Opholdsstuen

[melody]

Melody kom stille luntende om hjørnet på gangen udenfor opholdsstuen. Hun havde iført sig nattøj - løse, ternede bukser i regnbuens farver og en pink top. I hænderne havde hun en lille notesblok og en kuglepen, og hun klikkede rytmisk på den stakkels kuglepen, mens hun åbnede døren og trådte ind i rummet. Hun havde haft en ganske udemærket dag - have brugt noget tid på at øve på sin guitar, og var til aften taget ind til byen for at se, om der skete noget spændende. Imidlertid var hun dog kommet på en idé til en ny sang, var blevet overmandet af det kreative flow - og måtte tilbage for nu at være her, klar til at skrible løs. Hun smed sig ned i sofaen og trak benene til sig i skrædderstilling. Hm hm..

[Andreas]

Andreas havde forlagt sin mobiltelefon. Hvor var den? Han var lige kommet tilbage til Bergenhus for et par dage siden, efter endnu engang at have været hjemme i Sverige. Denne gang havde han sovet i telt og camperet sammen med sine venner fra folkeskolen. De havde været længe oppe, sunget lovsange, læst lidt i Biblen, badet i en sø, klatret i træer, lavet mad over bål og bare hygget sig gevaldigt. Nu havde han så været på Bergenhus i lige omkring 24 timer - og alligevel havde han formået at ligge sin mobiltelefon fra sig. Derfor var svenskeren nu igang med systematisk at gennemrode alle de rum han havde været i, for at se om den lille, firkantede ringe-boks lå et sted.
Det var også det der førte ham ind i opholdsstuen.
Da han åbnede døren og kiggede ind, stivnede han i et split sekund da han så en pige sidde i sofaen. Mange af de andre rum havde været tomme, så han havde ikke forventet at finde nogen her. Alligevel smilede Andreas og løsnede op i skuldrene.
"Undskyld, men har du set en mobiltelefon ligge og flyde i rummet?"

[melody]

Mello så op, da fyren kom ind i rummet, og fik også selv et chok. Ikke med det samme, men efter at han gjorde det - det smittede åbenbart. Så smilede hun bredt og lagde hovedet på skrå, før han spurgte til sin mobiltelefon. ,,Eeh.." brummede hun let og så sig kort om på gulvet og bordene omkring sig, før hun så tilbage på ham og smilede undskyldende. ,,Nope, sorry. Men hej til dig." Hun søgte kort hans blik med et nygerrigt udtryk, før hun så sig lidt omkring igen. Hun havde ikke set noget - men det var vel ikke ens betydning med, det ikke var der et sted. Hun havde mest bare set på sin blok.

[Andreas]

"Hej til dig også," smilede han og trådte ind af døren. Han så sig også rundt, bare derfra hvor han stod, men nej. Mobilen var ikke til at se nogen steder. Det gik op for ham, at nogen måske kunne have fundet den og smidt den ned på kontoret. Den var næppe blevet stjålet. Den var ikke ny nok til, at nogen ville gide gå igennem besværet for at stjæle den. Men han kunne ikke gå ned på kontoret nu, på denne tid af dagen. Det var for sent, der ville ikke være nogen. Og så meget hastede det jo heller ikke. Han havde trods alt gået en halv dag uden overhovedet at opdage, at han manglede den.
Han så tilbage mod pigen. "Det er godt nok noget... opsigtsvækkende hår du har." Kommenterede han og så mod pigen med dannebrogshåret. Meget rødt, meget hvidt. Ikke at han ikke havde set det før, men han havde aldrig haft det så tæt på. På hans gamle skole gik man ikke ind for sådan noget, det var nogle lidt strengere, katolske regler der gjaldt der. Men det var da ikke fordi det var grimt, måske bare en smule for prangende for ham.
"Er det ikke besværligt at holde pænt?" måtte han vide. Han synes nu det var besværligt nok at få klippet sit eget hår regelmæssigt. At farve det også? Nej tak.

[melody]

Hun smilede lidt skævt - hun var vant til kommentarer til håret. Selv fandt hun det trist, at det åbenbart var så alternativt, at alle måtte kommentere det. Det var lidt fifty/fifty om de mente det positivt eller ej - men hva'. ,,Tjo, det er faktisk ret belastende til tider. Den eneste grund til, at det ser ordentligt ud nu er, at jeg lige er kommet til skolen - og farvede det hjemmefra." Hun trak let på skuldrene og lagde blokken fra sig på sit skød. ,,Ofte er det ret fesent og med udgroninger.." Dette små-mumlede hun lidt - mere for at sætte ord på sine egne tanker. Hun så så mod ham igen. ,,Har du være på skolen længe?"

[Andreas]

Han prøvede at forestille sig hende med fesent hår og udgroninger, men det virkede ikke for ham. Hun så så velplejet ud, som hun sad der med nyopfarvet hår. Også selvom hun sad i nattøj. Han kunne ikke forestille sig hvordan den røde farve blev, når den falmede, ville blive lyserød, orange og mat. Han kunne ikke forestille sig hvordan afblegningen ville gulne og hvordan hendes rødder ville blive mørke. Det kunne han altså ikke.
"Nej, jeg starter først her efter ferien," sagde han og satte sig i samme sofa som hende, dog væk fra hende. Nærkontakt, det var ikke lige ham. Ikke med folk han ikke kendte.
"Kom dog første gang på skolen i starten af ferien, sådan lige for at se stedet an inden jeg startede. Har også efterhånden fået mig indrettet godt."
Han så mod hende. Nej, han kunne altså ikke forestille sig hende med slidt hår. Men det skulle vel nok komme, på et tidspunkt.
"Så du er også ny, kan jeg høre på det hele? Hvor kommer du så fra?"

[melody]

Hun så nysgerrigt på ham og nikkede let. Så han var nogenlunde lige så ny som hende - det var alligevel rart nok at vide, at hun ikke var den eneste, der dumpede ind i en klasse. Ham, hun snakkede med den anden dag, havde gået her siden 7. klasse. Men nu skulle hun ikke være ene om at være ny. Hun rynkede brynene lidt da han fortalte, at han havde været her i starten af ferien for at tjekke skolen ud. Hvorfor havde hun egentlig ikke haft gjort det? Hun var blevet overrasket over et par ting, hun nok havde kunnet undgå sådan..

Hun nikkede. ,,Jep, også ny - kom for et par dage siden. Tænkte også at det kunne være smart lige at komme lidt før skolestart og lære stedet at kende.." Hun betragtede ham lidt. Han virkede umiddelbart meget rar, som sådan en stille og ligetil type. ,,Fra hovedstaden. Valgte skolen her for at komme lidt mere væk fra bylivet.. ikke at jeg lige kan forstå hvorfor." Hun rynkede brynene over sig selv. Tja, hun havde nok bare tænkt på at prøve noget nyt, og så ikke så meget mere end det. ,,Hvad med dig?"

[Andreas]

"Stockholm," svarede han til spørgsmålet om, hvor han var fra. "Men jeg er født i Aalborg, Danmark. Har dog boet i Stockholm det meste af mit liv." Sagde han og kløede sig lidt i håret. Han forstod faktisk godt det der med, at komme væk fra bylivet, men nu var det nok også fordi, at han selv var så glad for naturen. Han elskede træer, skovsøer, åbne marker og blå himmel og selvom Stockholm nok ikke var den værste by i verden, så var der stadig mere af naturen her, end der var der. Der var endda nok også mere natur i Oslo, end der var i Stockholm. Stockholm rummer trods alt mere end dobbelt så mange mennesker som Oslo, så en fyr som Andreas kunne hurtigt føle sig en smule klaustrofobisk, af at være omringet af så mange mennesker og så mange huse over længere tid af gangen.
"Men, hvis du er fra Oslo. Kendte du så nogen af dem fra Utøya?" Han vidste, at det var et ubehageligt emne, men han blev nødt til at vide det. Han havde sympatiseret så meget med alle de stakkels unge, der måtte lade livet under Breiviks angreb. Han havde bedt for de overlevne, for familierne, for Oslo og for Norge og han havde bedt til, at sådan noget aldrig ville ske for ham selv eller nogen han kendte. Hvis for nogen overhovedet.

[melody]

(Jeg ved virkelig ikke meget om Norge, så hvis du bliver ved at spørge Melody om det, så ved jeg ikke hvad jeg skal svare.. xD)

Hun lænede sig lidt tilbage i sofaen og så fortsat på ham. Hun var lidt træt, men gorde alt hvad hun kunne for at holde fokus. Til sit forsvar var det efterhånden lidt sent. Hun var midt i et let gab, da han spurgte ind til Utøya. Hendes mimik skiftede hurtig og hendes ansigt blev lagt i mere tunge folder. ,,Uhm, nej.. Ikke personligt, heldigvis. Kun sådan lidt langt ude. Min lillesøster har en skolekammerat hvis storebror var der." Hun så ikke længere på ham, men stirrede bare frem for sig med et ret stramt udtryk.

[Andreas]

(Wikipedia! That's where I get most of my information! Eller, jeg vidste godt at Stockholm var større end Oslo, taget i betragtningen af at der bor over 10 milioner i Stockholm og kun over 4 i Norge, men hvor meget større, ja, det ved Wikipedia!)

Hans bryn røg let frem i panden. Han var heldigvis ikke i Norge mens tragedien skete og han havde heldigvis heller endnu ikke mødt en, der kendte personligt til Utøya. De fleste af de folk han kendte i Norge var alligevel fra Bergen og omegn, men nu hvor pigen direkte havde været fra Oslo, så blev han nødt til at høre.
"Jeg blev så chokeret da det skete. Var heldigvis ikke i Norge da det skete, men... Pludseligt kommer det bare så tæt på." Han så ud i rummet. "Min mor gik helt amok. Hun var lige ved at hive mig ud af skolen. Først troede alle jo det var terrorangreb, men da man så fandt ud af, at det var ham Breivik-fyren, så var hun lige mere rolig. For så er sandsynligheden for, at det sker igen, bare lige dét mindre."
Han så mod hende, smilte let. Ikke af glæde, det var jo et trist emne, men mere sådan for at vise, at det var på at tide at komme videre. Man blev jo nødt til at lære af situationen og komme videre.
"Jeg hedder forresten Andreas. Rart at møde dig."
Han rakte højre arm frem.

[melody]

Klart var det ikke ligefrem det fedeste emne, men hun blev altid lidt overrasket over at høre, hvor stærkt det også havde påvirket andre lande. Hun skævede lidt mod ham og skar en både ærgelig og medlidende grimasse ved hans ord. ,,Jeg var heller ikke i byen på det tidspunkt. Jeg var ude og spille koncert i en af nabobyerne - jeg blev virkelig bange lige først, men det var også fordi, at min mor plejede at arbejde i nærheden af, hvor bomben sprang. Hun døde for to år siden, men lige dér glemte jeg det vist.." Hun rystede hovedet let, men lyste op da han skiftede emne for at præsenere sig selv. Hun smilede stort og vendte sig halvt i sofaen for energisk at række ham hånden. ,,Melody. Helst bare Mel eller Mello," smilede hun og trykkede hans hånd let. ,,I lige måde. Er glad for at der er flere nye elever i år. Ellers ville jeg nok føle mig lidt lille." Hun lo ganske let.

[Andreas]

Er hendes mor også død? Tænkte han og mindedes dengang han snakkede med Waldemar. Hans mor var også død. Stakkels dem. Måtte Herren passe godt på dem. Hvor var han dog glad for, at han stadig havde begge sine forældre, og, ikke nok med det, de var endda stadig sammen. Lykkeligt gift med to børn. Han kunne bestemt ikke klage.
"Hej Melody," sagde han smilende og trak hånden til sig igen. Han var ikke meget for kælenavne, før han ligesom havde lært folk at kende. "Så vidt jeg har forstået, så er der faktisk en del nye her. Tror jeg." Han grinede let.
"Men, koncert, sagde du. Spiller du musik?" Han spillede jo selv. Han var efterhånden en rimeligt ferm saxofonspiller. Og så spillede han guitar og lidt klaver. Men saxofonen var helt klart hans baby og han vogtede den og elskede den. Nu hvor han tænkte over det, så ville han nok finde den frem og få spillet lidt i morgen.

[melody]

Hun nikkede og vendte blikket lidt. Hun var ikke altid for god til kontakt - men på den andne side var det heller ikke for fedst at sidde og nedstirre folk. ,,Skal nok passe," svarede hun, ,,jeg har bare ikke formået at møde så mange endnu." Hun blinkede lidt med øjnen og sad en smule hængende efterhånden. Hun livede dog straks mere op, da han spurgte ind til musik. Det var da et emne hun kunne følge med i. ,,Yup," smilede hun. ,,Jeg er forsanger i et band, jeg dannede med fire venner hjemmefra. Vi har haft bandet i godt 3 år og det går ret godt efterhånden."

[Andreas]

"Nice!" Smilede han, nysgerrigt. "Hvilket slags band? Hvad spillede I? Spillede i band engang, men vi gik i opløsning for et år siden, da to af medlemmerne valgte at flytte fra Sverige." Han smed et skævt smil op. Jeps, han og hans bror havde valgt at tage på efterskole i Danmark og derfor var det svært at køre et band i Stockholm. Ikke at de var så overdrevent kendte. De havde kun spillet et par enkelte gange rundt omkring, ellers mest til skolearrangementer.
Det kunne da være, at man skulle starte et band her? Et Bergenhus-band? Waldemar havde da også spillet musik, ikke? Og hvis Andreas selv gjorde, Melody gjorde, ja, så var man efterhånden ikke langt fra et band. Det kunne da være fedt. Andreas savnede musikken.

[melody]

Melodys udtryk lyste mjeget tydeligt op, da han viste entusiasme for musikken. Han fortalte, at han også have spillet i band, og hun sad med store, funklende øjne og smilede. Awesome! Musik var det, Mello gik mest op i af alt - og det var altid som jackpot for hende at finde andre, der delte interessen. ,,Hvor er det awesome!" smilede hun. ,,Altså - bortste lige fra at I gik i opløsning. Vi spiller mest rock over i en lidt alternativ stil, men det er ret blandet egentlig. Der er også en del af det der går mere over i noget dance-musik. I starten spillede vi mest covers - mere for at komme ud og øve og sådan. Men efter vi gik over til originaler har det gået stærkt - nok fordi, at vi i forvejen havde en god fanskare." Hun holdt en kort pause og betragtede han med et overvejende, tænksomt udtryk. ,,Hvad instrument spiller du?"