One bitten, twice .

[Anne Christensen]

Eftersom der ikke var voldsomt meget at lave på en almindelig tirsdag aften, sad Anne i opholdsstuen, hun sad i en af læne stolene, dog med ryggen mod et armlæn, og benene over det andet. Hun sad med en bog i hånden, læste lektier. Hun lignede godt nok ikke en der læste særligt mange lektier, hun var dog en af dem der læse mere end de skulle.
Der var kun få andre i i lokalet, sikkert fordi andre havde et liv, modsat hende, der overhovedet ikke havde noget at foretage sig.
Hun fugtede kedsommmeligt læberne, og lod blikket glide ud af vinduet, vejret var temmeligt gråt, det lignede næsten at det snart ville blive mørkt, selvom klokken ikke var meget mere end otte om aftenen. Kedeligt, typisk. I det mindste regnede det ikke.

Note; hendes tøj. www.polyvore.com/bleh/set?id=35498151

[Andreas]

Andreas var en af de elever, der også sad i lokalet, ikke ret langt fra Anne. Han var for længst blevet færdig med lektierne til i morgen; for det første havde de ikke så meget for - de havde trods alt kun lige overstået skoleårets første skoledag. For det andet var lektierne det første han ordnede, når han fik fri om eftermiddagen. Det gjorde, at han havde sin aften fri, til at lave lige de ting, han ville. Derfor sad Andreas og læste i Biblen, dog meget diskret, da bogen var bundet ind i et læderomslag med lynlås, sådan at den kunne pakkes forsvarligt sammen, når han ikke brugte det. Der var derfor heller ingen der ville kunne se, hvad han læste, med mindre de så teksten i bogen. Man kunne nemt tro, at Andreas bare læste en hvilken som helst roman.
Da han var færdig med kapitlet, besluttede han sig for at stoppe og han klappede bogen i, lynede den og så sig rundt i lokalet. Han fik øje på Anne, mest fordi hendes halskæde fangede hans interesse. Var hun, eller var det bare pynt? Han måtte vide det.
"Din halskæde," spurgte han. "Er det fordi du er kristen, eller er det bare pynt?" Han smilte og havde et høfligt toneleje. Han ville ikke skræmme hende væk, han var bare nysgerrig.

[Anne Christensen]

Hun vendte de blå, mascara prydede øjne op da hun hørte nogen tale til hende, eller, hun gik ud fra det var til hende, og ganske rigtigt, det var det. Andreas... Kunne det ikke passe det var ham? Hun mente ihvertfald at det var hans navn..
Hun lagde hovedet ganske let på skrå, " Jeg er døbt, og konfirmeret, men om jeg er meget troende, nej. Men jo, jeg er kristen.. " Anne trak let på de smalle skuldre, måske virkede det ikke som det mest gemmentænkte tegn i en halskæde, hvis man ikke var meget troende, men hun kunne godt lide formen på kors, og hun troede da også lidt.. Det var bare svært at tro på noget, man ikke kunne se, ihvertfald for hende.
Hvorfor han egentligt spurgte, undrede hende, måske var han bare nysgerrig, eller også var han satanist, eller måske troende. Hard to say.

[Andreas]

Han nikkede til det hun sagde, var ganske tilfreds med svaret. Det var hvad man kunne forvente. De fleste folk i Skandinavien var kristne, men uden rigtigt at tro. De var døbt, måske konfirmeret, men troede ikke sådan rigtigt på alt det der med gud. I dåben siger forældrene på barnets vegne ja til troen på den hellige treenighed og i konfirmationen bekræfter man det selv - utroligt hvad gaver og penge kan drive folk til.
"Det er lidt sjovt, ikke?" Andreas lød tænkende. "At så mange vælger at bruge korset som udsmykning, uden at de rent faktisk tror. Jeg mener, man ser det bare så sjældent med andre symboler." Han skubbede lidt til håret, smilede til den anden.
"Hvornår har du sidst set nogen gå med halvmånen og stjernen om halsen, uden at være muslimer? Eller hammeren og seglet uden at være kommunister? Men, misforstå mig ikke. Det er en flot halskæde. Var bare nysgerrig."

[Anne Christensen]

Hun betragtede ham lidt, hævede let et øjenbryn da han kom med sin lomme filosofi, " Der er vel ikke noget galt i at udsmykke sig med ting, man måske ikke tænker så meget over.. Jeg går da gerne i kirke ind i mellem, og jeg har læst biblen, men det ville du jo ikke tro jeg gjorde, hvis du ikke havde set korset.. " Hun var ret sikker på at hun havde ret, det var den eneste grund til at han overhovedet kunne finde på at henvende sig til hende, det gjorde hende ikke noget, det var bare besynderligt, hun var van til at blive spurgt om ting, men det var sjældent at de rent faktisk ville tale om det emne, og ikke bare lyn hurtigt skiftede over til noget andet.
Hun havde da også en islandsk kors, hvis det vendte den ene vej, var det et kors, den anden vej, en hammer. Men det betød jo ikke at hun var asa troende. Det var mere hendes indre historie nørd der brød igemmen der.

[Andreas]

"Jeg ved ikke, om jeg ikke ville tro det. Men jeg ville ikke kunne se det. Dér giver jeg dig gerne ret," istemte drengen og trækkede på smilebåndene. "Men det var nu heller ikke dig jeg tænkte på. Nødvendigvis. Men folk generelt. Jeg tror, at vi er blevet for vant til at se korset alle steder, så vi lægger ikke længere samme betydning i det, som vi gjorde før i tiden. Hvilket på en måde er ærgerligt, for så mister det lidt signalværdien, for dem der ligger noget i det."
Han lænede sig lidt tilbage i stolen, skævede diskret til sin Bibel inden han så tilbage på Anne. Han håbede ikke, at han skræmte hende væk. Normalt var han ikke så konfronterende. Det var sjældent ham der sagde 'hej' først, men i aften var han lige i humør. Og umiddelbart virkede Anne ikke skræmt, så forhåbentligt, så gik det godt nok. Det var i hvert fald en meget interessant samtale de havde kastet sig ud i, uden så meget som at kende hinandens navne.

[Anne Christensen]

Anne smilede af ham, mest fordi hun elskede at debattere, om alt. Lige meget om det var et emne hun vidste noget om, eller ej. Teologi var nok ikke hendes aller stærkeste side, men hun var ikke uvidende.
" Signal værdiden burde jo ikke blive mindre, hvis man tror? Religions symboler er dybt overflødeige, og vi slåsser lige så meget om retten til at tro, som vi gjorde for 1000 år siden.. Derfor vil de jo aldrig miste værdien, før folk helt holder op med at tro? " Hendes agument virkede i hendes egne øjne, en smule tamt, og hun ventede derfor utålmodigt på respons på hendes ord, han havde ret, besynderligt at kaste sig ud i sådan en diskussion uden at kende hinanden, han vidste måske godt hvem hun var, men nu havde håret skiftet farve, og tøjet også. Det gjorde en del, selv en lærer havde glemt hvem hun var af den grund.

[Andreas]

Let rystede han på hovedet, mens hun kom med sit argument. Endnu engang kunne han ikke erklære sig 100 % enig med pigen.
"Uenig," sagde han først, men smilede stadig let. Der var ikke skyggen af hverken had, vrede eller utålmodighed i Andreas' øjne, for på trods af at det var en mærkelig samtale, så var det interessant. Og det var jo ikke ligefrem fordi de virkede som kamphaner i strid.
"Objektivt set bliver signalværdien ikke mindre. Fordi værdien er personlig. Men hvis alle går rundt og smider kors op alle steder, så bliver den en naturlig del af de ting man ser og på et tidspunkt holder man op med at tænke "Gud" og "kristendom" når man ser korset og så har det mistet sin værdi."
Han rejste sig, tog sin bog i hånden og satte sig i samme sofa som den Anne sad i. Det virkede bare underligt at sidde så langt fra hende, når de snakkede. Så nu sad han i sofaen, men stadig med en hvis afstand. Andreas havde selv en rimelig stor intim-zone og brød sig bestemt ikke om at overskride andres.
- Men hvad korset betyder for mig eller for dig, nej, det ændrer sig ikke, før vi ikke længere selv tror på det. Så hvis det var dét du mente, så er jeg enig."
Han lagde bogen fra sig på bordet og så over mod den anden.

[Anne Christensen]

Anne lyttede til hans agument, måske var det heldigt for ham, at hun ikke var en af de piger der blev blev provokeret, eller irriteret.
Hun grinede lidt, lod nakken glide tilbage som hun lukkede øjnene og tænkte over hvilket svar hun ville komme med, hvilket der gav mest mening.
" Er der nogensinde nogen der tror det? Hvis de ikke tror på det? For dem der ikke tror, er det jo bare et symbol? Så tænker de ikke over, hvad det er.. " Hun så på ham igen, de blå øjne hvilede på ham, intenst.
Hun ville gerne vide hvad der foregik oppe i hans hoved, uden helt at vide hvorfor, hun kunne bare godt lide at vide hvad folk tænkte, og følte, det var sjældent hun viste det selv, der var ingen grund til det.

[Andreas]

Han smilte skævt, grinte let.
"Jeg er slet ikke sikker på, hvad du lige sagde." Efter ordet 'tror' var blevet brugt så mange gange, på så kort tid, blev Andreas forvirret, så han lod emnet falde til jorden og smilede til den anden. Det var nu meget rart at have nået en alder, hvor man sagtens kunne diskutere uden a) at blive uvenner og b) uden at man SKULLE have ret, for at komme videre i konteksten.
"Forresten, jeg hedder Andreas." Han rakte sin højre hånd frem. "Jeg undskylder, hvis vi kom skævt ind på hinanden. Normalt er jeg ikke så konfronterende, jeg var bare... nysgerrig," nærmest undskyldt han. Andreas havde naturligt en ydmyghed liggende om ham og den afspejlede sig i stort set halv hvad han gjorde. Sådan var han opdraget. Høfligt, ydmygt, rolig. Der skulle meget til at få ham op i det røde felt, men så ændrede han også karakteristika. Lige nu, der var han bare let smilende, rolig og udmattet, på den gode måde. Han havde haft timer for første gang i et år og det tog på kræfterne.

[Anne Christensen]

Hun valgte at lade emnet falde til jorden som han, det var måske også til det bedre, inden de endte i en diskussion, der var alt for unødvendig.
" Anne Maj .. " Hun trykke kort hans hånd, og rettede sig op, smilede af hans ord, " Det gør intet, det er rart med en forandring .. " det var oftest fyre der tilnærmede sig hende, men det var med kommentare som vejret, eller et eller andet andet halv åndssvagt egoistisk.
Det var da en dejlig forandring rent faktisk at blive spurgt om noget interessant, og ikke om man ofte kom et sted, eller lignende.

[Andreas]

"Anne Maj," gentog svenskeren, ligesom for at vise, at han havde fanget navnet. Det var sjældent man hørte om folk med dobbeltnavne, nu til dags. Eller, det var sjældent man hørte folk bruge deres dobbeltnavne. Selv var han døbt Andreas Thomas; men han var ret sikker på, at det aldrig havde været forældrenes intentioner, at Thomas skulle bruges til noget som helst. Hans tvilling brugte heller aldrig mellemnavnet Philip og faderen brugte heller aldrig navnet Markus. Men Anne Maj? Det var et flot navn, synes han.
Han så mod hende. Havde han set hende før? Ja – nej? Han var så dårlig til ansigter. Og navne. Eller, han var egentlig okay til begge dele, men han kunne bare ikke kombinere de to ting. Alligevel blev han enig med sig selv om, at de nok ikke gik i klasse sammen, men hun virkede bare så... moden. Var det ordet?
"... Du går i ottende, ikke?"

[Anne Christensen]

Med et kort strøg med hånden strøg hun det brune hår over til den ene side af skulderen, og strøg en hånd gemmen det, hm. Hun vidste hun kendte ham et eller andet sted fra her på skolen, måske musik timerne? det var ikke idræt, hvor pokker?
" Jo.. Jeg er en lille putter.. " Anne smilede skævt, en smule drillende, hun følte sig ret ung, hun så ung ud, men hun opførte sig ikke altid som en 15 årig, og hun kunne af en eller anden grund også nemt komme ind på de forskellige klubber uden problemer. Hvorfor, var hun ikke sikker på.
" og du? " Hun kunne virkeligt ikke placere ham, der var bare, noget. " Spiller du på et eller andet instrument? " spurgte hun undrende, det måtte da være der hun havde set ham..

[Andreas]

Umiddelbart forstod Andreas ikke, hvad Anne Maj mente med 'putter', fordi det aldrig var noget de havde brugt, der hvor han kom fra. På hans gamle skole var der lidt mere disciplin, så man drillede ikke de nye elever. Og der hvor han gik på efterskole var det selvfølgelig slet ikke relevant, fordi der kun var én årgang. Men han smilede bare og havde egentlig ikke tid til, at undre sig over hvad hun mente, før den anden stillede ham et spørgsmål. Om han spillede et instrument? Tjoeh...
"Jeg spiller saxofon." Svaret var kort, lettere undrende. Kunne hun se det på ham? De havde i hvert fald ikke haft musik sammen. Andreas gik i 9., de havde kun haft én skoledag (da mandag var introdag) og han skulle ikke have musik før torsdag.
"Jeg har spillet længe, men ikke så meget her på skolen. Sidder nogengange oppe i Sydtårnet og øver, for lyden er fantastisk deroppe."

[Anne Christensen]

Annes ansigt lyste op i et strålende smil da han sagde saxofon, men hun sagde intet, smilte bare, så ville han hurtigt nok opdagede hvorfor hun smilte.
Hun havde vundet utallige koncurrencer, havde spillet koncerter, havde rejst,udelukkende for at andre kunne høre hende spille.
Det var der dog ikke så mange her på skolen der viste, for hvor skulle de vide det fra, hun gik ikke rundt og pralede med det, og folk så hende jo ikke øve, andre steder end i musik lokalet, hvor hun oftest var alene, fordi man ikke kunne synge almene sange med en saxofon som instrument.
Hendes blik gled let ud af vinduet igen, " Ja, akustikken er ret god.. "