Værelse nr. 8: Benedikte & Sørine

[Sørine Knutson]

[Værelse nr. 8]
Værelse nummer 8 er Benedikte og Sørines. På døren hænger et skilt, hvorpå der står Benedikte K. Grytten, efterfulgt af et mere slidt skilt med teksten Sørine Knutson. Under skiltet et klistermærke med leguan, der ikke længere kan trækkes af døren.

På indersiden af døren er to skemaer tapet fast. Det første man ser, når man træder indenfor i det råhvide værelse, er et skrivebord af fyrretræ, der er placeret foran vinduet. Vinduets persienner er åbne, men trukket halvt ned. På skrivebordet er skolebøger og mapper sirligt stablet til venstre for skriveunderlaget med verdenskortet, mens bunken til højre er en dynge af bøger, papir og løsrevne sider. Benediktes bærbare computer optager som regel den sidste plads på verdenskortet.
De to skabe står på venstre side af skrivebordet. I skabet længst til venstre ligger tøjet pænt, og dog er bluser, undertøj og bukser blandet på hver enkelt hylde. I det højre er skabsdørene tilklistret med plakater af Orlando Bloom, Chace Crawford og Chris Pine - Sørine er ikke nærig med sin loyalitet. Beatles-plakaten fra Abbey Road er afvigeren. Dynger af tøj er som regel spredt uden om skabet, der for øvrigt er stoppet med kjoler, bluser og jeans, og hvor Sørine også opbevarer et sæt yndlingsbøger i sokkeskuffen.

Benediktes seng står i forlængelse af skabene. Dyne og pude er betrukket med Twilight-sengetøj af bomuld, og i hjørnet af sengen sidder en slidt tøj-ræv. Over sengen hænger en hvid hylde, hvorpå der ligger en bog, en mascara samt et par cd’er. (Robert Johnson, John Lee Hooker m.fl.) Under sengen ligger hendes vasketøj. Der ligger det jo ikke i vejen.
Sørines seng står overfor, og det har blomstret sengetøj. En slidt billede af Yannick Noah giver selskab til en ophængt ramme med en akvarel, der ved nærmere eftersyn bare er en vandmalet børnetegning.

[Benedikte Grytten]

Benedikte sad på hendes seng. I skødet havde hun sin mobiltelefon. Benediktes mor havde skrevet til hende først på eftermiddagen for at høre, hvordan det gik, men Benedikte havde ikke fået svaret før nu. Alt ok. Hvad med jer? Hils : ) Kendte hun hendes mor ret, ville hun ikke se svaret før den næste dag. I indbakken havde hun to andre ulæste beskeder. Én var en kædesms – Hvad synes du om mig? Må ikke sendes tilbage – og den anden var fra hendes teleselskab. Begge blev slettet. Nu var hun fordybet i Se Her, der havde bevis på, at Kim Kardashians bryster var falske. Læsningen var langtfra intellektuelt stimulerende, det vidste Benedikte allerede. Hendes mor havde sendt bladet i en foret konvolut sammen med en pose chokoladeknapper, som Benedikte gumlede veltilfreds på.

[Sørine Knutson]

Sørine tromlede ned ad gangen i et hastigt tempo og lod til nød en anden elev vige udenom, før hun for ind på værelset. "Dikte!" udbrød hun og skubbede skoene af hælene næsten samtidig med, at hun kastede sig på venindens seng.
Hun skubbede en tot hår fra øjnene og scannede Benediktes sager: chokoladeknapper, åbnet brev, mobil, Se Her. Det sidste fik hende til at rynke brynene. "Hvornår fortæller de os noget, vi ikke ved?" spurgte hun og rakte efter en af chokoladeknapperne. "Har du fået brev igen?" Hendes egen dagsorden var for et øjeblik skubbet ud af tankerne, idet hun kiggede på sin klassekammerats kantede ansigt.

[Benedikte Grytten]

Benedikte hørte Sørine på lang afstand. Dum-bum-bum henad gange, og snart gik døren også op. ”Hei du,” hilste hun og smilede skævt. Hun flyttede på sig, så der bedre var plads til veninden. Hun trak på skuldrene og lukkede bladet, for at rette hendes fulde koncentration mod veninden. ”Hvis de fjernede alt den åbenlyse og alle formodningerne, ville det være et tyndt blad,” svarede hun og rakte bydende posen med chokoladeknapper frem imod hende: ”Ja, det kom i morges fra min mor. Vil du smage?” Benedikte strakte sine lange ben udover sengen. Hun havde bordeaux fløjlsbukser på og en figursyet cowboyskjorte. Hun havde ikke været i bad i dag, men bare sat pandehåret fast, ovenpå hovedet, med klemmer.

[Sørine Knutson]

"Men er halvdelen af aviserne ikke også bare formodninger? Og romaner er ren opdigtning? Læsekunsten har aldrig været til nogens fordel," pointerede Sørine med en ligegyldighed, der tydeligt udtrykte, at emnet ikke kunne forekomme hende mere udtømt. "Tak! Ville ønske min mor sendte mig andet end nye tandbørster. Oh," hun stak to knapper mere i munden og tyggede, inden hun fortroligt sænkede hovedet og kiggede Benedikte i øjnene.
"Jeg har mødt en ny fyr i dag." Hun smilede triumferende. "Ham fra køkkentjansen. Han hed åbenbart ikke Martin. Et eller andet, kontoret havde screwed... nå, anyway. Tro mig, han var cute." Med en overbevisende mine og funklende, glade øjne kørte hun hånden gennem det lyse hår.

[Benedikte Grytten]

”Du har fuldstændig ret. Udviklingen af et skriftsprog var spild af tid,” svarede hun og koncentrerede sig om en moden og præcis formulering. ”Vi skulle være fortsat med at tegne på væggene, når vi skulle dele og opbevare information.” Hun lo højt. Se Her havde dog én stor fordel, som intet hulemaleri kunne leve op til. 80 % af bladet bestod af farverige, vovede billeder – nogle i bedre kvalitet end andre. Da det vel er lettere at styre lyset i et fotostudie frem for bag en ligusterhæk. Benedikte tog en lille håndfuld chokolade, lænede nakken tilbage og lod dem falde ned i gabet. Klik-klik, sagde det, når de ramte hendes tænder.
Hun så ind i blåøjne. “Virkelig?Så er ikke-Martin cute-cute eller bare cute?” spurgte hun. Tonen var åbenlyst drilagtig. Benedikte havde en teori om, at det ikke krævede mere end at fyren trak vejret, før Sørine kastede sultne blikke efter ham. Faktisk, behøvede han nok ikke engang trække vejret. Edward Cullen var sikkert også en sand fryd for veninden, tænkte hun og skævede til sit pudebetræk.

[Sørine Knutson]

Sørine fniste ad Benediktes argumentation, uforstyrret af - og egentlig ikke helt klar over - at hun havde tabt diskussionen. I stedet tvang hun blikket fra bladet og rullede om på siden, en ny stilling der kun lod sig gøre, fordi sengen stod op ad væggen.
"Han hedder Andreas," delte hun, som om navnet kortlagde hans perfektion. "Han har helt lyse øjne og sådan noget pjusket hår, du ved, der er kortere i den ene side end den anden. Ligesom sådan nogle alternative folk fra byen. Anyway, det ser vildt godt ud på ham. Han må være mindst 16 år. Åh gud, måske 17... åh gud, han var vildt sød."
Sørine hvinede og var nødt til at trille tilbage på maven for at udholde begejstringen. Endelig var der begyndt at ske noget i hendes liv igen. En eller anden velmenende engel havde sendt hende, for en gangs skyld, noget andet end tandbørster. Hun kneb øjnene sammen.

[Benedikte Grytten]

Benedikte sørgede for at vende sig, så hun fortsat kunne se Sørine i øjnene. Sørines ansigt var blødt og rundt som en dukkes, men hun sørgede for at kompensere med makeup. Sørine i samme klasse som Benedikte. Dog fandt hun hende stadig ret umoden... altså kun en smule umoden på visse punkter. Som for eksempel, at hun næsten havde tapetseret værelset med plakater – og så selvfølgelig dette. Benedikte nøjedes med at tage del i venindens glæde, frem for selv at komme stormende med den slags nyheder. Hun trak benene op til sig og lagde armene omkring dem, inden hun lod kinden hvile mod venstre knæskal. Benedikte hævede begge øjenbryn og fniste, så hendes skuldre rystede. ”En ældre fyr? Virkelig? Hvilken klasse går han i?” spurgte hun, ”Hvis han da overhovedet går her på skolen? Måske arbejder han bare i køkkenet. Måske er han en ny opvasker,” bemærkede hun og bed sig i læben for ikke at grine højt, da Sørine trillede omkring. Benedikte skubbede posen med slik ind imellem dem.

[Sørine Knutson]

"En ny opvasker? Hvor er din fantasi!" grinede Sørine og behøvede ikke en hentydning for at grave hånden i Benediktes slikpose igen. "Han var helt sikkert ny på skolen, for han havde lige fået sit værelse og det var hans første køkkentjans nogensinde. Desuden var han dårlig til at vaske op." Denne påmindelse fik hende til at sukke henført, selvom Sørine i det virkelige liv sikkert ville gå til, hvis hendes mand ikke kunne finde ud af den slags. Opvask var bare så... usëxet.
"Det må jo ligesom betyde at han går i niende, ikke? Du har da ikke hørt noget om en ny på vores klassetrin, vel?" Dette var et retorisk spørgsmål, da Sørine vidste, at hun per definition ville have hørt den slags før Benedikte. Benedikte snakkede slet ikke med tilstrækkeligt mange mennesker til at vide, hvad der foregik. "Åårh... i det mindste bliver sommeren ikke halvt så kedelig som antaget! Gud, jeg håber, han bliver hele sommeren." Hun så et øjeblik forskrækket ud ved tanken om, at en sølle ti tilbageblevne elever sad ved samme bord i spisealen, ham deriblandt. "Hvad skal vi gøre hvis han er her hele sommeren?!"

(edit edit edit! XD lol endelig forstår jeg hvad Aybiksen flækkede over med "usamlejeet".... der skulle stå use-xet! åh gud, tak for fri presse.)

[Benedikte Grytten]

”Derhjemme,” klukkede hun. ”Okay, du har ret. Han er sikkert ny på skolen. Måske fra efterretningstjenesten. Måske en jagerpilot. Kan du se, hvor fantasifuld jeg nu er?” spurgte jeg drillende. Sørine havde sikkert ret. Jeg havde ikke hørt om, at nogen ny elev skulle begynde i vores klasse, og 9. klasse havde jeg ikke nok at gøre med til, at jeg hørte noget fra dem. Stensikkert ny.
”Hvad vi gør? Det er da åbenlyst,” svarede Benedikte og løftede hovedet. ”Du snakker med ham, og jeg bakker dig op. Så, du ved, hvis han nu viser sig at være et fjols, finder jeg på en undskyldning.” Benedikte smilede varmt. Et af den slags smil man sender folk, når man forsøger at få sin loyalitet til at skinne igennem. ”Desuden har du jo allerede snakket med ham. Fortalte han andet om sig selv?” Jeg rullede skjorteærmerne op over albuerne, hvorefter jeg pillede ved en øm neglerod på tommelfingeren.

[Sørine Knutson]

"Meget fantasifuld," roste Sørine med et overbærende smil, selvom hun derefter måtte bryde ud i et grin. Den sygnede hen, så snart Benedikte tog greb om problemet. Sørine lyttede opmærksomt.
"OK, no probs. Men han viser sig ikke at være et fjols," tilføjede hun skyndsomt og nikkede langsomt, mens planen sløvt tog form i hendes hoved. Hun havde ikke haft tid nok til at obsesse over sit fund, til også at forholde sig til virkeligheden, til den rigtige slagmark.
"Nah... ikke rigtig. Altså han var fra Sverige, han havde den kæreste accent," i sin iver havde hun glemt, at den gjorde det svært at forstå fyren. Måske var det derfor, han var charmerende. "-- men der var også noget med Danmark, han var sådan fra begge steder. Og han havde en bror, ooog... Uh! Han var mest til rutiner."
Dette punkt fik den lyshårede til at kigge tomt frem for sig. Hvordan sikrede man sig nogen, der var bedst til rutiner? Hun var ikke sikker på, hun helt forstod begrebet.


// frys! Eller, folk er da velkomne til at vade ind. Men vi holder lige en pause.

[Benedikte Grytten]

Benedikte bed sig selvtilfreds i læben og nikkede langsomt. ”Naturligvis gør han det. Og når det sker, forsvinder jeg naturligvis ubemærket.” sagde hun og fnes piget ved tanken. Ved tanken om de sigende blikke hende og Sørine ville sende hinanden, og om hvordan hun ville tage et par skridt baglæns. Hun havde ikke mødt denne Andreas, men hun holdt af planlægning. Selv hvis det aldrig blev til mere end et velsammensat projekt.
”Til rutiner?” gentog Benedikte tvivlende og snuppede et par chokoladeknapper. På den måde var det lettere at visualisere, hvordan hun tyggede på den nye information. ”Så må du bare skemalægge din dagligdag. Eller endnu bedre: Fortælle ham, at mødet med ham ikke var tilfældigt, men super planlagt,” bemærkede hun sarkastisk, uden at bemærke Sørines tomme blik, og lo mindst ligeså tvivlende, som hendes rynkede bryn indikerede. ”Han lyder… ehm. Sød og kær og cute.”

[Sørine Knutson]

Sørines øjne åbnedes en smule mere. "Tror du virkelig, det ville virke?" spurgte hun skeptisk og lagde hovedet på skrå. "Han virkede ikke som den dér super religiøse type... måske er han buddhist!" Tanken affødte endnu et lille hvin; så man bort fra den generelt herskende skaldethed blandt munke, forekom buddhismen Sørine at være den bedste religion. Respekt for dyr. Timer til at sidde og slappe af. Måske ikke det med at være stille og indadvendte, men alle havde vel deres dårlige sider.
Sørine ventede ikke på Benediktes svar; lige så meget som hun altid konsulterede sine venner, havde hun en tendens til bare at følge sine egne idéer. Hun havde ikke opfattet Benediktes pointe, men ville sikkert nægte det, når hun fangede ironien.
"Så! Vi skal totalt finde ham i morgen. Må hellere vente til i morgen end i dag... så han har fået sit værelse og det stuff..." Hun nikkede for sig selv, besluttede sig for, at dét ville gøre det for i dag, og så med et stort smil op på Benedikte.
"Hvad er dine planer for i dag?" Selvom det var svært at have andre 'planer' end disse, Sørine opspandt, elskede hun tanken om, at de i virkeligheden havde masser at lave.

[Benedikte Grytten]

Benedikte rullede med øjnene af venindens begejstring for verdensreligionen. En svensk buddhist var da ikke en umulighed, men hun turde godt sætte hendes ugepenge på, at hans religion ikke var videre eksotisk. ”Det er sådan helt… agent 007-agtigt,” grinede Benedikte og tilføjede: ”Bortset fra, at vi hverken redder menneskeheden fra internationale terrororganisationer eller stopper organiserede diamantsmuglere.” Men derudover var det fuldstændig det samme! Hun gnubbede sit øjenbryn og smilede varmt tilbage til veninden: ”Ikke at det er mere spændende – overhovedet.”
Benedikte trak på skuldrene og strakte dovent sine arme over hovedet. Dagen var, for Benedikte, gået på lystigt vis med at sidde i sengen med dels sin bærbare computer i skødet og dels det blad moderen havde sendt. ”Mine planer var at læse Se Her og spise slik, men jeg ville sætte pris på et bedre plan?” svarede hun og håbede på at høre et interessant forslag. Ligeså lidt som hun glædede sig til lektier, afleveringer og lumre klasselokaler, ligeså meget glædede hun sig til at have planer for hver eneste dag. En struktureret hverdag, om man ville. Men det fik hende bare til at lyde som et problembarn.

[Sørine Knutson]

Sørine knækkede sammen i latter, delvist over billederne, hun fik i hovedet, delvist på grund af Benediktes overflod af ord, som var svær at finde hoved og hale i. Diamantsmuglere? Hun dukkede hovedet i dynen og kom til overfladen igen, grinende: "Sikkert ikke! De ville nok klippe i dine replikker," svarede hun drillende. Hun hvilede hovedet i hånden, og i nogle øjeblikke kiggede hun blot på Benedikte med et kruset smil om læberne. Indtil venindens håbefulde blik ramte hende, og hun følte sig forpligtet til at optænke noget, igen.
"Hm - tjah," begyndte hun og vippede med hovedet. "Faktisk havde jeg tænkt mig at ride en tur i eftermiddag. Oi, har du hørt, der er kommet en ny matematik- og fysiklærer? I stedet for Carlsson. Nåmen, han tager sig vist også af nogle ridekurser nu - bare de ikke tvinger os gennem dem igen."
Sørine havde ved skolestart taget det obligatoriske kursus, så lærerne var sikre på, man kunne holde fast i et par tøjler. Ganske vist var Sørine ikke en fantastisk rytter, og hun kunne ikke hengivent strigle en støvet pony i timevis, men hun kunne godt lide det afbræk i hverdagen, rideturen kunne give. Samt den dejlige undskyldning for at slippe ud af skolens område. Og at man sad så dejlig højt.