Tanken gjorde ham brændvarm indeni.
Han sluttede kysset, og han hviskede et lavt "Kom," før at han flettede sine fingre ind i mellem Lukas' og trak ham i retning af deres værelse. Hvis Lukas var sulten, så måtte han altså vente til i morgen, for nu var han begyndte at føle trætheden melde sig.

[Lukas]

Lukas havde ikke spor imod, at de gik tilbage til værelset. Som han havde sagt før, følte han sig ikke sulten længere. Næh... Den sultne fornemmelse var i stadig blevet erstattet med træthed, så bare tanken om at ligge i sin seng var nok til, at han med glæde fulgte med Waldemar.

Da de kom ind på værelset, gav han slip på den andens hånd og styrede direkte han til sin seng, som han med det samme smed sig i. Han var overbevist om, at når han vågnede i morgen, ville han være meget, meget, meget træt. Men natten havde været det værd, så han ville ikke klage.
Hans øjne gled i og mens et lykkeligt lille smil bredte sig på hans læber.

[Waldemar Schmidt]

Da de bevægede sig imod værelset, havde Waldemar besvær med at holde sine øjne åbne, han havde ikke lagt mærke til det før, men han var vildt træt. Det var der vel heller ikke noget at sige til efter nattens hændelser og bare tanken om hvad han og Lukas havde gjort, fik det til at kilde i maven på ham.
Da de havde åbnet døren og var kommet ind på værelset, smilede han da han så at Lukas smed sig direkte ned i sin seng. Så han var lige så træt som han selv var? Selvom at det nok ville være mest behageligt for dem begge, så kunne han ikke få sig selv til at bevæge sig hen imod sin egen seng. Han kunne altså ikke undvære Lukas, ikke nu, ikke aldrig.
Så han gik hen til drengens seng og lagde sig ved siden af ham. Han trak den skrøbelige lyse drengekrop ind til sig før at han kyssede ham på blidt på hovedet med de bølgede lokker.
"Godnat, lille skat..."