Køkkenet

[Andreas]

Han gik mod skabene med fadede og fik, kun med en smule besvær, både åbnet skabet, selvom han havde hænderne fulde, sat fadene ind og lukket igen efter sig. Så fordi han var igang med alt dette, lagde han slet ikke mærke til, at der muligvis var en smule diskussion inde i Sørines hoved om, hvad pokker 'tallrikar' var for noget.
Han vendte sig igen og gik hen mod hende, ligesom Sørine tilbød ham en rundvisning. Han skubbede kort brynene frem i panden og tænkte Tal pænt..., da han kom fra en familie, hvor der ikke blev bandet - overhovedet. Så klart, han brød sig ikke om bandeord. Men han sagde ikke noget. Det ville være et underligt førstehåndsindtryk. I stedet valgte han at forholde sig til hvad hun ellers sagde.
"Jeg har fået en rundvisning, ja. Har været her et par dage nu. Men jeg tror jeg vil gå ned og snakke med kontoret: hvis de tror jeg er Martin, kan det være jeg er blevet placeret på det forkerte værelse og sådan. Måske i den forkerte klasse også? Jeg ved det ikke. Men jeg har i sinde at finde ud af det, så nu vil jeg gå derned, og snakke med dem."
Han nikkede bestemt, vendte sig en halv omgang og tog igen sit armbåndsur, der stadig lå på køkkenbordet, i beskyttet afstand fra vaskebaljen. Han smed det om håndledet og lukkede det med vant bevægelse.

[Sørine Knutson]

"Ah... god idé."
Sørine overvejede sine muligheder, men han sagde det så koncist, at det virkelig lød, som om han kunne vejen til kontoret. Dammit, fyre med orienteringssans. Det letteste nu ville være at smutte ud af døren før ham og styre lige mod værelset, hvor Benedikte burde være i området, og hvis hun ikke var, muligvis kaste sig ud fra en skrænt. Men på den anden side ville det være katastrofalt, hvis nu fyren ikke kunne huske hende - men det burde han, hun havde været mere end hjælpsom - faktisk havde hun lavet det meste, men hun vidste, fyre var utaknemmelige skabninger - nå, men så måtte han ikke forlade lokalet uden at have noget at hænge hende op på. "Hjælpsom" var ikke det pæneste adjektiv, hun ville have klistret på sig, hvor typisk.
"Nå..." Sørine hang de våde viskestykker op og vendte sig med et svagt smil. Hun traskede over gulvet mod døren, hvor hun for et stykke tid siden havde smidt sin skuldertaske. "Kan du ikke be' kontoret om at give mig lidt credit for denne gang? Jeg hedder Sørine Knutson," sagde hun med eftertryk på navnet, idet hun håbede, det ikke kom for tydeligt ud. "Tak for nu ellers, det gik da OK hurtigt. Vi ses nok?"
Hun smilede hurtigt og samlede sin taske op i et fast greb, svang remmen over skulderen og smuttede ud, ud af det varme køkken og hastigt over gulvet mod pigernes fløj.

(Det var dén akavede afrunding herfra : D)

[Andreas]

"Jo, det skal jeg nok." Sagde han med et høfligt smil inden hun smuttede ud af døren. Han skulle nok give hende 'credit' for, at have hjulpet så meget i køkkenet. Især når hun nu ikke havde vagt. Man skulle også belønnes for at gøre ting godt, jo. Alt andet ville være uretfærdigt.
Han var egentlig på vej hen mod døren for at gå ud, da han hørte opvaskemaskinen bippe. Det betød vel, at den var færdig? Han gik hen imod og ganske rigtigt, den var færdig. Han åbnede derfor opvaskemaskinen og ud stod en stor søjle af damp og luften i køkkenet blev tættere og varmere end før. Men i det mindste blev tallerkenerne hurtigere kolde. Derefter gik han over mod vinduet igen og åbnede et mere som han også haspede. Luften i køkkenet var nærmest ulidelig. Ikke kun fordi der var så forbandet varmt, men også fordi luften var tung og fugtig af damp.
Men da det var gjort, da forlod svenskeren også køkkenet, i retningen af kontoret.