Impulsivt.

[Mark Erickson]

(Wow, det var præcist. Jeg har lige stenet nok til at skrive Marks kærlighedsliv ned i Word... du rammer godt! Tillykke med de 100 posts, btw. >w>)

Mark rynkede på næsen ad hendes drilleri. Han røg også sin cigaret færdig, og hans blik gled midlertidigt ud over dansegulvet, før han dræbte smøgen med en rotation i askebægeret. Han ville gerne slippe for at spekulere på den slags nu, og han kiggede op fra bardisken med et misbilligende blik i Annes smilende øjne.
"Tja, jeg lader dig i hvert fald ikke slippe alene derud," sagde han og tog en lang slurk af sit ølglas, satte det tilbage med et dunk og rejste sig resolut. Sandt nok, selvom han ikke mærkede ret meget til alkoholen, ville han sandsynligvis miste Anne af syne på få sekunder, så snart hun begav sig afsted. Han rakte hende hånden og vendte gallant håndfladen opad, som om de i virkeligheden skulle i gang med lanciers.
"Og de, frøken?"

[Anne Christensen]

( Hahah :-D ! Mange tak (; )

Anne tog hans hånd, og hoppede ned fra stolen med et kort grin, " Og hvorfor så ikke det? " hun smilede og gik et par skridt med ham, før hun lettere drillene gik en omgang om ham, " altid. "smilede hun og gik de sidste skridt, så de nu var en del af det nærmest viberende gulv, og en del af alle de mennesker der lissom de, bevægede sig rundt, nogen mere graciøst end andre, det kom vel heller ikke bag på nogen, at hun var en af dem, der lignede en der havde trænet ballet hele sit liv, hun var ret god til at bevæge sig let og elegant, måske var det bare hendes kvindelighed der spillede ind.
Måske ikke, de store støvler forvoldte heller ikke nogen problemer, hun holdte sig dog i nærheden af Mark, hun ville helst ikke blive væk fra ham.

[Mark Erickson]

Mark rullede med øjnene af hendes bemærkning - no way han også skulle til at uddybe dét for hende. Han stoppede med forbløffelse og lod hende omcirkle ham, mens han kvalte en latter, for hun spillede sin rolle til perfektion. Hun fulgte hende ud i mængden og følte sig snart nok meget tilfreds med sin beslutning, for de dansende kroppe sugede én ind som kviksand. En i forvejen dårlig stedssans sikrede ham absolut ingen idé om, hvor de var i mørket, og rummet kunne have fortsat ti eller hundrede meter uden han ville opdage det.
Der var heller ingen grund til at kaste blikket andre steder: Anne bevægede sig som en del af flokken uden problemer. Mark var ingen dårlig danser, men hun var på det niveau, hvor det nærmest blev lettere. På det her tidspunkt havde han sluppet hendes hånd - det var trods alt house og techno, de dansede til, ikke kædedans - og han kløede sig i nakken ad den første forvirring, men følte sig snart en del af rytme. Hell, rytme var da noget, han kunne forholde sig til.

[Anne Christensen]

Anne smilede af ham, hans kejtethed, han var nu ret sød. Tanken forsvandt hurtigt igen, som hun lukkede øjnene, og fulgte musikken, hendes øjne åbnede sig dog ind i mellem, bare for at tjekke at han stadigvæk var der, hun ville ikke bryde sig meget om hvis hun risikerede at skulle tage alene hjem, fordi hun var blevet væk fra Mark.
Hvor lang tid der gik, var hun ikke helt sikker på, alt mellem et kvater, og to timer. Hun havde det med at glemme tid og sted, glemme sig selv, og alt andet end lige musikken.
Egentligt havde hun lidt ondt af ham, han var vidst ikke helt vildt glad for danseriet, derfor tog hun igen hans hånd, og trak ham gemmen menneske mængden og tilbage til baren.
Ord føltes en smule overflødige, af en eller anden grund, det eneste hun lige sagde, var den bestilling hun gav bartenderen, han havde behov for mere alkohol, uden tvivl. Det blev i form af tequila shots.

[Mark Erickson]

Snart lukkede Anne også af: ikke at han ikke kunne se hende, men for det meste ikke i øjnene. Hun syntes at glide hen i sin egen verden, og af og til (når han var sikker på, at hun ikke straks ville kigge op), lod han være med at bevæge sig helt så energisk og brugte tiden på at betragte hende med mild forbløffelse. Saxofonister... var ikke oplagte dansere. Men hun var.
Han var ret taknemmelig, da hun nikkede i retning af - noget - og de klemte sig gennem menneskerne og, opdagede han, tilbage til baren. Han grinede ad hendes tankelæsning og klirrede hendes glas med et snu smil, før han bundede. Snart gjorde han tegn til endnu et shot på hans regning. "Er du også med på den?" sagde han, højlydt for at overdøve musikken. Hans øjenbryn var hævet spørgende, for han havde i hvert fald ikke tænkt sig at drikke hende under bordet. (Pigers tærskler var ikke til at stole på). Men hun havde ikke virket bange af sig.

[Anne Christensen]

Anne bundede med ham, og nikkede til hans spørgsmål, lettere smilende, hun tæntke slet ikke over muligheden at han kunne finde på at drikke hende stiv, og så håbe på at hun ville gøre et eller andet tilgengæld for de gratis drinks. Det ville absolut være en underlig ting at forlange af en pige, der knapt nok havde haft sin første kæreste..
Men det vidste han selvfølgelig ikke noget om, ved mindre han og Johannes var gået lige lovligt meget i detajler omkring hende, han vidste jo alt, mere eller mindre. At hun ikke gjorde det samme om ham, var hun til en vis grænse taknemmelig for.
Da der endnu en gang var et shot, bundede hun igen, før hun smilede til Mark, hun kiggede kort rundt, i håb om at der var et ur, et eller andet sted, det var der selvfølgelig ikke, hendes tidsfornemmelse var blæst væk, hvor længe havde de befundet sig på dansegulvet? Hm, sikkert længere end han kunne holde ud.

[Mark Erickson]

Mark brugte den minimale tid på at sluge indholdet, men var tilfreds med at føle en reaktion rimelig hurtigt derefter. Han havde ikke drukket i hvad, fire, fem uger nu, så det var kun forventeligt (og billigere, også!). Han fulgte Annes udadvendte blik og prøvede for et øjeblik at se, om der var nogen genkendelige ansigter til stede. Det var umuligt i det skiftende lys og manglen på samme.
"Såh?" sagde han, men for lavt til at kunne høres, og fik ingen reaktion. I stedet forsøgte han at gætte sig til, hvad Anne havde i tankerne, og gled ned fra barstolen og lagde armen om hendes skuldre: han pegede med et drillende smil tilbage mod dansegulvet, og denne gang var der ham, der trak hende med sig.
Med fornemmelsen af at være flottere og smidigere end hidtil, og endnu engang med en smuk og vel-dansende pige ved sin side, havde Mark let ved at glide tilbage i musikken.

[Anne Christensen]

Hun hævede let et øjenbryn da han lagde armen om hendes skulder, en smule undrende, dog smilende.
Anne hoppede af stolen og fulgte ham, det undrede hende ofte, at hun kunne gå i de her støvler, selvom hun var små fuld, og støvlerne nærmest vejede det samme som hendes ene ben.
Drillede lagde hun en arm omkring hans hofte, til de var inde i pøblen af mennesker igen, det tog heller ikke meget mere end et milli sekund, før hun igen var en del af musikken, og menneskerne.
Hun kunne godt lide Mark, hans selvskab og hans måde at være på, det var nemt at tilpasse sig, og matchede hendes egen person ret godt.

[Mark Erickson]

Marks reaktion på det betyndende, eller genoptagede danseoptrin, var en munter latter; næppe hørbar i menneskemængden, men tydelig af det brede grin over hans ansigt. Efterhånden som de bevægede sig stilnede latteren ind til et vagt smil, og Mark overgav sig til den tidløse fornemmelse der måtte tilhøre den unge generation sådan en aften på et dansegulv. Han var ikke klar over, hvor længe de blev hængende derude - eller hvorhenne, faktisk, for puffen og masen overtog af og til fokus, når nogen skulle igennem - men da de vendte tilbage til baren, trak Mark vejret små, lette sug og var opfyldt af varme og tilfredshed, der følger med dans. Han købte øl til dem begge og håbede, at Anne var enig i beslutningen, da han hurtigt snuppede et ledigt bord til dem et stykke længere henne.

[Anne Christensen]

Hun grinede lidt af ham, men blev også selv ret hurtigt optaget af at være i lokalet, i musikken, og mellem menneskerne.
Dog fulgte hun ham bare da han igen var mod baren, klokken var vel egentligt ved at være 12-2 stykker efterhånden, hun huskede det ikke, det var vel ligemeget.. Det var lidt som om der ikke var andre i lokalet, end de to, som om Mark og Anne bare fyldte hele rummet.
Hun smilede til ham og dumpede ned på stolen, lagde endnu engang benene over kors, før hun tændte endnu en cigaret, og lod det lille sølv euti passere videre til ham.
Røgen fyldte hurtigt hendes lunger, før den gled ud mellem læberne.

[Mark Erickson]

Mark tog en slurk kold væske og så op på Anne fra kanten af glasset. "Du burde virkelig lade være," bemærkede han med et skævt smil ad hendes cigaret, med røgen, der sensuelt svang sig gennem luften. Selvom han selv fiskede en cig op ad etuiet uden skrupler og tændte den, besad han ikke kræfterne til at nå frem til, at han bare ikke kunne lide at lade hende tænde sin egen selv.
Han inhalerede knapt men var mere interesseret i øllen. Da varmen havde lagt sig en smule, lænede han sig tilbage og betragtede hende veltilfreds og med et smil på læben. Som aftenen dog havde taget en drejning - han havde ikke regnet med, at hun var den rette at gå til på en uinspireret aften, men det havde vist sig netop at være sådan.

[Anne Christensen]

" Det burde du vel også? " Hun hævede lettere drillende et øjenbryn og smilede, før hun tog endnu en slurk af øllen,hm..
Det var egentligt en smule underligt, måden det hele var gået til på, men hun nød uden tvivl hans selvskab, han var nem at være sammen med, også selvom ingen af dem nødvendigvis snakkede specielt meget.
Anne rettede ryggen, og smilede til ham, før hun endnu engang tog en mundfuld, bare det stadigvæk ikke regnede når de skulle hjem, det ville blive en våd tur...
Egentligt ville hun gerne vide hvad han tænkte på, men de fleste fyre fandt det død irriterende når de blev spurgt, sikkert fordi de sad og tænkte på et eller andet underligt ..