Misha's ankomst

[Misha]

Står og venter på svar fra Axel - skifter vægten fra fod til fod (nervøsitet? Nok nærmere rastløshed. Det var en lang køretur, rastløshed er at forvente.) og tjekker min mobil lidt for mange gange til at jeg kan opretholde idéen om at jeg ikke bare står og venter hjælpeløst på min onkel, ene knægt i en stor, tom hal (store tunge døre, metervis til loftet, høje romanske vinduer - det mener mildest talt mest om en kirke ihvertfald herinde. Kan ikke lide kirker, har aldrig kunne - fascination af arkitekturen overskygget af de idealer kirker medbringer og utallige minder om søndag formiddage brugt i kirker).
Retter lidt på min store, slidte grå t-shirt, kører hånden igennem det krøllede hår(et af de mange træk jeg har arvet efter min mor - fars glatte hår havde været at foretrække), og prikker lidt til bagsiden af mit højre ben (Gastrocnemius, øm efter at have stået på tæer for at nå op efter ting for min mor der ikke har min højde). Kan ikke lade være med at hoppe lidt da døren åbner, men forsøger at skjule det og håber det ikke er synligt(pinligt hvis det er en anden elev, endnu mere hvis en lærer og da helt bestemt hvis det er min onkel.)

[Axel~]

At min telefons skærm havde lyst op to gange, var fordi at; 1. Ronja havde sendt mig en sms om at Misha ville komme, og at jeg ikke skulle være forsinket for at hente ham. At hun også lige havde lagt til at jeg skulle huske at ringe til far var irrelevant, fordi at 2. Fordi at Bengt - min far, havde ringet og lagt en besked om at Misha skulle komme.
Man skulle tro at knægten var 5, og for første gang skulle køre tog alene ... Jeg rystede lidt på hovedet af resten af familien og bevægede mig i stedet i et roligt tempo imod indgangshallen. Jeg havde brugt den seneste time på, at gå og kigge på hestene. Det var ikke en hemmelighed, at jeg inderst inde så frem imod at få lov til at pusle om dem, trods at det nok ville skade mit image som fysik-matematik lære. Jeg havde dog anelser om, at knægten der stod og ventede på mig lige nu, nok skulle kunne bringe mit image i fare alligevel.
Da jeg skubber døren op, må jeg lægge lidt ufrivillig vægt i, da den er tung og ikke særligt moderne. Mine brune retro læder sko, siger sjove lyde imod gulvet inde i halen, men der er ikke andre end - Misha.
"Ohøj knægt, lang tur?" Et skævt men varmt smil gled automatisk over mine læber, imens jeg løfter den frie hånd hilsende, og for døren lukket med et dæmpet bump bag mig. Da min lomme vibrere med en gammeldags nokia tone, skæver jeg kort imod mine slidte grå jeans. "Jeg tror sørme Ronja lige har sendt mig - endnu - en sms om, at jeg skal huske at finde dig," Et humoristisks glimt fanger mine varme brune øjne før jeg læner mig imod ham, og giver ham et kram med den ene arm om hans skuldre - han er vokset, men det ved han, så jeg behøver ikke at påpege det lige som alle andre voksne altid ska gøre. "Du bør nok sende hende en sms om - at jeg har fundet dig."

[Misha]

Axel's opførsel vidner (heldigvis) ikke om at han har bemærket mit knap så imponerende hop idet han åbner døren - det velkendte skæve smil på plads i det markante ansigt (mor har det samme smil - jeg har arvet den samme tendens men forsøger at vænne mig af med det, det ser så akavet ud på mig - men det er en rar fornemmelse at der trods alt er et kendt ansigt på hele skolen.)
Jeg smiler som svar på hans korte hilsen, (starter som et træk ved kinderne og omkring ørerne og ender i et bredt smil jeg ved der viser lidt for meget af mine smilerynker af hvad jeg kan lide) før han trykker mig ind med en arm om mine skuldre (ikke sikker på hvordan han skal reagere fordi det er så længe siden vi har set hinanden? Fordi jeg er vokset? Han har for vane at tage megen hensyn til andre). Jeg krammer igen med begge arme - det er trods alt lang tid siden jeg har set ham. Han kan vel unde mig dette.
"Jeg har skrevet til hende at jeg er kommet - men hun vil nok gerne underrettes om at du har formået at finde mig, kan jeg forestille mig."
Graver telefonen op fra lommen, kører tommelfingrene hen over skærmen let (Iphone - de er så nemme at skrive på til forskel fra de ældre telefoner jeg har haft. Gav mig ondt i fingrene - har for vane at skrive lange notater og idéer ned på telefonen) et par gange, for at formulere et hurtigt svar til mor.
Onkel har fundet mig - til tiden endda.
(Svar kan først forventes senere - mor er ikke det store vidunder når det kommer til teknologi og kan være længe om at svare.)
Jeg stopper mobilen i lommen igen og kigger op på Axel.
"Jeg mangler stadig at få mine ting på plads - hjælper du med at slæbe tasker?"

[Axel~]

Jeg kan kun gætte på, hvad der foregår i knægtens hoved, og jeg tror ikke at det er 'nøj, jeg glæder mig til at møde de andre elever'. Jeg ville nok nærmere gætte noget i stil af, sikke en interessant - eller ikke interessant bygning. Fordi sådan var og er, Misha.
Da han lægger begge arme om mig, i sit tilbagesvarende kram - kan jeg ikke undlade at trække lidt på smilebåndet igen. Så han er ikke helt vokset fra at give hele kram. Det var da altid noget. Det er så usikkert med teenager, det ene øjeblik er det helt okay at give et helhjertet knus, i det næste - er du være en pesten hvis du så meget som hentyder til en enkelt arm om skuldrene.
"Det tror jeg du kan regne med. Både hende og Far har skrevet og ringet til mig," Jeg rynkede let på næsen, hvilket sikkert så sjovt og lidt fjoget ud da, da brillerne på den måde hoppede lidt op og at min næse var lidt kluntet stor. Men rynke på næsen det gjorde jeg. "Man skulle tro at de var nervøse for, at du ikke selv kunne klare dig," Et venskabeligt skævt smil glider over mine læber, før jeg puffer lidt til hans overarm, og så sætter hænderne i lommerne, imens han smser Ronja. Tanken slår mig så, at de måske var mere nervøse over at jeg ikke ville kunne finde ham. Ryster lidt på hovedet, så det brune krøllede hår, der hænger ned fra den grå hat, kæler for mine kindben. "Jo da," Dukker mig ned, lang som jeg er, for at tage den ene taske op. "Ved du hvilket værelse du skal bo på? Måske er du heldig at få en såkaldt 'roomie'" Det engelske ord bliver klistret til med en syngende norsk accent, trods at mit engelsk faktisk er ret så accent frit - takket være mine ord i Canada. Men det er morsomt, norsk accent er nok en af de mest underholdene - nest efter indisk, eller dansk. Det skandinaviske broderskab har ikke de kønneste accenter.

/moved - Mishas værelse