Et afsides sted

[Anne Christensen]

Egentligt var hun ikke helt tryg ved situationen, der var så mange folk der blev endnu mere deprimerede og forvirrede hvis de prøvede at drikke deres sorger væk. Men, hun måtte vel bare holde øje med ham, som hun plejede.
" Okay.. " Hun trak medgivende på skulderne, det kunne vel være meget hyggeligt, eller, hvilket ord man nu kunne bruge i det sammenhæng..

Anne fugtede sine læber og så på ham, " You lead the way.." hun kastede et sidste blik tilbage på graven, før hun lod sig overgive til Johannes' selvskab og væsen, det var vel det bedste, så måtte han bare bestemme, det var det nemmeste, han var mest medgørlig hvis han fik sin vilje.

[Johannes]

Når Johannes oftest prøvede at komme væk fra sine dårlige tanker, og de følsomme øjeblikke, søgte han tilflugt ved hjælp af druk og at feste. Ikke det smarteste, men han blev aldrig rigtig holdt i kort snor når det kom til det punkt, ofte lod folk ham bare gøre hvad han ville - Johannes var åbentbart den type der bare fik sin vilje uden videre.
Normalt var Johannes 'beskytteren' i samlinger blandt hans venner, hvor han selvfølgelig stadig kunne have det sjovt og feste, men han var ofte den der holdt øje og besluttede når det var nok for en aften, dog var han meget dårlig til at følge sine egne råd.. men han var teenager, og teenagere gjorde dumme ting.

Johannes lyste op i et smil og nikkede triumferende da Anne sagde ok, til at tage afsted med ham. Det var altid hyggeligt med flere, og han håbede på at der også ville dukke andre op som han kendte. "Fantastisk! Det skal nok blive fedt, Anne." forsikrede han hende om, og gik hen imod hende med et smil.

"Yep, bare følg mig." Han begyndte at gå i retningen mod byen, men skævede en sidste gang mod sin moders grav, med et tungt blik, og derefter fjernt. Han ville ikke tænke over det mere.. men bare have det sjovt. Rigtig sjovt. Uden en tanke så han mod Anne, og smilede skævt til hende, hvorefter han bare forsatte med at gå.

//emneskift