Ved udendørsbanerne

[Joakim Järvinen]

Solen var ikke meget for at komme frem, men indimellem skinnede den da ned mellem skyerne, som ellers dækkede himlen ret grundigt. Vinden havde efterhånden lagt sig, hvilket sådan set var godt nok, for selvom temperaturen ikke var specielt lav, fik vinden det alligevel til at virke koldt og der var ikke ligefrem et vejr der var fedt at gå rundt udenfor i.

Joakim havde brugt noget tid på sin ene daglige løbetur. Indtil videre gik det fint med at nå 2 om dagen, morgen og aften, det var kun i dagens anledning han løb om eftermiddagen i stedet for om aftenen. Grunden var vel, at han gerne ville have aftenen til at hænge lidt ud og slappe af. I hvertfald var han nu igang med at løbe den sidste runde omkring fodboldbanen, hvilket foregik i luntetempo for at spænde kroppen lidt af, for det mente han altså var vigtigt. Det var det også, for hvis man stopper med at løbe, mens man stadig er oppe i tempo så får man lettere skader. Det var ikke noget nyt, at han gjorde meget for at undgå dette og det var da også grunden til, at han altid strak ud og altid varmede ordentligt op. Han havde oplevet mange, det mente han overdrev det, men det var han udmærket klar over, at han ikke gjorde.

[Nikolina Astrid Haugen]

Der var vist gået omtrent fire-dages tid hvor Nikolina havde pakket værelse ud, og snakket med Nadia, sin værelseskammerat. Nu hvor hun tænkte over det, havde hun egentlig kun brugt tid sammen med sin lyshårede roomie, og det var noget som bekymrede hende.. ikke fordi hun havde hængt ud med hende som så, men mere eller mindre fordi hun var bange for at Nadia ville blive træt af hende. Tænk nu hvis Nikolina hang for meget på Nadia uden at hun selv lagde mærke til det? Hun måtte håbe at det i hvertfald ikke var tilfældet. For hun kunne rigtig godt lide Nadia! Den evigt muntre pige.

Nikolina havde besluttet sig for at gå en tur i udendørsarealet, man kunne vel lige så godt lære stedet lidt at kende, end at vente med det til senere når skolen startede. Desuden elskede Nikolina også at gå rundt udenfor og nyde vejret, selvom vejret måske ikke var det bedste i dag, men stadigvæk skulle man sætte pris på det, bare lidt sol var altid godt!
Måske man skulle købe noget til Nadia som hun ville kunne lide.. hun er der trods alt hele tiden for mig.. og snakker med mig.. og fortalte mig så mange gode ting på den første dag.. Mhm.. bare som en tak.. Hun smilte lidt for sig selv da kælenavnet; Kokus.. dukkede op i hendes tanker. Hun kunne sagtens lave naturlige udtryk, så længe hun ikke tænkte over at lave dem.

Pludselig standsede hun op ved idrætsbanen, hvor hun så en rødhåret skikkelse løbe rundt. Han så ihvertfald rødhåret ud derfra hvor hun selv stod. Uden rigtig at fjerne blikket fra ham, og uden rigtig at gå videre; stod hun bare og faldt i staver og stirrede ud på sportsmanden der løb sig nogle runder omkring banen.

[Joakim Järvinen]

Med jævne mellemrum blev tempoet sænket en tand. Joakim begyndte samtidigt også at svinge lidt med armene og i det hele taget løsne ledende i arme og skuldre lidt. Det var egentlig lidt fantastisk at man kunne løsne ledende ved opvarmning og så mærke at de allerede var helt spændte efter at have løbet. Han vidste selvfølgelig godt hvorfor, for han spændte jo i kroppen når han løb, specielt i armene, som jo ikke bare skulle hænge og være til besvær i mens. Han svang armene rundt et par gange og sætte farten yderligere ned. I løbet af den sidste halve runde endte han med at gå fremad og vride overkroppen til det begge sider. Han smilte for sig selv, da han egentlig elskede følelsen af at være lidt udkørt efter at have motioneret. Selvom han ikke længere løb var hans puls en anelse høj, dog var den faldet væsentligt i løbet af den sidste runde omkring banen. Han trak vejret roligt og fik luften helt ned i lungerne.

Det gik pludselig op for ham, at han ikke var alene ved banen, da han fik øje på en pige stå et sted ikke så langt fra ham. Han hævede den og vinkede hilsende til hende, mens han smilede venligt, hvorefter han begyndte at strække armene ud. Han sparkede lidt ud med benene, for også at løsne ledene der. "Hei," tilføjede han så til sit vink og selvom han var lidt forpustet kom det nogenlunde klart igennem. Han ville gerne snakke med hende, for det var ikke mange venner han havde skaffet sig endnu.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina stod lidt i sin dagdrømmene verden, hvor hun forestillede sig hvordan det mon ville være hvis personen nu traskede over til hende og sagde hej. Hun stod nærmest allerede og havde en samtale med ham i sit hovede. Hun blinkede lidt med øjnene, missede svagt med dem da hun nu opdagede at den rødhårede person faktisk vinkede hen imod hende, og smilte. Det gav et lille sæt i hende, og hun så noget chokeret ud. Vinker.. vinker han til mig..? Hun skyndte sig at skæve rundt for at se om det var en anden han mon havde vinket til. Men det var der ikke! Der var kun hende og den rødhårede smilende dreng. Forsigtigt, ganske forsigtigt løftede hun hånden som et vink, og så en smule måbende ud.

Nu var han også kommet tættere på, og Nikolina sænkede sin hånd igen og så meget overrasket ud, imens hun betragtede personen hvis navn der endnu var fremmed for hende. UH...han .. han sagde hej! han sagde hej... uh. uh... Igen gjorde hun klar til et af sine misforståede udtryk. Hun rynkede brynene, og troede egentlig at hun smilede, men fordi hun anstrengte sig sådan.. så hun mere vred ud, end glad. Det lagde hun ikke selv mærke til.

"Hej! " sagde hun bestemt, og gjorde virkelig sit bedste for at virke venlig.. Hun ville jo gerne snakke med personen. Han sagde hej til mig.. tænkte hun muntert for sig selv.

[Joakim Järvinen]

Han stod og strak fortsat lidt ud, men nu med blikket rettet mod pigen. Det var ikke svært at regne ud, at hun gik på skolen, men hvilket klassetrin havde han ingen anelse om. Det kunne vel i realiteten være på hans eget, for han kendte selv kun dem han så i klassen, men der var nu også rig mulighed for at hun kunne gå på de andre trin. Det kunne sådan set også være ligemeget, det var bare ham selv der begyndte at tænke over det. Man kunne vel kalde ham nysgerrig, eller også var det bare fordi det var rart at vide lidt om folk, og når man nu ikke havde spurgt sig frem til det, måtte man jo gætte.

Det var svært at læse på hende hvad hun syntes om hans hilsen, for af en eller anden grund så hun pludselig lidt fjendtlig ud, men hun havde da vinket tilbage og hilste da også, derfor måtte han jo konkludere, at hun gerne ville snakke. Stille og roligt gik han derfor hen i mod hende, med et åbent ansigtsudtryk og et venligt smil på læberne. "Hei, hilste hen igen i mangel på andet at sige. Han ville gerne lige være sikker på, at hun ikke fandt hans selskab ubehageligt eller noget.

[Nikolina Astrid Haugen]

Hendes ansigt løsnede sig en smule mere op igen da personen nu trådte tættere på, og endnu gang sagde; Hej, med sin helt egen accent. En accent som Nikolina egentlig fandt ret meget sød. Hun missede lidt overrasket med øjnene endnu engang, og så mere forsigtig ud nu, men stadig med de store overraskede øjne der stirrede op på den rødhårede.
"Hej." sagde hun nu, denne gang lavere, men den fjendtlige udstråling var væk.

Nikolina forstod ikke helt hvorfor han sagde hej endnu engang, måske vidste han ikke hvad han skulle sige? I så fald havde Nikolina det på samme måde; Hun anede heller ikke lige hvad hun kunne sige. Der var en lille stilhed imellem de to, imens de bare stod og så på hinanden efter deres hilsen. uuhmm...

[Joakim Järvinen]

Nogle dage var Joakim utrolig god til at sætte samtaler igang, andre dage havde han lidt sværere ved at finde emner. Det skyldtes nok også at han lige havde løbet rundt og derfor var hans tanker lidt vildledte, det skete ofte. Han måtte dog kunne finde på et eller andet at sige, for pigen virkede ikke fjendtlig mere. Måske var det bare ham der havde mistolket hendes ansigtsudtryk før, det skulle bestemt ikke undre ham og han tænkte virkelig over den slags. Han brød sig ikke om at dømme andre på noget han ikke var sikker på, men nu var det jo heller ikke ligefrem fordi han dømte hende på det. Han var jo sådan set gået hen for at snakke med hende.

"Hvad hedder du?" spurgte han nysgerrigt på sin egen lille version af norsk - om muligt lidt mere syngende end gennemsnitligt norsk, men det var da forståeligt. Ligegyldigt hvilket sprog han talte kom hans finske accent igennem, nogle gange mere tydeligt end andre, men den var der.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina følte sig utrolig heldig nu om stunder; At have fundet sig sådan en sød værelseskammerat som Nadia der uddelte en krammer ud til en hver, og nu denne person som helt frivilligt var kommet hen til hende og sagde hej. Mon mit held snart bliver opbrugt..? Men jeg er ligeglad.. for jeg er glad for de muligheder jeg får. tænkte hun bravt og roligt for sig selv.

Den rødhårede sagde noget mere, og spurgte hende faktisk om noget; hendes navn. Så havde han altså en accent, hvor sødt!
"Nikolina." præsenterede hun sig, og havde nu et nysgerrigt og opmærksomt udtryk i øjnene, imens hun stod og snakkede med personen. "Og.. hvad hedder du?" spurgte hun stille. Vi snakker sammen.. vi snakker rent faktisk sammen! Øj, jeg kan godt lide den her kostskole..

[Joakim Järvinen]

Hans puls var efterhånden blevet helt normal, ligesom hans vejrtrækning havde været i noget tid nu. Nu manglede han sådan set bare at komme ind i bad, så kunne han med god samvittighed have en rolig aften. Heldigvis var han ikke typen der svedte voldsomt meget, så han var ikke decideret ulækker at se på lige nu. Desuden hjalp vinden også til ikke at svede så meget. Ellers havde han nok ikke indledt en samtale med andre, det kunne han alligevel aldrig få sig selv til, for han ville ikke byde andre at snakke med en eller anden udkørt sportsudøver.

Nikolina, gentog han i sine tanker og nikkede, for at vise at han havde hørt det. "Jeg hedder Joakim," svarede han på hendes spørgsmål og nikkede bekræftende til sine ord. Hans små nik var ganske ubevidste og sådan set bare en del af hans kropssprog, men sådan var der jo mange der havde det - heldigvis. Kropssprog gjorde det nemmere at forstå andre, i hvertfald oftest.

[Nikolina Astrid Haugen]

"Joakim." Mumlede hun for sig selv, og gjorde navnet mere eller mindre familiært for sig selv. Det var et pænt navn, og hun var glad for at kunne stå at snakke med ham. Nu var hun i hvertfald fri for at kalde ham; den rødhårede. Joakim.. Heh, Han ligner faktisk en Joakim! tænkte hun venligt for sig selv imens hun betragtede drengen. Hun ændrede sin stå stilling fra vildt samlede ben, til at sprede dem lidt og stå mere afslappet. Hendes blik vandrede rundt på træerne, græsset, og tilsidst på Joakim endnu engang; Det var ikke altid lige velset at stå og stirre på folk i længere tid af gangen.

"Joakim, er et pænt navn. Jeg er glad for at snakke med dig." sagde hun venligt og lød meget oprigtig, "Er du også ny her?" spurgte hun forsigtigt, egentlig mest af alt bare for at spørge om noget.. men hun var ikke sikker, ville en ny elev bare bruge idrætsbanen som han ville, selvom han ikke kendte stedet så godt? måske, måske ikke.. Nu var Nikolina ikke den største fan af sport, og hun var selv en smule klumset; men der var ingen tvivl, hun syntes at sport var en sjov ting. Hun havde bare aldrig rigtig været med til noget.

[Joakim Järvinen]

Han reagerede ikke på hendes lave gentagen af hans navn, faktisk bemærkede han det knap nok. Det var en vane for ham ikke at høre efter når folk snakkede tilpas lavt eller uforståeligt, om det så var en god eller en dårlig ting vidste han ikke. Man måtte jo gå ud fra, at eftersom det blev mumlet var det ikke meningen andre skulle høre på det, selvom det jo i dette tilfælde bare var et navn. Hans eget navn.

Han smilede skævt og kunne ikke undgå at slippe et lille grin, hvilket hovedsaligt var fordi han ikke helt vidste hvordan han skulle reagere på komplimenten. "Jamen tak da," sagde han smilende. Egentlig var det jo underligt at takke for det, for det var jo sådan set ikke ham der havde valgt det. Hvis det skulle være helt rigtigt skulle man jo også sige sådan noget til forældrene, men det var nu ikke noget han i sin hverdag tænkte over. Han så oftest bare navne som navne, og så var der selvfølgelig nogle der skilte sig ud på både gode og dårlige måder.
"Det er da også rart at få snakket med dig," sagde han så med et nik der understregede at han mente det. Nikolina virkede flink.
Han nikkede igen til hendes spørgsmål. "Jeg har i hvertfald ikke været her særlig længe," sagde han roligt. Han havde ikke engang fået set sig ordentligt om.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina stod og fumlede en smule med fingrene omkring sin trøje da der ikke rigtig blev sagt noget mellem Joakim eller hende selv, indtil han brød tavsheden med et lille grin og et såkaldt; tak. Det overraskede hende lidt at han grinte, men et eller andet sted varmede det hende.. At han bare stod og snakkede helt fredeligt med hende, grinte og smilte stort til hende. Det var rart endelig at opleve sådan noget i virkeligheden, end bare i sit hovede.
Huumn, han har et virkelig pænt smil.. tænkte hun sødt om ham, men uden rigtig at tænke yderligere over komplimenten hun gav ham, i sit hovede.

"Det.. det var så lidt!" forsikrede hun sig, og så meget opmærksom, og måske en smule ydmyg ud. Men hun prøvede forsat at fremstå som en venlig og snaksagelig person; selvom hun var en smule nervøs. Hun standsede en smule op i sine tanker da Joakim fortalte hende at han også synes at det var rart at snakke med hende, Virkelig..?
fra hendes overraskede ansigtsudtryk udformede der sig et lille smil ved hendes læber.

Da Joakim foklarede at han ikke havde været der særlig længe, spirrede Nikolina øjnene overrasket op, men også ret opmærksomt.. Desuden, har hun stået og været opmærksom lige siden Joakim sagde Hei til hende.
"Uh, Heller ikke jeg.. jeg kom her for nogle.. uhn, dage siden!" sagde hun konverserende og nikkede lidt, "Så.. jeg er ved at kigge mig lidt omkring.. for at lære stedet bedre at kende. "

[Joakim Järvinen]

Joakim havde ikke været på skolen længe nok til at kende til særlig meget andet end idrætsområderne, dem følte han sig til gengæld allerede hjemme på. Det var også det første han havde spurgt efter da han ankom og havde også fået tilpasset sin undervisning, så han kunne nå at løbe om morgenen uden at skulle stå alt for tidligt op. Det lod ikke til at have været et problem dengang hans mor havde haft en samtale med skolen om det. Det handlede vel bare om at sørge for han havde timer lidt senere, for han var næppe den eneste der havde det behov. Så vidt han forstod var der bare nogle timer han tog med nogle andre klasser, men det havde ikke været relevant endnu.

Der hvilede en vis usikkerhed i Nikolina, det virkede i hvertfald sådan. Han kunne selvfølgelig ikke være sikker, men det var altså et eller andet ved hende der gjorde, at han syntes hun virkede usikker. Det var dog ikke på en belastende måde, faktisk var det vel lidt sødt. De piger han havde gået i skole med i Finland havde alle været ret frembrusende, så det var lidt fremmed for ham, at hun ikke bare snakkede løs.

"Det samme her," medgav han. Det var i hvertfald under en uge siden han kom. "Jeg har ikke fået set mig så meget omkring endnu, men det kommer vel," sagde han med et smil og trak på skuldrene. Han burde nok få det gjort, men gik ud fra, at han nok ville få rigelig tid til at lære stedet at kende, det gik vel hurtigt.

[Nikolina Astrid Haugen]

Jeg håber at jeg møder flere venlige mennesker ligesom Joakim og Nadia.. tænkte Nikolina for sig selv, uden rigtig at vise udadtil at hun tænkte på noget bestemt. Stedet var ret stort, men som hun havde hørt fra Nadia var en masse af de gamle elever gået ud. Hvilket var en skam, men på den måde var alle jo fremmede for hinanden og derved kunne man lære nye bekendtskaber! Så var det måske ikke SÅ akavet alligevel. Mhm..!

Nu havde Nikolina allerede mødt to personer der var virkelig muntre og smilende. Det var en god ting for hende, for hun blev virkelig påvirket positivt af glade mennesker. Hun håbede på at Joakim måske ville snakke med hende igen på et senere tidspunkt.. hvis deres samtale nu sluttede snart.

"Mhm." hun nikkede med et sødt udtryk i ansigtet, "Der er jo masser af tid.. siden vi har sommerferie lige nu." sagde hun stille, men stadigvæk så det kunne høres. "Det er helt underligt for mig.. at være på en skole i en ferie.. her virker ret tomt.. på en måde.." prøvede hun at forklare imens hun fumlede med et lok hår.

[Joakim Järvinen]

Nikolina havde fuldstændig ret, der var ret tomt på skolen og grunden var jo indlysende.. Undervisningen var ikke startet endnu. Der ville komme langt mere liv når undervisningen gik i gang, men så ville de samtidig også få mere travlt. Det gjorde ikke Joakim så meget, han havde aldrig haft super meget i mod at gå i skole. For ham var det bare ganske naturligt og selvom han selvfølgelig hadede lektier og kedelige timer så var han aldrig blevet ramt af skoletræthed, ligesom mange af hans venner i Finland. Generelt var der vel mange i hele verden som blev skoletrætte, specielt når man kom i de større klasser hvor man jo havde gået i skole i en del år, så det var forståeligt. Joakim havde bare et så fremtrædende konkurrencegen, at han nægtede at opgive det mindste skolearbejde og fandt derfor interesse i det.

"Der kommer vel flere med tiden, selv før undervisningen starter," sagde han overvejende, selvom det jo gav sig selv og der derfor ikke var grund til at sige det. Det var sådan set lidt underligt at være på en skole i sin ferie, men han var nu glad for at have valgt at være det. På den måde kunne han blive lidt mere sikker på stedet før han startede med undervisning.