Når man burde gå ind.

[Anne Christensen]

Klokken var omkring halv otte om aftenen, det var søndag. Der var ikke specielt mange mennesker i området, Anne var dog en af dem. Hun sad på en bænk ved nogle træer og læste.
Hun havde ikke lige orket at være indenfor, aftenen var forholdvis lun, men var så småt på vej til at blive koldere.
Hun bladrede en side og læste videre, det var ikke meget længere end 1 times tid siden hun havde skrevet til johannes at hun savnede ham, hun havde heller ikke set ham i, omkring 2 uger? Det var svært at undvære en man normalt så så tit, og havde set mininum en gang om ugen siden man var 4.

Det var næsten en vanesag at se ham efterhånden, dog en god vane, hun kunne godt lide hans selvskab, og hans væsen. Hun var meget modsat hende selv, og det var sikkert det der gjorde at de gik i spænd med hinanden. Hun smilede lidt for sig selv, og lagde benene over kors, før hendes blik søgte op mod himlen.

Note; hendes tøj. www.polyvore.com/everyday_17/set?id=34853570

[Johannes]

Johannes havde fået hendes sms for en times tid siden, men han anede ikke helt hvordan han skulle svare hende. Måske med et i lige måde? Det virkede bare så tomt og ligegyldigt. Derfor havde han tekstet hende med et; "Jamen så lad os da mødes, fjollehoved : D !"

Godt nok havde Johannes ikke haft de største planer om at mødes med hende, men nu hvor hun savnede ham.. hvorfor så ikke lige vise sig selv? nu hvor han tænkte over det.. selvom Anne havde gået på skolen i så lang tid nu, eller et halvt år, så havde Johannes ikke haft den største trang til at opsøge hende. Han snakkede da med hende og hilste på hende.. men noget kunne bare aldrig blive det samme som det var engang.

I dag havde Johannes iklædt sig i en løs t-shirt med noget udvisket print på, og så nogle behagelige cowboy bukser i sort stof. Hans arm var bundet ind i forbinding, da han tidligere havde styrtet på sit skateboard, på rampen nede i byen. Det gjorde dog ikke ondt længere, forbindingen fik det bare til at se værre ud end hvad det egentlig var - det var kun en stor hudafskrabning.

"Godaften Anne!" Han smilte sit altid venlige og milde smil da han nåede hen til stedet hvor hun sad. "Det' en smule køligt til aften hva'?" han satte sig ned ved siden af hende og betragtede den lyshårede pige.

[Anne Christensen]

Hun havde helt glemt at svare ham, og havde også glemt sin telefon på værelset inden hun var gået ned til bænken.
Faktisk vidste hun godt at han havde det noget anderledes med hende, end hun havde med ham, en af hans venner havde sagt han engang havde været lidt forelsket i hende, men vel på en halv barnlig måde gik hun ud fra. Det havde vel gjort udslaget for at han måske ikke savnede hende så meget, som hun ind i mellem savnede ham.
Når hun kiggede sine foto albums igemmen var der en hel del billeder der involverede ham, han var lige så sød at se på nu som den gang, nu var han dog mere over i den type hun ville kigge efter, og ikke som den nuttede lille dreng med store brune øjne.
Han var blevet en ret flot fyr, om han vidste hun syntes det, anede hun ikke, det var vel også irrelevant, hvad skulle han dog bruge den information til?

Anne smilede da hun så ham, " Hej Johannes.. " Smilede hun og gav ham et hurtigt kram da han satte sig ned.
" Ja, lidt.. " Hun trak let på de smalle skuldre, da hun opdagede hans forbindning, var det ikke svært at gætte han var væltet endnu en gang. " Faldt af boardet igen? "

[Johannes]

Johannes anede intet om at en af hans kammerater fra skolen havde fortalt hende om hans følelser dengang, måske havde han efter en smule anelse om det.. men han fik aldrig chancen for at fortælle hende om sine følelser, for på det tidspunkt hvor han havde tænkt sig at sige det, gik hans mor bort. Anne var vist den eneste på denne kostskole der vidste noget om Johannes fortid, de andre som han plejede at hænge ud med.. var jo allesammen gået ud.

Han gengældte det lille kramme gestus og smilte bare afslappet. Selvom det havde været længe siden hvor de rigtigt havde snakket sammen og hængt ud sammen, så var det stadigvæk lige så behageligt at være ved siden af Anne, som det altid havde været. Bortset fra.. at nu var hun ikke den lille pige mere, som Johannes altid skulle se efter og passe på. De levede to forskellige liv nu, men nu havde de måske en chance for at få deres gamle venskab oppe at køre endnu engang.

"Ahaha..." Han kløede sig lige så stille på kinden med sin pegefinger, imens han smilede opgivende. Hun havde ret, "Yeah.. det ser ud til at det er en vane jeg aldrig har fået fralagt mig.." Hans blik søgte mod hende igen, ud af øjenkrogen.. Hans hjerte hamrede ikke af ufortalte følelser for Anne, men som han sad der ved siden af hende.. kunne han mærke at han rent faktisk havde savnet hende.. virkelig meget. "Så.. hvordan går det med dig?" Han lænede sig tilbage og betragtede hende.

[Anne Christensen]

Det var svært at glemme hvad der var sket, de havde også været igemmen en del ting sammen, gemmen tiden. Mest små halv dumme teenage problemer, osv. Hun var stadigvæk konsekvent bekymret for ham, hun vidste godt at han røg, men, hvor ofte vidste hun ikke længere, hun kunne jo ikke længere holde øje med ham. At han drak var hun ligeglad med, det gjorde hun jo også selv, ikke så ofte, men det skete da..

Anne grinte lidt af hans ord, " Det tror jeg gerne.. Er det slemt? " Spurgte hun lettere smilende, det var nemt at være sammen med ham, hun havde ikke det store behov for at tale, det faldt hende naturligt at tie stille i hans selvskab, da hun var yngre havde hendes forældre troet de var kærester, fordi de så ofte var sammen, det havde hun et eller andet sted også ønsket da hun var yngre, hun havde ikke rigtigt været forelsket i ham, men det var næsten svært ikke at være tiltrukket af ham. Det var for nemt. Ihvertfald for hende.
" Det går fint, der er ikke sket så meget.. Og du? "

[Johannes]

Johannes rystede på hovedet for at forsikre hende om at det altså ikke var noget af større betydning. Men hun var jo sådan set vant til det nu.. efterhånden. Dengang de var mindre faldt Johannes jo hele tiden - han var jo ved at lære de forskellige tricks på boardet.
"Nah.. det er ikke så slemt.. det svigede en del da jeg faldt, men nu skal huden bare lige.. falde på plads igen.. eller hvad man nu siger." han smilte skævt, "Det var bare en hudafskrabning."

Han kunne godt lide at der ikke behøvede at være den største samtale imellem dem for at de kunne sidde sammen. Stilheden var rar, og sammen med hende føltes den ikke akavet, som han troede den ville være. "Mhm.. så længe det går fint." han smilte oprigtigt til hende. Nu hvor han tænkte over det.. havde Anne ikke altid været den mest snaksagelige type - ikke som at hun var stille og kedelig.. Det var bare ikke altid hun havde så meget at fortælle eller sige. "Njøeh.. Jeg har mødt nogle nye mennesker.. ellers ikke så meget .." han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, inden han sukkede afslappet. "Men der sker jo ikke så meget.. i ferien.." han bed sig svagt i underlæben og åbnede øjnene igen.

[Anne Christensen]

Hun rynkede kort panden og betragtede det lidt, jo, hun var van til at se ham med de klammeste sår og afskrabninger, og havde op til flere gange skulle sidde og høre ham jamre når hun rensede hans sår. Men hun ville nok altid være en smule bekymret når han kom til skade han havde jo også altid passet på hende, da hun var yngre. Nu havde hun heldigvis ikke brug for den samme beskyttelse..

Anne lod ryggen hvile op af ryglænet, og trak det ene ben op under sig, blikket lod hun ganske kort glide op i himlen, før de blå øjne igen faldt på hans ansigt, da han bed sig læben, blev hun nød til at vende den et par gange i hovedet, det var ofte, der var noget galt når han gjorde det. Hun havde alligevel ikke lyst til at spørge, hun gad ikke virke for pylrende. Hun smilede derfor bare til ham, " Nej, der er ret dødt de fleste steder, alle mine veninder er på ferie.. "
Hun håbede da ikke der var noget galt, hvis der var, håbede hun bare at han ville sige til, hun ville hellere end gerne lytte til hvad han skulle have at sige.

[Johannes]

Johannes lagde ikke engang selv mærke til at han bed sig i læben da han endelig gjorde det. Hans tanker kredsede jo rundt om alt muligt, og derfor var det svært at samle sig om én ting i hovedet. Men noget af det som lige så stille var begyndt at gå ham på, var at datoen på hans mors dødsdag snart ville dukke op. Han var ikke yderligere tilfreds med at skulle se i øjnene at hun altså var borte for altid.. og et eller andet sted, hadede han, at han ikke kunne komme videre. Måske man skulle tage op og besøge hendes grav.. hmm... han så overvejende ud, men kiggede så hurtigt tilbage på Anne da hun snakkede om at hendes veninder var på ferie.

"Ah jaerh.." han smilede overbærende til hende, "Det er ret kedeligt.. når alle er taget afsted.." han sukkede lidt, men forsøgte bare at holde sin muntre facade oppe. Han var jo glad for at sidde sammen med hende, men tanken om hans mor havde gjort ham en smule bedrøvet. "Jeg tænkte.. om vi skulle.. sådan en af dagene.. tage på café.. drikke noget kakao, og spise kage.. sådan noget?" han smilede og lagde hovedet afventende på skrå.

[Anne Christensen]

Jo, der var et eller andet i vejen, det var tydeligt, hun kunne mærke det på sig selv ...
Dog lyttede hun til han var færdig med at snakke, det fik hende til at smile lidt, " Jo, det kan vi godt.. " Hun ville hellere end gerne tilbringe et par timer i hans selvskab, det var også så længe siden de havde været sammen, som de var nu. De havde jo også travlt, hun var ikke engang sikker på, om han ikke havde fået en kæreste.

Som hun så ofte gjorde når hun ville spørge ham om noget, tog hun fat i et par af hans lange fingre, det var en indgroet vane hun havde fået for år tilbage, hun kom i tanke om hvad tid på året det var, det gik derfor op for hende, hvad han tænkte på.
" Savner du din mor? " Spurgte hun stille, det kunne næsten kun være derfor han var nedtrykt, og selvfølgelig savnede han hende, men nogen dage var vel værre end andre? Hun kunne ind i mellem også savne hende, hun havde altid været så sød mod hende.

[Johannes]

"Super. Det glæder jeg mig til så." sagde han med et prøvende smil, som hvis han forsøgte for alt i verden ikke at ligne en bedrøvet hvalp - han ville ikke bekymre Anne.. ikke nu hvor de skulle have en hyggelig snak. Desværre mindede hun ham bare om hans fortid.. og derfor kom han til at tænke på en masse, på hende.. hans mor. Det hele kørte i ring.

"Mhm.." han spærrede øjnene overrasket op da Anne tog fat i et par af hans fingre, og lige så forsigtigt skævede han imod hende. Han vidste godt at når hun først gjorde sådan.. så havde hun noget på hjerte, og hun sagde det uanset hvad.
Det gav et stik i hjertet da Anne spurgte ind til om han savnede hans mor. Først så han bare lettere forbavset ud, men derefter smilede han opgivende, "Jeg kan vist ikke skjule noget for dig hva' ?.." han sukkede en smule og lagde sin hånd oven på hendes hoved, aede det blidt, "Jaa.. Jeg savner hende.." han bed sig svagt i underlæben og sænkede blikket, "Jeg kan ikke .. acceptere at hun er væk." Tie nu stille Johannes... lad være med at tale om det.. det går bare galt..

[Anne Christensen]

Hun havde mest af alt ondt af ham, både fordi hun absolut skulle vade i det, og fordi det var sket som det var, hun huskede alt for tydeligt hvordan han havde ændret sig efter det, men det var vel naturligt, heldigvis, havde han ikke ændret sig så meget, at hun ikke længere kunne være hans veninde.

Anne skubbede let bogen ned ved siden af sig, og rykkede tættere på ham, i håb om at det kunne trøste ham, at hun var der, sikkert ikke, tanken om trøst kunne måske hjælpe ham?
" Det skal du heller ikke, men.. Så længe du savner hende, er hun der stadigvæk.. Ihvertfald i dig.. Der er ingen der siger, du skal komme over det.. " Hun smilede lidt i den ene mundvige, på den der kluntede måde hun altid gjorde, når hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv.
" Vil du have jeg tager med dig hen og besøger hende? "

[Johannes]

Johannes var begyndt at ryste en lille smule, men mest af alt fordi han prøvede at holde tilbage på hans tårer. Han ville heller ikke sidde her og hyle foran Anne, ikke nu.. hvor det var første gang i lang tid hvor det bare havde været de to. Han hvilede panden mod hendes skulder og sank en besværlig klump i halsen.
"Mhm..." han gjorde et svagt nik, og sukkede ganske lavt. .. men.. måske det hele bare ville være meget nemmere.. hvis bare.. jeg kunne acceptere det..? han var taknemmelig for Annes tålmodighed og godhed. Taknemmelig for.. at hun rent faktisk sad og trøstede ham.

Han løftede hovedet fra hendes skulder og smilede svagt, hans øjne var blanke, men han havde holdt sig tilbage og ingen tårer var faldet. "Vil du..?" han så overrasket ud, "Det ville.. være rart.. at have nogen med sig.. tak." han smilede taknemmeligt til hende, men stadig med de bedrøvede øjne.

[Anne Christensen]

Da han lagde hovedet mod hendes skulder, aede hun ham ganske let i håret, det havde ihvertfald virket som en på ham før.
Det var nu alligevel underligt at se ham sådan, det var vel bare så sjældent man så en fyr i den alder reagere sådan, men nu var han selvfølgelig ikke hvem som helst, og han havde kendt hende i evigheder.

Anne kyssede ham kort på panden og smilede til ham, " Selvfølgelig, du skal ikke være alene.. " Ikke fordi hun var bange for at han ville gøre noget dumt, bare fordi han nok ville have brug for en, og sikkert ville få brug for et kram, og moralsk støtte?
Faktisk havde hun mere lyst til at lægge armene om hans hals og kramme ham, men hun turde af en eller anden grund ikke, det var bare ikke det samme nu hvor de havde den her alder, det var alt for nemt at det endte i andre følelser, og når han nu var så sårbar.. Alligevel slap hun ganske let hans hånd og lod sine arme glide omkring hans hals, og trak ham ind mod sig i et kram. Han havde vidst brug for det, og det havde hun egentligt også.

[Johannes]

Johannes reagerede slet ikke på hendes blide kys på hans pande.. kun at han inderst inde følte sig mere rolig. Hun havde vist gjort noget lignende mod ham dengang de var yngre, noget tid siden.. men han huskede det ganske svagt. Hans blanke, brune øjne så ind i hendes, og lige så stille snøftede han. "Tak.. det er jeg glad for..." han forsøgte at smile, men lige så pludseligt gled han ind i et kram.

De triste øjne spærrede sig op, men et kram var rart.. i sådanne tilfælde som disse, kunne man næsten aldrig bruge trøstende ord - det var noget fysisk der skulle til. Selvom Johannes forbandede sig selv langt væk for at have vist sin svage side overfor Anne igen, var det alligevel rart med et kram. Forsigtigt lagde han armene om Anne, og kunne ikke lade være med at smile lige så stille, "Tak.."

[Anne Christensen]

Hun lukkede øjnene og begravede sit hoved mod hans bløde hals, han duftede som altid ret godt, der var bare et eller andet med mande parfumer. Det var vidst en kvinde ting, hun havde ihvertfald aldrig hørt en kvinde beklage sig over den. Det ville undre hende hvis hun havde.

" Jeg har savnet dig.. " Brummede hun, nok uhørligt hvis hun ikke havde været så tæt på hans øre som hun var, lige nu, ville Anne helst ikke slippe ham, nogensinde..
Hun ville sidde her resten af sit liv og kramme med ham, det var trygt, dejligt, og varmt. Nødvendigt.
Hun tænkte ikke meget over at han fremstod svag, mennesker havde jo følelser, heldigvis.. De havde alligevel set hinanden græde ofte, over alt muligt, åndssvagt ofte, som den gang hendes første kæreste havde slået op med hende, havde hun tudet i evigheder, uden han sagde noget til det..