Ligesom at flyve . [Åben]

[Johannes]

Der var ingen tvivl. Denne følelse var den bedste. Alt i verden kunne ikke slå denne hvirvlende følelse der sværmede omkring ham, og rundt i ham, som hvis partiklerene i kroppen blev tyve gange lettere. Boardet under ham rullede op af rampen, inden han lavede et lille omvendt hop - hvor det i de små sekunder virkede som om han fløj. Han lukkede øjnene så længe det varede, dristigt, og derfor åbnede han dem hurtigt igen for en sikkerheds skyld. Ikke falde.. kom nu.. Boardet landede på pladen, men lettere skævt, og derfor blev det til endnu et af hans mange styrt, som han havde lært at leve med.
"ÅÅRH...ARGH....."

Han rullede ned af rampen, og derfor fik lavet sig en blodig hudafskrabning, hvorefter han smukt landede på ryggen (I hvert fald hvis man skulle omtale det pænt). "f*ck også i f*cking da..." lå han og bandede i smerte, men lå helt stille da hans ryg lige skulle acceptere faldet. "Nhnngn..." han så på sin arm, hvor den blodige hudafskrabning sveg, og uden et ord kiggede han bare væk med et himlende blik. Hans skateboard kørte lige så fint ned ved siden af ham, alt imens Johannes med et suk lagde sig til at ligge og kigge op på den lyseblå himmel. .. Så tæt på..

[Melli Wahlström]

(Jeg håber det er okay, at jeg joiner :3)

Melli sad på sit skateboard, som var det hendes egen personlige stol, og så sløvt til, mens op til flere drenge og en enkelt pige skatede forbi hende. De var som farvede pletter, der fløj forbi hendes blik. Hun ville meget gerne selv tage del i alt det sjove, men på den anden side havde hun haft en hektisk dag indtil videre, så hun havde brug for at sidde lidt ned. Bare et lille øjeblik…

Hun opfattede ikke meget af, hvad der skete omkring hende, så døsig var hun, men et enkelt råb var nok til brutalt at hive hende ud af denne sløve tilstand. Hun rejste sig op, tog sit skateboard under armen og løb i den retning, råbet havde lydt. Hendes lange forskelligfarvede hår bølgede som et slør efter hende, da hun sprang op på en rampe. Og der var han jo – drengen, der havde råbt. Det måtte være, forbi han var faldet, for han lå på ryggen og så ud til at bløde ret voldsomt fra sin ene arm.

”Av, hva’?” Melli ville ikke gøre nar af ham, ikke med vilje, i hvert fald. Hun snakkede sådan til alle, selv sine venner. ”Overlever du eller skal jeg hente hjælp?” Hvor hun så ville hente hjælp henne, havde hun ikke lige overvejet.
Hun lagde sit skateboard fra sig og satte sig på hug ved siden af drengen. Hun sendte ham et smil og et vurderende blik. Så slemt så det heller ikke ud, men såret skulle stadig renses, hvis det var blevet beskidt.

[Johannes]

(yaaay, endelig en der skrev <3 )

Det føltes som forevigt da Johannes bare havde besluttet sig for at blive liggende på banen, det var jo heller ikke fordi der var specielt mange ude i aften, og ingen brugte alligevel den bane han lige havde faldet på. Rampen var egentlig også ret høj, men han elskede at være oppe i luften, væk fra jorden.. så han ikke behøvede at være jordbunden.

.. Nå.. måske man skulle rejse sig.. og komme tilbage.. Johannes slog de dybbrune øjne op, skimmede endnu gang himlen og de hvide skyer der drev forbi - han skulle lige gøre sin krop klar på at nu ville han altså rejse sig, da han pludseligt hørte en pigestemme ved sin side, eller.. hun var i hvert fald nær. Uden at sige noget satte han sig anstrengt op, dog uden at give lyd fra sig. Han skævede mod den forskelligt-farvet håret pige, med et undrende og nærstuderende udtryk i ansigtet, mens han uden at tænke over det havde skudt underlæben frem, og lignede nærmest en forslået lille hundehvalp. "Øh.. " Not cool man.. tænkte han opgivende om sig selv og skævede ned på sin arm der prikkede en smule. Av-av følelse, men værre var det nu ikke.. han havde engang prøvet at skrabe hagen også.. men det kunne man ikke se mere.

"Jeg klarer mig." han rodede lidt op i sit nakkehår, og lukkede det ene øje i alt imens han smilede skævt op til pigen. "Det går..." han standsede lidt op i sin sætning, disorienteret, og anede ikke rigtig hvad han mere skulle sige, men rejse sig kunne han, og det gjorde han, hvorefter han baskede sine bukser rene for sand og støv fra banen, med den anden hånd. Han lagde hovedet lidt på skrå, "Skittles." sagde han så, "Det er dét dit hår minder mig om." han nikkede lidt for sig selv, og smilte så lidt, hvorefter han samlede sit board op. "Så du skater også?"

[Melli Wahlström]

(yuuuuush!)

Et lille grin forlod Mellis læber, da fyren, der endnu lå på jorden, skød underlæben frem. Hvorfor han gjorde det, kunne hun ikke lige regne ud, men sjovt så det da ud. Han lignede mest af alt et utilfreds lille barn, der var på nippet til at bryde ud i gråd, men så vidt gik det heldigvis ikke. Så ville man for alvor kunne sige, at det ikke var cool.

Melli skatede selv, så hun vidste, at der ikke skulle meget til for at komme til skade. Engang havde hun selv skrabet sin hage, næse og pande, så hun var rød og forslået i hovedet i en hel uge. Pigerne i klassen havde grinet af hende og gjort nar, mens drengene tog det noget mere cool og var mere interesseret i at vide, hvordan hun havde fået sådan et sår, for det så da rimelig hardcore ud.
Melli smilede tomt for sig selv ved mindet, men hun blev brat hevet tilbage til nutiden, da fyren igen sagde noget. Han klarede sig. Okay, godt. Så behøvede hun altså ikke at hente hjælp – heldigvis. Hvis hun var blevet sat til at løbe efter hjælp, ville hun sikkert bare have løbet panisk rundt i cirkler indtil hun snublede over sine egne fødder, og så ville det måske være hende, der fik brug for hjælp.

”Cool,” lød det fra hende.
Da drengen nævnte skittles, tippede hun først hovedet let på skrå. Da hun fik at vide, hvorfor han sagde det, gled der dog et bredt smil over hendes læber. Hun mente ikke selv, at hendes hår var lige så farverigt som skittles, da det meste af farven var blevet vasket ud, men alligevel nikkede hun og gav ham ret. Stakkels dreng, han var lige faldet, så det ville være ondt at give ham endnu et nederlag.
”Jeg kan godt lide skittles,” konstaterede hun. Ikke at det måtte interessere ham, det skulle bare ud. "Og ja, jeg skater også."
Hun rejste sig op og placerede sin ene fød på sit skateboard. Undersiden var fyldt med en masse turkis og pink tegninger, men man skulle ikke lade sig narre af det pigede board. Hun var lige så god som de fleste drenge.

[Johannes]

Skittles, det noget så farverige slik med den herlige smag af regnbue - eller, det havde han i hvert fald hørt en af sine venner beskrive slikket som. Smag af regnbue, det var jo bare luft, vanddamp og solens stråler - det ville nok ikke rigtig smage af noget alligevel. Men skittles var nu alligevel det første han kom i tanke om da han kiggede på hende, og dog var håret ikke engang halvt så farverigt. Det var nogle lidt sørgelige farver, men på en sej måde.. Det mindede ham også lidt om sin fire-årige kusines my little pony dukke.. Den havde nogenlunde den samme hårfarve, men det holdt han nu for sig selv.
"Cool nok." han smilede imødekommende til Skittles, Ja.. det var automatisk blevet hendes kælenavn nu.. og han anede jo ikke rigtig hvad hun hed (Skittles, lå desuden også godt i munden.)
"De smager også godt.." han trak lidt på skuldrende, og gjorde sig bare enig med pigen.

Egentlig følte han sig en smule flov over at have faldet sådan, og derefter blevet opdaget af en pige.. men på den anden side, det kunne jo være ligemeget - den slags skete (for det meste) hele tiden for alle andre. Så hvorfor skulle det være slemt for Johannes? han prøvede i hvert fald at spore tankene ind på den vej. Han strammede grebet om sit sorte enkle board, og betragtede pigen foran sig, der var noget maskulint over hende.. ikke over hendes udseende, men selve væremåden - ikke tøset feminin som alle andre - Det kunne han godt lide, en pige med ben i næsen.

"Det er ikke mange piger jeg ser skate.. Så det er ret cool at du gør det." sagde han venligt, men mente det oprigtigt. Ikke mange piger ville komme i den 'knibe' at slå sig voldsomt, eller brække noget.. det var de for bange til, og Johannes kunne godt lide de piger der vidste hvad de gik ind til og hvordan de skulle styre det - altså, piger med holdninger og som var lidt.. ja, Johannes anede ikke hvordan han skulle beskrive dem - han vidste bare når han havde en foran sig der var sådan.

Da Johannes øjne landede på de forskellige farver under boardet, smilte han drilsk, men ikke på nogen ond måde. Det var typisk for en pige at vælge noget tøset.. hvilket jo også var iorden; det var derfor man havde to køn. Forskellighed var godt.
"Hvor længe så?" spurgte han nysgerrigt.

[Melli Wahlström]

Melli nikkede blot smilende, da drengen sagde, at skittles smagte godt. Hun kunne kun give ham ret i den påstand.
Hans næste ord, kunne hun også kun give ham ret i. Det var virkelig ikke særlig mange piger, der skatede. De ville sikkert ikke risikere at slå hul på deres perfekte hud eller knække deres falske negle, men Melli selv var ligeglad med den slags. Hvad så, hvis hun fik en hudafskrabning… Den ville jo gå væk igen i løbet af ingenting, og hvis ikke, så fik hun bare en forbinding på, og det så det rimelig cool ud, ikke?

”Tak,” svarede hun helt automatisk. At få at vide, at der var få piger der skatede og derefter få et kompliment for netop at gøre det, var ikke noget nyt for hende, men det betød ikke, at hun ikke blev mindre glad, hver gang det skete. Især ikke nu, når drengen lod til at mene det så oprigtigt.

Da han spurgte, hvor længe hun havde skatet, måtte hun vride sin hjerne. Hendes langfinger bankede let på hendes hage, mens hun forsøgte at tænkte tilbage. Hvornår var det egentligt, hun var startet…? Det var ikke så uhyggeligt lang tid siden. Det måtte vel have været i 4. eller 5. klasse, dengang hun lige var flyttet til Norge. Hun havde haft så svært ved at falde til i det nye land og havde forbandet alting langt væk, indtil hun fandt noget, hun endelig kunne lide: skating.
”Uhm… Siden jeg var ti eller elleve år, tror jeg, så det er vel… tre-fire år?” Hun skar en grimasse, som dog hurtigt blev erstattet af et smil. ”Jeg husker vist ikke så godt. Hvad med dig, hvor længe har du skatet?”
Hun satte en tot af det lange, forskelligfarvede hår om bag øret og gav ham et vurderende blik. Bare fordi han var faldet, betød det jo ikke, at han var nybegynder. Selv de bedste skatere faldt af og til; eller rettere, rimelig tit. Og desuden, hvis han havde været nybegynder, ville han nok have været pakket ind i beskyttelsesudstyr, hjelm og sikkert også en pude på ryggen. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over synet, der dukkede frem i hendes hoved, men hun skubbede det dog hurtigt ud igen.

Hun lod sit mørkeblå blik vandre op til hans ansigt. Hans øjne var brune, bemærkede hun. Og venlige. Hun vidste ikke helt hvorfor, men af en eller anden grund, syntes hun altid, at folk med brune øjne så så venlige ud. Måske var det bare, fordi brun var en varm farve i modsætning til blå, for et eksempel.
"'Ey, hvad hedder du for resten?" spurgte hun af ren og skær nysgerrighed. Han så ud til at være omkring hendes alder, så måske var han også elev på skolen...?

[Johannes]

"Så lidt." mumlede han hurtigt, så det næsten kunne lyde som om han fik sagt s'lidt .. en typisk mumle fejl, især når man også sagde det på den hurtige automatiske måde, men det var ikke mange folk der bed mærke i det, og så længe meningen var den samme, gjorde det vel heller ikke noget. Johannes skævede mod Skittles igen, lettere forsigtigt så det ikke lignede at han stirrede. Der var dage hvor Johannes ikke var forberedt på snak, og dette var en af de dage. Han ville jo bare ud at have lidt luft, og skate en smule, og derefter daffe hjem ad igen.. måske få sig en cola på hjemvejen, men nu havde han mødt denne interessante pige, der endda havde den samme hobby som ham selv. Han rømmede sig lidt, og kløede sig ganske svagt bag øret.

tre-fire år? det er skam længe for en tøs.. Cirka samme tid som jeg..
"Jeg begyndte på det selv da jeg var 9 år.." han smilte skævt, "Men du var 10-11 år? jeg kan forstille mig du ikke var den helt feminine type som barnling." han kom med en mild latter, ganske kort, og ganske lav. Det var nu meget rart at komme i god snak med en og anden.
Han kiggede ud på de få mennesker der var ude at skate til aften, med et fjernt skær i øjnene.
"Men har også holdt en del pauser.. nogle tidspunkter.. for nogle år siden." han trak lidt på skuldrene, og lod ikke til at ville tale mere om dét.

Johannes strak armene i vejret, med en lettere tilfreds lyd. Ryggen var også ved at få det en del bedre.. men lige så snart han skævede ned på sin arm, begyndte den irritable prikken endnu engang.. Han måtte hjem og få noget koldt på.. når han var færdig med at snakke med Skittles. Blikket vandrede mod pige-skikkelsen endnu engang da hun spurgte ham om hans navn, det fik ham til at smile lige så stille, "Johannes.." han skar en lille grimasse, fordi han nu aldrig havde brudt sig så godt om det navn.. Så lød Davide bedre. "Hvad med dig? Skittles." han så opmærksomt på hende.

[Melli Wahlström]

Melli var egentligt også på vej hjem. Den eneste grund til, at hun var gået ned i byen, var for at se sig lidt omkring. Hele området var jo helt nyt for hende, eftersom hun lige var startet på skolen, så selvfølgelig skulle hver en krog udforskes. Hendes skateboard havde hun med sig, så turen ikke ville blive alt for ulidelig og langtrukken, så det var rent held, da hun opdagede rampen her.

”Neeeej, det kan man vist ikke sige.”
Hun besvarede hans latter med et mildt smil. Hans næste ord kom dog lidt bag på hende. Hvordan kunne man holde pauser fra at skate? Var skating ikke sådan noget, man bare… Gjorde? Ligesom når man spiste eller trak vejret?
Fyren viste tydelige tegn på ikke at ville tale mere om dét, men tegnene fløj selvfølgelig lige hen over hovedet på Melli (hvilket var let med hendes højde), og hun kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage.
”Hvad skete der da?” lød det fra hende.

Da drengen – eller Johannes - spurgte efter hendes navn, overvejede hun ikke et eneste sekund om hun skulle præsenterer sig ved sit rigtige navn eller sit kælenavn. Den sidste mulighed faldt hende naturligt, da det var det navn, folk havde kaldt hende hele hendes liv, og hun hadede, hadede sit rigtige navn. Melissa… bvadr.
”Skittles?” gentog hun med et lille grin. Var det det navn, han havde givet hende – på grund af hårfarven eller hvad? Hun smilede, da hun faktisk syntes ganske godt om det. Skittles… Nu skulle hun bare finde på et godt kælenavn til ham, men det var sværere, end det lød. Hun lod tænkende sit blik hvile på ham. Han havde gyldenbrun hud, brune øjne og sort, pjusket hår… Der var det jo! Pjuske! Det var det første kælenavn, der faldt hende ind, så hvorfor ikke?
”Så vil jeg kalde dig Pjuske!” Hun stillede sig på tæer, så hun kunne række op og puffe til en tot af hans hår. Selvom Johannes ikke var særlig høj, i hvert fald ikke af en dreng at være, var han stadig en del højere end Melli. ”Men mit rigtige navn er Melli, hvis du vil vide det.”

[Johannes]

Johannes kiggede lettere fortvivlet tilbage på Skittles da hun spurgte ind til hvad der skete dengang. bemærkede hun ikke at jeg ikke ville tale om det..? Men så blev han enig med sig selv om at det var hans egen skyld. Han havde trængt sig selv op i en krog, og selvfølgelig var hendes spørgsmål helt naturligt - det var ikke hendes fejl. Han kiggede lidt til siden og så ikke ud til at vide hvordan han skulle starte. "Der skete bare en masse ting da jeg fyldte 13 år.. jeg prøvede at samle mig om at skate, for at tænke på nogle andre ting.. men jeg kunne ikke." han smilte skævt til Skittles, med et lettere bedrøvet skær i øjnene, "Meen, så begyndte jeg igen, efter min far mente at det var godt for mig at komme herhen." uden rigtig at besvare hendes spørgsmål, og ved at snakke i en masse gåder, fik han på en eller anden måde svaret. Han lagde en hånd på hendes hoved og uglede håret, hvorefter han bare smilte stort.

Han kom til at tænke på hendes tidligere svar, om at hun ikke var særlig feminin som barn. Det var ikke alle piger der var det.. men det var også sejere (synes han) når pigerne var én af drengene, istedet for det andet. Da Skittles, gentog sit nye kælenavn, givet af Johannes, nikkede han bare beslutsomt med et muntert smil.

Han reagerede dog lidt anderledes.. på sit nye kælenavn. "P-Pjuske?!" Han lød mistroisk, og hævede det ene øjenbryn. Han kom til at tænke på sin kusines tykke, sorte kanin.. som hun også havde kaldt 'Pjuske'. "Jamen det er jeg.. aldrig blevet kaldt før." han trak skævt på smilebåndet.
"Mhm.." han så lidt forbløffet ud da hun rakte op til hans hår, og automatisk lænede han sig en smule ned til hende så hun kunne gøre det. "Pfheeh.." da hun var færdig, rystede han bare lidt opgivende på hovedet. "Melli?" hendes rigtige navn overraskede ham, selvom det lød fint, og det lå som en form for melodi i hans mund. "Melli er fint.. men jeg tror ikke at jeg kan vænne mig af med at sige skittles" sagde han med et uskyldigt smil.

[Melli Wahlström]

Da Johannes sendte hende et fortvivlet blik, bed hun sig i læben. Ups… nu havde hun igen sagt for meget. Hun skulle aldrig have spurgt nærmere ind til det, og hun fortrød i det samme sekund, hun så hans blik.
Det kom dog noget bag på hende, da han valgte at svare alligevel, så hun lyttede med skærpet opmærksomhed. Hun bemærkede, at han ikke forklarede præcis hvorfor han var stoppet med at skate, men hun turde ikke spørge ind til det. Sæt hun nu fik tildelt endnu et fortvivlet blik…Nej, det ville hun ikke risikere. Desuden ville det være synd for Pjuske-fyren hvis han skulle snakke om noget, han ikke ville.
”Så du går på Bergenhus?” spurgte hun. Ikke at hun allerede havde regnet det ud, eftersom han var en teenager på alder med hende, så det gav lidt sig selv, at han var skoleelev, og den eneste skole heromkring var Bergenhus.
Hun skulle netop til meget detaljeret at fortælle om, at hun lige var startet på skolen, da han uglede hendes hår. Det fik hende til automatisk at bukke lidt sammen, mens en ’pff’-lyd kom fra hende. ”Hey! Jeg brugte altså hundrede år på at sætte det i morges,” løj hun, hvilket tydeligt kunne ses på hende, da hun rullede med øjnene efterfulgt af et grin.

Johannes’ reaktion på sit nye kælenavn fik et smil til at brede sig på hendes læber. ”Yup!” lød det fra hende. Da han påstod aldrig at være blevet kaldt det før, rystede hun opgivende på hovedet. ”Se, dét fatter jeg ikke! Det navn er jo som skabt til dig.”

Hans reaktion på hendes navn kom dog en anelse bag på hende. Hvorfor lød han så overrasket? Det var jo bare et navn.
”Skittles er fint med mig,” lød det fra hende. Hun besvarede hans uskyldige smil ved at række tunge af ham.

[Johannes]

Johannes kunne ikke beskrive hvor taknemmelig og lettet han var over at hun ikke forsatte med at spørge ind til tingene. Hvis han ville fortælle hende det, gjorde han det en dag. Så lige nu var det rart med et emneskift. "Ja, det gør jeg." svarede han med et skuldertræk og skævede op på den høje rampe endnu engang. Han fjernede hånden fra hendes hoved og smilede bredt,
"Åh ja.. Det er jeg ked af.. den uglerede du allerede havde i forvejen skal jeg da ikke ødelægge." svarede han drilsk, men mente intet ondt med det; hun bad selv om det.

Han lagde hovedet lettere på skrå, overvejende og opmærksomt da Melli påstod at hun ikke forstod hvorfor han aldrig var blevet kaldt dét før, og automatisk lagde han en hånd oven på sit hoved for at holde sit hår nede, "Hentyder du til mit hår lille frøken?" han løftede sit øjenbryn, og begyndte så at smile igen, forsigtigt.

"Super nok, Skittles it is." konstaterede han, og havde egentlig mest af alt lyst til at prikke hende på tungen, men nu hvor de ikke rigtig kendte hinanden, ville det nok være grænseoverskridende for hende, så derfor.. blev det til et lille uskyldigt prik på hendes næsetip istedet for, "Hold hellere tungen inde, du kan aldrig vide hvornår nogen kan finde på at stjæle den." Han refererede til det gamle ordsprog; har katten taget din tunge? - men anede ikke om noget af det han sagde kunne misforstås.

[Melli Wahlström]

Melli nikkede blot uden at ane, hvad hun skulle svare. Fedt. Så kunne det være, at de rendte ind i hinanden på skolen en i mellem. Det ville nu være meget rart, for indtil videre havde Melli ikke rigtigt snakket med nogen. Hun havde heller ingen værelseskammerat, så hun fik ikke scoret nogen venner på den måde.

Hun fik dog hurtigt åbnet munden, da hun hørte hans næste kommentar. Det var dog først efter et par sekunder, da hun var færdig med at måbe, at der rent faktisk kom ord ud. ”Årh, hvor er du ond!” lød det fra hende. En uglerede… En uglerede! Den var måske lige grov nok. Hun vidste selvfølgelig godt, at han kun lavede sjov, så hendes måbende facade blev hurtigt erstattet af en let latter.
Heldigvis fik hun snart chancen for at tage hævn, og hun tøvede ikke med at udnytte den. ”Mhm-hmm,” lød det fra hende, idet hun nikkede og kiggede på hans hår, der blev holdt nede af hans hånd. Synet fik hende til at smile indvendig. Havde han hår-komplekser eller sådan noget? ”Er der aldrig nogen andre, der har fortalt dig, hvor pjusket det er? Det er virkelig slemt…”

Hun trak sin tunge ind igen, da han prikkede hende på næsen. Hans ord fik hende dog til at slå en mild latter op. Endnu engang.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, så tvivler jeg nu på, at nogen vil kunne finde på at stjæle min tunge. Hvad skulle de dog bruge den til?” Hun rystede på hovedet. Hans hentydning til det gamle ordsprog med katten, der havde taget tungen, fattede hun selvfølgelig ikke.

[Johannes]

Med hånden forsat oven på sit hoved, grinte han ganske let og muntert over Mellis måben, og kommentar. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare til det, end bare at smile stort og komme med en mild latter. Især når Melli måben bagefter blev erstattet med en latter. De forstod hinanden, det var uskyldigt dril, og ingen blev sure eller kede af det.

"Uh..." Han standsede lidt op i sit grin da Melli fortalte ham at hans pjuskede hår var slemt. Hans kinder blussede op i en rødlig farve, og han så flovt til den ene side. "og.. og det kommer fra en uglerede som dig?" mumlede han lavt, lettere betuttet imens han prøvede at redde sit pjuskede hår ned at lægge.

Johannes skar en grimasse da hun grinte og derefter ikke forstod hvorfor nogle ville tage hendes tunge. Han droppede at ville forklare hende om det gamle ordsprog, hvis nu han ville blive set på, som en gammel mand. Han fjernede hånden fra sit hår og smilede det forsat muntre smil, "Hvem ved? Grillet, eller stegt tunge er en delikatesse i visse lande."

[Melli Wahlström]

Melli stoppede sit grin, da hun så at Johannes’ kinder blev røde. Rødmede han? Det var ikke så tit at drenge gjorde det, og da slet ikke over noget hun havde sagt, så først vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere. Hun besluttede sig dog for, at det var bedst ikke at komme med flere onde kommentarer om hans hår, for han brød sig åbenbart ikke om det.

”Hvor er du sød!” udbrød hun i stedet. Hun stillede sig endnu engang på tæer og kneb hans kind ganske let, som man ville gøre med et lille barn.
Da hun så, at han forsøgte at lægge sit hår ned, voksede hendes smil en anelse både over det og så den kommentar, han kom med. ”Okay, okay, lad os bare sige, at vi står lige nu.”

Hendes smil falmede dog en anelse, da Johannes forklarede, at grillet eller stegt tunge var en delikatesse. Nej, vel? Kotunge var måske (det havde hun i hvert fald hørt om fra en ven, der altid kastede om sig med ubrugelig facts), men mennesketunge var da ikke spiseligt.
”Hvor kommer du lige fra? Der er da ingen i Norge, der spiser grillede tunger.” Eller i Sverige, det ved jeg da.
Hun rystede opgivende på hovedet, så det uglede, forskelligfarvede hår stod om ørene på hendes som en hel lille glorie.

[Johannes]

"Tsh..." en lille fornærmet lyd undslap hans læber, der endnu engang understregede at han altså var blevet en smule flov over det der blev sagt. Specielt fordi hans kinder var blevet varme over deres snak. Sød, det var ikke lige det man ville høre i dén kontekst. Jeg er ikke en lille hundehvalp.. DE er søde... grh.. Han sank en klump og skulle lige til at sige noget da Melli kneb hans kind ganske let,
"Uh... -Skittles hvad i himlens navn har du gang i?!" sagde han lidt forfjamsket og tog sin hånd op til den kind, hun lige havde rørt ved. "Tsk.." han fnøs lidt, men smilte så mere eller mindre afslappet igen, da hun sagde at de stod lige. "Acceptabelt."

Johannes undslap en rar latter da hun spurgte ham om hvor han kom fra. "Måske dem i afrika gør. Ej det skal man ikke lave sjov med.. selvom jeg lige gjorde. det' jeg ked af." sagde han, selvom han ikke viste en eneste form for skyld i ansigtet, "Men.. Kannibaler spiser da tunger? haha." han trak muntert på skuldrene.
"Mhm.. så .. hvis du var en kannibal.. ville du så spise dine fjender, eller dine venner?" spurgte han en smule ude af konteksten, men nu hvor de alligevel var i hjørnet af kannibal emnet, hvorfor så ikke spørge? det eneste der kunne ske ville være at Skittles så Johannes som en meget.. underlig fyr. Men det var vist heller ikke helt langt fra sandheden.