Værelse nr. 2 - Andreas og Kjetil

[Kjetil]

Det var søndag formiddag, og Kjetil sad i skrædderstilling på sin seng, der var beklædt med alt for gult, polkaprikket sengetøj - Kjetils mor var frygteligt glad for polkaprikker, og hvis alternativet var selv at vove sig ind i IKEA-labyrintens dybeste kroge i søgen efter sengetøj, kunne knægten sagtens slå sig til tåls med den meget markante farve. I øjeblikket var Kjetil bøjet over en model af et fly fra krigstiden, i færd med nænsomt at male de små tegninger på siden. Enkelte spredte pletter maling var fordelt på hans dyne, hvilket han ikke syntes at tage sig synderligt meget af. Kjetil var klædt i ternede boxershorts og en lidt for stor grå T-shirt med en alt for glad yeti på maven.

[Andreas]

Andreas var ikke i det bedste humør. Kontoret havde endeligt løst Mark-problemet og Andreas skulle ny flytte værelse, efter at have boet i det samme rum siden sommerferiens start. Nu skulle alt ned fra væggene, alt ned i kasser, alt pakkes sammen bare for at han kunne rykke over på den anden side af gangen og flytte ind et nyt sted. Det huede ikke just svenskeren, men sådan måtte det være.
Han åbnede døren og var forbavset over, at der bare sad en anden dreng på sengen.
"Eh," sagde Andreas undrende og kiggede på døren. Jojo, det var da nr. 2. Det var der her han skulle bo, ikke? Men der lå så mange ting ud over det hele. Han var lidt svært at se, hvorvidt der boede en eller to (eller femten) på værelset, så Andreas stod bare som forstenet i døren, med sine kufferter bag sig, og kiggede på drengen med dreadslocksne, der sad sengen.
"Eh... Jeg fik af vide, at jeg skulle bo her? I nr. 2," sagde drengen stille, med et fortvivlet udtryk i ansigtet.

[Kjetil]

Kjetil hørte døren gå op og vristede blikket fra mikroflyet. I dette øjebliks mangel på koncentration mistede han grebet om sin pensel, så den faldt ned og tegnede en blå stribe på hans ene ben, inden den landede på dynen. Kjetil mumlede et bandeord så lavt, at det var umuligt at forstå, og lagde istedet penslen tilbage i glasset på hans natbord. "Davs!" udbrød han muntert og løftede en hånd til hilsen, "Nå, så kom du endelig? Jeg troede faktisk, de havde droppet flytningen." Han smilede bredt og pegede på den tomme seng i den anden ende af lokalet; det eneste sted, der ikke flød med Kjetils ragelse. "Jeg har gemt en seng til dig!"

[Andreas]

Han så fra Kjetil og ned på sengen. Det var i sandhed også det eneste sted på værelset, hvor det ikke flød med ting. Kjetils ting, selvfølgelig, og Andreas kunne umiddelbart ikke se, hvordan han skulle få plads til sine ting derinde. Eller rettere, hvordan han skulle få plads til sig selv derinde. Det var ikke fordi han havde særligt mange ting, men Andreas var et ordensmenneske. Ikke fanatisk (på det punkt), men han satte pris på, at der ikke rodede og at der emmede af orden omkring ham. Han håbede på, at Kjetil ville indskrænke sig lidt, nu hvor Andreas også var her.
"Du vidste, at jeg kom?" spurgte han med et skævt smil, og fik sat begge kufferter ind på den anden side af døren og lukkede den efter sig. Han satte sig på sengen og så mod den anden, smilte og rakte hånden frem.
"Hej, Andreas her", præsenterede han sig og så nøje på den anden. Så der her var hans værelseskammerat. Kjetil, det havde de sagt på kontoret, men han ville stadig gerne have, at den anden selv skulle præsentere sig. De havde efterhånden lavet så mange brølere derinde, at han ikke turde stole på dem.

[Kjetil]

(: Fallow thru with zeh motion to prevent paint fram ranning down zeh sides.)

Kjetil trak på skuldrene. "Jeg vidste, at nogen ville komme. De kære kontormennesker virkede godt nok lidt sådan øhm..." han viftede i luften med den hånd, der ikke holdt om flyet, i søgen efter et passende ord, "... Sådan lidt konfuse." Med en varsomhed som Kjetil ikke syntes at besidde, når det ikke handlede om modelfly, placerede han sit projekt på et stykke papir på natbordet ved siden af penselglas, maling og lim. På gulvet lå brugte lapper af meget fint sandpapir. "Jeg fik først at vide, jeg skulle bo alene, men så skulle jeg pludselig rykkes sammen med én. Fik aldrig rigtig svar på hvorfor. Der er garanteret nogen et sted, der har klokket i den." Hans mund bredte sig til et stort grin, og han tog fat i sin nye rumbos hånd.
”Kjetil.” præsenterede han sig og trykkede hånden. ”Du kommer ovre fra naboen, ka’ jeg høre? Det er godt gjort, man sådan har rykket mig sammen med en svensker. Jeg burde klage.” sukkede Kjetil sarkastisk og rystede på hovedet.

[Andreas]

"Det siger du ikke!", grinte han til det med, at kontoret var konfust. Det var først da han kom ind i elevrådet og endnu engang fortalte, at han hed Andreas og ikke Martin, at de fandt ud af, at hov, han var da ikke Martin. Dertil fandt de også ud af, at Martin slet ikke gik på skolen, da havde meldt fra inden ferien var begyndt, og da Andreas så dukkede op så gik et og andet galt og derfra var han Martin. Og da Martin var 8. klasses elev ville de rykke Andreas, så han i stedet kunne dele værelse med en fra hans egen klasse, hvilket lå til baggrund for hele flytningen.
"Ja, jeg er ovre fra naboen, på mere end én måde; kommer også lige ovre fra den anden side af gangen. Men bare rolig, svenskere er ganske fredelige. Vi vil hellere i krig med dansken." Sagde han med et skævt grin og kløede sig i håret. Han studerede Kjetils modelfly på afstand og tænkte, at det var en speciel hobby. Derefter så han mod Kjetil. Hvad var han for en størrelse?

[Kjetil]

"Ah ja, den danske djævel. Jeg kan forestille mig, der kan skules tværs over Øresund." sagde Kjetil og morede sig ved tanken. Ikke at han selv havde været der, men han havde da hørt, at man kunne se hele vejen over på den anden side. "... Selvom det er lidt spøjst sådan at bekrige dem, der forsyner én med billig alkohol. Det bliver da nogle anstrengte drukture." Han kunne ikke undlade at forestille sig et København fyldt med svenske og danske soldater, alle med et gevær i den ene hånd og en kold flaske Carlsberg i den anden. Nok vidste han, at dette billede var en anelse karikeret, men det virkede morsomt i hans hoved.
Han begyndte at knække sine fingre og så sin nye rumbo an. Hvad var denne Andreas mon for en type? Han havde skævt hår – var han også en skæv person, eller var frisøren skeløjet?

[Andreas]

Andreas brød sig ikke om, at Kjetil brugte ordet 'djævel'. Intet menneske skulle sammenlignes med Satan selv, men han holdt sig i skindet. Han ville gerne komme godt ind på sin nye kammerart, og de fleste blev skræmt væk af, at man pludseligt bad dem snakke pænt.
Han kunne dog ikke lade være med, at trykke øjenbrynene en anelse sammen i panden, da Kjetil nærmest antydede, at man skulle holde sig gode venner med danskerne for at kunne få billigt alkohol.
Nå, han er sådan en... tænkte han for sig selv, henvisende til at Kjetil nok var... ikke en drukkenbolt, men en der drak. Andreas vidste ikke hvorfor, men han fik indtrykket af, at det var ret meget. Men alt var vel meget i forhold til sådan en som Andreas der højest tog et glas vin til maden.
"Det skal jeg ikke kunne udtale mig om," sagde han roligt og lænede sig tilbage og sad op mod væggen og tilføjede stille: "det er aldrig noget jeg har gjort mig i. Og jeg har været i Danmark en hel del gange. Min mor er fra Aalborg." Ikke at han forventede, at Kjetil vidste hvor Aalborg var. Hvorfor skulle han? Pånær knægten var velbevandret i geografi. De fleste ikke-danskere kunne lige overskue at pege på København, men så stoppede det også der. Uden undren. Andreas ville heller aldrig kunne udpege Florø på et kort.

[Kjetil]

”Mmmh,” mumlede Kjetil og kløede sig i nakken, ”Fair nok så.” Kjetil var ikke sikker på, hvor Aalborg lå på Danmarkskortet. Det kunne lige så vel være en storby som en lille samling huse ved vestkysten. På den anden side vidste Kjetil knapt nok, hvor meget af Sjælland København dækkede, eller hvad den dér ø mellem Sjælland og Jylland hed. ”Er den stor, Aalborg? Og bor din mor der stadig?” Han strak benene foran sig et øjeblik, før fødderne fandt en plads på gulvet mellem sandpapir og vasketøj. ”Danmark, Sverige og Norge. Du er da ellers en verdensmand, hva’? Men Norge er selvfølgelig det bedste sted, du har besøgt, hm?” sagde han og blinkede til Andreas. ”Velkommen til.”

[Andreas]

"Besøgt, ja." Grinede han med en hentydning til, at der var forskel på 'at besøge' og på 'at bo'. Han havde boet både i Sverige og Danmark og foretrak klart Sverige; han kunne sproget, hans venner boede der, den ene halvdel af hans familie boede der og så var der den perfekte kombination af land og by - hvis man spurgte Andreas, selvfølgelig. Danmark kunne han lide, fordi det vækkede nostalgiske minder fra barndommen og minderne fra efterskolen - og fordi den anden halvdel af hans familie boede der. Han elskede Danmark for løvskovene og havet, men savnede bjergene, vandfaldene og de dybe skovsøer. Norge? Ja, her var smukt, men han havde ikke set så meget af landet endnu. Og så havde han jo intet andet forhold til det, end skolen.
"Næh, min mor og far bor i Stockholm. Er født i Aalborg, men da jeg var tre flyttede vi til Stockholm hvor vi har boet siden. Min far er fra Sverige - Göteborg, faktisk." Forklarede han, uden at vide om den anden egentlig havde interesse i det.
"Og tak. Hvor er du egentligt selv fra?"