Post by Andreas on Aug 14, 2011 21:34:43 GMT 2
Andreas var anspændt i hele kroppen. Der var introdag i morgen. Han skulle op på talerstolen. I morgen. Foran hele skolen. Og tale. I morgen.
Han var ikke glad for det. Andreas havde aldrig været specielt vild med meget opmærksomhed. Han fordrev sædvanligvis tiden som et ganske stille individ, men nu havde han altså fået rodet sig ud i det her formandsskab; og nu skulle hele skolen glo på ham mens han holdt tale. I morgen.
Talen havde han brugt et stykke tid på at skrive. Han ville gerne få alle detaljer med, men uden at han skulle ævle i evigheder. Det skulle være kort, præcis, interessant og imødekommende. Havde han fuldført opgaven? Ville folk overhovedet forstå hvad han sagde? Kom, lad os få svenskeren på talerstolen. Det skal nok gå godt.
Han trak et par tegnestifter ud af væggen og satte papiret op. Det havde han fået besked på af rektor.
"Smid talen op på Opslagstavlen", sagde rektor. "Hvis nu nogen ikke hører det i morgen eller lige skal bruge nogle af de oplysninger, du kommer med." Det kunne Andreas såmen godt se det fornuftige i. Men han ville nu bare ønske, at han kunne nøjes med sedlen.
"Godmorgen, Bergenhus. Og velkommen til de nye elever og velkommen tilbage til de gamle.
Mit navn er Andreas, jeg er ny på skolen og jeg er samtidig nyudnævnt formand for elevrådet her på skolen. Et job jeg vil tage seriøst, og som jeg er beæret over at have fået.
Vi er lige pt. et elevråd på 5 personer, spredt udover de forskellige årgange, og vores mission er, at være bindeledet mellem jer, eleverne, og administrationen. Vi skal sørge for, at I bliver retfærdigt behandlet og at nogen hører jeres klager.
Men ikke kun det. Det er nemlig også os der har til opgave at arrangere skolefesterne og allerede ved næste møde lægger vi hovederne i blød, for at kunne skrue en ordentlig introfest sammen til jer. Datoen for denne fest vil blive offentliggjort så snart det er muligt. Vi vil dog gerne have jeres hjælp til denne fest. Vi ville sætte pris på, at I kommer med in-puts til denne fest. Til tema, maden eller andet. I skriver bare en seddel til os og putter i postkassen. Som de gamle elever ved, så har elevrådet en postkasse. Den hænger nede ved siden af døren ind til kontoret. På den måde er vi sikre på, at vi laver den fest I gerne vil have.
Men, det kan jo også ske, at der sidder et par ildsjæle derude, som ikke vil planlægge fester, men som vil snakke undervisningsmiljø og undervisningsmidler. I sådanne tilfælde, vil vi også gerne høre fra dig. Det skal jo ikke være en hemmelighed, at et elevråd på kun 5 mennesker næppe dækker alle de typer, der går her på Bergenhus. Derfor ville vi gerne, hvis I er nogle der gad blive medlem af elevrådet. Og vær endeligt ikke bange: ingen kræver af jer, at I har prøvet det før.
Skulle et par af jer være interesseret i at blive medlem, så kan I henvende jer til mig, Andreas Bergström, 9. klasse, eller Benedikte Grytten, 8. klasse - som er vores sekretær – og så tager vi den derfra.
Og endnu engang, velkommen til det nye skoleår."
Han kiggede skeptisk på sin tale, men havde ikke i sinde at lave den om. Nu måtte det blive sådan her, om det så ville bære eller briste.
Efter at have sat fire tegnestifter i, ét i hver hjørne, gik Andreas igen og håbede på, at rektor ikke råbte ham op i morgen.
Han var ikke glad for det. Andreas havde aldrig været specielt vild med meget opmærksomhed. Han fordrev sædvanligvis tiden som et ganske stille individ, men nu havde han altså fået rodet sig ud i det her formandsskab; og nu skulle hele skolen glo på ham mens han holdt tale. I morgen.
Talen havde han brugt et stykke tid på at skrive. Han ville gerne få alle detaljer med, men uden at han skulle ævle i evigheder. Det skulle være kort, præcis, interessant og imødekommende. Havde han fuldført opgaven? Ville folk overhovedet forstå hvad han sagde? Kom, lad os få svenskeren på talerstolen. Det skal nok gå godt.
Han trak et par tegnestifter ud af væggen og satte papiret op. Det havde han fået besked på af rektor.
"Smid talen op på Opslagstavlen", sagde rektor. "Hvis nu nogen ikke hører det i morgen eller lige skal bruge nogle af de oplysninger, du kommer med." Det kunne Andreas såmen godt se det fornuftige i. Men han ville nu bare ønske, at han kunne nøjes med sedlen.
"Godmorgen, Bergenhus. Og velkommen til de nye elever og velkommen tilbage til de gamle.
Mit navn er Andreas, jeg er ny på skolen og jeg er samtidig nyudnævnt formand for elevrådet her på skolen. Et job jeg vil tage seriøst, og som jeg er beæret over at have fået.
Vi er lige pt. et elevråd på 5 personer, spredt udover de forskellige årgange, og vores mission er, at være bindeledet mellem jer, eleverne, og administrationen. Vi skal sørge for, at I bliver retfærdigt behandlet og at nogen hører jeres klager.
Men ikke kun det. Det er nemlig også os der har til opgave at arrangere skolefesterne og allerede ved næste møde lægger vi hovederne i blød, for at kunne skrue en ordentlig introfest sammen til jer. Datoen for denne fest vil blive offentliggjort så snart det er muligt. Vi vil dog gerne have jeres hjælp til denne fest. Vi ville sætte pris på, at I kommer med in-puts til denne fest. Til tema, maden eller andet. I skriver bare en seddel til os og putter i postkassen. Som de gamle elever ved, så har elevrådet en postkasse. Den hænger nede ved siden af døren ind til kontoret. På den måde er vi sikre på, at vi laver den fest I gerne vil have.
Men, det kan jo også ske, at der sidder et par ildsjæle derude, som ikke vil planlægge fester, men som vil snakke undervisningsmiljø og undervisningsmidler. I sådanne tilfælde, vil vi også gerne høre fra dig. Det skal jo ikke være en hemmelighed, at et elevråd på kun 5 mennesker næppe dækker alle de typer, der går her på Bergenhus. Derfor ville vi gerne, hvis I er nogle der gad blive medlem af elevrådet. Og vær endeligt ikke bange: ingen kræver af jer, at I har prøvet det før.
Skulle et par af jer være interesseret i at blive medlem, så kan I henvende jer til mig, Andreas Bergström, 9. klasse, eller Benedikte Grytten, 8. klasse - som er vores sekretær – og så tager vi den derfra.
Og endnu engang, velkommen til det nye skoleår."
Han kiggede skeptisk på sin tale, men havde ikke i sinde at lave den om. Nu måtte det blive sådan her, om det så ville bære eller briste.
Efter at have sat fire tegnestifter i, ét i hver hjørne, gik Andreas igen og håbede på, at rektor ikke råbte ham op i morgen.
