Et afsides sted

[Johannes]

Det var dagen derpå hvor Johannes omsider skulle op til sin afdødes mors grav. Han savnede hende. Og han kunne ikke beskrive hvor meget det gjorde ondt at tænke på, at hun ikke var der mere. Det kunne godt være at det var længe siden at han mistede hende, men tabet føltes tungt og grusomt for ham. Savn, var en forfærdelig ting, især når der ingen chance var for at kunne mødes igen.

Måske først efter døden... Hvis Johannes da troede på den slags. Han var ikke engang selv sikker. Hans familie var meget kristen, og han vidste at hvis hans moder stadig var i live, ville hun snakke om at komme op i himlen og blive en engel. Måske var hun også en engel, hvis det var dét hun troede på, så var det vel også det hun måtte være. Johannes kunne godt være skeptisk, men han kunne godt forestille sig sin mor som en engel. En smuk hvid engel, med store vinger. Ja, det passede godt til hende. Han trak svagt på smilebåndet, men igen måtte han se en smule bekymret ud da han kiggede efter Anne.

Anne havde lovet ham at hun gerne ville tage med ham op til graven, og Johannes kunne ikke rigtig sige nej. Det var selvfølgelig også rart at have nogen med sig, og nu kendte Anne også hans mor ret godt. Han rømmede sig ganske diskret og forsatte med at kigge fraværende efter Anne.

[Anne Christensen]

Selvfølgelig var Anne på vej, hun havde bare haft et lille problem, hun kunne ikke finde stedet. Men nu kunne hun se Johannes stå med ryggen til, kort fra hende, hun stoppede op og smilede lidt af ham, selvom deres sidste møde ikke var gået glat, var hun ligeglad, hun havde savnet ham, og hun havde også savnet hans mor.
De tunge støvler gik nu alligevel lydløst hen over jorden, et par få skridt, og hun stod nu med hans hånd i sin.
" Hej Johannes.. " Sagde hun stille, lettere smilende. Det gik op for hende, at han vidst ikke havde set hun havde farvet hår endnu, forhåbentligt, kunne han genkende hende, ihvertfald på stemmen, hvis ikke andet.

Note, Hendes tøjwww.polyvore.com/out/set?id=35708951

[Johannes]

Johannes kløede sig en anelse i det pjuskede hår og stod ganske vist med ryggen til Anne da hun sneg sig op på ham. Eller.. egentlig bare gik stille og roligt hen til ham. Det gippede ganske svagt i ham da Anne tog fat i hans hånd, og med det samme vendte han sig mod hende, og opdagede nu til sin overraskelse.. at hun havde fået håret farvet. Mørkt hår, det var underligt at se hende med den farve nu hvor hun altid havde været blondine så længe han kunne huske.
Det undrede ham også, hvorfor han ikke havde opdaget det oppe på skolen noget før, men på den anden side... så havde de ikke set vildt meget til hinanden efter deres sidste møde - han håbede bare at det var lykkeligt glemt.

"Anne!" sagde han forbløffet, og fjernede ikke hånden. Han lagde hovedet let på skrå og betragtede den nu mørkhårede pige. Af en eller anden grund fik det hende til at se mere voksen ud, uden at hun var voksen.. nok mest fordi det lyse hår forbandt han med deres barndom. Hun havde altid været lyshåret jo. "Brunt hår?" han hævede et øjenbryn, og kunne stadigvæk ikke helt vænne sig til synet, "Det er helt underligt at se dig med det.." sagde han med et skævt smil og lagde hovedet en anelse mere på skrå, "men det klæder dig.. jeg skal bare lige vænne mig til det."

[Anne Christensen]

Hun smilede til ham, i stedet for at give ham et ordenligt svar som tak, det der med at snakke var hun altså lidt dårlig til nogen gange, i stedet fandt hendes ledige arm rundt omkring hans hals, som hun trak ham tættere på sig, i en omfavnelse.
Det her ville sikkert blive svært, men hun ville gøre hvad hun kunne for ham, hun ville nok nærmere gøre alt for ham.
" Hvordan har du det? " halv mumlede hun stille mod hans hals, hun havde endnu ikke givet slip, hun havde ikke lyst, og han havde sikkert brug for et kram, det havde hun ihvertfald, og nu blev han tvunget til at give hende det, han havde ikke noget valg, sådan var det bare..
Ganske kort strejfede Mark hendes tanker, de havde jo mødt hinanden, ham og Johannes.. Komisk, at lige de to skulle det, og så alligevel..

[Johannes]

Johannes ventede på at høre et form for svar fra hende, men hun sagde ingenting og smilede bare til ham. Ud ad ingenting følte han hendes arm snige sig rundt om hans hals, og automatisk bøjede han sig ned mod hende, også fordi hun helt bevidst trak ham ned til sig. Det slog ham ikke rigtig omkuld, men overrasket blev han - forbløffet. Han havde en lille buket blomster i den ene hånd - blomsterne var til hans mor; Hvide roser, hendes yndlings. Johannes sørgede for at der ikke skete dem noget, ved at holde hånden en anelse ud til siden under omfavnelsen og derefter ligge sin egen hånd rundt om Annes ryg for at gengælde krammet.

De blev stående sådan, og Johannes følte sig en smule kejtet ved det.. men han rykkede sig ikke væk, og hånden med blomsterne stod i forsat samme position.
"Du ved..." han mærkede hendes stemme mod sin hals, den lune ånde mod hans hud. Han tog en dyb indånding og forsatte sin sætning, "Sådan helt okay, men også en smule tom indeni.." han gjorde et akavet skuldertræk, og nussede hende svagt mellem skulderbladene med sin tommelfinger, "men det er altid lidt underligt.. når man endelig skal besøge sin mor.. ligger hun fire meter nede under jorden.." han trak et skeptisk smil på sine læber, og så ikke ud til at ville svare på spørgsmålet længere.

"Har du det også godt?" spurgte han for at give spørgsmålet videre fra sig selv, og trak sig ud af krammet imens. Han tjekkede buketten om den havde det godt, og alt var som det skulle være. Han sukkede lidt, "Nå.. skal vi komme derop af?"

[Anne Christensen]

Ganske let lod hun hånden glide op i hans hår, lod let sine slanke fingre glide stille og roligt rundt i det, hun havde altid elsket hans hår, det var så.. Ja.. Det var det vel bare..
Hun lyttede opmærksomt til hans ord, det var egentligt meget logisk, at han havde det sådan. Selvom hun jo ikke kunne forstå det.

Selv havde hun ikke taget blomster med, hun havde valgt at tage et sterin lys med, en af dem der kunne brænde i monster længe, inde i en lille krukke. Hans mor ville vel ikke have noget i mod at få lidt belysning?
" Jeg tror hun glæder sig til at se dig.. " Smilede hun og kyssede ham kort på panden, som den lille trøst det nu engang var, hun kunne jo ikke gøre andet end at lytte, og vise ham sin sympati, forhåbentligt var det godt nok.

Til hans spørgsmål nikkede hun bare lettere smilende, og til det næste, begyndte hun bare at gå, hun slap ikke hans hånd, nok mest af egoistiske grunde, han havde dejligt varme hænder, og så kunne hun egentligt bare godt li at holde ham i hånden.

[Johannes]

Johannes kunne ikke helt ryste følelsen af Annes fingre der nussede ham i håret af sig. Følelsen hang nærmest bare fast i ham, og hvordan han skulle have det med det var han usikker på - selvom det da føltes dejligt og alt det.. at blive nusset i håret, men på den anden side virkede det også forkert, bortset fra at de jo altid havde været tætte - men tiden havde adskilt dem, og derfor var det ikke helt det samme, som det havde været engang.

"Ah, du har taget stearinlys med?" han lyste op i et svagt smil, nærmest fornøjet og nostalgisk,
"Min mor elskede stearinlys, utroligt at du kunne huske dét." Johannes' mor havde en ting eller to for stearinlys. Hun havde dem i alle mulige farver og former, og altid havde hun belyst haven med den trygge farve det nu engang gav. "Nice.." mumlede han til sig selv og tog en dyb indånding inden han sukkede.

Da Anne nævnte at hans moder nok ville glæde sig til at se ham, trak han bare skævt på smilebåndet, og svarede ikke rigtig på det. Hvad skulle han svare? Det var vel egentlig også bare noget man sagde.. for at sige et eller andet. Én ting vidste han dog; Døde mennesker glæder sig ikke. De er bare.. døde. "Hmm."

De begyndte at gå hånd i hånd mod gravstedet. At Anne havde taget hans hånd, tog han ikke rigtig notits af, før de havde gået et stykke, men det gjorde ham ikke noget. Det var rart med lidt komfort, og hendes hånd - i modsætningen til hans egen var dejlig kølig.. så det balancerede temperaturen imellem dem og gjorde det lunt.

(...)

De nåede op til Kirken. Egentlig en afsides kirke, som ikke mange kendte til. Og én gang om måneden kom der nogen op for at passe gravstederne. Foruden det, så der ganske hyggeligt og nydeligt ud. Det blæste ikke meget, men i ny og næ ville man kunne høre en vislen fra brisen der strøg forbi træernes kronblade. "Så er vi her lige om lidt.." sagde han stille.

[Anne Christensen]

Anne valgte ikke at sige noget, hun vidste det ikke hjalp ham at hun snakkede, det ville gøre ham mere forvirret, og sikkert også irriteret, derfor gik hun bare med ham, i hans tempo, lod de blå øjne glide let rundt i landskabet, hun havde været her før, men det var han da heldigvis ikke klar over, hun savnede skam også hans mor, hun havde været mere mor for hende, end hendes egen havde, sikkert derfor hun havde tilbragt så meget tid hos ham, i stedet for ved sig selv, hun kunne ikke lide sin mor, Johannes' derimod, havde altid givet hende den varme og kærlighed hun ikke fik ved sin egen.

Ganske let gav hun hans brede hånd et klem, og lod blikket falde til jorden, hm. Det var egentligt sværere end hun havde troet, det var meningen hun skulle trøste ham, men det var svært, især når han altid havde været så fandes svær at komme ind på, det var bare blevet værre med alderen. Ind i mellem havde hun mest lyst til bare at slå på ham, og be ham om at tage sig sammen, men hun forstod ham godt, hun var ikke en skid bedre sammen, hun sagde aldrig noget, og lod aldrig nogen komme tæt nok på til at såre hende.

[Johannes]

Der var stille, og det eneste der kunne høres var deres fødder når de trådte på de få nedfaldne blade. Det var tidligt at de var begyndt at falde, men sommeren havde heller ikke været lang. Det var allerede blevet efterår. Som tiden dog går. På himlen, var der heller ikke meget sol tilbage, det gav en varm og tryg glød, der slet ikke passede til følelserne imellem personerne, og snart ville solen også være gået ned.

De var nået hen til graven nu, og Johannes kiggede ned på stenen, hvorpå hans mors navn var indgraveret, fødselsår og dødsår. Der var også indgraveret en hvid due på toppen, der nærmest vågede over Johannes' mors navn. Han var stille, og havde bare et blidt greb om Annes hånd. Han havde også besvær ved at beskrive sine følelser ved seancen. Han anede ikke hvad han havde håbet, eller hvad han tænkte at han ville få ud af dette. Tanken om at besøge graven var mere trist og forfærdelig end egentlig at være ved graven. Han så på den knapt så velplejede gravsten, og slap ganske kort Annes hånd, efter at hun havde givet den et klem, for at ligge blomsterne ved moderens grav.
Johannes sagde ingenting og lukkede bare øjnene; jeg håber du har det godt, mor.. Han fik en klump i halsen, og den blev større ved tanken om hans mor der ikke var hos ham længere. Han kunne græde, men tillod sig det ikke.. det burde ikke være vigtigt mere at skulle græde, og hvad ville det gavne? Han fik ikke sin mor tilbage, og det ville også få ham til at se ynkelig ud.

Han kiggede op på Anne med lettere våde og bedrøvede øjne, selvom han prøvede at se nogenlunde neutral ud, han ventede på at hun skulle sætte lys ved graven. Det ville nok glæde hans mor, eller noget i den stil. Jeg savner dig mor... tænkte han for sig selv, men turde ikke at sige ordene højt.

[Anne Christensen]

Anne lod blikket hvile på stenen, det var underligt, hun valgte ikke at se på ham, mest af respekt for at der var en stor sandsynlighed for at han græd, og han hadede når hun så det, det var hun udemærket godt klar over.
Da han slap hendes hånd, trak hun en ligther op af lommen, skruede forsigtigt metal låget op, og tændte for det hvide lys, før hun igen skruede det på, og lod sig glide ned i hug, for at stille det tæt ved stenen, ganske lort lod hun fingrene glide hen over græsset over hende, før hun rejste sig op, og strøg ham kort over kinden, latterlig trøst, der sikkert ikke hjalp, men det var forsøget værd, hvad end hun kunne gøre for at trøste, ville hun gøre.

Igen tog hun hans hånd, før hun lod sine øjne fange hans, der var ingen grund til at spørge hvordan han havde det, det lyste ud af ham, hun droppede derfor at holde ham i hånden, og lod sine arme glide rundt om hans ryg, strøg den ganske let, " Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for jeg ved, at det ikke gør det bedre.. Men.. " Hun tav efter de mumlende ord.

[Johannes]

Han så på stearinlyset der blev tændt, og smilede ganske svagt for sig selv. Nu så det idet mindste ikke så tomt ud længere. Blomster, og lys.. måske skulle han besøge graven noget oftere, og dog - han vidste ikke helt om han kunne klare det .. måske en anden gang, hvor han følte sig mere sikker i sin sag. Johannes sukkede, opgivende og sagde ikke mere efter det.

Det føltes rart da Anne strøg ham over kinden, han sagde ikke noget, men lukkede bare øjnene og viste at han følte sig fint tilpas ved det. Hans smil forsvandt dog igen, og han følte ikke trang til at sige noget som helst da Anne tog ham i hånden. Nu var det bare de to, og den oplyste gravsten ved hjælp af stearinlyset. Han måtte dog spærre øjnene en smule forbavset op, da armene blev lagt rundt om ham.
"Mhm.." han lyttede til hvad hun sagde, men blev mere opmærksom da hun ikke gjorde sætningen færdig. "Men hvad?" han stirrede tomt på gravstenen.

[Anne Christensen]

Anne sukkede let og bed sig i læben, " Ikke noget, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal hjælpe dig.. " hun trak ganske let på skulderne, før hun igen trak sig forsigtigt væk, hun følte sig helt vildt håbløs, og havde mest af alt bare ondt af ham, men hvad hjalp det ham overhovedet? - ikke det mindste.

Hun kastede et kort blik mod graven, før hun begyndte at gå, ikke sikker på at han ville følge med med det samme, eller han ville bruge lidt tid alene med sin mor, man kunne vel ikke vide hvad han helst ville? Det var vel også meget forståeligt hvis han gerne ville være alene med hende, han virkede ret forstyrret af at være her, rastløs og forvirret.

[Johannes]

Johannes sad forsat i stilhed og stirrede udtrykstløst og ulæseligt frem for sig imens Anne forsatte med at tale. Hun virkede forvirret og ude af stand til at finde ud af hvad hun skulle stille op med det hele. Johannes forventede intet af hende, han var bare glad for at hun var tilstede - var hos ham.

"Der er ikke rigtig noget du kan gøre, Anne.." svarede han stilfærdigt og vendte sig mod hende, "Den eneste der kan gøre noget.. Er vel kun mig selv." han trak opgivende på skuldrene og fjernede blikket fra Anne.
"Men... Jeg er glad for at du tog med.." nævnte han sandfærdigt.

Han hørte Anne rejse sig, og mærkede grebet der blev sluppet om ham. Ganske forsigtigt så han mod Anne der gik et stykke derfra, han forstod ikke hvorfor hun lod sig bekymre så meget.
Lidt efter rejste han sig, og børstede jord af sine bukser. Uden et ord stirrede han ned på sin mors gravsted, uden at kunne finde ord at sige. ..jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. Mor.. han sukkede for sig selv.

Hey! Anne.. han gik så småt efter hende, men standsede et stykke fra hende. Skal vi ikke tage ud at feste? han så afventende på hende. Jeg har brug for at komme lidt ud.. ikke fordi at han ikke kom ud nok, for han var næsten ude vær weekend og lave et eller andet.

[Anne Christensen]

Hun trak let på skulderne ved hans ord, hvad skulle hun svare? ganske kort lod hun de slanke arme glide over hovedet for at strække sig. Forundret over hans spørgsmål, feste? Nu? Var det klogt? Desuden var det midt på dagen.. Hm, Nå. " Hvor vil du tage hen? " Spurgte hun i stedet, så kunne hun da overveje om hun ville med, egentligt skulle hun øve, og hun skulle også læse noget til om mandagen.

- Men Johannes virkede mere vigtig, druk gjorde godt nok ikke, men hvis det hjalp ham, så måtte hun vel gøre det, hun mindes ikke at have drukket med ham det sidste års tid, de havde da været til fester sammen, men de havde ikke snakket sammen til dem, ikke rigtigt.. Måske fordi hun altid blev kapret af sine veninder til at danse med dem, og hjælpe dem med at score fyre, sikkert derfor hun aldrig selv scorede nogen som helst.

[Johannes]

Midt på dagen - eftermiddag, det var forholdsvist det samme i Johannes hoved, og så tidligt var det nu heller ikke længere. Himlen var trods alt blevet orange, med de violette nuancer. Han træk på skuldrene til hendes spørgsmål. Hvor de skulle tage hen var han ikke sikker på. "Bare et fedt sted.. Jeg har hørt at de holder noget rave party, på et af de lokale diskoteker." han smilede skævt. At danse som en sindssyg til noget bindegalt elektronisk musik var han i humør til.. men det var ikke så sjovt at tage dertil alene som at være der med andre.

"Så.. hvad siger du?" han så på Anne med de opmærksomme hvalpeøjne, de øjne han ikke engang lagde mærke til at han gjorde, og ventede bare på Annes endelige svar. Det kunne da være hyggeligt nok, at tage ud at danse og feste..