Køkkenet

[Sørine Knutson]

En solskinsdag, hvor Sørine følte sig ved siden af sig selv. Spærret inde bag lukkede vinduer, der gav udsyn til den solbeskinnede front af hovedbygningen: elever på vej til time stavrede over gruset med tasker over skulderen, enkelte elever løb i hast for at nå en bid frokost, og langs indkørslen stod gardneren i bar overkrop og slog græsset med et svedt ansigt. Sørine havde det også varmt; køkkenet var som et drivhus med de store vinduer, men også opvaskedampe og brændende komfurer maksimerede hedeslaget. Hun var taknemmelig for kun at være i top og jeans.
Tirsdag var traditionelt Sørines forhadte køkkentjans, med opvask og aftørring og ingen formildende omstændigheder fra kantinedamen; men at nogen så skulle lægge sig syg og hun skulle udvælges var næsten for meget for hendes retfærdighedssans. Hvis ikke hendes mor havde været socialist, havde ideologien ikke haft en chance hos hende.
Syge Andreas... tænkte hun med rasende mine, da hun greb det næste fad i stakken og sænkede det i opvaskebaljen. Hvis hun mødte én, der hed Andreas, skulle han nok få at vide, at man kun lagde sig syg på tirsdage... Hvad havde den anden heddet, Martin? Hvor var idioten? Én ting var opvask, men ensom opvask var dråben. Hvis Martin var klog nok til at dukke op, skulle han flåes.

[Andreas]

Andreas åbnede stille køkkendøren og kiggede ind, for ikke at forstyrre, hvis der evt. skulle være nogen derinde, der havde gang i noget. Han kunne ikke undgå at se Sørine stå, og kæmpe med tallerkener i stakke og fedtede gafler og knive. Jo, det var vidst rigtigt da der blev sagt til ham, at han skulle gå ned og hjælpe i køkkenet.
"Skal jeg hjælpe?" kom der på svensk fra døren, hvor Andreas stod. Han bevægede de lange lemmer helt ind i køkkenet og lukkede den tunge dør efter sig. De mørke cowboybukser sad pænt på drengenbenene og på overkroppen var der en t-shirt i en flot, støvet rød farve. Selvom det ikke havde virket af meget i morgen, så havde han faktisk, i forhold til Sørine, rigtig meget tøj på, og han blev da også straks slået af varmen.
"Uf, her er varmt," sagde han så, en anelse slået over det. "Jeg åbner lige et vindue", sagde han derefter og gik i sine sorte Converse-sko henover køkkengulvet og hen til vinduet. Han spejlede sig ganske kort i glasruden, så at alle tre af hans halskæder pænt forsvandt ned under kanten af hans t-shirt, inden han smækkede ruden op og satte haspen på, så de fik noget frisk luft ude fra.

[Sørine Knutson]

"Er du --" Sørine drejede sig i en lynvending for at forsikre sig, det ikke var en kantinedame, men det var i den grad ikke en slank, høj, faktisk udmærket flot og skægget kantinedame, der stod i døren. "-- Martin?!" brølede hun og lod fadet skøjte dybere i baljen for at slå vredt ud med armene. Vand sjaskede på gulvet, men det havde ingen betydning, det kunne en anden slave gøre rent.
"Martin!" himlede hun, "Du skulle have været her for ti minutter siden! Ja, OK --" hun så perpleks til mens han slentrede hen til vinduet. "Bare fordi din makker er syg!"

[Andreas]

"Martin?" sagde han undrende, drejede rundt og kiggede på hende. Hans ene øjenbryn var hævet, det andet presset ned i panden.
"Martin? Næh. Jeg hedder Andreas. Martin er syg. Ingen havde fortalt mig, at jeg skulle i køkkenet i dag - nok fordi de troede jeg var Martin."
Han smilede og gik hen til Sørine. "Undskyld, at du skulle stå med det hele selv."
Det var stadig tydeligt svensk, det der kom ud af munden på ham. Da han var halvt dansk havde han faktisk et rimeligt stort, dansk ordforråd, men han var aldrig kommet af med den svenske dialekt. Heller ikke når han snakkede engelsk, så lød han også stadig svensk. Nu hvor han var kommet til Norge havde han lidt opgivet at skulle lyde norsk, da de fleste alligevel forstod ham.
- Hvor var det dog praktisk, at være fra Skandinavien.
Han gjorde en hurtig bevægelse med den ene hånd og fik på den måde løsnet det sølvfarvede armbåndsur, der sad fast om hans venstre håndled. Han lagde uret på køkkenbordet, godt væk fra vaskebaljen for så vidt muligt at undgå, at uret skulle blive ødelagt af vandet. Han tog en opvaskebørste og kiggede på Sørine, han smilte stadig.
"Så, hvad skal jeg gøre?"

[Sørine Knutson]

Sørine gloede. Hun åbnede munden for at gøre indsigelser, men da fyren begyndte at undskylde, tabte hun tråden igen - det var for svært at udpege den skyldige. Hendes tanker sværmede i stedet om, at han uden tvivl gik i 9. klasse, for hun ville have set ham på sin årgang, og syvende kunne det ikke være, og fyre var gudskelov ment til at blive mere ansvarlige med alderen, -- og at drengen her netop stod og bekræftede dét spinkle håb, samt med en halvforjaget, hoppende svensk accent, som tvang hende til at høre efter... og smilet, som i andre tilfælde kunne have provokeret mere end gavnet... -- alt lagt sammen blev det nemmere at sluge undskyldningen.
"Ja, altså." Hendes tonefald sagde, at det var det jo for sent at rette op på nu, men at forsøget var godtaget.
Det velplacerede spørgsmål fik hende straks på gled. "Altså, først har nogle kørt alt servicet ind i køkkenet, som regel bare personalet, og så skal vi sætte bestikket og tallerkenerne i opvaskemaskinen. Det har jeg gjort," hun pegede hen mod nogle rumlende maskiner i hjørnet, "så nu skal vi bare vaske de fade, der er tomme, og siden det ikke var en gryderet er der ikke ekstra opvask, så der skal bare tørres af og vaskene skal gøres rent til sidst." Da hun endelig holdt inde, gispede hun lidt efter vejret. Med et befippet smil tilbage til Andreas, trak hun fadet op og placerede det på et viskestykke til højre.
"Du kan tørre det her af."

[Andreas]

Han lyttede opmærksomt mens hun forklarede, da hun pegede mod opvaskemaskinen, drejede han hovedet i retningen mod det brummende, dampende monster. Tilsidst nikkede han for at bekræfte, at han havde forstået det hele. Andreas var generelt høflig, netop typen der lyttede når folk snakkede, men han kunne ikke komme uden om, at hans opmærksomhed var mere skærpet end den plejede, for han bar nødsaget til at koncentrere sig om, at forstå hvad den norske pige sagde. Norsk var bare ikke det samme som hverken dansk eller svensk, men heldigvis havde det, endnu, ikke rigtigt forvoldt ham nogen større problemer.
"Du har da nået meget," han tog et tørt viskestykke, der hang over en radiator, og tog fadet op fra bordet. Stålfadet var stadig varmt efter vandet. "Jeg mener, hvis du har nået alt det."
Han begyndte at tørre fadet af med store, faste cirkelbevægelser. Den venstre hånd havde et sikkert greb om sølvfadet og den højre hånd hvirvlede viskestykket rundt for at fjerne al vand og sæberester fra det ridsede fad.
"Jeg skal nok tage resten, hvis det er. Når du nu har lavet så meget." Han så spørgende på hende. Det var da helt klart hyggeligst at være to til opvasken, men hun skulle heller ikke føle, at hun skulle stå med det hele. Han ville hjertensgerne hjælpe - også gerne med andet end bare at tørre af. Selvom det var administrationens skyld, at Andreas var kommet for sent, så han det stadig som hans ansvar; det var jo, trods alt, hans vagt.

[Sørine Knutson]

"Åh, så hårdt var det ikke, det er jo bare opvask," sagde Sørine med et kort nik, hvorefter hun begravede blikket i skumbadet foran hende. Hun besluttede tidligt at ignorere, at fyren nu stod inden for en meters afstand, mens hun ivrigt gnubbede børsten over det nye fad.
"Hva?" Hun løftede blikket. "Nejnej! Sig mig, er du ny eller sådan noget? Har du aldrig haft køkkentjans?"
For første gang i løbet af det forløbne kvarter, tillod Sørine sig at sænke farten med opvasken. Hun gled nysgerrigt blikket over fyrens kantede ansigt, pjusket på hans hoved, og de strittende stubbe, der rundede hagen af. I dette øjeblik tvivlede hun på, at hun ville have genkendt ham, om han så havde gået her to år i forvejen. Hans holdning ludede, og de bløde bevægelser var ikke nogle, der prøvede at stjæle ens blik. Hun smilede svagt, nærmest udfordrende.

[Andreas]

Han tørrede fadet af og sagde det på bordet, tog det næste fad Sørine var færdig med at vaske og fortsatte i samme mønster som før. Først holde med venstre hånd og tørre med højre, når højre side af fadet var tørt, så skiftede man over og for at holde med højre og tørre med venstre indtil man fandt ud af, at det var for besværligt og uvant, og så vendte man endeligt fadet om, så det der før var venstre nu blev højre, og på den måde kunne man igen tørre fadet af uden risiko for at tabe det.
Han stoppede kort op, da Sørine pludseligt begyndte at stille spørgsmål.
"Ja, jeg er ny. Og det er min første køkkenvagt." Han svarede kort og gik igen i gang med at tørre fadet af, dog mens han fortsat så i Sørines retning.
"Jeg starter først rigtigt efter ferien, er her bare for at se skolen, lære den at kende og sådan, inden timerne starter til august."
Et mislykket sving med hovedet, som skulle have resulteret i, at hans pandehår forsvandt en smule for øjenene, resulterede i stedet i, at han igen måtte høre hold i sin ellers udmærkede tørringsproces, for manuelt at skubbe det tykke, krøllede, mørkebrune hår væk fra ansigtet. Det var ellers ikke fordi det var for langt, det var bare varmt. For varmt, så han så mod vinduet og overvejede at åbne det mere. Eller åbne et til. Men han ville hellere vaske op først. Han skulle jo hjælpe Sørine.

[Sørine Knutson]

Sørines øjenbryn fløj op i panden, da han sagde, han var ny. Ikke af ren overraskelse, men for at reagere på et eller andet. "Nåh - så forstår jeg bedre," sagde hun med et nik, hun håbede var forstående, og satte et rent fad klar til ham. Særlig effektiv var han heller ikke.
"Smart nok! Der er mange der har fået dispensation i år, der bliver nok ikke så stille som sidst. Dejligt med masser af selskab." Hun smilede forsigtigt. Da han ikke greb efter ordet, fortsatte hun selv. "Måske er sommeren faktisk et ret godt tidspunkt at komme. Jeg mener, du bliver ikke hundset rundt hele tiden, og uden timer er det næsten afslappende at være her... når det er godt vejr..."
Sørine skrubbede hårdere på et særligt beskidt fad, men kastede sideblikke til fyren undervejs i arbejdet. Da en kølig brise slog ind ad det åbne vindue, sukkede hun mere veltilpas. Det gik ganske let at konversere, når hun selv stod for det.
"Så, er du svensker eller hvad? Eller dansker? Sorry, men jeg kan næsten aldrig høre forskel." Med et skævt smil tog hun sidste fad i baljen, forbavset over at se den forsvundne stak til venstre.

[Andreas]

Det nu tørre fad blev sat oven i det andet, og han tog det, som Sørine havde vasket op, næsten lige efter, at hun havde lagt det. Han nikkede til det hun sagde med, at det var godt at komme om sommeren. Han var glad for at være her, for at indrette sig og få lov til at se stedet, også selvom det meste af hans sommerferie nok kom til at foregå derhjemme. Han savnede sin bror og sin familie og han havde ikke tænkt sig at sidde på en ny skole i hans sommerferie. Men han var glad for at bruge "læseferien" heroppe - eftersom de jo slet ikke havde haft læseferie på hans gamle skole, da de ikke havde nogle fag.
"Begge dele, faktisk" svarede han så på spørgsmålet om, hvorvidt han var svensk eller dansk.
"Min bor er dansker, min far svensker. Men har boet i Sverige siden jeg var tre. Jeg kan godt snakke dansk, hvis jeg vil, men jeg slipper nok aldrig af med accenten. Men når man så er i Norge er det lige meget, om man snakker dansk eller svensk. Så snakker jeg bare svensk. Det er nemmest."
Han blev færdig med endnu et fad og satte det over i stakkel til det andre og ventede på, at Sørine blev færdig med at vaske. Efter hun satte farten ned, var det lidt som om, at tempoet var lidt mere ligeligt fordelt.
Selvom han ikke var den store small talker, så var han heller ikke en fan af stilhed - ikke den her slags stilhed, i hvert fald.
"Men du er da norsk, kan jeg høre. Har du gået her på skolen længe?" Måtte han derfor spørge, for at sætte gang i spørgsmålet igen. Men ikke kun derfor, også fordi han reelt gerne ville vide det. For selvom han ikke var til små-akavet tavshed mellem to mennesker, der endnu ikke kendte hinanden, så var han heller ikke typen der spurgte om ting, han ikke ville vide, i en og anden grad. Til hans store held, kunne man sige, var han generelt interesseret i menneskene omkring ham.

[Sørine Knutson]

"Ih, ja, pærenorsk. Jeg har gået her fra første dag i syvende... Det er ærgeligt når lærerne kender én så godt, at de aldrig giver for høje karakterer, men det har sine fordele." Hun prøvede at se fordelene for sit indre blik: altid blive betroet med de nyest ankomne piger; aldrig fare vild; bedste venner med personalet. Især det første og sidste gjorde hun en dyd ud af, da hun kunne lide at holde sig opdateret. Og opdateret var hun efterhånden.
"Jeg starter i ottende nu, men det føles ærlig talt som om jeg har været her i en evighed. Selvom de skilter med det, er hverdagen her altså ikke særlig underholdende, eller hvad siger de.. fleksibel." Hun rynkede på næsen. Straks efter blev hun træt af at remse op om sig selv, og strakte blikket og det sidste fad mod ham.
"Undskyld min dårlige takt," begyndte hun for at indlede det, måske, uhøflige spørgsmål, "men hvad laver en svensk-dansker så i Norge? Ikke sprogforvirret nok?"
Hun tilføjede spørgsmålet et skævt smil, velvidende at en del kostskolebørn her ikke gad snakke om årsagen til at være her. Nogle fordi de ikke kunne forklare det kort, andre fordi de vist ikke selv var helt klare over, hvorfor deres forældre havde sparket dem herhen. Medmindre, selvfølgelig, man tilhørte Bergenhus' traditionelle skolegængere og var barnebarn til en eller anden knark.

[Andreas]

Han små-grinte af det hun sagde med, at lærerne aldrig gav for høje karakterer, når de kendte en. Han kunne kende det fra privatskolen i Sverige. Lærerne vidste hvad man kunne og hvis man derfor ikke gjorde sit allerbedste, så fik man kun en middelkarakter selvom andre, der lavede det samme, fik en højere. Men det var vel bare for at få en til at præstere?
Men han måtte da også grine af det kun sagde med sprogforvirring, for egentlig var det rigtig nok.
"Min bror og jeg var på efterskole i Danmark, men en skole hvor vi ikke havde rigtige timer og ikke fik karakterer, så jeg vil gerne tage niende igen for at komme ind i rytmen inden gymnasiet. At jeg var i Danmark sidste år bevidste så bare, at jeg godt kan lide at få lidt afstand fra familien, selvom jeg savner dem. Og nu er jeg her."
Han smed viskestykket henover skuldren, vendte sig om og lænede lænden op ad kanten af køkkenbordet.
"At det lige blev her handlede lidt om hvad vi kunne få tilskud til. Vi svømmer ikke ligefrem i penge. Man får forskellig tilskud alt efter om det er i hjemlandet eller i udlandet, og kunne ikke få til Danmark igen og eh... ja, så blev det bare her. Men jeg kan godt lide stedet. Ind til videre. For mig gør det heller ikke noget, at hverdagen ikke er fleksibel. Jeg er meget glad for rutine, faktisk."
Han smilte og håbede, at hun forstod det hele. Det var en lang forklaring, men der var bare mange detaljer, og skulle man have bare en nogenlunde forståelse for hele situationen, så var detaljerne rimeligt vigtige.
Han vendte sig igen, for at kunne tage det sidste fad.

((Knark! Fantastisk ord. Ligesom 'kanalje' :D))

[Sørine Knutson]

Sørine smilede over hans klukken og, ved dens tiltagen, blussede svagt. Hun vendte sig mod baljen og kom i tanke om, at der ikke var mere at vaske, hvorefter hun hurtigt tømte baljen og skyllede vasken efter. Hun vaskede fingrene i koldt vand, rystede dem ivrigt og gnubbede sig let over kinderne med de våde håndflader, kølende. Derefter gled hænderne om i nakken og trak endelig hestehalen ud. Idet Andreas drejede sig, så hun op og trak den ene halvdel af håret frem over skulderen, omhyggelig med at glatte det ud. "Ah," kommenterede hun med et opmuntrende nik.
"Virkelig...?"
Sørine var ikke sikker på, at hun tolkede det indforståede smil helt rigtigt. Men det smigrede hende alligevel, på en måde; at han havde sagt det hele, som om det var en slags fortrolig historie, og ikke mindst at der ikke var en række dårlige, perverse vittigheder indflettet undervejs. Næsten som en voksen samtale...
Hun faldt lidt i staver, mens hun betragtede ham tørre fadet; da hun indså, hvad hun lavede, greb hun ud efter et viskestykke og tørrede hurtigt af omkring vasken. "Vi er færdige!" proklamerede hun med et bredt smil. "Samarbejde!"

[Andreas]

Han rakte hånden op til et high-five da hun, meget entusiastisk, fik sagt 'samarbejde', men han kunne nu ikke være mere enig.
"Ja, det vi da gode til, det her. Det kunne vi da snildt gøre igen - næste gang kommer jeg bare til tiden." Han grinede en smule da han jo godt vidste, at det ikke var hans fejl, at administrationen ikke vidste, at han ikke hed Martin Årud.
Det sidste fad blev tørt af og sat oven på de andre, og Andreas løftede hele stakkel og spurgte Sørine "Ved du hvor de her skal stå?"
Det måtte hun gøre. Hun havde jo tydeligvis været i køkkenet før hvor det, helt modsat, var hans første (men nok bestemt ikke sidste gang) i kostskolens køkken.
"Og skal vi ikke også sætte tallerkenerne på plads?" han nikkede mod opvaskemaskinen, da han sagde ordet 'tallrikar' - som jo er tallerkener på svensk. De brugte også sommetider ordet 'plattor' på svensk, hvilket minede meget om det norske ord 'platene', men det var nu aldrig det de havde brugt hjemme hos Andreas. Han var overbevist om, at det der med at tale svensk på en norsk kostskole nok skulle bringe en helt del forvirring en dag, men ind til videre havde det jo gået mere end godt.

[Sørine Knutson]

Mere begejstret besvarede Sørine hans high-five, selvom en del af begejstringen bestod i, at han havde rakt hånden op overhoved. "Ah, well, if only so. Jeg har en fast opvaskerbuddy, faktisk var jeg på overarbejde. Endnu en ulempe, kontoret kender ens navn!" Hun fniste og pegede mod skabene for enden af væggen som svar på hans spørgsmål.
"Sætte...?" Sørine kiggede skeptisk på ham, mens han løftede stakken, som om hun mistænkte ham for at ville hælde benzin på opvaskemaskinen. "De talrige... tallerkener?" foreslog hun så og opdagede i det samme forbindelsen med et muntert udbrud: "Nåh!" Man havde vel haft svensk i sjette klasse. "Nej, det gør personalet... de dækker buffetten. Medmindre der er specialanretninger. Hvilket der aldrig er."
Hun smilede kort og overfladisk, godt tilfreds med sin præcise informering, der blev det første step i hans udvikling til ansvarsfuld kostskoleelev. Med et kort blik på uret, der hang på bagvæggen, rynkede hun brynene - hun havde aftalt at mødes med en veninde efter overstået tjans.
Netop som hun planlagde en cool og afslappet farvelhilsen, opdagede hun en essentiel mangel i planen. Hun ventede til han var vendt tilbage fra skabet. "Øh, så - har du fået en rundvisning eller sådan noget? De plejer at give nye elever en eller anden tutorting, men hvis de i forvejen f*cker det op på kontoret, ved jeg ikke.." Hun grinte akavet.