Værelse nr. 15; Nikolina & Nadia

[Nikolina Astrid Haugen]

Da Nadia pludselig slog sig løs i et grineflip, kunne Nikolina ikke lade være med at stirre på hende inden hun selv begyndte at smågrine lidt. Der var bare noget ved den lyshårede pige, der gjorde hende helt igennem munter; og derved fik hende til at grine. Men det var nogle små forsigtige kluk, som om hun prøvede at holde grinet tilbage. Efter noget tid, hvor deres grin atter var stilnet af kiggede Nikolina med et lille smil på Nadia, og rettede på en lok hår imens.

"Nåårh.. på den måde." sagde hun forstående til det der blev sagt angående at kramme hinanden, og fremmede mennesker. Nikolina nikkede bare lidt opmærksomt til det. Så.. medmindre man kender dem.. skal man nok ikke kramme folk.. bare sådan lige pludselig.

"Hmm..." brummede Nikolina lavt da Nadia så ud til at mumle et eller andet, men hun sagde ikke mere til det.. istedet gjorde hun sig opmærksom på snakken om fadere.
"Mhm mhm!" hun havde ikke rigtig noget kløgtigt at sige til selve samtalen, så derfor nikkede hun bare bestemt og opmærksomt til alt hvad Nadia sagde. Min far ville nok ikke blive så glad, hvis jeg pludselig fik en kæreste uden at fortælle om det. Mhm..

Nikolina blev bare stående hvor hun stod da Nadia gik over til sin seng efter at have kastet et spørgsmål i hovedet på Nikolina. "Hmm.." sagde hun for at begynde et sted, imens hun satte sig på hug ned til sin kuffert og lynede den op, "8. klasse.. hvad med dig?" Måske jeg skulle begynde at pakke ud nu..

[Nadia Sophie Dalgaard]

Nadia elskede det, når andre grinede sammen med hende, fordi det gjorde hende også bare glad. Der var enlig mange ting, som kunne gøre hende glad uden nogen synderlig grund, dog var der så også ting, som kunne ødelægge hendes humør temmelig hurtigt. Og underligt nok, så var hun lettere at gøre ked af det, som glad, men hun var stort set altid glad, så man lagde ikke mærke til, at hun var ked af det.

Hun trak lidt på skulderne. ”Det er ikke alle, som kan tåle en potion Nadia-Hyper-Glæde.” sagde hun og blinkede, hvorefter hun grinede lidt mere. Og når hun var hyper og ekndte folk, så overfaldte hun dem enlig bare.. selvom der var dem, som hun ikke ønskede, at hun ville overfalde.. blandt andet Magnus.

”Skal vi ikke bare lade det ligge? Ingen har alligevel ingen kæreste.. og det er heller ikke det mest interessante emne.” foreslog hun og smilede skævt. Hun havde nok aldrig været stærkt til det emne, men nok mest, fordi hun ikke havde haft en kæreste. Det kom måske med tiden, hvem ved? Sådan kunne det også ende med Kokus.

Nadia betragtede lidt Kokus henne fra sin seng, hvorefter hun lagde sig ned med hovedet på hovedpuden. Hun fandt også noget tøj frem, som hun lå og smed det på gulvet. Hun kiggede op i det tomme loft. Dog satte hun sig dog op. ”Fedt! Jeg skal også i 8.klasse.” sagde hun glad og skulle igen til at springe på Kokus, men blev siddende på sengen.

[Nikolina Astrid Haugen]

Måske.. måske ikke.. tænkte Nikolina tomt for sig selv da Nadia snakkede om at ikke alle kunne klare hendes hyperglæde, men man var jo trodsalt også forskellige mennesker, og Nikolina kunne ikke rigtig svare på andres vegne. Men jeg kan godt lide din glæde ..

Nikolina nikkede hurtigt og bestemt til det Nadia havde sagt med at lade emnet ligge. Det havde hun det helt okay med.. desuden var der vel heller ikke mere at sige til den slags, ikke lige nu i hvertfald. "Mhm mhm, selvfølgelig!" hun gjorde nogle korte nik.

Hun lagde sin kuffert ned, så det var nemmere for hende at finde rundt i de forskellige ting, og så det ikke bare væltede ud over Nikolina, når hun åbnede den. Forsigtigt begyndte hun at pakke sine ting frem, og sortere hvad der var hvad..
"Skal du?" hun kiggede forbavset op på Nadia da hun forklarede at hun også skulle starte i 8.klasse, "Så .. kommer vi vel til at gå i samme klasse?" Nikolinas ansigt lysnede op.. hun var glad for at kunne starte i samme klasse med en person som hun allerede kendte.

[Nadia Sophie Dalgaard]

Nadia lod en hånd glide gennem hendes hår, hvorefter hendes arm igen faldt ned langs hendes side. Hun smilede til Kokus. Hun håbede virkelig, at Kokus ikke ville løbe væk og efterlade hende alene på værelset.. Nadia holdte af at have selskab, og hun brød sig enlig ikke om, at sove alene på et værelse, hvor der var senge til flere.

”Kærester er et underligt emne.” sagde Nadia bare, da Kokus erklærede sig enig i, at de kunne lade emnet ligge. Hvilket hun var glad for.

Hun havde kigget på Kokus ting, men lagde sig igen ned på sengen, da Kokus svarede hende. Hun lagde hænderne under hovedet med albuerne ud til siden. ”Det gør vi måske.. der er måske en stor chance for det.” sagde hun og kiggede ned på sine fødder, som gyngede fra side til side.

[Nikolina Astrid Haugen]

"Det håber jeg." sagde hun med et lille nik, og følte sig allerede på god talefod med Nadia. Det var rart, og hun håbede virkelig at hun kunne komme til at få nogle gode dage på denne kostskole. Det håbede hun virkelig.

Uden rigtig at sige mere begyndte hun at stille sin ting på plads. I skabet lagde hun, og hang sit tøj pænt, og på bordet stillede hun et familie portræt, af hende selv og sin mor og far. Det gik hun og fiflede lidt med.. Hun ville helst gøre sin del af værelset så hjemligt som muligt, hurtigst som muligt. "Hvordan er badeværelserne?" spurgte hun roligt, for at bryde tavsheden en smule.


( måske vi skulle oute anytime soon? :3 )

[Nadia Sophie Dalgaard]

”Håbet forlader aldrig en.” sagde Nadia og syntes igen, at hun lød lidt filosofisk.. hun trængte virkelig til at gå på rov i køknet, så nogle af disse underlige tanker igen kunne forlade hende, selvom det til tider var gode tanker, men de passede bare ikke rigtig i hendes mund.

Hun trak lidt på skulderne, mens hun betragtede loftet. ”De er vel okay, som alle andre normale badeværelser, selvom de nok bliver brugt mere her.” svarede hun Kokus, da spørgsmålet om badeværelserne blev vendt. Et underligt spørgsmål, hun plejede selv at undersøge tingene og løbe rundt på nye steder, så hun fik set det hele og kunne finde rundt.

Nadia ledte efter en klokke, hendes mobil, som hun ikke lige kunne finde. Dog da hun løftede i dynen, røg den ned på gulvet. Hun samlede den op og så på klokken. ”Damn..” sagde hun og hoppede ud af sengen, men lod mobilen ligge. ”Bliver nød til at løbe, har en hestevagt.. vi ses vel til maden?” spurgte hun, men uden at vente på et svar løb hun ud af døren, greb sine gummistøvler og forsvandt ned ad gangen.

//Epic out på første kapitel ;D//