Søgen efter en bog.

[Waldemar Schmidt]

Waldemars mørkegrønne øjne gled søgende hen over bøgernes rygge, men han kunne simpelthen ikke få øje på den bog han søgte efter. Månens mørke side, hed den, men han kunne simpelthen ikke huske hvem det var der havde skrevet den og det irriterede ham virkelig, for han havde virkelig elsket den bog da han var yngre. Men nu kunne han ikke rigtigt huske den længere og derfor ville han gerne læse den en gang til.
Hans mørkeblonde hår med det røde skær sad som det skulle, og han havde faktisk fået en betydeligt mørkere hud også selvom at vejret ikke havde været det bedste denne sommer. Det var ellers sjældent at han blev brun, men det klædte ham med denne lidt mere mørke farve, i stedet for at være fuldstændig ligbleg som han var om vinteren.
Han var iført en simpel band T-shirt, samt et par stramme jeans, og et ternet halstørklæde om halsen, ret afslappet. Efter at skolen var begyndt igen, skulle han ret tidligt op og han skulle lige vænne sig til det, men han måtte indrømme at det var dejligt at starte igen, han havde aldrig været god til bare at sidde stille og lave ingenting, så at komme i skole igen og lære noget, var ret dejligt. Han var også begyndt at lære en masse nye folk at kende, nogle søde, andre knap så søde, men sådan var verden jo.

[Lukas]

Skolen var alt for hurtigt blevet for meget for Lukas, så han havde meldt sig syg en enkelt dag bare for at slappe af. Det havde selvfølgelig resulteret i, at han ikke havde fået udleveret sine bøger, som han nu var blevet bedt om at gå ned på biblioteket for at hente.
Han stillede sig ved skranken, men det så ikke ud til, at bibliotekaren var her. Med at suk skubbede han sig væk fra det høje bord og gav sig til at gå rundt mellem bøgerne for selv at finde hende. Han kunne dog ikke umiddelbart få øje på hende, men i stedet stødte han på en anden velkendt skikkelse, og det var med noget blandede følelser. Selvfølgelig var han glad for at støde på Waldemar, og så alligevel ikke… for det betød, at han blev nødt til at fortælle ham om, hvad der var sket, da han var stødt på Ethan, og det havde han virkelig ikke lyst til. Tænk nu, hvis Waldemar ikke ville kendes ved ham, når han havde fortalt det… det ville være verdens undergang. I hvert fald hans verdens undergang.
”Waldemar,” lød det fra ham. Han forsøgte at fremtvinge et smil, og det gik lige.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var i dyb koncentration over bøgerne mens at han ledte og ledte, men mens han søgede efter den ene bog, havde han fundet et par andre som lød spændende. Dem holdte han ind til sit bryst, men han ville ikke opgive sin søgen nu, også selvom at han efterhånden havde ledt i efterhånden 40 minutter. Men hvad skulle han ellers lave? Altså, han manglede nogle lektier, men de var ikke til i morgen, så han stressede ikke over det.
Men da han hørte nogen sige hans navn, blev han trukket ud af sin egen lille verden og smidt tilbage i virkeligheden. Han vendte sig roligt om og da han så hvem det var, lyste han op i et stort smil. Lukas! I det samme glemte han alt om bogen han havde prøvet at finde og dansede nærmest hen til Lukas, han så så dejlig ud~ Han smed bøgerne som han havde i sin favn ind på en en af de mange hylder som stod i biblioteket.
"Lukaaaas!" Udbrød han, og greb kærligt fat om drengen som han elskede, knugede ham tæt ind til sig. Waldemar var virkelig glad for at se ham, hvilket var tydeligt både at høre og se.

[Lukas]

Lukas blev helt varm inden i, da Waldemar krammede ham, men glæden blev ligesom holdt lidt på afstand af knuden, han havde i maven. Han vidste, at han blev nødt til at fortælle Waldemar om det på et eller andet tidspunkt, men det behøvede vel ikke at være lige nu...
"Hej," mumlede han ind mod Waldemars skulder. Han vidste ikke rigtigt, hvad han ellers skulle sige, men han syntes ligesom, at et enkelt hej lød lidt lamt. "Øhh... leder du efter en bog, eller...?"
Det kom måske ud en anelse halvhjertet, og det var egentligt også sådan ment, men han blev nødt til at sige et eller andet, for ikke at afsløre sig selv.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar lagde med det samme mærke til den afstand som Lukas tog, men han valgte ikke at lade det gå sig på, han gættede på at Lukas sikkert bare var træt ligesom han selv var. Så det betød intet, det var i hvertfald hvad han håbede på.
Han nikkede til Lukas' spørgsmål. "Ja, det var en bog jeg læste da jeg var barn. Månens mørke side, eller sådan noget, men jeg kan simpelthen ikke finde den!" Sagde han ganske muntert mens at han nærmest skinnede som en lille sol ved synet af Lukas.
Han fyldtes altid med sådan en inderlig varme når han så på Lukas, som om at intet kunne gøre ham ked af det når han var sammen med ham. Det håbede han passede. Lige nu var Lukas kilden til al Waldemars lykke, og han bad til at det ville blive ved sådan. Han ønskede at Lukas altid ville være hans. For evigt og altid.
"Jeg har brugt den sidste halve time på at lede efter den bog, altså!" Plaprede han løs, ja, man kunne i hvertfald ikke kalde Waldemar en mand af få ord.

[Lukas]

Lukas havde aldrig hørt om Månens Mørke Side, og normalt ville han med glæde have spurgt ind til, hvad det var for en bog og hvad den handlede om, men han kunne ikke få sig selv til det lige nu. I det hele taget kunne han ikke få sig selv til at kommentere noget som helst af det, der røg ud af munden på Waldemar. På den ene side var han glad for, at Waldemar snakkede så meget, for så slap han for at sige noget selv; men på den anden side pinte det ham bare endnu mere at høre, hvor glad den anden lød, da han talte til ham. Men Waldemar skulle bare vide...

Lukas tog en dyb indånding, før han endelig sagde noget. Det var svært for ham, men han blev nødt til at få lettet sit hjerte.
"Jeg stødte på denne her dreng, Ethan, hed han vist, og han... han kyssede mig."
Så. Nu var det sagt. Han kneb sine øjne hårdt i og gemte sit ansigt mod Waldemars bluse, ude af stand til at se den anden dreng i øjnene. Nu bedte han bare til, at Waldemar ikke ville blive alt for vred på ham.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar forstod ikke hvorfor at Lukas ikke sagde noget. Hvorfor var han så stille, når han selv stod og plaprede på den måde? Han burde da i det mindste kommentere det? Waldemar vidste nu at der var et eller andet galt med Lukas, men hvad det var, det havde han ingen anelse om.
Det fandt han dog snart ud af.

Ordene slog luften ud af ham. K-kyssede ham? Han trådte et skridt tilbage og så chokeret på Lukas. "H-hvorfor?" Stammede han, ude af stand til at hverken trække vejret. Han følte sit hjerte hoppe et slag over. Men.. Lukas.. Lukas var jo hans.. Ikke?
Waldemar var ikke vred, han var såret. Så utroligt såret. Han kæmpede imod tårerne som pressede bag hans øjenlåg og det lykkedes ham at holde dem tilbage de næste fem sekunder, men da begyndte de også at løbe ned af hans kinder.
Han kunne ikke beskrive hvad han følte. Afmagt, var det eneste han kunne komme på. Hjælpeløshed.
Han drejede om på hælen og rendte ud af biblioteket.

// Afhængigt af om Lukas følger efter eller ej, out'er vi til værelset. ^^

[Lukas]

Hvorfor? Lukas vidste det ikke engang selv. Hvorfor havde Ethan kysset ham? Det var et spørgsmål, men gerne selv ville have svar på, men han ville aldrig turde at opsøge den ældre elev igen. Han havde allerede givet Lukas rigeligt med problemer, selvom han kun havde snakket med ham en enkelt gang.

"Waldemar!" råbte han efter Waldemar, da den krølhårede dreng forsvandt ud af biblioteket. Lukas stod tilbage med en tom følelse inden i, men han følte sig også såret. Det var jo ikke hans skyld, at han var blevet kysset! Det var jo ikke, fordi han selv havde bedt om det, så hvordan kunne Waldemar tillade sig at blive sur?
Allermest havde han lyst til at falde hjælpeløs sammen lige på stedet, men det ville være dumt. Hvis han ikke ville miste Waldemar, blev han nødt til at handle her og nu. Derfor satte han i løb efter den anden dreng så hurtigt, som han kunne.

//Out