One bitten, twice .

[Andreas]

"Har du selv været deroppe?" spurgte han og undrede sig. Jo, han havde da set folk deroppe før - der var jo også så smuk en udsigt - men de færreste plejede at spille musik deroppe. Ville han da påstå.
"Spiller du selv noget, da?" Svenskeren var nysgerrig og så mod den anden. Der var da en del på skolen der spillede musik, var der ikke? Ham Waldemar fra forleden havde også spillet. Og hende Melody han snakkede med en enkelt gang, hun spillede også. Hun havde et band, det kunne han da huske. Sjovt, egentlig. Da han gik på efterskole var han og hans bor nærmest de eneste der kunne spille musik. Der var en enkelt anden pige, der spillede klassisk tværfløjte, men resten af eleverne var ikke musiske, selvom der var hende den ene pige, der sang helt fantastisk. Andreas smilede for sig selv, inden han hev sig ud af sit flashback og så mod Anne Maj igen.

[Anne Christensen]

Anne nikkede kort, " saxofon, jeg kan dog også spille klarinet, og tværfløjte .." nok ikke de mest almne instrumenter, da hun gik i skole, gik alle til enten guitar, klaver, eller sang. Annes forældre brugte formuer på at hun kunne bliver undervist på konservatoriet, det havde dog også været en enorm fordel for hende fremover.
Hun var ofte blevet drillet med det, det havde nu aldrig haft en effekt på hende, hun elskede sin saxofon.
Hun lod kort en hånd glide gemmen håret, og rettede sig lidt op, det virkede lidt som om Andreas ikke helt stolede på at hun rent faktisk kunne noget, havde han mødt hende for et par uger siden, havde han sikkert aldrig været i tvivl.

[Andreas]

((Pinligt at der næsten skulle gå en måned! Du har hermed tilladelse til at sparke mig hårdt over knæet, hvis du nogensinde ser mig i virkeligheden. I'm sowwie!))

Han gjorde store øjne, som hun talte. Både saxofon, klarinet og tværfløjte? Wow, der var en der gik op i sine blæseinstrumenter. Han smilede. Det var ganske imponerende.
"Det må jeg nok sige," smilede han. "Det er da imponerende. Har du spillet i mange år, så?" ville han nysgerrigt vide. Han var imponerede over folk, der dedikerede sig til noget. Folk der gik op i noget, det kunne han godt lide. Det var svært at forklare hvorfor, men det viste, at de turde tage tingene op på et højere niveau og... ja, svært at forklare.
Han havde lyst til at fortælle, at han selv havde spillet saxofon i rigtigt mange år, og at han også spillede guitar og få andre instrumenter, men han valgte at lade være. Han var ikke opdraget til at 'prale' eller udstille egne evner. Han var ganske ydmyg. For "enhver der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig sig, skal ophøjes" Luk. 18 v. 14