Et sted (Til Radimir)

[Nikolina Astrid Haugen]

Det var et afsides sted. Et sted hvor folk gik forbi masser af gange i løbet af dagen, men ikke hvor de overvejede at sætte sig. Det var på en trappe, til en opgang ved et gammelt hus, som ikke rigtig blev brugt mere. Forfaldet, men var ved at blive renoveret og bygget op på ny. Der var maskiner rundt omkring, man kunne se der blev arbejdet, men på denne tid var der fyraften.

Nikolina havde siddet der i noget tid. Øjnene havde stirret fjernt op i himlen, og set skyerne drive forbi. Hun havde egentlig mistet overblikket over hvor lang tid hun havde siddet der. Men det gjorde heller ikke noget.. nogle gange var det rart at sidde alene, og hun var jo sådan set vant til at gøre ting alene. Det var ikke fordi at alt var blevet helt vildt anderledes, hun havde selvfølgelig fået nogle bekendte og nogle venner. Hun formede deres ansigter og forstillede dem foran sig i sine tanker, men med venskaber kom der problemer, havde Nikolina lært.. og det var svært at tackle, selvom hun virkelig ville gøre sit bedste.

Hun foldede sine hænder og fjernede blikket fra himlen, hvorefter hun hvilede hovedet op af den kølige væg. Hun stirrede ud over pladsen, mere og mere roligt, fjernt og fraværende. Hendes hår var sat op i en knold, hvor der var to små totter foran ørerne og pandehåret sad som det altid plejede - lige over øjenbrynene. Hendes tøj var neutralt, med en cremefarvet nederdel der gik til knæerne, og en brun langærmet striktrøje. Hendes øjne begyndte at glide i, efter at have holdt blikket det samme sted i flere minutter, og til sidst lukkede hun dem helt.

[Radimir]

Og som det blege pigebarn sad dér og stenede, var Radimir ude at flyve sig en tur på sine stærke vinger. vinden bar ham hen over himmelen, mens det let fregnede ansigt bare nød det gode vejr....
Eller okay, det var måske ikke helt det der skete... Egentlig kom han jo bare gående med et dvaskt blik i øjnene.. han havde været ude og spille basketball i sådan noget "streetgame" hvor de bare randomly havde lavet deres helt egen lille turnering. Radimirs hold havde tabt i finalekampen, og kun fået en andenplads. Radimir var irritabel over det, hvilket var grunden til at han havde forestillet sig at han fløg; på den måde kunne han se ned på alle de grimme mennesker med deres fede kroppe og lave alkohol tollerancer. han havde et par shorts på; sports shorts som nåede ned lige over knæet. de var sorte med en hvid stribe i hver side, og af mærket adidas. på overkroppen bar han en af de der tanktops som i siderne bestod af en type netstof, der gjorde at den var knap så varm at have på under sport.. med en vandflaske i hånden, og et par gode løbesko på fødderne, følte han sig træt og drejede ned af en vej mod en gammel bygning... han ku sidde og hvile på trappen.
Men der sad allerede en.. kort stoppede han op, tog en dyb indånding og pustede pigebarnet af sin udsete plads..... Eller det vil sige at det bare endte i et dybt suk, inden han bare fortsatte hen mod destinationen, hvor han så satte sig på det nederste trin, åbnede flasken og tømte halvdelen af indholdet..
Han mente egentlig at have set pigen før, på skolen eller sådan noget... men egentlig så var han i tvivl om dette, for han havde jo ikke set hende siden deres første møde..
Var det Mikkeline...? Nikolina..? Nårh ja... Lina...! tænkte han igennem, inden han vendte sig brat om, voksede så han blev 180 høj og rakte en rød rose frem med ordene: God eftermiddag Lina, hvorfor sidder du her helt alene?.....
Nej okay.... han drejede bare hovedet, faktisk, og med et lidt dvask udtryk mumlede han et: "Hej..." bare for høflighedens skyld, inden han drak af vandet igen... tanken om at hun måske ikke kunne huske ham, forekom slet ikke i russerens verden.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina hørte slet ikke da Radimir satte sig på trappestenen, men et trin længere nede. Hendes var forsat lukkede, og måske sad hun endda og blundede en smule. Træt, var hun trods alt, men hun vidste godt at det ikke var smart at ligge og sove ude på gaden - så derfor var hun stadigvæk ved bevidsthed - eller også kaldt: vågen.

Hun tænkte ikke rigtig over noget imens hun sad der med lukkede øjne, og hovedet hvilende op af muren. Det var rart at lukke af for tankerne bare en gang imellem, og at andre folk ikke ville løse problemerne, var ikke Nikolinas problem lige nu. Det var bare hende, og ingenting lige nu. Ingenting...

Ingenting.. hun sukkede tungt, og lige da hun skulle til at åbne øjnene for at rejse sig og gå hjem, var der en stemme der kom hende i forekøbet og sagde hej til hende. Hun spærrede øjnene op med et forskrækket gisp, og lettede en smule fra stenen for at automatisk prøve at kravle bagud - men da hun til sin overraskelse pludselig genkendte det dvaske ansigt, blev hun straks roligere. Jeg blev godt nok forskrækket.. hun missede lidt med øjnene, og nikkede til ham, "Hej.. Radimir." sagde hun venligt, men hendes udtryk fulgte ikke med.

[Radimir]

Radimir skrugede låget på flasken igen.. Inden han sådan med en lidt halvhjertet opmærksomhedskoncentration så på Nikolina..
"Hvorfor sidder du her og stener..?" spurgte han bare med en finger kløende på sin egen næse.
Han lænte sig tilbage og støttede albuerne mod trappen bag sig..
Han lukkede øjnene lidt.. Han havde set Lina nogle gange på gangene og sådan.. hun gik altid alene, gjorde hun ikke? Måske hun var ensom..
En frisk brise strøg ind over stedet. Radimir mærkede kort kuldegysningerne ned over rygraden.. Han havde jo heller ikke ligefrem varmt tøj på..

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina sad med hænderne i skødet og stirrede først tomt ud i ingenting, hvorefter hun skævede mod Radimir, da han så på hende, og derefter åbnede munden for at tale. Spørgsmålet burde ikke være svært at besvare, men for Nikolina forekom det ikke let, ikke på sådan en måde hvor hun kunne forklare det. I hvert fald, ville det nok ikke være et tilfredsstillende svar, men hun ville da prøve alligevel.

"Hmm.. " startede hun ud med, og så ud som om hun prøvede at fiske efter noget at svare, "Altså, det er meget rart med noget frisk luft, og solnedgangen er flot." hun pegede hen på den og fremviste et ganske lille smil, men det forsvandt hurtigt igen. Hun var jo ikke ligefrem typen der viste alt for mange følelser i form af ansigts udtryk, i hvert fald ikke når hun pressede sig selv til det. "Mhm.. og fordi jeg prøver at lade være med at tænke." hun så op på nogle af hustagene: der var mos, som groede ved den ene tagrende. Hun lunkede øjnene et øjeblik og kiggede atter på Radimir, "Mhm." Hun tiltede hovedet let på skrå, "Hvad laver du her?" hun betragtede ham et kort øjeblik; vand flaske, løbe sko, sports tøj. "Er du ude at løbe?" hun blinkede kort med øjnene og fastholdte blikket.