Værelse nr. 15; Nikolina & Nadia

[Nadia Sophie Dalgaard]

På værelse nr. 15 i Sydfløjen har Nadia boet længst, hvilket bemærkes med skiltet, hvorpå der står ... Sophie Dalg.. , resten er enten streget ud eller faldet af.
Dog nedenunder hænger der et nyere skilt, hvorpå der står Nikolina Astrid Haugen. Ellers er der intet specielt at bemærke ved døren.
Og nedenunder her hænger der et skilt, hvor der står Anne Maj Christensen.

Beskrivelse skal muligvis laves om?

Værelset er meget enkelt. Det var på en måde delt i to og var lidt spejvendt. Først for stod klædeskabene, hvor der var plads til tøj, derefter stod skrivebordene, hvor der hang hylder over, og derefter sengene, og ved siden af hver seng var der et lille bord med en natlampe. Og på væggen nede ved sengene var der et vindue med hvide gardiner for. Væggene var hvide og kedelige.

I den højre side af værelset, Nadias side, stod klædeskabet halvåben og afslørede det ikke sammenlagt tøj, og noget af tøjet lå også foran skabet. På skrivebordet lå skolebøgerne i en bunke ovenpå hinanden med en tændt bærbar ved siden af, som krævede en adgangskode for at komme på brugeren, mens den også varslede om lavt batteri. Sengen var ikke redt, og tog man ikke fejl kunne man også se noget tøj på sengen. Sengetøjet var stribet i grøn, blå og gul.

Og i den venstre side af værelset, Nikolinas side;
Selvom alt rodet fra højre side meget nøje stod til varemærke på dette værelse, ville man ligge mærke til en meget absurd og ukendt plet i portrættet. Nemlig i venstre side, hvor Nikolina havde sine ting.
Der var altid gjort rent, (enten på den ene eller den anden måde) og altid ville tingene stå i orden og være til at finde når som helst.
På skrivebordet lå der ikke utalligt med rod, men en fin mini bærbar (som hun havde fået af sin familie, inden hun tog afsted på kostskole) En lampe som prægede bordet, stod inderst og var klar til at lyse når som helst, når Nikolina skulle lave lektier. Der stod også et lille familie fotografi i en billedramme, af hende selv, sin mor og sin far. Hun havde også sine notesbøger, skolebøger, andre bøger stående på hylderne. Under bordet ville hendes symaskine stå, og alt sit strikkegrej.
Hendes seng var velredt, og dynebetrækket var hvidt med lyseblå mønstre rundt omkring. Der var ikke rigtig særlig meget at bemærke der, og så havde hun også en sød lille bamse der sad ved siden af hendes hovedpude. Under hovedpuden ville hendes mobil normalt ligge.
Hendes klædeskab var altid lukket, og tøjet inde i skabet ville altid hænge nydeligt, og ordentligt.

Og en lidt funny præsentation af værelset; "Dette er så stilhed -peger på Nikolinas halvdel- før stormen -peger på Nadias halvdel-." XD


//Kan altid laves til fleremandsværelse, hvis der skulle være interesse.. og hvis Nikolina tillader det. XD//

[Nikolina Astrid Haugen]

En stor bygning. Lange gange, mange værelser og døre over det hele. Det var et nyt sted for Nikolina; aldrig havde hun været på sådan et stort sted. Normalt gik hun på en lille skole i provinsen, og boede sammen med sine forældre i et lille hyggeligt hus. Hendes mor, far og hende selv. Kun de tre. Det var hun vant til, men nu skulle hun begynde sådan et sted som dette.

Et stort sted betød mange mennesker, og mange mennesker betød muligheder. Men mon ikke hun bare ville blive overset i mængden af mennesker og være en enkelt lille prik i det univers, som de kaldte; kostskole?
Uden at standse op, men med et nysgerrigt blik der flygtigt opslugte hver en korridor, og andre spændende ting, traskede hun blidt videre med sine kufferter og tasker. Det var dog ikke alt hun behøvede som var i disse tasker, men det var blot en start. Ikke fordi hun manglede en hel masse, men hendes strikke grej og symaskine stod stadigvæk derhjemme; men det kunne jo altid hentes på et tidspunkt i ferien.

Uhmm.. Værelse nummer.. 15.. var det ikke? På en akavet måde fik hun løftet det store lap A-4 papir frem med informationer, imens hun forsat gik med sin kuffert. Det kunne næsten ligne at hun ville tabe det hele når som helst, men på en eller anden måde fik hun alligevel løftet det, men behageligt gik hun skam ikke. "Hmmm..." Hendes blik var fjernt, men alligevel var der et strejf af nysgerrighed i de blå øjne.

Endelig fandt hun døren til værelset, og uden tøven, men stadig med den akavede og besværlige bevægelse, fandt hun nøglen frem og låste op. "Det er vel her så.. " mumlede hun lavt for sig selv og fik mere eller mindre skubbet sig selv ind på værelset, og i sidste øjeblik stillet sine kufferter fra sig uden at tabe det. Hendes blik vandrede rundt i værelset, men det første som fangede hendes blik var alt rodet, som bredte sig ovre fra den højre side. Rod, tøj, det lignede jo en katastrofe! I hvertfald når Nikolina var et ordensmenneske, hun kunne i hvertfald godt lide når der var orden, og så elskede hun jo iøvrigt også at gøre rent og rydde op.

Så det er så det her jeg skal kalde.. 'hjem' fra nu af. Hun var ikke dømmene, bare mere eller mindre passiv. Hendes blik gled over på venstre side. Den tomme side. Det var helt underligt at se sådan en livløs plet, i livligheden fra højre side.
"Mhm.." Nikolina gik over til skrivebordet som stod på hendes side, og betragtede det. Hun orkede ikke at pakke ud lige nu; det ville hun vente med til i aften istedet for.
Jeg håber.. at jeg i år vil få nogle venner.. et lille smil kunne ses i mundvigen, inden hun hang den tynde jakke, pænt på stolen.

Gad vide hvordan min roommate er.. Mhm.. hun hev papiret frem igen, Nadia.. Sophie Dalgaard .. Hm. Hun læste navnet igen og igen, og stod egentlig bare og faldt i staver inde i værelset.

[Nadia Sophie Dalgaard]

Ridetøj? Hvorfor havde hun også glemt det vigtigste på hendes værelse? Hvorfor? Hun kunne godt være taget af sted i det tøj, som hun havde, men hun havde det bedre med ridetøj også, fordi hun ville ridde uden saddel i dag. Men nåja, det var kun en straske tur frem og tilbage, og der var alligevel timer til, at der var mad. Det var det der med, at hun ikke havde styr på sine ting, hvilket hun på ingen måde havde. Hun skulle altid lede efter det, som hun skulle bruge, hvilket ville sige, at hun altid brugte lidt længere tid til at gøre sig klar om morgen, fordi der altid var den skolebog, som hun skulle bruge, som var væk af mystiske årsager, men hun fandt da altid sine ting i den sidste ende, men det resulterede ofte i, at hun kun lige nåede til de ting, som hun skulle til. Dog heldigvis havde de sommerferie nu. Og når sommerferien var slut? Så ville det være et kaos med at finde de nødvendige ting igen.

Hun var klædt i en stor marineblå sweather, jeans og røde gummistøvler. Hun tog gummistøvlerne af ude for døren, da der var noget hø på dem, og hun havde lige taget sig tid til at vaske dem. Personalet eller lærerne ville nok blive lidt utilfreds, når de opdagede det skidt, som hun havde slæbt med indenfor.
Hun tog fat i døren, mens hun søgte efter sin nøgle, men døren var åben. Huh.. jeg er hundrede og et procent sikker på, at jeg låste døren.. Det var der, at hendes blik faldt på navneskiltet, som havde hængt der i noget tid. Kunne det være, at hun kom i dag? Hun havde fået besked, men hun kunne altså ikke længere huske, hvilken dag hun skulle have en roomie. Hun opgav hendes søgen efter nøglen og åbnede døren.
Det første hun fik øje på var nogle kufferter. Så det er i dag! Hun lod hurtigt blikket undersøge værelset, men meget kort efter fik hun øje på en skikkelse, en pige, som stod ved det tomme skrivebord. ”Weeee!!” hvinede hun og skyndte sig hen til sin nye roomie og kastede armene om hende og gav hende et rigtig velkomst knus.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina skulle lige til at ligge papiret fra sig, da pludselig - BAM. En fremmed kvindelige skikkelse lagde armene om hende. "Oh, Ouh, oh!" Lød det chokeret og overrasket fra hende da hun tabte papiret ud af hænderne, og var lige ved at skvatte over sine egne fødder, grundet det overvældene og pludselige tryk der havde lagt sig om hende, i et velkoms knus. Et kram.

Hun var lamslået, da hun endelig havde fået fodfæste. "Uhm, uhn.. uh.." lød det fremstammende fra hende, imens hendes øjne flakkede rundt i rummet, og rundt omkring på Nadia der holdt om hende. Hendes kinder lyste op i en rødlig kulør, der gav lidt liv i hendes blege ansigt, selvom hendes ofte fjerne blik, nu var fyldt med et chokeret udtryk.

Aldrig, havde hun da fået et kram før, i hvertfald ikke af et andet væsen på samme alder som hende selv. Altså, hun fik jo tit kram af sine forældre, men det var jo langt fra det samme som dette her! og så kendte de jo heller ikke hinanden. Den pludselige behandling slog hende ud af kurs, og da krammet var blevet sluppet, stod hun og stirrede vildret på Nadia, med røde kinder; en smule forlegen, men mest af alt forvirret. Ikke fordi det gjorde hende noget, krammet. En varm følelse bredte sig fra hendes hjerte over det.. men hvordan skulle men reagere?

"H-hyggeligt at møde dig. " fik hun fremstammet lettere hurtigt og anstrengt, "Jeg er Nikolina! "

[Nadia Sophie Dalgaard]

Nadia betragtede nu Nikolina rigtig, da hun igen havde givet slip på hende. Pigen virkede ikke helt at være vant til den form for kontakt, fordi hendes kinder blussede op. Nadia selv stod og smilede stort til pige. Hun håbede på, at de ville komme godt ud af det med hinanden, selvom hun godt vidste, at det modsatte kunne ske, men nu håbede hun på det bedste. Og hun var ikke blevet slået, så værste var ikke sket. Hendes humør havde lige vendt sig fra glad til meget glad.

”Det ved jeg da godt.” sagde Nadia og grinede svagt, hvorefter hun begyndte at vrøvle lidt, hvilket hun gjorde, når hun faktisk var meget glad, ”Det er også hyggeligt at møde dig. Og du behøver ikke være så genert. Der er mange nye på skolen, og der kommer flere nye efter sommerferien. Vi kun nogle stykker, som faktisk går her mere, end et år. Jeg er en af dem.. har været her et år nu.”

Hun tog fat i Nikolinas hænder og hoppede lidt op og ned på stedet, hvorefter hun gav hende endnu et hurtigt kram. ”Jeg er bare så glad for, at du er her.. jeg håber, at vi vil kommer godt ud af det med hinanden. Min sidste roomie kunne ikke klare mig en uge og så flyttede hun ud… men nu har jeg dig.” sagde hun. Hun var virkelig hyperaktiv i dette øjeblik, hun måtte huske at spise noget sukker bagefter, ellers ville det nok gå galt, når dagen nåede sin slutning.

[Nikolina Astrid Haugen]

"Uhn.." Det gav et lille sæt i hende da Nadia fortalte hende, at hun godt vidste hvem hun var, og det fik hende til at kigge forsigtigt op på hende, og betragte hende. Egentlig var hun ikke SÅ genert, det var mere det.. at hun var slået ud af kurs, som sagt. Det var ret nyt for hende, den form for nærkontakt. Normalt ville hun selv opsøge kontakt til folk, hilse på dem venligt, og vente på en reaktion fra vedkommendes side, men når folk ligefrem opsøgte hendes kontakt, ja så blev hun ret overrasket.

Nikolina betragtede den lyshårede og glade pige med omhu, imens hun vrøvlede muntert derud af, men på en eller anden måde fik Nikolina alligevel fanget hvad det var hun sagde. Det var første gang at en person havde snakket SÅ længe til hende. ... Mhm.. Så der kommer flere personer til skolen.. jeg håber de er lige så kønne og søde som Nadia. og glade.. tænkte hun varmt, imens hendes rødmen var ved at falde lidt i sig selv igen.
Uden rigtigt at svare, nikkede Nikolina til Nadias ord om de nye der ville komme efter sommerferien, bare for at vise at hun altså hørte efter.

Endnu engang kom der en fremmed gestus da Nadia tog fat i Nikolinas hænder, og hendes blik gled med det samme, vældig overrasket, ned på deres hænder. .. Det er min første gang at jeg har holdt i hånd med en anden pige! tænkte hun overrasket. Og tænkte endnu mere over at det egentlig også var hendes første gang med at få et kram af en anden pige.. på samme alder. Nikolinas blik fulgte Nadia der småhoppede op og ned imens deres hænder stadig var bundne.

Hun er glad for at jeg er her... Hun siger hun er glad for at jeg er her....! Nu bliver jeg også glad for at være her...! Hun er virkelig sød.. Tænk hvis man havde lige så meget energi som hende... Hmm.. tænkte hun for sig selv med et venligt udtryk i ansigtet.
"Åh.. B-bare rolig! jeg har ingen intentioner om at flytte ud igen.. og.. Du er virkelig sød.. og glad, det gør også mig glad. " sagde hun venligt, hendes stemme var meget blød at høre på (ikke som en lille pige stemme, man kunne bare høre på den, at hun ikke var typen der ville gøre nogen skade). Hun kunne godt lide at være ærlig, og sige tingene som de var så der ikke blevet lavet misforståelser. Nikolina ville smile stort og venligt til hende som en gestus, men istedet fik hun små rynker i panden, og brynene pegede anstrengt nedad, imens hun prøvede at smile; Det fik hende til at se noget akavet og anstrengt ud. Det gav et helt forkert indtryk.. men hvad kunne man gøre; hun opdagede det jo ikke selv. Det var slet ikke hendes intentioner at se sådan ud jo. Hun stod bare og prøvede at smile imens hun forsat holdt den andens hånd, men man kunne også mærke på hende.. at det hele gjorde hende en smule nervøs.

[Nadia Sophie Dalgaard]

Nadia var faktisk allerede begyndt at savne nogle af dem, som var stoppet på skolen her til sommer. En del af dem havde hun lavet ulykker med eller så var hun sprunget på dem på de mærkeligste tidspunkter. Til tider forstod hun ikke altid, hvorfor folk kunne holde hende ud, men hvis de ikke kunne holde hende ud, så måtte hun vare finde andre at have det sjovt med. Dog var der ikke mange tilbage af dem, som hun kendte og kunne hoppe på, desværre.

Nadia smilede ved Nikolinas nikken. Hun havde det med at aflevere en masse informationer til at starte med, altså omkring skolen.. eller ikke. Det havde hun ikke helt gjort overfor en lærer, der havde det været en smule om hende og om heste. ”Hvis jeg vrøvler eller taler for meget, så må du lige sige til.” sagde hun og smilede. Hun måtte vel lade hendes hest vente til i morgen, selvom han nok ikke ville blive så glad for hende.

”Må jeg kalde dig Niko.. eller Lina.. eller Koko.. eller Krokus?” spurgte Nadia sådan lidt efter hinanden, da hun ikke helt kunne blive enig med sig selv om, hvad hun skulle kalde hendes nye roomie. Nikolina var lidt for langt efter hendes mening, men det var også uvant navn i hendes mund, så hun ville nok kludre i det, når hun skulle sige det.

”Pas på, at du ikke siger det for hurtigt.. jeg er sådan her meget af tiden, selv lærerne kan ikke klare, at jeg er konstant hyper, når jeg enlig burde halvsove i undervisningen.” sagde Nadia og grinede lidt, og valgte at give Nikolina endnu et kram. ”Jeg er altid glad..” sagde hun lidt efter og gav igen slip i Nikolina.

Hun rynkede på næsen og lagde hovedet lidt på skrå, da Nikolina lavede en underlig grimasse, som halvt lignede et smil, men halvt lignede noget andet. ”Nej nej…” mumlede hun bare og prikkede lidt Nikolinas pande for at fjerne rynkerne, hvorefter brugte den anden hånd til at lave et lille smil med to af fingerne. ”Se.. meget bedre.” sagde Nadia glad og smilede stort, og grinede lidt. Nikolina var en køn pige, hun skulle nok lige lære at smile rigtig, så ville alle fyre være solgt.

[Nikolina Astrid Haugen]

"Mhm, " Hun rystede kortvarigt på hovedet da Nadia fortalte hende at hun måtte sige til hvis hun vrøvlede for meget. For Nikolinas vedkommende gjorde det hende ikke noget at Nadia vrøvlede. Hun synes bare at det var sødt og menneskeligt. Meget karakteristisk! "Det gør ikke noget." forklarede hun lavt.

En masse navne blev sagt hurtigt efter hinanden, alle sammen forkortelser af hendes navn, eller søde kælenavne. Det gik op for hende at Nadia rent faktisk ville give hende et kælenavn. Det.. er første gang at nogen giver mig et kælenavn, eller vil kalde mig andet end Nikolina! "Det må du gerne!" sagde hun bestemt, og så meget beslutsom ud i ansigtet, imens hun nikkede, "Det må du gerne.. Det du synes bedst om.." Hendes blik vandrede fra Nadias øjne til hendes hår, og derefter til Nadias ansigt igen.

Nikolina kunne ikke lade være med at betragte det søde og hyperaktive pigebarn foran sig. Hendes energiske opførsel spredte glæde og varme med sig, og Nikolina kunne virkelig mærke at hun blev påvirket af det. Hvilket var godt. Kan lærerne ikke klare hendes hyperaktivitet.. Hmm.. det er måske meget muligt i timerne.. De vil jo helst have ro.. tænkte hun lidt for sig selv. "Mhm.." Igen så hun en smule overrasket ud da Nadia gav hende et kram med ordene; Jeg er altid glad. Men stadig, ude af stand til at gengælde krammet, stod hun bare og modtog et.. Hun skulle jo lige vænne sig til det.

"Huh...?" Nikolina så lidt halvforvirret ud da Nadia prikkede hende i panden, og dermed afbrød hendes akavede og anstrengte forstilling. Hendes ansigt blev glattet ud til et blankt og undrende udtryk, inden hendes mund blev formet af Nadias fingre til et lille smil. Og hvis man skulle være ærlig, så det meget bedre ud end før; trods Nikolinas undrende udtryk.
"Mhm... Heh..." Hun lavede et skævt og undskyldende smil, imens hun kløede sig lidt i nakken. Udtryk var bare ikke lige det bedste hun kunne.

[Nadia Sophie Dalgaard]

Nadia smilede stort, da Nikolina rystede på hovedet, som svar til, at hun ikke vrøvlede for meget. Sådan var hun ofte bare, når hun mødte nye mennesker, som hun faktisk skulle tilbringe noget tid sammen med. Mange af dem, som kendte hende, betegnede deres første møde, som en overraskelse og anderledes oplevelse, men at Nadia kunne ligne et vandfald på sådanne tidspunkter. Hun kunne bare ikke lade være, hun elskede nye mennesker, også dem, som hun kunne drille.

Nadia stod og så lidt overvejende på Nikolina, da hun gav hende lov til at kalde hende noget. ”Hmm…” brummede hun lidt overvejende og gned sin hage med den ene hånd, ”Jeg ved det.. Kokus!” Hun lød begejstret og glad for sit eget forslag. Hun synes, at det godt kunne passe på Nikolina, fordi hun virkede lidt bleg i det med det sorte hår. Og en Kokusnød var mørk udenpå, men hvid indeni. ”Fra nu af, er du Kokus.” sagde hun bekræftende og smilede stort.

”Hvis jeg søger for meget nærkontakt, må du lige sige til..” sagde Nadia og smilede forsigtigt. Hun sagde det mest, fordi Kokus ikke helt reagerede, når hun gav hende et kram, men det kunne være en anden årsag bag det, men hun ville bare sikker på, at Kokus vidste, at hun kunne sige fra. ”Jeg er bare glad for kontakt.” sagde hun lidt efter igen.

Nadia tog igen sine hænder til sig og smilede til Kokus. ”Du skal nok lære at smile rigtig.. og så vil alle fyrene falde for dig.” sagde hun glad og mente faktisk det, som hun sagde. Hun havde enlig aldrig selv skænket fyre særlig mange tanker. Hun havde haft drengevenner, men det var mere dem, som hun rendte og lavede ballade med. Gad vide, om hun nogensinde ville finde sig en kæreste. Hun rynkede lidt på næsen ved tanken.. Nahhh..

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina kunne ikke lade være med at se meget forventningsfuldt på Nadia der stod og brummede imens hun forsøgte at komme på et godt kælenavn. Nikolina kunne næsten ikke synke af bare spænding ! Ja, det var ret spændende for hende.. Hendes første gang at hun fik sig et kælenavn. Kokus. Hun så først ret overrasket ud, en smule lamslået som om hun lige skulle have navnet op at vende, og så forstod hun det endelig; Kokus!
Kokus, kokus.. kokus! Hun begyndte at smile lidt for sig selv, lukkede øjnene og kunne mærke noget vådt ved sine øjenkroge. Hun holdt sig for munden inden nogle små søde kluk undslap hende. Kokus var et virkelig sødt kælenavn, og Nikolina ville virkelig gerne være nuttet, og kær. "Kokus.. heh.. er et virkelig kært navn! Tusind.. tusind tak!" Hun smilte svagt med små tårer i øjnene inden hun blidt viftede dem væk med hånden. Hendes første dag, og den var allerede fantastisk! Mon hun brugte al den glæde op nu, som hun havde gået og gemt på i så lang tid? I så fald.. var hun glad for det så længe det varede.

Nikolina, eller Kokus.. fik samlet sig lidt igen; glæden var bare overvældene, og det kunne måske virke lidt pudsigt eller fjollet for nogen, men for Nikolina var det en stor ting.
"Det er okay." fik hun svaret roligt til Nadias ord om nærkontakt, "Jeg er bare ikke vant til den slags.. så jeg skal lige vænne mig til det.." Hun kløede sig lidt forlegent på kinden, "For jeg kan godt lide det.. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal reagere.. fordi jeg ikke rigtig har krammet nogen før." forklarede hun ærligt.

"Uh..?" Hun så lidt forvirret ud da Nadia snakkede om at hun nok skulle lære at smile rigtigt, og at.. at alle fyrene så ville falde for hende. Fyre.. drenge... falde for mig? mig..? hvad...
"Du er sød Nadia.." Hun siger det sikkert bare af ren venlighed.. tænkte hun for sig selv, Sådan noget... kunne da ikke ske! mhm! tænkte hun helt bestemt. Hun troede virkelig ikke at sådan noget ville kunne finde sted, når Nikolina var involveret.

Efter en kort tænkestilhed kiggede Nikolina på Nadia med røde kinder og spurgte lige så stille; "Så Nadia har du...." hun skulle lige finde de rigtige ord, "har du så en .. kæreste?" spurgte hun nysgerrigt, men behersket og roligt.

[Nadia Sophie Dalgaard]

Nadia smilede helt, da Kokus klukkede. Hvor lød det bare mega sødt. ”Selv tak.. så kan jeg også kalde dig en kokusnød.” sagde hun og blinkede, og kort efter grinede hun. Hun ville nu mere bruge navnet, som kærlige drillerier, eller hvis hun lavede en af de der dumme fejl, som altid kunne grine ad. Det var altid sjovt sådan noget og kunne ende med at blive meget hyggeligt. Det syntes hun, hvert fald selv. Hendes eneste dumme fejl var, at hun gang på gang blev taget i at klatre diverse steder. Hun tog det ikke så tungt, så længe de ikke tog hende i andre ting.
Hun blev en smule overvældet, da Kokus begyndte at græde. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun havde ikke rigtig skulle trøste nogen før. ”Uhm.. er du okay?” spurgte hun forsigtigt og så på Kokus ansigt. Hun var lost, når det gjaldt om at trøste andre.

Nadia fik et lidt underligt udtryk, da Kokus mente, at hun ikke vidste, hvordan man krammede folk. ”Uhm..” var lige det første, som forlod hendes læber. Dog fik hun taget sig sammen igen. ”At kramme er noget, som man bare gør.. man lægger armene om personen og trykker personen ind til sig.” prøvede hun at forklare, selvom hun lød en anelse usikker på, hvordan hun skulle fremlægge det. Hun kløede sig i håret. ”Men du må gerne bruge mig, som forsøgsdukke.” sagde hun så og grinede.

Hun lagde hovedet på skrå, da Kokus så forvirret ud, da fyrene kom på banen. ”Jeg mener det… og med den latter, som du har.. du vil kunne vinde en hver drengs hjerte.. tror jeg nok. Altså.. jeg har ikke vildt meget forstand på fyre, men det er sådan nogen ting, jeg hører.. og de virker faktisk.” sagde hun med et skævt smil.

Nadia rynkede på næsen, da Kokus spurgte om hun havde en kæreste. ”Nahh.. det har jeg ikke.” svarede hun og anede virkelig ikke helt, hvad hun skulle sige. Hun havde åbenbart ikke fundet nogen, som var interessant eller tændte den der gnist, som folk evig og altid snakkede om.

[Nikolina Astrid Haugen]

"K-kokosnød? " Gentog hun spørgende, imens hun forsat havde det stille svage smil om læberne. Hun forstod den godt nu, hvor hun tænkte lidt over den. En kokosnød, selvfølgelig hvis man lavede dummefejl, eller noget i den stil; tænkte hun for sig selv. Da Nadia tilsyneladende så ud til at blive bekymret på Nikolinas vegne med hensyn til hendes tårer, skyndte Nikolina at vifte forsikrende med sine hænder. Hun var skam okay.
"Jeg er okay! Jeg er bare meget glad.." Hun lagde hovedet let på skrå.

Nikolina betragtede Nadia imens hun prøvede at forklare om begivenheden; at kramme. Der var dog en lille indskydelse som Nikolina hurtigt måtte få indført, inden Nadia forsatte.
"Jeg- jeg ved godt hvad at kramme er... og hvordan.. " Hun fik standset Nadia, og holdt en kort stille pause inden hun forsatte i en lavere tone; "Jeg har bare ikke krammet folk.. på min alder før.. " Og.. jeg har det som om at det er forbudt for mig.. at kramme en på min egen alder..Mhm.. Da Nadia forklarede at hun sagtens måtte bruge hende som forsøgsdukke kiggede hun op, "Virkelig?" Forsøgdukke lød måske.. lidt vovet, og det fik hende til at smile skævt.

Emnet om fyre blev ikke sluppet helt hurtigt, og det var ikke fordi det gjorde hende utryk. Det var hende bare uvant, og det var ikke rigtig noget hun tænkte over til hverdag. Hvis der var noget der betød noget for hende lige nu, så var det vel egentlig at få venner. Min latter...? Hun missede kort med øjnene imens hendes blik var fæstnet til gulvet, og så rystede hun bare modsigende på hovedet imens hun havde et strejf af rødmen på sine kinder.

"Mhm.. " hun så lidt overrasket ud da Nadia sagde at hun ingen kæreste havde, "Okay så. " svarede hun venligt, uden egentlig at vide hvad hun helt præcist skulle sige.. der var vel ikke så meget andet at sige.

[Nadia Sophie Dalgaard]

”Nej, en Kokuuuussnød.” sagde Nadia, som trak u’et og s’et lidt i langdrag, så man lagde mærke til forskelen. Kokosnødder var dem, som hang på palmerne, mens Kokusnødden stod foran hende, selvom hun endnu ikke var blevet til, men det ville ikke kunne undgås på sådan en skole her. Man lavede altid en dumme fejl, det var bare andre, som skulle opdage den, før man selv blev opmærksom på den.. eller sådan ca.
Nadia lagde hovedet lidt på skrå, da Kokus mente, at hun var glad. Så det var altså glædeståre? Det var første gang, at hun havde fået en til at græde af glæde.. hvis hun da havde fået nogen til at græde før.. altså udover dem, som fik besøg af tudser. Hun smilede lidt ved tanken.

Forældre.. of course. var Nadias første indfald, da Kokus fortalte, at hun havde krammet folk før. Hun lagde dog igen hovedet på skrå, da Kokus mente, at hun ikke havde krammet nogen på hendes alder før. Hun lukkede det ene øje tænkende i og åbnede det lidt efter igen. ”Det er noget, som man enlig bare kan gøre.. det er så ikke alle, som bryder sig om det.” prøvede Nadia sig frem, ”Jeg gør det ved mange.. men der er da også nogen af dem, som har forbandet mig langt væk.” Hun grinede svagt ved minderne. Åh, hvor nogen folk dog hadede hende.
”Ja…” svarede hun bare og slog ud med armene og havde et stort smil på læberne.

”Altså… jo..” sagde Nadia bare mod Kokus igen, hun lagde en hånd på hver af hendes skulder. Åh gud.. vil hade mig selv for det, som jeg vil sige. tænkte hun, mens hun svagt rynkede på næsen og bed sig kort i læben. ”Altså.. og jeg vil lige påpege, at jeg taler ud fra, hvad jeg har hørt.. men.. vi har alle sammen nogle gode kvaliteter, som nogen leder efter. Altså.. jeg har sikkert også nogle gode kvaliteter.. for eksempel min evige glæde?” forslog hun og rynkede endnu en gang på næsen. Hvor lød hun dog filosofisk. Hun måtte hellere se, om hun kunne lokke nogen til at stjæle mad i køknet med hende.

”Jeg har ikke skænket det særlig mange tanker..” sagde hun og trak på skulderne, ”Og min far mener, at han skal godkende fyren først.” Hun sukkede og rullede med øjne. Typiske fædre.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina trak hovedet tilbage i en overrasket gestus og skævede en smule nedad med hovedet, men stadig med øjnene plantet på Nadia. Den pludselige rettelse af ordet kokosnød, til kokusnød overraskede hende lidt, men det var nok nærmere på grund af Nadias energiske personlighed (som hun rigtig godt kunne lide).
"Mhm mhm!" lød hun som om hun selv ville prøve at sige det; "... Kokuuuussnød." gentog hun ligesom Nadia, eller hun prøvede i hvertfald. Det lød bare ikke lige så energisk som hende, og hun lavede et anstrengt udtryk ved øjenbrynene. "Sådan?" spurgte hun nysgerrigt, men havde igen det lidt tomme udtryk i ansigtet.

At Nadia stod sådan og tænkte gjorde Nikolina nervøs, men hun ville jo gerne vide hvordan det var for andre at blive krammet, og om det overhovedet var iorden (selvom hun ikke havde spurgt om det.) Nadia begyndte endelig at fortælle om det, og Nikolina nikkede opmærksomt til hvad hendes nye værelseskammerat fortalte hende. Noget man bare kan gøre..? Mhm, men ikke alle bryder sig om det... Det bliver jo lidt svært at bedømme!
"Kan de ikke lide dig.. fordi du krammer dem?" spurgte hun forsigtigt og overrasket. Det kunne hun ikke helt forstå; man blev jo glad af at kramme.

"Uh.." Nikolina kiggede overrasket op på Nadia da begge hendes hænder havde lagt sig på hver af den mørkhåret piges skuldre. Hun kiggede forventningsfuldt på den lyshårede, som lignede en der var ved at sige noget, hvilket hun også gjorde som det næste.
Det slog hende egentlig lidt, det som Nadia lige havde fortalt.. måske mere end man skulle tro når man bare sagde sådan noget; Men Nikolina var ny til sådan noget, og derfor havde det lidt større betydning for hende. Vi har allesammen gode kvaliteter som nogen leder efter.. Hun var stille lidt, men nikkede så bestemt til hvad Nadia lige havde sagt om hendes egen evige glæde. "Bestemt, bestemt! Din evige glæde ville helt sikkert være god for nogen!" og hun mente jo det hun sagde.

Hun så bare på Nadia imens hun fortalte lidt om sit eget kærlighedsliv, at hun ikke rigtig havde tænkt særlig meget over det; det havde Nikolina egentlig heller ikke. Kæresterier, venskaber.. Det var alt sammen lidt forvirrende for hende.
"Din far?" sagde hun lidt overrasket, "Hummn.. Tror også lidt det ville være det samme med mig.. Min far ville nok også gerne se ham!" sagde hun bare lidt oplysende.

[Nadia Sophie Dalgaard]

”Jaa..” sagde Nadia og nikkede begejstret. ”Kokuuuuuuuuusnød.” gentog hun igen, dog trak hun det lidt længere i langdrag denne gang, hvorefter hun grinede, da hun ikke havde mere luft tilbage. Hvordan hun kunne grine, mens hun skulle tage indåndinger, det var lidt af en gåde, fordi det gjorde hun bare. En lidt underlig egenskab hun havde fået hen af vejen, fordi hun jo grinte en del. ”Griiiiiineflip.” sagde hun så pludseligt og grinede lidt mere. Humøret var højt.

Nadia rynkede lidt på næsen og fik et tænkende udtryk. ”Jeg tror, at det er, fordi de ikke kan lide mig.. eller så er der dem, som ikke bryder sig om at blive krammet af vildt fremmede.. men så har jeg da mine venner, som bare driller igen.” prøvede hun at forklare. Hun mente bare, at der var dem, som forbandede hende, og så var der alle de andre. Hun holdte sig dog ofte fra lærerne, da hun ikke ønskede et for nært forhold til dem.

Nadia sendte bare Kokus et skævt smil og lagde hovedet lidt på skrå, da Kokus mente, at hendes evige glæde var en god kvalitet ved hende. ”Det ved jeg nu ikke…” mumlede hun bare og rynkede endnu en gang på næsen. Det med næsen, var ved at blive en meget dårlig vane for hende, når der var nogen ting, som ikke helt gik efter hendes tanker, dog var det ikke altid, at hun reagerede sådan.

”Det er en lidt typisk fader adfærd.. bare de dog kunne lade det ligge og lade os slå os løs, når den tid endelig kom.. hvis den da kommer.” sagde hun og kløede sig lidt på kinden. Hendes forældre ville nok aldrig tillade, at hun slog sig løs, og specielt ikke, hvis det handlede om fyre. De havde jo ment, at hun manglede disciplin, hvilket hun i deres øjne, sikkert stadig ville mangle.

”Sååå.. hvilken klasse skal du starte i?” spurgte hun så, mens hun gik hen til sin seng og kastede sig ned i den, så hun landede på maven. Hvorefter hun trillede om på ryggen og strakte sig lidt. Det var nu altid godt at slappe lidt af, når man havde været meget hyper.. og den største hyperglæde havde lagt sig, men hun var stadig meget glad.