Når man burde gå ind.

[Johannes]

"Pfheh..." Han smilede svagt, lettere opgivende da Anne fortalte at hun havde savnet ham. "Fjollehoved." mumlede han ganske lavt. Det kaldte han hende altid, når hun begyndte at blive for følsom med sådanne nogle ting, "men jeg har da også savnet dig.." Han kunne ikke lade være med at smile lige så svagt. Hun kunne selvfølgelig ikke se det, da hans ansigt var skjult ved hendes hår.

Dette var begyndt at blive et alt for følsomt møde imellem de to, og det var noget han langt fra havde planlagt. Måske havde det også været en ubevidst grund til ikke at ville starte en større samtale med hende. Han sukkede lavt, og rettede sig en smule ud fra krammet, men stadig med hånden på hendes ryg. Han så lidt bedre ud nu, selvom hans kinder var røde grundet anstrengelsen af tilbageholdelsen for sin gråd. "Måske vi skulle gå tilbage nu.. mørket er ved at falde på." han kiggede op mod himlen da han sagde det.

[Anne Christensen]

Da han kaldte hende fjollehoved, vidste hun at hun havde overtrådt en lille grænse, det var ikke første gang det var sket dog, af en eller anden grund, havde hun det med at blive en smule mere følsom og putte agtig i hans selvskab. - Hvorfor? Hun anede det ikke. Det burde hun nok vænne sig af med..

Anne smilede bare til ham da de afsluttede krammet, " Måske har du ret.. " Hun havde bare ikke rigtigt lyst til at skilles med ham igen, selvom hun udemærket godt vidste at hun burde, måske var det indbildning, men han virkede altid en smule mere kejtet end normalt i hendes selvskab, deres venskab havde ændret sig, sådan skulle det måske bare være, selvom det var ærgeligt.. Det var vel kommet med alderen, eller sådan noget.
" Lover du, at der ikke går al for lang tid, før vi ser hinanden igen? "

[Johannes]

Anne Maj duftede lige så godt som hun plejede. Men der var en smule anderledes ved hendes duft. Måske en parfume? Johannes var ikke sikker.. men det var egentlig også en fjollet tanke at komme på dette tidspunkt. Han smilede bare svagt for sig selv, uden en lyd.

Hånden, var stadig på Annes ryg, og han bevægede den lige så stille op og ned i en aende bevægelse, lidt efter.. tog han den dog til sig ganske diskret og kiggede på hende da hun talte.
"Mhm." Han lagde hovedet lettere på skrå da hun så en smule modvillig ud.. der var noget ved hende der alligevel ikke var helt enig i hvad Johannes sagde.

Johannes kunne ikke lade være med at komme med et lille fnis da hun sagde sådan til ham. Det lød jo som om de skulle skilles forevigt! "Der er intet der forhindrer os i at se hinanden." han prikkede hende på panden, og følte sig knapt så trist som før, "Vi bor jo sådan set samme sted.." han blinkede til hende og smilede mildt. Det var nu sødt.. måden hun sagde det på, som om de skulle skilles fra hinanden i flere år igen.. men ikke denne gang. Denne gang kunne de, når de ville det, mødes i opholdsstuen, eller udenfor.. intet kunne forhindre dem i det.
"Så bare rolig. Før du ved af det.. sidder vi ved siden af hinanden og snakker igen.." han holdt en kort pause da han lige skulle tænke over hvad det næste han ville sige var, "og.. vi skal jo også snart ud på café, ikke?" han rejste sig op imens han sagde det og kiggede ned på hende, "så du skal slet ikke være bekymret." han smilede oprigtigt. .. pfheh.. tænk at jeg lige sad og blev helt følsom op af hende.. typisk mig.. tænkte han opgivende om sig selv.

[Anne Christensen]

Anne smilede lidt i den ene mundvige, og vendte blikket ned ad, hun havde mest lyst til at omfavne ham igen, men beherskede denne gang sin trang, det var vidst ikke helt passende, var det?

Hun grinede da da han prikkede hende, og tog fat i hans finger, ganske kort, " Jeg ved det.. Det er bare så sjældent jeg for lov at se dig.. " Smilede hun og trak på skulderne, hun rodede ham drillende i håret, " Jeg ved det, jeg har bare været lidt bekymret for dig, sorry, jeg ved godt jeg er lidt fjollet.. "
Alt for fjollet, hun var ofte bekymret for ham, om alt muligt, hun hørte så meget rundt omkring, men hun turde ikke altid tro på det, mest fordi hun ikke ville have at det skulle passe..

Da han rejste sig, så hun op på ham, " Det bliver aldrig, bare os to igen, gør det? " Anne lagde let hovedet på skrå, før hun rejste sig op, alting havde været noget nemmere for et par år tilbage, da de stadigvæk var børn, sjovere havde det også været, nu blev hun nød til at tænke før hun krammede ham, eller generelt rørte ham, måske derfor det var provokerende fristende at gøre.

[Johannes]

Johannes kunne ikke lade være med at trække skævt i mundvigen da Anne tog fat i hans finger. Det så en smule kejtet ud, hans smil, men derefter blev det bare mildere og afslappet igen. Hun kom op at stå, og han kunne ikke lade være med at komme med et lille fnis da hun rodede ham i håret, og i et kort øjeblik tænkte han på Skittles' ord omkring hans pjuskede hår. Suk... Pjuske..

"Bekymret?" han hævede et skeptisk øjenbryn, men med et lille smil og rystede så opgivende på hovedet. "Der er intet at være bekymret over. Jeg har det fint.. bortset fra når jeg falder på mit board fra tid til anden." han trak på skuldrene med et lille grin. Fjollet, det var det måske.. men på den anden side - det var vel normalt at være bekymret for andre. Johannes ville ikke indrømme det, men der var da også dage hvor han selv blev bekymret for Anne.

Med et roligt tempo satte han det ene ben foran det andet og var på vej mod skolens indgang. Myggene var også ved at komme frem, og et myggestik var ikke lige det han havde skrevet øverst på sin ønskeliste. Johannes standsede op da Anne talte. Hvorfor.. hvad mener hun med det..? Han rynkede panden, og vendte sig forsigtigt imod hende, stadig med det undrende udtryk. "Hvorfor siger du pludselig...-" han ændrede udtryk og prøvede at se mere afslappet og ubekymret ud, "Anne .." han slog armene lettere svagt ud til siderne, "Jeg er jo lige her, ikke?" Han anede ikke helt hvad han skulle sige i denne situation, derfor blev han stille nu og blikket flygtede ned til jorden.

[Anne Christensen]

Hun gik med ham de skridt han tog, indtil han standsede, han var tydeligvis ikke tilfreds med hendes ord, overhovedet.
Anne vendte kort blikket ned i jorden, hun dummede sig altid overfor ham, kunne ikke formulere sig, og sagde ting hun ikke burde sige.

" Det er ligemeget, bare en, dum tanke.. " Det irriterede hende, at det havde ændret sig, de havde ændret sig, og han var blevet så pokkers voksen, så fandens hurtigt, og hun kunne ikke følge med, hun hørte alle mulige dumme rygter om ham over alt, og piger der gik og sagde de havde været sammen med ham, hvorfor det irriterede hende at de måske havde det, var uvist. Måske bare fordi hun selv ikke havde haft modet til det endnu, eller fyren, for den sags skyld, der var ikke særligt mange der var interesserede i hende.
" Ja, nu er du, men det er du jo ikke normalt, vel? Du opfører dig underligt overfor mig, du virker indelukket og mest som om du ville ønske jeg ville lade dig være i fred.. Hvad er det jeg har gjort? "

[Johannes]

Johannes forstod ikke helt hvorfor hun pludselig skulle bringe alt på bane nu. Først sagde hun at det var ligemeget, men derefter blev hun ved med at tale om det. Det var da klart at Anne havde følt sig efterladt, men at hun ligefrem troede at han ville have at hun skulle lade ham være, var da underligt. Hun behøvede da ikke at blive sur på ham, fordi han ikke lige altid var der på minuttet, eller at de kunne hænge ud sammen hver dag. Tingene ændrede sig. Og de havde begge ændret sig. Johannes sikkert til det værre og Anne.. Ja, Anne var der egentlig ikke så meget forskel på fra nu og dengang. Måske kunne han godt indse at det var ham der var problemet, men han havde bare ikke tænkt over det overhovedet.

Jeg vil da ikke have at hun skal lade mig være i fred.. Han så skeptisk mod hende, men en smule sorg i blikket, dog ville han ikke lade sig selv se for såret ud, derfor opretholdte han en fjern facade, som om han ikke rigtig kiggede på hende, selvom hans blik var rettet direkte mod hende.
”Jeg...” han prøvede at komme med ting at sige ind imellem hendes ord, men det blev overdøvet af det næste hun sagde, og han anede ikke hvordan han skulle svare hende.
”Du har da ikke gjort noget overhovedet, Anne.” Han så en smule forvirret ud og blikket flakkede en anelse, ”Og.. jeg vil da ikke have at du skal lade mig være i fred, overhovedet ikke..” han kløede sig i nakken og imens han prøvede at komme på mere at svare. Virkede Johannes indelukket overfor hende? Måske.. men det var jo også længe siden sidst de havde set hinanden, og derfor var det svært at komme ind i den samme rutine som de engang havde. Desuden var de jo blevet ældre.. Opfører jeg mig underligt overfor hende..?
”Jeg ved ikke.. hvad jeg skal sige..” tilføjede han ærligt.

[Anne Christensen]

Det var alt for tydeligt at han var irriteret på hende, det gjorde også bare hende irriteret, det fik han dog ikke lov at se, hun lyttede derfor bare til hans ord..
Hun trak derefter let på de smalle skuldre, " Det er ligemeget.. Jeg går ud fra at du er blevet voksen, og jeg ikke er.. Det er vel bare det.. " hun var så skrækkeligt barnlig ved siden af ham, det irriterede hende en del, hun havde ikke engang gjort noget forkert i sit liv, jo charmeret sig ind på en dørmand for at komme ind et sted. Det var vidst det.
Det virkede lidt åndssvagt, at hun var så langt bag ud i forhold til de mennesker der nu engang var hendes venner..
" Undskyld jeg bragte det på banen Johannes, jeg tænker mig sjældent om. " Brummede Anne og kørte håret om på den ene side af skulderen, før hun placerede et ganske kort kys på hans kind, og begyndte at gå op mod skolen.

[Johannes]

Voksen? Skulle Johannes være voksen? Han var 16 år, skulle starte i niende klasse .. drak sig næsten fuld hver weekend, nogle gange kunne det også ende med at han røg sig skæv, og få andre gange.. kunne han finde på at være sammen med alle mulige piger. Johannes var langt fra voksen, og derfor løftede han meget skeptisk det ene øjenbryn og så på hende.
"Jeg er langt fra voksen, Anne." De var begge børn, barnlige teenagere, men Johannes prøvede bare at virke rolig og forstående, istedet for at være en dum lille dreng.

Nogle måneder tilbage og Johannes var trampet væk med hurtig fart mod skolen, for at slippe for denne diskussion og samtale med Anne. "Men jeg er blevet ældre, og jeg har ikke set dig længe.. Det er svært at falde tilbage til de gamle rutine.." fik han så endelig sagt.

Johannes havde intet at sige til hendes undskyld om at hun bragte det på banen. Han havde bare hænderne svagt lagt over kors, imens han så på hende, med et ulæseligt udtryk i ansigtet. Det gippede dog ganske kort i ham, da Anne tilføjede et kys på hans kind. Han havde ikke regnet med hende, og vendte sig straks om efter hende.. da hun gik forbi ham og mod skolen. "Og så har du bare tænkt dig at gå?" Han så fortvivlet efter pigen. Er hun sur..? eller trist... jeg kan ikke se det.. han fulgte langsomt trop ved at gå mod skolen efter Anne, men han var lige to skridt bag hende.

[Anne Christensen]

Egentligt var hun ikke sikker på hvad hun var, sur, trist, fustreret? Måske bare forvirret, nok egentligt over andre ting end Johannes.
" Det er ligemeget, det var dumt af mig at sige noget.. Jeg burde måske bare vokse lidt op.. " Det var trættende at være hende i længden, folk forventede altid ting af hende, store og små, forventede altid at hun skulle være perfekt, når hun ikke altid havde lyst til at være det.

" Det var din idé at gå Johannes.. " Hun så på ham med et lettere hævet øjenbryn, han forvirrede hende en del, lissom hun sikkert også gjorde ham. Det var ret tydeligt at se at han var bund irriteret på hende, forståeligt, hun havde aldrig været god til at udtrykke sig klart.

[Johannes]

Johannes rystede bare opgivende på hovedet uden at sige noget, over det hun sagde. Han forstod ikke helt hvad det store problem var, sikkert fordi de ikke sås så meget, men nu havde han jo prøvet at forklare hvorfor det hele var som det var.. hvilket Anne vist ikke ville tage til sig. Vokse lidt op... hold nu op Anne..

Han kom op på siden af hende, men med blikket rettet mod skolen, og han så ikke på Anne, kun når hun kiggede væk. Det var utroligt akavet, og Johannes følte sig usikker. Han følte heller ikke for at svare på hvad Anne nævnte til sidst, at det var hans idé at gå. Det var jo ikke dét han mente.. Og hun gik jo bare før ham, de skulle jo følges. Johannes trak blot på skuldrene og fulgtes med hende mod skolen, i stilhed. Ja.. det blev jo akavet...

//out

[Anne Christensen]

Hun skævede til ham, det var ret svært, at få ham til at forstå hvad hun mente, de havde vidst haft lidt svært ved at forstå hinanden generelt de sidste par år..
Dog da gik, tog hun fat i hans hånd, uden helt at vide hvorfor, vane, bla. Hun smilede bare til ham, det sædvanelige, glade smil.

// Out.