New Girl

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Vejret var mere end bare vidunderligt. Solen skinnede, himlen var fri for skyer, og lyden af fugle, latter og snak var overalt. Det var fredag eftermiddag, derved weekend, eleverne var enten på vej hjem i ferie eller sad i klynker og snakkede sammen. Nogen havde fat i lektierne så de kunne få dem overstået og nyde resten af weekenden og andre havde valgt at forlade skolen for at drikke sig fulde og nyde livet. Mens alle elever havde hænderne fulde med et eller andet dukkede en ny skikkelse op på skolen. Hun var blevet sat af lige ud for porten og taxachaufføren havde hjulpet hende med at få sin bagage indendørs. Nu stod hun i indgangshallen med en taske på hver side. Hun havde trukket i en rigtig sød sommer mini kjole med v-halterneck som er pyntet med silimi og nitter. Kjolen har en let løs pasform og er med elastik i bunden som giver den et poset look. Farven på kjolen var lyserød, en tøset farve som man ikke kunne forvente at se hende i hver dag. Skoene var høje og gav hende de 3-4 ekstra centimeter hun manglede for at komme op på en højde af 1.70. håret hang løst, var en anelse krøllede i bunden, make-upen var fin og ikke for overdrevet, alligevel var eyelineren ikke til at overse kort sagt, lignede hun en på mindst 16. hun fandt sin mobil frem og kastede et blik på uret. Klokken viste 16:30. en lærer ville dukke op klokken 17 havde hun fået at vide så hun skulle bare sætte sig ned et sted i nærheden hvilket hun da også gjorde. hun fandt en tom bænk, trak taskerne derhenne og satte sig med benene over kors.

Tag ¤ Waldemar
Word ¤ 286
Outfit ¤ Clik
Note ¤ N/A

[Waldemar Schmidt]

"Ah, kunne vejret blive meget bedre?" Mumlede Waldemar optimistisk for sig selv, mens at han bevægede sig op af indkørslen med hænderne fulde af indkøbsvarer som var proppet ned i en pose. Han så rundt på de forskellige elever, men de alle delte én ting; et smil. Solen stod så højt på himlen og varmede på hjerte og sjæl, så hvordan kunne det være muligt at være trist i dette vidunderlige vejr?
Han smilte for sig selv, han havde lige været ude og købe småting ind til ham og Lukas. Han selv havde haft brug for et nyt skrivehæfte, hvori han kunne skrive både digte og sange, og samtidig havde han også haft brug for nogle blokke med blankt papir til at tegne på. Her til morgen havde han også ødelagt hans hårbørste, så den havde han også måtte skaffe en ny af.
Han åbnede den tunge dør ind til indgangshallen, og det var tydeligt at han var glad, det kunne både ses i hans mørkegrønne øjne og på hans brede smil.
Han var iført en stram, hvid skjorte med et løst rødt slips. Hans bukser sad stramt nede ved ankler, skinneben og knæ, men jo længere de kom op, jo løsere sad de. Lidt ligesom hængerøvsbukser, bare den stramme udgave. De var i en mørkegrå, næsten sort farve. Hans mørkeblonde hår som havde et rødt touch var mere krøllet en normalt i dag, også selvom at han havde prøvet at ligge det ned.
Waldemar så sig rundt i hallen, der var ikke ret mange herinde, de alle foretrak at være udenfor, hvilket var forståeligt i dette vejr. Men én person fangede hans opmærksomhed.
Var det... Elisabeth? Han nærmede sig langsomt personen i den lyserøde, 'hul-korte' kjole med den sorte eyeliner og de høje stiletter. Var det virkelig hans søster? Han kunne ikke fatte det. Hun så så voksen og så... tøset. Han kunne ikke forhindre at ordet fløjet igennem hovedet på hende; billig
"Elisabeth?" At han var overrasket var tydelig i hans stemme, og alligevel kunne han ikke lade vær med at lyde ret glad. Han havde jo savnet sin lillesøster. Han betragtede hende, som han stod der foran hende.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Døren gik op og lyden af skridt kunne høre si hele forhallen. Alligevel hævede hun ikke blikket, hun sad koncentreret over sin mobil hvori hun forsøgt at finde den sang hun ville høre, hun satte høretelefonerne i ørene, eller rettere kun i det ene øre og satte musikken i gang, en tilfældig sang begyndte at spille da hun ikke havde fundet den rette sang men hun var ret så ligeglad lige nu. Det halve time ville næppe gå over ret hurtigt, det ville vare en evighed, det var hun ret så sikker på. Et suk forlod hendes læber men hun hævede blikket idet lyden af skridt kom tættere på. at møde sin bror som den første havde slet ikke været en tanke hun havde tænkt til ende, alligevel genkendte hun ham straks. I stedet for at smile tilbage og kaste sig i armene på ham hørte hun ham sige sit navn og kastede et hurtigt blik rundt som for at tjekke om nogen havde hørt ham. For Waldemar var det nok tydeligt at hun ikke var den samme søde uskyldige pige som han havde forladt for nogle uger siden. Hun lod blikket glide ned over ham, et misbilligende blik inden hun bemærkede indkøbsposerne, han havde vidst være på indkøb. Blikket gled videre op mod hans ansigt igen ”Waldemar?” svarede hun ganske roligt og uden den glæde han udviste. Helt ærligt! det var ikke hendes ide at blive sendt hertil? Troede deres søde nabo virkelig at hun vil have noget med Waldemar at gøre? Troede hun virkelig at det kunne styrke deres bånd at sende hende hertil? Ja det troede hun åbenbart. Under alle omstændigheder var det svært at sige hvad hun skulle gøre ved det, hun måtte vente til hun var 18 inden hun kunne gøre hvad hun ville. Hun glædede sig virkelig. Hun tilbød ham ikke engang at sætte sig ved siden af hende, i stedet for vendte hun blikket ned mod sin mobil igen.

Tag ¤ Waldemar
Word ¤ 327
Outfit ¤ Clik
Note ¤ N/A

[Waldemar Schmidt]

Waldemar så undrende til mens at han egen søster virkede fuldkommen ligeglad over deres genforenelse. Han havde virkelig savnet hende, han havde tænkt på hende hver dag og ønsket og bedt til at hun var okay. Men han kunne tydeligt se at hun ikke var hans søde lillesøster længere, som altid kom løbende i armene på ham og omfavnede ham. Niks, nu var hun en besværlig teenager, alt efter hvad han kunne se. Men okay, han kunne da også godt lege med på den leg.
Han smed sig ned ved siden af tøsen og satte sin indkøbspose på gulvet imellem sine fødder. "Hva' så, søs? Hvorfor er du pludselig her? Smed far dig ud?" Drillede han og tjattede til hendes skulder.
Han havde jo intet hørt fra hende og hver gang han havde prøvet at ringe hjem til hjemmetelefonen, var der ingen der havde taget den. Han havde faktisk været ret bekymret, men han havde tænkt at de nok godt kunne klare sig, nu hvor Elisabeth var på kostskole i England. Så skulle hun da i hvertfald ikke være sammen med deres far hver dag, kun et par weekender om måneden.
Han havde haft det utroligt dårligt med at efterlade hende, men han blev også nødt til at tænke lidt på sit eget bedste. Han havde jo gjort alt for at få faderen overtalt til at lade Elisabeth gå på kostskole, hans eneste krav var bare at det blev en kostskole derhjemme i England.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Da han satte sig ned ved siden af sig, eller rettere smed sig ned at sidde skubbede hun sig helt ud til yderkanten af bænken som var hun bange for at blive smittet af en sygdom han måtte bære. Hun ignorerede at han satte sig og havde rettet sin opmærksomhed mod mobilen hvor hun var begyndt at spille et spil blot for at ignorer ham. Ved hans ord stivnede hun og bed tænderne hårdt sammen, vendte blikket mod ham og så på ham med et strengt blik ”Hør her Waldemar, lad os få det hele på det rene. Vi går på samme skole nu, men lad os begge blive enig om at vi lader som om vi ikke kender hinanden. Jeg bryder mig ikke om dig, og jeg er ret sikker på at du heller ikke vil bryde dig om mig for fremtiden, så hold dig venligst væk!” svarede hun ret så køligt. Hun strøg hånden gennem håret, sendte ham et nedladende blik og så væk igen. hun brød sig virkelig ikke om ham, beskyldte ham for alt det hun havde været udsat for og hun havde ingen planer om at ændre mening. Hun var trodsalt 13, og uanset hvor meget ældre hun så ud så var hun blot et stort barn inden i. hun var efterhånden god til at skjule sine følelser, og lod som om hun var den værste bitch i verden! En ret tyk facade for ikke at bryde sammen og ende på psykiatrisk afdeling. Måske en forkert måde at håndtere det på, men enten facaden, eller et brud i psyken.

Tag ¤ Waldemar
Word ¤ 264
Outfit ¤ Clik
Note ¤ N/A

[Waldemar Schmidt]

Han lagde godt mærke til at hans søster var begyndt at sidde og spille spil på sin mobil, men han smilede blot af det. Typisk børn, tænkte han for sig selv og ventede blot tålmodigt. Også den måde hun havde rykket sig helt ud på kanten af bænken på. Hvor barnligt, men han sagde intet om sine tanker. Hun var trods alt hans søster, han elskede hende og ønskede at vide hvad det var galt.
Da Elisabeth sagde hvad hun gjorde, følte Waldemar et stik i hjertet af sorg. Han forstod ikke helt hvad han havde gjort galt, han havde jo altid støttet hende og været der for hende. Han havde altid ville ofre alt for sin lille dejlige søster. Men ting ændrer sig, og det samme gør folk, tydeligvis.
"Elisabeth, vil du være sød at fortælle mig hvad der er sket, siden at du opfører dig sådan her?" Hans stemme var alvorlig, men samtidig kunne sorg let spores i den. Det havde såret ham, det hun havde sagt, han ønskede jo kun det bedste for hende. Så hvis hun virkelig ønskede at han skulle holde sig væk, så ville han selvfølgelig gøre det.
"Jeg har altså savnet dig, Elisa" mumlede han mens at han betragtede sin lillesøster. Hun var vokset sig til en voksen dame, eller i hvertfald tæt på, dog ville han have foretrukket hende uden alt den makeup og den korte kjole. Bare tanken om at andre så på hans søster på en seksuel måde, fik vreden til at boble i ham. Trods hans had til vold, så var der dog undtagelser. Endda når det galt hans søster.

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Hun var endelig ret så ligeværd med om hun såret ham, eller rettere det var hun ikke, men hun lod som om hun var. Endnu en facade. Da han svarede hende, kunne hun tydeligt høre sorgen i hans stemme hvilket bæit fik hende til at fnyse dom reaktion på hans ord. Hun havde ændrede sig en del og hvis han forventet at hun ville fortælle ham om det tog han fejl."Der er sket en del, men forvent ikke jeg fortæller dig noget om det" svarede hun køligt, hun ændrede sin stilling, satte benene over kors og begyndte i stedet for at spille sende sms'er. Hun tjekkede uret igen og konkluderede at tiden gik for langsomt. Gud ville åbenbart pine hende yderligere. Da han fortsatte og sagde at han havde savnet hende hævede hun det ene bryn ìg himlede med øjnene "Sig mig, har du altid været så dramatisk?" svarede hun med en så nedladende tone som hun var i stand til at mønstre. Hun gjorde et kast med hovedet så hende lange hår strejfede ham kort. Hun så kort ud tilst være fjern i blikket men sagde intet mere.

[Waldemar Schmidt]

Ved hendes hånene fnys var, sukkede han blot med et smil. Han var ikke vant til denne opførsel fra hendes side af, men valgte blot at bære over med det. Hun havde nok ikke haft det helt let med far, så hun havde nok brug for at komme sig efter det, hvilket Waldemar havde fuld forståelse for. Han ville ikke lade det gå ham på, han var trods alt glad for at se hende, uanset hvor f*cked up hun opførte sig.
"Hvad med at komme lidt ud af din kolde skald, og så fortælle mig hvad der er sket, siden at du opfører dig sådan her? Jeg kan ikke genkalde noget om at jeg nogensinde har gjort dig ondt, så derfor vil jeg meget gerne have en forklaring."
I hans stemme var der blandede følelser, for lige nu følte han en del. Glæde og lettelse over at se sin søster, og så samtidig forvirring og irritation. Hans søsters anden kommentar, fik ham til at le kort. "Og har du altid været sådan et barn?" Svarede han tilbage.
Selvom at han havde lovet sig selv at bære over med hende, blev det sværere og sværere med hendes næsvise opførsel. Hvad var der dog sket? Hvordan kunne hun dog ændre sig så forfærdeligt meget på den måned hvor han havde været væk?

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Hun hæve det ene bryn ved hans svar og himlede med øjnene. Ignorerede hans anden forsøg på at få at vide hvad der var sket. Han hær vel ret til at vide det når han var indblandet, men nej! Hun ville intet sige! Intet! Hun nøjes med at smse videre samt sidde der og ligne en dronning. Hun sendte ham et blik der sagde at hun ikke ville snakke til hans slags, som om han bar lort i hendes øjne. Lyden af trin fik Jens til at vende blikket mod døren, en fyr dukkede nu op med mobilen i hånden, han hævede blikket og så direkte på hende. Hun sendte ham et flirtene blik og noget tændtes i fyrens øjne idet han mod blikket glide ned over hende og ikke lagde skjul på hvor meget han bød synet af hendes lår der kun var en smule skjult af den korte kjole. Fyren forsatte igen og hun fulgte ham med blikket idet han gik tæt forbi. Hendes tankestrøm blev afbrudt af broderens stemme og hun vendte blikket mod ham, et spørgend blik kunne ses i hans øjne, et blik der sagde, sidder du her stadig? Hun gentog hans ord i hovedet for at få mening i dem og Havde lyst til at sparke ham væk. I stedet for vendte hun opmærksomheden fuldkommen mod ham og sagde med en intens stemme "f*ck off"

[Waldemar Schmidt]

Waldemar så til mens at hans lillesøster sad og sendte flirtende blikke efter den fremmede dreng som tydeligvis så interressant på hans søsters krop. Han fik kvalme, og råbte efter ham; "Hun er 13, hold dig væk.. Stodder!" Han var ret godt til Norsk, derfor burde der ikke være nogen problemer for andre at forstå hvad han sagde, men til hans søster havde han hele tiden bare talt Engelsk, det var længe siden han sidst havde talt hans modersmål og han havde savnet det. Dét norske sprog var ikke liiige ham.
Men da Elisabeth bad ham om at f*cke af, kunne han altså ikke mere. Med lynende øjne, som han havde arvet fra deres mor, rejste han sig op og gav hans søster en velfortjent lussing. Nu var det nok!
"Jeg kan godt sige dig, Elisabeth, du skal ikke komme rendende tudende til mig når du er kommet ud i problemer!" Hvæsede han med en løftet finger, vreden var tydelig, før at han spankulerede rasende væk.

(( Hvis ikke at hun følger efter, så out xD ))

[Elisabeth Valencia Schmidt]

Hun for sammen ved broderen udbrud efter den fremmed fyr. Hendes norsk var endnu ikke noget at råbe hurra for og derfor forstod hun kun lidt af det han sagde, ja så lidt at hun intet kunne svare igen selvom hun forstod at han nævnte hendes alder hvilket var nok til at få hende til at blive vred. Skulle han nu også ødelægge hendes omgang med andre folk? Sikkert kun for hendes omgang med drenge! Det her ville blive slemt kunne hun allerede nu gætte sig til. Lussing kom som et chok og hendes hoved blev vippet til side. Hun havde ikke forventet en lussing og lyden af slaget gav genlyd i hendes hoved. Hun fornemmede hvordan kinden blussede op og vreden steg i hende. Hun kom på benene med et hadefuldt blik i øjnene og et hårdt udtryk i ansigtet. Hun ville sige noget men opgav og knyttede blot næverne inden hun igen satte sig ned. Sikke et gensyn!


///out

[Waldemar Schmidt]

// Out :3