|
|
Post by Mark Erickson on Jul 29, 2011 23:02:05 GMT 2
Det var en strålende solskinsdag; en af den slags smukke dage, Norge af og til kunne producere, når guderne i Asgård arbejdede en smule sammen. Solen stod højt på himlen, og humøret stod højt hos de mange mennesker på havnen: folk der gik tur med hunden, børnene og barnevognen, folk, der vaskede både, spiste is eller dyppede tæer i havet fra molen. Den summende snak blandede sig med bølgerne mod kajen og motorer, der brummede ind og ud af Bergenhus.
Mark havde slået sig ned på en bænk, en af de kombinerede bænk-og-bord-typer. Han var i en blå t-shirt, jeans og kasket, men missede alligevel med øjnene i den skarpe sol. Han havde bragt en stak papirer og breve med sig, som han lige var blevet færdig med at læse. De første havde været det endelige brev om hans optagelse, som han først havde læst til fulde nu, hvor han var på skolen (og opdagede, at han havde glemt sin tandbørste). De følgende var skolens reglement (han fnøs ved tanken om de heroinvrag, bestyrelsen åbenbart troede, eleverne var), info om spisetider (dette afsnit læste han grundigt), fritidsaktiviteter i ferien, og hans nye klasse- og værelseskammerater. De sidste havde ikke gjort sig den ulejlighed at dukke op, selvom han nu havde været på skolen en hel dag. Kontoret vidste ikke, hvor de var, og skolen havde været mildt sagt øde på denne solskinsdag; så han var slentret herud, hvor folk åbenbart hang ud. Nu var han omgivet af mennesker. Han manglede bare de unge af slagsen.
(for Anne. Andre er velkomne. ^^)
|
|
|
|
Post by Anne Christensen on Jul 29, 2011 23:10:14 GMT 2
Eftersom solen var fremme, og bedste velgående endda, havde Anne som så ofte før søgt udenfor, den eneste grund til at hun havde fået lov at smutte fra skolen, var at hun skulle til tandlæge. Men nu befandt hendes væsen sig på havnen, et tilflugtssted hun hurtigt havde fundet sig, hun kunne godt lide havet, bådende, og duften af vandet. Og idag, var det åbenlyst at stikke af herned til, det så dog ud til at hun var den eneste af eleverne, hun kunne ihvertfald ikke genkende nogen, hun havde længe sat på molen og kigget, nu havde hun dog fået rejst sig igen, og overvejede egentligt at tage tilbage til skolen, hun var sikker på at hendes hest ville blive taknemmelig, men alligevel var der noget der fik hende til at forlænge hendes ophold lidt, ihvertfald til næste bus kørte. Hendes blå øjne søgte kort rundt blandt menneskerne, hun så kun én hun mente at have set før, men hun var faktisk ikke sikker, og det var nærmere indbildning, hun stod nu og betragtede den mørkhårede dreng, med hovedet let på skrå, i håb om at komme i tanke om, om hun havde ret i sin formodning, eller ej. |
|
|
|
Post by Mark Erickson on Jul 29, 2011 23:32:19 GMT 2
Mark rettede sig op og skød brystet frem, da han strakte ryggen. Han sad på bænkens bord med fødderne på sædet, og han var ret sikker på, at hverken en fysiolog eller havnearbejder var begejstret for den siddestilling. Han kastede blikket lidt rundt og fik øje på to tumlinger med deres mor i hånden, der nidkært stirrede på ham og hans bænk. Hm, tid til at komme videre, konstaterede han og bunkede sine papirer, strakte armene over hovedet - han kunne se, hvordan morens øjenbryn misbilligende rynkedes, fordi han trak tiden ud - så rejste han sig og traskede væk. Et øjeblik efter var bænken optaget af ungerne.
Nå, man kunne vel tage et hint. Slukøret, fordi han nu ikke havde noget at lave de næste fem timer inden aftensmad, begav han sig over asfalten.
Han nåede ikke ret langt. En ukendt blondine kiggede på ham, og han var nødt til at standse op og overveje, om det skyldtes et voldsomt udbrud akne i hans ansigt - ild i hans hår - havde han gjort hende noget i et forrigt liv? - Men han nåede frem til, at de i hvert fald var jævnaldrende. Ergo, hun måtte gå på skolen.
Med ny energi gik han imod den lyshårede. Hun var vældig køn, og han tvivlede på forhånd på chancen for, at hun overhoved nedlad sig til at gå i offentlig skole.
"Hey!" hilste han med et skævt smil. "Du skulle vel ikke gå på Bergenhus?"
|
|
|
|
Post by Anne Christensen on Jul 29, 2011 23:47:22 GMT 2
Hendes tanker var faret over i helt andre emner, hun havde ikke fået fjernet sit blik endnu, men hun tænkte sjovt nok ikke over, at hun måske fremstod som en eller anden zombie, eller måske en der var lidt tosset.. Eller endnu være, en teenage pige der havde fundet nogen pæn.
Det var først da han rent faktisk var i hendes nærhed, at hun opdagede det, det resulterede i at hendes kinder let blussede op, og hun ikke helt forstod noget.
Hun var ganske glad for ikke at kende til hans tanker lige nu, hun ville ikke vide, at han sikkert indvendig var ved at knække sammen af grin over hendes meningsløse stirren.
Da han talte til hende, døde hun næsten indeni, en lille smule ihvertfald. - overdrivelsen fremmede vel forståelsen?
Hun fattede sig dog, hun skulle ikke nyde noget af at være hende tossen, " Hej.. " Svarede Anne og sendte ham et smil, " Jo, det gør jeg.. " så havde hun vel ret i at have set ham der, var han ikke ny? Nu ringede en klokke alligevel, han hed vist Michael, eller, noget med M. Hendes fingre gled kort gemmen det lyse hår, stadig var hun overrasket over at han talte til hende, det var næsten altid hende der skulle starte en samtale, hun var ikke sikker på hvorfor, men det var ofte at folk virkede en smule skræmte, det gjorde hende egentligt trist til mode, at folk så hende som et mindre monster.
|
|
|
|
Post by Mark Erickson on Jul 29, 2011 23:58:25 GMT 2
"Endelig!" Han grinede, nu med et bredt smil over læberne, fordi han havde fundet sin beskæftigelse, og fordi hun havde taget sig tid til at svare ham. Endda med et smil. Fremtiden så lys ud omsider.
"Jeg troede, nogen havde udslettet dens beboere - ahem.. Jeg er Mark, jeg kom til frokost i dag. Rart endelig at se nogen," han skar en grimasse ad sit uheld, men rakte forhåbningsfuld hånden frem for at hilse. Han havde ikke lagt mærke til hende ved frokosten; han havde generelt haft travlt med at spise, for køreturen hertil havde været lang, og han havde været tidligt oppe. Han var blevet introduceret ved bordet, men efter at have været på kontoret og sit nye (mennesketomme?) værelse, var folk forsvundet.
|
|
|
|
Post by Anne Christensen on Jul 30, 2011 0:05:56 GMT 2
Anne var ganske fascineret af hans smilen og grinen, man blev hurtigt van til folk der ikke altid var glade, selv var hun selv typen der oftest var i godt humør, til stor irritation for sin omverden.
" Det føltes sådan nogengange.. Jeg hedder Anne Maj.. Rart at se dig... " hun trykkede blidt hans hånd med et smil, hun havde for vane at smile, det var jo heller ikke fordi hun havde fået tænderne smidt ind med en skovl, så hun kunne vel godt tillade sig at kaste om sig med smil til verden. Så skulle den jo eftersigende smile tilbage?
Det var måske meget godt at der kom nogle flere af hankøn, der var ikke så mange af dem, og det ville sikkert ende i total tøsefnidders halløj på et eller andet tidsspunkt, han virkede umildbart som en rar person, en hun nemt ville kunne få et venskab med, hun elskede glade mennesker, folk der ikke var for indelukkede, og generelt, mennesker. Men Mark virkede som et af de bedre eksemplarere på verdens befolkning.
|
|
|
|
Post by Mark Erickson on Jul 30, 2011 0:13:31 GMT 2
Han gengældte smilet - igen - til det næsten nåede ørerne, da han for nogle øjeblikke var løbet tør for ord. Nå men, hun så ikke ud til at være optaget af noget, udover at stå og stirre. Ingen fnisende omgivender veninder et sted? Ingen hund at lufte?
"Anne Maj," gentog han med et lille nik, og tilføjede, med let hævede øjenbryn, fordi han undrede sig: "Du er her vel ikke alene?" Som sagt havde han ikke set ret mange unge, men han havde fået at vide, at mange kom tidligere i ferien end han. Måske det bare skyldtes vejret.
Han lod blikket glide flygtigt over hende og baggrunden igen, som for at tjekke.
|
|
|
|
Post by Anne Christensen on Jul 30, 2011 0:19:03 GMT 2
Af en eller anden grund reagerede hun på hans smil, og smilte derfor bare tilbage, som den lille tosse hun nok fremstod som, men det ville vel ikke gøre noget hvis han troede hun var lidt tosset, så ville hun i det mindste virke en smule anderledes fra mængden, det gjorde hun aldrig, hun lignede alle andre, og var vokset op med at blive kaldt barbie, hun hadede det dog inderligt, de var skabt til at være perfekte, noget hun aldrig havde tænkt sig at blive, ganske enkelt for morskabens skyld, når hun lavede noget, lektier, kreative ting, jo, så måtte det gerne være det. Men hende selv, nej, det ville være for kedeligt.
" Jo, det er jeg.. " Anne trak let på den ene skulder, hun lignede nok typen der altid var omgivet af en eller anden veninde, eller flere, det var dog ikke tilfældet, hun holdte sig en del for sig selv, det var ofte at piger generelt tog afstand fra hende, endnu en ting hun ikke forstod.
|
|
|
|
Post by Mark Erickson on Jul 30, 2011 0:30:09 GMT 2
"Virkelig? Well, så meget desto heldigere for mig!" smilede han, plirrede med øjnene, og irettesatte: "Eller jeg mener, - heh... Jeg kunne i hvert fald godt bruge noget selskab...?"
Han lagde hovedet lidt på skrå; selvom hans figur var én stor rektangel, var hans kropssprog levende, og han gestikulerede sit spørgsmål med en åben håndflade (den anden hånd holdt papirerne). Hvorfor hun skulle være alene, eller om det var på eget initiativ, faldt ham ikke ind; han gik ud fra, at hun havde sine grunde.
"Hvor længe har du gået på skolen?" spurgte han nysgerrigt. Hvis hun havde været her i flere år, kunne han måske presse hende for bedste tips til at sidde i spisesalen, hvordan man undgik eftersidninger og det lignende.
|
|
|
|
Post by Anne Christensen on Jul 30, 2011 0:37:32 GMT 2
" Jeg er åben overfor selvskab.. " Svarede hun lettere skævt smilende, at han rent faktisk befandt sig her, allerede på første dag undrede hende lidt, de fleste gik skole området tyndt i håb om at kunne finde rundt, eller pakkede ud, hang ting op på værelset, osv. Selv havde hun brugt det meste af dagen på at lære deres pensum at kende, og studere deres bibliotek, hun burde nok havde været noget mere social, som han, men det havde ikke virket tiltrækkende den dag.
" Ikke så længe, et halvt år ca.. " Svarede hun kortfattet, det var ikke mange der kom der frivilligt, hun ville faktisk også hellere have været til England, men det var hun åbenbart ikke gammel nok til i hendes forældres øjne, så måtte man vel tage det næstbedste?
" hvor kommer du fra, Mark? " Spurgte hun derefter, med hovedet ganske let på skrå.
|
|
|
|
Post by Mark Erickson on Jul 30, 2011 0:47:19 GMT 2
Hun virkede en smule tøvende, som om hun egentlig havde haft bedre planer, eller at han var længere nede på hendes liste over muligheder. Men pyt, selskab var godt, og hun var endda en elev, og hun virkede sød nok.
"Ah, okay," nikkede han og antog, at hun derfor også kunne finde tilbage til skolen. Fantastisk.
"Fra Oslo," sukkede han og rynkede brynene ved tanken om turen i bilen på vej herhen, og hvordan hans far venligt havde klappet ham på skulderen og anmodet ham om at være en 'god søn', mens han boede ude. Han var bare taknemmelig for, at hans mor ikke havde været der til at inspicere kostskolens køkkenfaciliteter.
"Eller faktisk, hvis du vil have den lange udgave, er jeg halvt englænder, men jeg har boet i Norge det meste af mit liv. Jeg har endda norsk mellemnavn," sagde han og smilede indforstået, da mellemnavne normalt tilhørte noget, englænderne gav til deres børn.
"Hvor er du fra?"
|
|
|
|
Post by Anne Christensen on Jul 30, 2011 0:56:56 GMT 2
Underligt, at han var havnet her, i hendes øjne, det var tit af eleverne kom fordi deres forældre havde en smule svært ved at styre dem, tradition, eller af andre grunde, selv var hun kommet frivilligt, for at slippe for hendes forældres komplet ulidelige arbejds vanvid, hun var ikke velkommen i sit eget hus, så hun havde fundet et alternativ, kost skolen.
"Det var en kort, lang historie.. " Hun grinte kort, før hun svarede ham på hans spørgsmål, " Også oslo.. " Anne savnede storbyen, meget til tider, andre gange, ikke. Her var noget mere roligt, noget mere, normalt, selv luften var anderledes, hun kunne ikke rigtigt finde ud af, hvor hun helst ville være når det kom til stykket.
|
|
|
|
Post by Mark Erickson on Jul 30, 2011 1:05:32 GMT 2
"Ehm, ja." Han bed sig i læben, grinede dernæst.
"Virkelig? Sjovt vi ikke er stødt ind i hinanden," ironiserede han med smilet på læben og et kort blik bagud, fordi han ville se, om køen til isboden på nogen måde var blevet kortere. Svaret var nej. Ikke at det ændrede noget.
"Humm, må jeg ikke købe dig en is? Som tak for at være, måske, det eneste unge menneske tilbage på planeten?" Han gjorde et kort nik i retning af boden, men ligeglad med hendes svar, idet han allerede havde taget et skridt derhenaf.
"Hvilken klasse starter du i?" fortsatte han, før hun kunne gøre mange indsigelser. Det ville være rart at kende bare ét ansigt på klasselisten, men han kunne ikke huske Anne Maj som ét af dem.
|
|
|
|
Post by Anne Christensen on Jul 30, 2011 1:11:27 GMT 2
" Oslo er en stor by.. " Svarede hun lettere smilende, de kendte måske nogen af de samme personer, det ville næsten være umuligt andet, de måtte være jævnalderne jo, havde måske endda gået på samme skole, bare uden at opddage hinanden, skolerne kunne være ret fyldte..
" Tjoeh, det må du vel gerne? " Anne fulgte derfor hans skridt, ganske taknemmelig for at han var noget bedre til at snakke end hende, hun havde det med at være en smule genert, hun elskede mennesker, men i starten var hun ikke specielt god til at snakke med dem, desværre.
" 8'ende.. Jeg skulle have gået i 9'ende, men min mor holdte mig et år tilbage i børnehave, fordi hun mente jeg havde godt af det.. " det havde det måske også, det var måske det der have givet hende det kæmpe fortrin fagligt, at hun havde fået lov at lege og være kreativ et år ekstra end de andre på hendes alder, og derfor var mere klar til at gå i skole, end de havde været..
|
|
|
|
Post by Mark Erickson on Jul 30, 2011 1:30:15 GMT 2
"-Og havde du godt af det?"
Mark spurgte med mere nysgerrighed, som hun selv tvang op i ham; hun gav tydeligvis ikke ret meget information væk gratis, men han havde ikke noget imod at spørge ind, det faldt ham ganske naturligt. Hun var en køn og forsigtig pige, så han kunne ikke forestille sig at kræve mere af hende, end at hun rent faktisk brugte tid på at samtale. Hans eftermiddag havde taget en positiv vending. Dette nåede han ikke at tænke over, han registrerede det bare i underbevidstheden, imens han formåede at klemme sig ind bag menneskekøen og gøre plads til hende også. De kunne træde cirka en tåspids fremad, hver gang nogen fik rakt en is over disken. Hans blik var rettet mod hende og ignorerede mennesker i køen.
|
|
