Motion er sundt, right?

[Anne Christensen]

Klokken var omkring halv fire om eftermiddagen, da timerne var slut havde Anne ret hurtigt klædt om, og havde nu de sidste 10 minutter varmet op, og var så endeligt begyndt på sin løbetur, der foregik på områderne omkring hallen, det var der jorden var mest lige og solid til at løbe uden at ende med at falde over et eller andet, selvom det var sket for hende før at falde over noget, der vidst slet ikke havde været der.
Hun havde musik i ørene, og lagde derfor ikke mærke til andet end hvor hun løb, det foregik i et jævnt, nogenlunde hurtigt tempo, hun var ikke ligefrem i dårlig form, selvom ridning var nok til at holde hende i form, var hun for to års tid siden begyndt at løbe med en veninde, bare for sjov, men nu var det blevet til en form for afhængighed, nu skulle hun ud at løbe mininum 3 gange om ugen, ellers følte hun at hun skulle dø, noget i den stil ihvertfald.

Områderne på skolen var velegnede til at løbe, der var mange stier, og der var forholdvist jævnt, så kunne man vel lige så godt udnytte det, når vejret var som netop idag, med sol, og alligevel en smule blæst, uden det var for varmt, var det jo perfekt. Hun gad ikke løbebånd, det var for kedeligt.

Note ; hendes tøj -www.polyvore.com/sports/set?id=34767947

[Jakob Tved]

Jakob gik en tur, han havde overvejet at løbe en tur, men han følte sig ikke umiddelbart motiveret, han var pænt klædt på idag, der var ingen umiddelbar grund til denne påklædning, ikke andet end at han havde lyst til at virke lidt fin.
Jakob nåede ned til idrætsområderne og tog sig et kig, der var ingen han umiddelbart genkendte, så han begyndte at gå derned af, da han pludseligt hurtigt måtte træde et skridt tilbage for ikke at stå i vejen for en person, som han åbenbart var trådt lige ind foran.
Jakob drejede hovedet og genkendte straks personen han var gået i vejen for. Det var Anne Maj, han havde snakket med hende den dag han ankom!
Jakob bukkede hovedet og smilede til hende "Jeg ved hvad du tænker! 'Se hvor du går!', det skal jeg nok!".
Jakob trådte endnu et skridt tilbage.

//Outfit: www.polyvore.com/cgi/set?id=34848237//

[Anne Christensen]

Anne stoppede hurtigt da hun opdagede det, hun var ikke sikker på hvis fejl det var, hendes, eller den person der nær havde tromlet hende ned, heldigvis for at det ikke skete, dét kunne kun have gjort temmeligt ondt.
Hun stoppede op og trak høre telefonerne ud af ørene, før hun vendte sig op, og hørte Jakob ord.
" Årh, Jakob, hej.. Eh, undskyld.. " Smilede hun og kløede sig kejtet på kinden, hendes hår var sat op i en høj heste hale, det der ikke kunne nå var skubbet tilbage med et pandebånd, der var ikke noget mere ulideligt ind at blive forstyrret af sit hår når man løb..

Hun følte sig helt utroligt dum over at de havde været ved at smadre ind i hinanden, det var typisk hende ikke at se sig for, hun var dog glad for det var sket nu, og ikke om en times tid når hun ville have været træt og svedig.

[Jakob Tved]

"Det var mig der gik ind foran, du skal sku ikke undskylde, nogle gange, tror jeg kun jeg har to hjerneceller, og det er altså svært nok når de koncentrerer sig om at gå." undskyldte Jakob sig med og grinede.
Jakob strakte sig, han var træt, skole var OK, det han ikke kunne lide ved det var at han skulle sidde ned så længe, han blev helt træt og sløv af det.
"Jeg vidste ikke du løb.. Træner du op til noget? Et halvmarathon eller noget?" spurgte Jakob og kiggede hende i øjnene et øjeblik, før han smilede, hans blik gled ned over hende, et nærmest omvendt elevatorblik nærmest.

[Anne Christensen]

Hun grinede lidt af ham, " Ja okay, kan godt se at det er et problem så.. " Hun smilede og strakte kort armene over hovedet, hun var egentligt glad for at se ham igen.
" Nej, jeg løber egentligt bare, begyndte med en veninde for to år siden, og nu kan jeg ikke undvære det.. " Hun havde allerede slidt mininum 3 af sine løbesko op, de var jo desværre ikke helt billige..
Det var svært ikke at bemærke at han gav hende det blik, dog kom det ikke bag på hende, han var en fyr, og hun var en pige der lige nu fremviste et par lange, brune glatte ben. Det var vel naturligt for ham at kigge, præcist som hun ville hvis han nu skulle have rendt i bar overkrop.

[Jakob Tved]

Jakob begyndte at grine, da hun talte om at nu kunne hun slet ikke undvære at løbe, "Run, Forrest, Run!" sagde Jakob og lo videre, det var nok kun Jakob der kunne se det sjove i det, men han havde også en meget mærkelig humor.
"Må jeg gå med? Skolen har en pæn natur, og så er det jo en god chance for at tale med nogen." Jakob smilede til hende, og håbede han ikke ødelagde hendes træning for meget, ved bare sådan at komme brasende og begynde at føre lange samtaler.
Jakob stak hånden i lommen og fiskede en pakke tyggegummi op, stimorol, den grønne med spearminth smag. Jakob tog et par stykker og rakte pakken til Anne Maj, endnu havde Jakob ikke mødt mange mennesker der sagde nej tak til gratis tyggegummi, der var nærmest ligesom når man hilste på folk og gav dem hånden, når en tog et stykke tyggegummi, så gav man til dem man var sammen med, det var næsten en skik blandt unge mennesker.

[Anne Christensen]

" Nærmere run Anne, run !" Hun smilede let og og så kort rundt, han havde måske en tendens til at distrahere hende fra det hun egentligt ville, men, lige nu kunne vel også bare snakke med ham.
" Jo, selvfølgelig. " Hun trådte derfor et par skridt væk, før hun vendte sig med fronten mod ham, og ventede på at han skulle følge hende, da han tilbød hende tyggegummi rystede hun kort på hovedet som et nej, når hun forsøgte at lave noget, tyggede hun det ikke, så endte hun bare med at bide sig selv i tungen eller sådan noget. Det gad hun ikke, det gjorde jo monster ondt.

[Jakob Tved]

Jakob lo videre af Annes joke og klappede sig på lårene af grin, det var en god humor anne havde.
Jakob fulgte med Anne og stak tyggegummiet i lommen med et træk på skuldrene.
"Kender du mange her på skolen?" spurgte Jakob og hev lidt op i sine bukser, han kunne godt lide de sad godt.
Jakob kiggede op på himlen, og lod derefter sit blik glide ned på vejen, Jakob kendte ikke Bergen godt, han vidste kun at en eller anden metal-musiker, ved navn Varg Vikernes, havde boet her, og han havde vidst da nok slået sin producer ihjel.
"Ved du om der er andre på skolen, der dyrker en eller anden form for kontaktsport som mig?" Jakob havde nemlig overvejet muligheden de sidste dage, det kunne jo være meget sjovt at have en sparringspartner.

[Anne Christensen]

Anne trak sin Ipod op af lommen, bare for at slukke den, der var vel ingen grund til at bruge unødvendigt strøm på den, de fleste hun kendte havde en touch, eller ihvertfald en nano, hun var ikke kommet videre end til classic udgaven.
" Nej, egentligt ikke, de fleste er jo nye, dem jeg kendte blev færdige før sommer ferien.. " Der kun hvad, to elever af dem der også havde været der sidste år hun kendte, den ene var hendes roomie.
Og så et par få andre..
Da han spurgte om det næste tænkte hun kort, overvejede om hun havde hørt om nogen, " Nej, det tror jeg ikke.. " Hun trak let på skulderne og smilede til ham, " Er du faldet nogenlunde til? "

[Jakob Tved]

"Ja okay.. Så kan jeg godt se det." svarede Jakob og gned sin hage lidt, et øjeblik, før hun endnu engang svarede ham på hans spørgsmål.
"Det var ærgerligt, men det er vel ikke livets undergang." svarede Jakob optimistisk, han skulle nok finde en måde at få vedligeholdt sin træning på.
"Tjoeh... Jeg kender ikke så mange endnu." svarede Jakob ærligt og smilede skævt.
"Må jeg hænge ud med dig og dine venner en dag måske? Bare for at få lidt flere bekendtskaber, måske?" foreslog Jakob og lød lidt patetisk, men man lærte bedst folk at kende, gennem sine venner, det havde Jakob altid lært.

[Anne Christensen]

" Ja, selvfølgelig? " Smilede hun og fortsatte bare deres gang, der var vel ikke noget galt i at trække ham med, så skulle han vel næsten møde hendes barndoms ven der gik her, de skulle vist også gå i klasse sammen, de var ihvertfald fra samme årgang, så det var da ikke usandsynligt, at de skulle i klasse sammen..
" Men du skal få nogle venner ret hurtigt, det plejer ikke ligefrem at være svært. " Smilede hun og rettede ganske kort på sin top, før hun vendte blikket mod Jakob igen, hun syntes ihverfald det var ret nemt at skabe sig bekendtskaber, osv.

[Jakob Tved]

"Fedt nok! Jeg tror måske at jeg burde hive lidt mere fat i folk, men du er simpelthen den eneste jeg kan få mig til at irritere, når alle de andre nyder vejret." drillede Jakob Anne.
"Men, løber du kun? For, hvis det er, så kan jeg godt hjælpe dig med træning, jeg har erfaring indenfor lidt af det hele, styrketræning, almindelig fitness, løb, spinning al sådan noget sjov." Jakob tilbød altid sin ekspertise til sine venner.
Jakob kiggede ud i horisonten, det var altid på sin vis spændende at se ud i horisonten, hvor jorden gik i et med himlen.
Jakob kørte en hånd gennem håret, og smilede til Anne.

[Anne Christensen]

" Du irriterre mig skam ikke, men gør det nu ikke til en dårlig vane at afbryde mig når jeg forsøger at lave noget.. " Drillede hun med et kort grin.
" Jeg har aldrig rigtigt taget mig sammen til andet, jeg laver dog lidt yoga og pilates ind imellem, men når jeg også skal passe min hest, og øve på at spille, er der ikke rigtigt tid.. " Anne trak lettere smilende på smalle skuldre og så op i himlen mens hun gik, bare et par sekunder, før hendes blå øjne igen vendte mod Jakob. Han var noget højere end hende, nu var hun godt nok heller ikke specielt høj men hun følte sig nu en smule lille når hun gik ved siden af ham.

[Jakob Tved]

"Øv! Jeg havde ellers overvejet at gøre det til en vane." svarede Jakob og smilede kort.
"Jaeh, okay... Jeg forstår godt du har travlt, det er en masse ting.. Det er lige før at jeg dovner den i forhold." sagde Jakob og stak et par stykker tyggegummi mere i munden.
Jakob overvejede et øjeblik hvad Anne tænkte på, og kiggede overvejende på hende et øjeblik, det ville være noget mærkeligt at spørge om, men samtidig, det undrede Jakob hvad tøser tænkte når de mødte en person som Jakob, han var jo ikke en normal person, men Anne behandlede ham meget stille og rolig på trods af hun vidste hvem han var, mange ville bare spørge om en masse dumme ting, som han alligevel ikke kunne svare på, det gjorde Anne ikke.

[Anne Christensen]

Anne skævede til ham, med et drilsk smil, " Det håber jeg ikke for dig.. " At true ham med bank var nok et tåbeligt valg, han kunne til en vær en tid få hende ned at lægge, hun var jo nærmest hans halve størrelse.
" Det tvivler jeg dog på du gør.. " Smilede hun og fugtede kort sine læber, og rettede på pandebåndet.
Anne kunne godt lide hans selvskab, han var meget rolig i det, havde vidst ikke det samme behov for at skabe sig, og vise sig som så mange havde i den her alder. Det var hun ganske tilfreds med.
Om han gjorde det overfor andre, vidste hun selvfølgelig ikke, de fleste fyre havde bare for vane at skulle vise sig overfor pigerne.