|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jun 26, 2011 16:43:27 GMT 2
Lektier, undervisning og al den slags der fulgte med skole livet, det nød Nikolina. Hun passede altid sin skole, lavede sine lektier og læste for det meste også forud. Ellers studerede hun på ting så hun bedre kunne finde ud af forskellige formler til matematik og al den slags. Det kunne hun bruge masser af tid på. Desværre var det ikke alle der havde det på samme måde som hende selv, men det var også sådan set iorden for hende. Altså, folk var jo så forskellige.
"Det tror jeg skam også. " sagde hun med et nik der viste at hun var enig.
Skyerne var begyndt at dække solen igen, men heldigvis var der ingen tegn på gråhed, eller regn.. ikke endnu i hvertfald. "Mhm.." Der blev stille igen. Jeg ER virkelig dårlig til samtaler..
|
|
|
|
Post by Joakim Järvinen on Jun 26, 2011 17:08:54 GMT 2
Vinden begyndte at komme lidt tilbage og så var det faktisk en smule koldt at stå ude. Nu havde Joakim jo også kun et par løse shorts og en tshirt på, hvilket efter hans mening var det eneste rigtige at løbe i. Naturligvis tilføjede han også sportsjakke og tog joggingbukser på, når det blev for koldt, men så længe det var muligt holdt han sig til sommeroutfittet. Det var ganske enkelt bare mest behageligt at have på, selvom det hele var i ganske god kvalitet. Tøjet var sponsoreret af klubben han spillede i. Udover deres kampdragter fik de alle både trænings- og løbetøj. Det var naturligvis det han havde taget med, for andet ville jo være direkte dumt. Løbeskoene havde han dog selv købt, da han ikke brød sig om dem han havde fået. Han var helt ærgerlig over ikke at skulle spille med holde i et års tid nu, men i det mindste vidste han, at han var velkommen når han kom tilbage.
Han var løbet tør for samtaleemner, selvom han vel egentlig ikke var kommet med særlig mange. Nogle gange var det også godt nok bare at snakke sådan om ingenting. Derfor nikkede han bare lidt og håbede på, at hun havde noget at sige, selvom han ikke rigtigt regnede med det.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jun 26, 2011 17:14:13 GMT 2
En let brise strøg forbi Nikolinas kind og fiflede en smule med hendes pandehår, derved tog hun straks hånden op og rettede på det lidt efter. Ikke fordi det generede hende vildt meget at pandehåret sad forkert, det var bare en automatisk reaktion hun gjorde, når hendes pande blev blottet; hun vidste ikke helt hvorfor.
Nikolina betragtede Joakim endnu engang, og sørgede for at få det hele med. Selvom han havde løbet, kunne man ikke rigtig se at han havde svedt, i så fald havde den kølige vind taget alle synlige spor med sig. Hans hår sad stadig fint, og det evige smil forlod aldrig rigtig hans ansigt, også selvom de ikke stod og snakkede. Nikolinas blik gled ned på hans tøj, sports tøj; selvfølgelig. "Træner.. du meget...- dyrker du sport?" hun ændrede spørgsmålet midt i sætningen da hun spurgte, og kiggede endnu engang op på Joakim da hun talte.
|
|
|
|
Post by Joakim Järvinen on Jun 26, 2011 20:34:34 GMT 2
Han så sig et øjeblik omkring, ikke fordi Nikolina ikke var interessant at snakke med, bare for lige at holde øje med om der kom nogle. Joakim var ikke paranoid eller noget, det var jo bare rart at vide lidt om sine omgivelser. Sådan var de fleste mennesker vel og hans blik vendte da hurtigt tilbage på Nikolina, som rettede på sit hår. Han var selv ikke så sart omkring sit hår. Naturligvis rettede han på det hvis det sad helt elendigt og han satte det da også om morgenen og hvis han skulle noget. I forbindelse med sport var han oftest helt ligeglad og det var han også i øjeblikket.
Til at starte med nikkede han bare til hendes spørgsmål, men han kom også med et mere uddybende svar. "Ja, det kan jeg lige så godt indrømme," sagde han lidt grinende. Det var jo ikke ligefrem fordi det var noget at være flov over. "Hjemme spiller jeg elite-håndbold, så jeg holder sådan set bare formen ved lige her," afsluttede han så sin forklaring. Han vidste ikke helt om han ville stille spørgsmålet tilbage, for hvis hun nu ikke selv var sportstypen, ville det næsten være ærgerligt at have fået spørgsmålet. "Hvad med dig? Dyrker du sport?," kom det alligevel fra ham.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jun 26, 2011 22:00:27 GMT 2
Så havde Nikolina altså ret i sine fornemmelser; at Joakim altså dyrkede sport. Han lignede også typen.. ikke fordi han var totalt pumpet, men han så veltrænet ud. Han holdt det ihvertfald ved lige, kunne hun se. Hvis Joakim ikke selv havde startet med at forklare hvilken sport han dyrkede, ja så var Nikolina selv kommet med spørgsmålet.. hvilket hun ikke behøvede nu.
Nikolina stod og lyttede interesseret og opmærksomt til det han fortalte. Håndbold.. det har jeg aldrig spillet før, kun set det i tv.. sådan engang imellem.
"På den måde." Hun nikkede lidt for at vise at hun altså havde lyttet til hvad han havde sagt, "Håndbold.. er det ikke svært..?" Et dumt spørgsmål til en som nok havde spillet håndbold hele sit liv, men noget skulle hun jo spørge om; og siden hun aldrig havde spillet det selv, var det vel et oplagt spørgsmål, på en måde.
Hun fik et spørgsmål tilbage. Man kunne ikke ligefrem kalde Nikolina den største sportsudøver. Altså hun løb morgenture om morgenen (og samlede skrald op fra vejene hvis hun stødte på noget) og det var sådan set det eneste hun lavede, og så selvfølgelig idræt i skolen. Lige så stille rystede hun på hovedet, "Mhm, nej.. men ville nu gerne prøve.. fodbold f.eks.. eller volleyball.. men jeg er ikke særlig god med bolde." forklarede hun med et skævt smil.
|
|
|
|
Post by Joakim Järvinen on Jun 26, 2011 22:59:35 GMT 2
Han rystede på hovedet med et grinende smil. Håndbold var ikke ligefrem den sværeste sportsgren, det mente han i hverfald ikke selv. Selvfølgelig var det udfordrende og hårdt, men selve sporten var ikke svær. Enhver kunne vel løbe lidt rundt og gribe en bold i ny og næ og så var der selvfølgelig også en del teknik. Joakim havde aldrig haft svært ved det, men han kunne måske egentlig godt forstå spørgsmålet da han tænkte lidt nærmere over det. "Jeg vil ikke mene det er så svært, det handler bare om at have viljen til at kunne det," sagde han endelig og syntes egentlig selv han lød ret dum ved at sige det. Det kunne sådan set være ligemeget, han gik ikke ud fra at Nikolina dømte ham ud fra den ene sætning. Generelt gik han ikke så meget op i den slags.
"Det kan altid læres," sagde han til det med boldene. Han var overbevist om at det var rigtigt nok og Nikolina virkede da ikke som en, der ville være decideret dårlig til sport. Selvfølgelig vidste han intet om hende, men han kunne oftest se på folk, om de havde det mindste sportslige i sig.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jun 27, 2011 13:28:12 GMT 2
Nikolina kunne ikke lade være med at stå og stirre betaget på Joakim da grinende rystede på hovedet som svar til at starte med. Derefter, stod hun bare og lyttede opmærksomt til hvad han forklarede, og prøvede at forestille sig selv stå ude på banen, og løbe rundt for at gribe en bold. I hendes forestilling, endte det med at hun fik bolden lige i smasken i stedet for. "Viljen til at kunne det.. mhm." hun nikkede lidt til det Joakim sagde, som hvis han var et orakel der havde svarende på alt. Nikolina tog ofte tingene meget seriøst som der blev fortalt hende.. så derfor skulle man passe på hvis man f.eks. gav hende et råd om noget, men egentlig bare mente det som en joke.
Han synes ikke at det var fjollet at jeg spurgte om det.. Joakim er sød! tænkte hun venligt om ham.
Sætningen; det kan altid læres, gav et lille ryk i hende, og hun kiggede lidt tomt på Joakim, men også vurderende. Det kan det jo.. det har han ret i...
"Uhm..." .. Mon det er for tidligt at spørge om den slags..? lidt tøvende kom hun dog igang; "V-vil du så .. lære mig det.. - hvis du altså vil! det er ikke for at være til besvær!" skyndte hun sig at understrege, imens hun så lidt bekymret ud til sidst. Uuh....
|
|
|
|
Post by Joakim Järvinen on Jun 28, 2011 12:05:16 GMT 2
Smilet blev siddende på hans ansigt, selvom det på ingen måder så overdrevet eller kunstigt ud. Det var da heller ikke hele tiden hans læber var vendt op i en positiv bue, men hans øjne smilede og han havde et venligt udtryk. Det var jo ikke grund til andet, for Nikolina var da bestemt flink. Hun virkede lidt på udebane og han syntes stadig der var noget usikkert eller genert ved hende, men det skulle der jo også være plads til. Det var ikke alle som bare snakkede løs med fremmede.. Ligesom han selv havde for vane at gøre. Han tilføjede ikke noget til sit lille råd, da der jo ikke var mere at sige om det. Han havde en pointe med det.
Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på hendes spørgsmål. Faktisk tog det lidt fusen på ham og han stod i et øjeblik og så forvirret ud, dog begyndte han at grine lidt og nikkede så. Hvad kunne det skade at lære hende lidt om sport? "Hvis du mener det seriøst kan jeg da godt lære dig det," sagde han så og smilede igen.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jun 28, 2011 20:23:21 GMT 2
Da Joakim rent faktisk svarede ja til at lære hende lidt om sport, hvilket hun ikke havde regnet med, lyste hendes ansigt op i et stort taknemmeligt smil, næsten helt overvældet af glæde. Denne gang var det endda et rigtigt smil, og ikke bare et af hendes; nu-prøver-jeg-at-smile-venligt smil. Et ægte udtryk, uden misforståelser.. hvilket klædte hende.
"Virkelig?" Hendes smil sad fast om hendes læber, nu kunne hun endelig lære at spille volleyball, eller fodbold.. måske håndbold? Hun kunne næsten ikke tage blikket fra ham igen, men endte med at vende hovedet lidt den anden vej, for at tabe smilet en smule, eller i hvertfald; dæmpe hendes overvældende glæde.
"Mhm mhm!" hun nikkede bestemt, "Jeg mener det seriøst.. Jeg.. - det er jeg glad for at du vil!" Hun gjorde et taknemmeligt lille buk, men kun ganske let så det næsten ikke blev bemærket, "Tusind tak!" hendes blik fæstnede sig nede ved deres sko. .. Han er virkelig .. venlig!
|
|
|
|
Post by Joakim Järvinen on Jun 28, 2011 23:00:17 GMT 2
Det var pludselig som om noget forandredes ved Nikolinas udtryk. Det var som om hendes smil blev en anelse mere naturligt på en eller anden måde. Joakim kunne ikke rigtigt sætte en finger på hvad det var der blev anderledes, men der var i hvertfald et eller andet og så måtte han jo bare accepterer, at han ikke vidste hvad det var. Hun så under alle omstændigheder taknemmelig ud, hvilket han fandt lidt sjovt. Han havde jo sådan set bare sagt ja til at lære hende lidt om håndbold, eller sport. Ikke at han anede hvornår de ville få tid til rent faktisk at gøre meget ved det, men det kunne da ikke være så besværligt.
Han nikkede da hun gerne ville have bekræftet, at han mente hvad han sagde og smilede af hendes åbenlyse glæde. "Det burde ikke blive det store problem, så der er ingen grund til større taknemmelighed," sagde han med et roligt grin og rystede så lidt på hovedet.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jun 28, 2011 23:28:20 GMT 2
Det kan godt være at han siger at det ikke er noget større problem, men.. jeg er sikkert stadig en lille smule til besvær..
Nikolina var bare meget taknemmelig for at Joakim havde sagt ja til at bruge tid sammen med hende, også selvom de ikke kendte hinanden.. og selv efter det; lære hende en ting eller to om sport. Jeg må finde et eller andet jeg kan give ham som en tak.. måske kan jeg bage en kage..? nej.. han dyrker jo sport, det ville ikke være smart at give ham søde sager.. hmm.. hun rodede lidt rundt oppe i hovedet, med hvilken takke gave hun kunne give ham. Nikolina havde det altid med at finde ting, eller gøre gengæld som en tak for deres venlighed.
"Uhn.." Nikolina trak lidt skævt på smilebåndet og blikket gled forsigtigt til siden. Han synes måske ikke at der var grund til større taknemmelighed, men selv små ting skulle man da være taknemmelig for! det mente Nikolina i alt fald. "Det gør mig bare glad.." mumlede hun ret lavt, og anede ikke om det egentlig var henvendt til Joakim, eller sig selv.
Efter en lille stillestående tid, hvor ingen af dem sagde så meget, brød Nikolina forsigtigt tavsheden igen, "Hvad.. skal du så nu..?"
|
|
|
|
Post by Joakim Järvinen on Jul 2, 2011 11:22:55 GMT 2
Joakim kunne ikke helt forstå hvordan man kunne blive så glad for, at der var en der ville hjælpe hende med noget sport. For ham var det egentlig en smule naturligt at få andre lidt med, selvom det hovedsaligt var i idrætstimer man oplevede det. Når han havde fri var det mest alene han løb rundt og trænede. Efter hans mening var det bedst at gøre det alene, med mindre man fandt en med samme kondi eller faktisk en med en lille smule bedre. I Finland kom det helt af sig selv på holdet, de løb ofte sammen flere ad gangen.
Han nikkede til hvad hun sagde. Det var vel i orden, at hun blev glad for det. Det ville han nok også være blevet hvis han havde været i hendes situation. Han havde bare aldrig været nødt til at spørge andre om de ville lære ham noget om sport. Dengang han startede til håndbold var han ligesom bare.. startet. Dengang var det ikke et problem at være nybegynder og han havde også hurtigt fået styr på det. Ellers var han nok også stoppet igen. Godt nok var han stædig, men han hadede at være den dårligste til noget.
"Tjo.. Det varer ikke længe før jeg skal i bad." Han sagde det med et skævt og lidt grinende smil. Det var jo sådan set rigtigt nok, men han havde egentlig ikke så meget lyst til at stoppe samtalen. På den anden side var der ret stor chance for, at de ville kunne falde i snak på et andet tidspunkt. Det var begrænset hvor mange elever der kunne være på skolen.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 2, 2011 15:18:19 GMT 2
Måske siger jeg det for mange gange.. at jeg er glad. Men han må bare ikke misforstå noget.. Uden at sige noget skævede hun forsigtigt op på Joakims ansigt, og betragtede det. Det var stadig lige så venligt som da han kom derhen og startede samtalen. Det var næsten som hvis han havde et evigt smil om læberne.
Nikolinas problem angående holdsport og al den slags, er mere fordi hun er så klunset og dårlig koordination at hun ville ødelægge spillet for de andre, og derfor gøre sig selv til besvær. Derfor ville hun meget hellere lære det af en anden, eller måske prøve at lære det af selv, inden hun overhovede drømte om at starte på et hold.
"Oh!" hun tog en hånd op til kinden og så lidt bekymret og forbavset ud, "Så står jeg vel ikke og holder dig tilbage.. Undskyld, det var ikke meningen!" hun havde en oprigtig bekymring i sine øjne og det gav kontrast til Joakims glade ansigt. Nikolina forblev dog stående.
|
|
|
|
Post by Joakim Järvinen on Jul 3, 2011 22:17:40 GMT 2
Nikolina fik hurtigt et bekymret, ja vel undskyldende, udtryk i sit ansigt og Joakim rystede på hovedet. Hun reagerede godt nok utrolig tydeligt på hvad han sagde og det undrede ham næsten. Det var som om hendes følelser sad helt uden på tøjet af hende, selvom hun godt nok ikke virkede som sådan en. Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke tanken, for hun blev jo også tydeligvis utrolig glad da han sagde ja til at lære hende noget sport. Selv var Joakim bare typen hvis primære udtryk var et venligt smil. Selvfølgelig havde han til tider også et meget koncentreret udtryk, men det var naturligvis kun når han rent faktisk havde et eller andet at koncentrere sig om. Det var lidt sværere at fremkalde alle mulige forskellige reaktioner fra ham, medmindre man vidste hvad man havde gang i. Han var nemlig typen der godt kunne finde på bare at smile hvis folk fornærmede ham.
"Der er ikke noget at undskylde for, det er jo ikke ligefrem fordi det er noget jeg dør af at vente med," sagde han lidt drilsk, men smilede fortsat venligt. Han ville gerne have Nikolina til at forstå, at det altså ikke var grund til at føle sig skyldig over at have snakket med ham.
"Men skal vi ikke sige, at vi snakkes ved på et andet tidspunkt?" han nikkede lidt bekræftende, smilede fortsat og begyndte så at gå tilbage mod skolen. Han gik stærkt ud fra, at han ville støde på hende igen, andet ville være underligt. Desuden trak det der bad ret meget i ham.
//OUT
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 3, 2011 22:25:09 GMT 2
Nikolina kiggede bare med store opmærksomme øjne på Joakim imens han snakkede, og rystede på hovedet som hvis det ikke gjorde noget; at hun stod og tog hans tid. Da hun endelig havde forstået at det altså ingenting gjorde, fremkaldte det et lille svagt smil om hendes læber.
"Uhn.." sagde hun med et lille nik, og det bekymrede blik forsvandt lidt efter lidt igen. "Okay, det var godt." sagde hun med et neutralt og venligt udtryk. Der blev stille lidt igen, for der var ikke så meget mere at sige, og det begyndte næsten at blive akavet, indtil Joakim afbrød stilheden imellem dem. Heldigvis.
"Oh.. uh, jo.. jo selvfølgelig!" sagde hun ivrigt, men stadig så det lød ret afslappende på sammetid, og roligt. Da han begyndte at gå fra stedet, fulgte hun ham med blikket og småvinkede forsigtigt, "Vi ses.."
Heh... Jeg glæder mig til at snakke med ham igen.. tænkte hun glad, og genoptog sin færd med at kigge videre på skolens udendørsareal.
//out
|
|
