Solnedgangens toner

[Axel~]

Solen var faktisk begyndt at få et modent skær, og ville derfor snart farve himmelen fersken farvet, i sin farvel-og-tak-for-i-dag gestus. Vejret var dog godt, friskt , men varmt nok til at man kunne være ude, uden jakke. Det var også den vurdering Axel havde gjort, så han sad derfor i en sort langærmet trøje med rullekrage, på græsset, med ryggen imod træhegnet der omringede skolens grund. Det var næsten idyllisk på den måde fuglene sang inde fra skoven, og at der ellers var stille. Græsset duftede - nogle havde været flittig og slået græsset ud til hegnet. Axel havde bevæget sig væk fra skolen, for at lufte sin ene violin - i selvskab med et par øller. Det var nok mest for ikke at forstyrre nogle andre med sit spilleri, men også bare for at komme ud. Han havde vandret igennem skoven i noget der virkede som et split sekund, men som nok nærmere var nogle timer, før han nåede hegnet.
Han løftede den enen grønne dåse Tuborg op til læberne, samtidigt som han sænkede violinen en anelse. Han havde et par slidte jeans på, med et modernet hul på knæet. Det var også gået i stykker ved hælen, men det så nu meget okey ud, til de sorte converse han havde formået at trække i.

[Benedikte Grytten]

Benedikte havde fuldt stierne helt fra skolens plæner og til skoven. Det var svært at falde i søvn så tidligt i sommermånederne. Klokken var allerede halv ti – og hun burde være på sit værelse klokken ti – men på denne årstid, var det stadig lyst udenfor. Desuden var det jo sommerferie. Der burde gælde andre regler, mente hun. Benedikte lyttede til musik på hendes iPod, dog ikke højere end at hun kunne høre, hvad der skete omkring hende. Ikke fordi der skete så meget imellem skovens træer, men det havde hun lovet hendes far, da hun fik den – Man hørte jo så tit om ulykker på grund af folk intet kunne høre, sagde han. Og det var ikke til diskussion. På fødderne havde hun et par lyse ruskindssandaler. Hun havde en tyk, strikket cardigan med striber slået om sig samt et par løstsiddende cowboybukser på. Benedikte nærmede sig snart det hegn, der omkransede skolens areal og begyndte at sænke farten. Længere fremme sad en mand med en dåseøl og en violin, hvilket var et usædvanligt syn. Benedikte skruede ned for lyden, indtil Robert Johnson helt forstummede og hun tog øretelefonerne ud og proppede dem uforsigtigt i lommen.

[Axel~]

Axel havde faktisk ikke holdt styr på tiden og det eneste der hintede om, at der var gået i hvert fald et par timer, var at solen havde skiftet fra en lys gul-orange, til rigtigt æggeblomme-farvet. Han stilte øllen fra sig igen og lo hånden rode igennem det brune luftigt krøllede hår, der ikke var skjult under en hat i dag, men havde fået lov til bare at ligne den rodede bunke det nu var. Han burde virkeligt klippe sig selv snart, han var jo begyndt at få pande hår!
Axel rystede kort på hovedet, før han løftede sin violin bue og lod den glide over strengende på den faktisk godt slidte violin. Der var et hak i den ene kant, farven var falmet lidt og Njord havde leget lidt med den. Axel skar en grimasse og lavede en mental memo om, at hans violin skulle til eftersyn - og! At samtlige af hans violiner skulle holdes ude af killingens rækkevider.
Tonerne kom frit og let fra ham, på en behagelig måde - og Axel var så begravet i sin egen verden, at han ikke opdagede pigen der kom gående imod ham. Han kom bare med et lavt og behaget suk, i troen om at han var alene, og lagde sin violin bue ned igen - for at erstatte den med en øldåse. Da han løftede dåsen for at drikke, kiggede han op, og opdagede en kvinde. Eller en pige ville man sige. Han kunne ikke få nogle ord frem, da tankerne begyndte at hvirvle - hvor længe havde hun stået der? Hvem var hun? En elev? En fremmed? Hvad lavede hun helt ude i skoven? Hvad var klokken? Og gad vide om han nu lignede en retarderet alkoholiker i hendes øjne?
Jo stilheden blev sjovt akavet og lang, fordi at Axel bare stirrede på hende, imens hans tanker hvirvlede rundt. At han også havde stoppet sin bevægelse med øldåsen halvvejs, så nok også sjovt ud, da han så bare holdte øldåsen .. der i luften.

[Benedikte Grytten]

Benedikte lagde vægten over på det anden ben og krummede tæerne. Manden så hende ikke, men fordybede sig i sin violin. Hvis man altså kan det. Ikke desto mindre så han meget koncentreret ud, og han mindede hende om de, der spiller på torvet – især dem, der medbringer en ghettoblaster og en cd med fuglesang. Pludselig kiggede han op og opdagede hende. Ikke fordi hun skjulte sig, men hun havde intet sagt. Benedikte blev stående uden at sige noget… afventende. Han burde sige noget først, da han havde skabt øjenkontakt, syntes hun, men sagde intet.
”Jeg forstyrrer vidst,” sagde hun endelig. Han så slidt ud, bemærkede hun. Håret var rodet og cowboybukserne var slidte – Hvem kunne vide, hvad han var for én? Han var alt for gammel til at være en elev. Hun proppede iPod’en samt den tilhørende ledning længere ned i lommen af mangel på andet hendes hænder kunne give sig til. Den venstre hånd endte med at blive i lommen. ”Det må du undskylde. Skal jeg, du ved, gå eller noget?” Hvem sad også og spillede violin i en skov?

[Axel~]

Axel betragtede hende og kom til konklusionen, at hun nok var en elev på skolen. Selv om hun var høj, havde hun ikke en udstråling som en voksen, og den lange tavshed røbede på usikkerhed. Axel så dog bort fra, at det nok mest var ham selv der skabte tavsheden, men men.
"Øøh," Axels svar til den pigen var nok hverken kreativt eller intelligent, men det var det eneste Axel i en hurtig vending kunne komme med. Han blinkede så kort et par gange, før han skævede væk med de varme brune øjne og smilede et kejtet skævt smil.
"Nej, nej - bliv endeligt .. Jeg .. forstyrre vel ikke?" Axel så igen på hende og skar så en grimasse over sine egne ord. Han stilte øldåsen ned, satte hånden i jorden og kom op at stå. Han børste hurtigt hånden af på sit lår og gik så frem imod hende med violinen i den ene hånd, og den anden udstrakt imod hende. "Ehm, Jeg hedder Axel - jeg er .. erh .. Lærer på skolen?"

[Benedikte Grytten]

”Du? Nej-nej, du afbryder i hvert fald intet – ikke som mig,” svarede Benedikte og nikkede imod violinen, hvorefter hun rettede på én af de hårklemmer, der holdt hendes pandehår på plads, og skuttede sig. Hun smilede skævt og rettede sig op, da han selv rejste sig – Han var trods alt højere end hende, bemærkede hun. Den slags blev man bevidst om, når man var begyndt at blive duknakket i en alder af 15 år.
Benedikte tog imod hans hånd, gav den et kort klem og lod derefter også denne vandre ned i lommen. ”Benedikte. Elev på skolen og burde lægge i sin seng lige nu,” præsenterede hun sig og skar ansigter ved tanken. Idet mindste var han ikke en bums, tænkte hun lettet. ”Men det er jo sommerferie, ikke? Så er det ikke så galt,” tilføjede hun hurtigt og rynkede tvivlende brynene. Han skulle ikke tro, at hun føjtede omkring hver aften.

[Axel~]

Axel løftede et øjenbryn og så kort på hende, før han rystede på hovedet med et skævt og lidt kejtet smil. "Du afbryder heller ikke .. Jeg forsøgte bare .. ikke at .. forstyrre nogen." Han løftede violinen lidt som en hentydning. Det var ikke det, at Axel ikke kunne spille - fordi det kunne han godt. Det var mere det, at alle ikke var lige glade for, at han spillede på skolen. Om aftenen.
Han lod hånden glide tilbage, ned langs siden imens han nikkede til hende. Hun var elev på skolen - det havde han da haft ret i. Det ville havde givet en pinlig situation hvis hun havde været lære. Axel var ikke engang sikker på, at han faktisk måtte drikke øl på skolens område. Når nu han tænkte over det, var det måske en mindre god ide?
"Du behøver ikke se så tvivlende ud, det er sommerferie - og så længe du kan finde vej .. så er det vel okey?" Han trak på skulderne og lod den frie hånd glide op og klø sig i nakken. Han sendte hende et venligt skævt smil, og satte sig så ned i græsset igen, med en gestus om, at hun kunne sætte sig hvis hun ville. "Og jeg er ny lærer - jeg kender ikke senge tiderne," Han kom med et forsøg til en vittighed, og sendte hende et varmt og ærligt blik med de brune øjne.

[Benedikte Grytten]

“Ah, på den måde,” nikkede Benedikte forstående. Det gav da lidt mere mening, syntes hun – Det var hun nødt til at synes, efter hun så generaliserende og ufølsomt havde dømt Axel til at være alverdens ting og sager. Bums, tigger, gademusiker. Det sagde hun selvfølgelig ikke, men nikkede bare langsomt. ”Er du musiklærer?” spurgte hun, ”eller spiller du bare for sjov?” Benedikte selv spillede ikke på noget – Hun havde faktisk ingen iøjefaldende kreative talenter!
”Jeg følger bare stierne tilbage,” svarede hun med et skuldertræk og et bredt, beroligende smil. ”Og du skal vel samme vej? Ikke?” Hun kunne sagtens finde vej. Benedikte lo kort af hans sidste bemærkning. ”Selvfølgelig. Og det er bare til min fordel.” svarede hun noget mere kækt, end da hun frygtede at stå til en advarsel. ”Frygtede” var vel så meget sagt – Hun havde jo intet forkert gjort. Sikke en masse vrøvl. Benedikte lagde skiftevis vægten på hendes højre og venstre ben og hendes skuldre hang tungt.

[Axel~]

Axel overvejede kort hvor skummel han havde virket, fra en skala fra et til ti. Han ville nok lande på et syv tal. En mand i rullekrage, krøllet hår og briller, der sidder ved udkanten af en skole og drikker øl og spiller på violin. Det lød ærligt lidt anderledes, men inden Axel nåede at forsvinde helt ind i tanken brød Benedikte stilheden igen, eller rettere - hun holdte deres samtale kørende.
"Musiklærer? Eh nej - Fysik." Han nikkede og så et kort øjeblik på hende, før han opdagede at hans sætning var ufærdig. "Fysiklærer! Og matematiklærer - så jeg spiller helt for lystens skyld," Axel smilede skævt men med humor, og løftede endnu engang sin violin en anelse.
"Stierne? Åh .." Axel havde faktisk glemt at der var stier i skoven. Siden at han ret så hurtigt var stoppet med at følge dem, så havde han fortrængt det. Han smilede skævt og kejtet, før han kløede sig over kæben. "Og som sagt - sommerferie? Right?" Axel sendte hende et skævt men varmt smil, før han samlede sine lange ben sammen i græsset, og tog sin øl for at tage endnu en tår. Om hun ville blive stående var hendes sag, og det var vel en anelse fornøjeligt, at op på nogen, for en gangs skyld.

[Benedikte Grytten]

”Fysiklærer? Det er jo noget helt andet,” mumlede Benedikte og hævede forbavset det ene bryn. Han måtte være en ny lærer. Hun havde i hvert fald ikke set ham før, og lærere med bemærkelsesværdige interesser var ofte et samtaleemne mellem eleverne. Som en historielærer, der spiller i et metalband, eller en dansklærer, der stiller op til lokalpolitik, eller en billedkunstlærer, der bygger rumraketter. Det faktum, at lærere havde et liv udenfor skolen, kunne altid forårsage i en række fantasifulde diskussioner. ”Har du spillet længe?” spurgte hun interesseret og betragtede violinen i hans hænder. Den havde et hak og farven var falmet – Den måtte være gammel, tænkte hun, men vidste samtidig også, at hun ikke vidste nok om violiner til at kunne bedømme meget mere end dens ydre.
”Right,” gav hun Axel ret og smilede skævt. Ham Axel virkede ellers ret afslappet, og Benedikte endte med at sætte sig ved siden af ham. Hun lænede sig op af hegnet, lød fødderne glide i græsset og landede med et bump ved siden af ham med begge ben strakte. Strakte hun benene mere, ville det sige knæk i knæene. Sådan et knæk løsnede virkelig op i hængselleddene, men hun undlod at gøre det. Af ren pli. ”Jeg går ikke ud fra, at du vil dele?”

[Axel~]

Noget helt andet? Det var vel ret langt fra musiklærer - men han lignede vel heller ikke den klassiske fysiklærer. Foruden brillerne. De lignede nok noget en fysiklærer ville alliere sig med.
"Jeg har spillet siden jeg var, bobob-" Han rynkede panden eftertænksom, og spændte læberne til en tynd streg. "-Siden jeg var 11? Ja, 11 passer vidst meget godt," Han sendte hende et skævt bekræftende smil, og drak så lidt mere af sin øl, før han satte den ned i græsset igen. Han lod hånden glide over violinen, og de lange slanke hænder matchede sjovt med den. Hans gamle violin lære plejede at sige, at de var perfekte til at spille violin med. Hans klaver lære syntes så, at det var spild af gode hænder, når han valgte at kaste sin kærlighed efter violinen i stedet for klaveret. Delte meninger, men Axel var nu meget tilfreds med sit violin spil.
Da hun satte sig ved siden af ham, sendte han hende et venligt og skævt smil. De varme brune øjne så kort på hende, før han flyttede blikket på violinen igen. "Kan du spille?" Han sendte hende et skævt og spørgerne smil. Violin var ikke noget folk som sådan, plejede at kunne spille - men man mødte da nogle engang imellem. Det var ofte dem, der også kunne spille cello.
Da hun spurgte om han ville dele, skulle han lige til at spørge 'dele hvad dog?'. Han kom dog i tanke om de grønne Tuborg dåser, der lå uåbnede imellem dem. Han så på hende, og fangede kort hendes blik med sine varme brune øjne. Han lavede en kort vurdering. Hun var elev - ergo burde hun ikke drikke. Hun virkede moden af attitude, men teenagere var altid lidt spøjse. I øvrigt, så var det sommerferie og hun ville skulle drikke en øl, i selvskab af Axel. Det kunne ikke ske andet, end at hun blev søvnig - eller spyttede det ud. "Hér. Tag en," Han samlede en op, og rakte den til hende, med et skævt men varmt smil.

[Benedikte Grytten]

Benedikte spærrede betaget øjnene op, og endnu engang undrede hun sig over, at Axel ikke var musiklærer. Hvor mange instrumenter skulle man overhovedet mestre for at kunne undervise andre? En violin var vel bare en lille guitar. En ukulele. Nej, hun anede ingenting om dette emne, men den lignede. Hun smilede kort, da ukulele var et morsomt instrument. ”Så længe?” måbede hun. Dette var et retorisk spørgsmål, der udfyldte den pause der ellers ville opstå, alt imens hun forsøgte at vurdere, hvor mange år han så havde spillet. 20 år? Det burde gøre der. De mange smilerynker omkring Axels nøddebrune øjne samt de grålige skægstubbe fik ham til at se ældre ud – og dog klædte han sig ungdommeligt. Hun opgav at placere hans alder og konkluderede, at han havde spillet meget længe. ”Mig? Spille violin?” Benedikte lo overbærende af sig selv og gnubbede sit smalle øjenbryn, imens hun ledte efter ord: ”Njah, jeg er bange for, at jeg ikke engang har et godt bud på, hvordan man… hvordan man gør?”
Benedikte tog imod dåsen og forsøgte at skjule sin overraskelse bag et skævt smil: ”Tak.” Hun knappede forsigtigt dåseøllen op, men den skummede ikke. Hun tog en lille slurk, sank anstrengt, men havde hele tiden blikket rettet imod Axel.

[Axel~]

Alder var bestemt noget der kunne være svært at tyde hos Axel. På et punkt, kunne han sagtens virke som studerene på 25 år - ny i livet, og på en bølge af ungdom. På et andet punkt, kunne han også ligne en på 35 - eller ældre. Med smilerynkerne, de dybe brune øjne og han attitude. Det sidste var vel det der kom tættest på, da Axel bestemt mente at han alligevel havde smagt lidt på livets goder og sorger.
Han løftede igen sin øl til læberne, og som han drak, hoppede hans adamsæble op og ned af hans lange hals. Han sendte hende et skævt smil og rystede på hovedet, før han sank det sidste og stilte øldåsen ned i græsset igen.
"Ingen ved hvordan man gør, før man prøver," Han betragtede kort violinen i hans hånd, som om det var et ønskebarn. Han kunne ikke lade vær med at udstråle lidt kærlighed til den, men det var mest fordi - at dette her var hans ældste violin. Et kærligt eje.
Axel vendte blikket imod Benedikte, da hun åbnede sin øl, og da hun drak besværet kom han med et suk, der afslørede latter fra hans brystkasse. han rystede lidt på hovedet og løftede så sin violin.
"Hvis jeg viser dig hvordan man gør, vil du så prøve?" Række hende violinen og sende hende et varmt skævt smil.

[Benedikte Grytten]

Benedikte betragtede det kantede adamsæble hoppe, da Axel drak. ”Det er selvfølgelig rigtigt,” svarede hun og nikkede bekræftende. Benedikte tog en lang række mindre slurke af sin bitre, undergærende øl, der fik tungen til at trække sig så langt tilbage i halsen den kunne. Som om den sagde: Nej-nej, hvad er der nu galt med sodavand? Benedikte sank hurtigt og lod den kolde dåse hvile imod hendes knæ samtidig med, at hun holdt om den med begge hænder. Benedikte så, at han rakte violinen frem mod hende, og hun åbnede munden for at gøre indvendinger, men lukkede den kort efter igen og betragtede endnu engang strengeinstrumentet. ”Der er en første gang til alt,” smilede hun og nikkede, ”så lad mig da bare prøve.” Hun tog med stor forsigtighed imod den og løftede den op på venstre skulder, så den hvilede anstrengt mod hendes hals. At kæben endvidere skulle ned og hvile på hagebrættet virkede som en umulighed, og hun hævede begge øjenbryn og så afventende på Axel. ”Dét her var da til at få hold i nakken af,” udbrød hun leende.