Til forvirring

[Joakim Järvinen]

Joakim havde kastet sig ud i at se sig omkring, men det viste sig hurtigt at han ikke anede hvilke døre der førte til hvilke lokaler. Hans mål var at finde bare ét af de klasselokaler han var tilknyttet, men det gik tydeligvis ikke særlig godt. Han var passeret lærerværelset flere gange og det var simpelthen umuligt for ham at forstå hvordan han pludselig kunne have en så dårlig retningssans. Normalt var det ikke et problem for ham at finde rundt, men han var selvfølgelig heller ikke så fokuseret i øjeblikket og gik mest bare lidt tilfældigt rundt.. Åbenbart til de samme steder, hvilket forblev et mysterium.

Pludselig så han døren til biblioteket og standsede straks op. Han kunne ikke regne ud hvordan han pludselig var kommet i den retning, og biblioteket var trods alt et af de steder han med det samme lærte at finde hen til. Første dag han kom til skolen kunne han finde biblioteket. Men så kunne han vel finde gangen med klasselokaler derfra. Med en rysten på hovedet droppede han det, smilede skævt for sig selv og bevægede sig så ind blandt bøgerne. Han havde aldrig læst særlig meget, men kunne skam godt underholdes af bogtitler.

[palle]

palle havde gået rundt på skolen og vidste ikke hvor han skulle gå rundt, han gad ikke være i nærheden af de ældre elever de drillede ham bare pga hans tonskinner på tænderne og lille krop og ja ikke mindst hans tøjstil. han gik og mumlede for sig selv på en af hans sange, han var ved at skrive, men han manglede to vers. han burde egentligt side uden for, for at komme på noget, men ikke idag, han ville prøve noget nyt, han ville prøve at finde inspiration blandt de andre elever han fandt frem til biblioteket, han kiggede rundt det var ikke lige frem fordi der var særlig meget liv her inde, han lukkede øjne kort og gik lige ud, han kiggede nu ned i gulvet og så derfor ikke lige frem hvor han gik, og endte med at gå ind i en fyr, så han af overraskelse væltede ned på gulvet. "av sagde han stille og ømmede sig lidt

[Joakim Järvinen]

Det lignede ikke Joakim at blive så betaget af bogtitler, men det var altså lykkedes ham. Eller også var det bare fordi han et øjeblik stod i sine egne tanker. Han havde i hvertfald ikke opfattet, at han pludselig ikke var alene på biblioteket og fik derfor et mindre chok da han pludselig mærkede noget gå ind i sig. I en hurtig bevægelse vendte han sig om og fik i det samme øje på drengen, der var væltet på gulvet. "Flot entre, sagde han med et lille grin, men rakte så en hånd ned til ham, for at hjælpe ham op. "Er du okay?", spurgte han, med sin lidt syngende finske accent, og smilte venligt. Det kunne godt være norsk var et syngende sprog normalt, men når det blev snakket af en finne blev det, om muligt, mere. Hans ord sluttede meget åbent og hvis han ikke tænkte sig om kom almindelige sætninger let til at lyde som spørgsmål. Det var dog ikke så tit det skete, da han sjældent sagde noget meget forhastet.

[palle]

palle blev helt genert og rød i hoved da drengen han var stødt ind i talte til ham, han så ned i gulvet og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, men tog dog i mod drengens hånd og rejste sig op og så ned på i gulvet igen og sagde stille "ja han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige, han kiggede ned hele tiden, fordi han havde lige fået togskinner inden han var startet på skolen, og var ikke helt glad for det, hvor han vidste dem der var ældre end ham, ville mobbe ham med det, eller det var han sikker på. han stod og pillede ved ærmet på hans trøje

[Sørine Knutson]

Det sidste sted, Sørine normalt ville befinde sig, var på biblioteket. Men det var søndag, det var en i forvejen gabende kedelig dag, og hun kunne lige så godt aflevere de sommerbøger, lærerne havde prakket på hende, før de blev for gamle. Som om hun havde tænkt sig at læse mere Henrik Ibsen og Ludvig Holberg end højst nødvendigt; trods hun, i sin nye livssituation, måske ville flikke forbi de opstillede kærlighedsromaner.
Efter at have afleveret en stab bøger ved bibliotekarens disk, tullede hun rundt mellem reolerne og ledte efter Jane Austen og venner. Den lyshårede befandt sig så sjældent i biblioteket, at hun ikke var helt venner med opstillingsreglerne, og hun blev lyksalig ved synet af to fyre for enden af gangen, der begge så ud til at være de helt rigtige læseheste.
"Oh hai, drenge!" hilste hun muntert og traskede imod dem. På få skridt afgjorde hun den ene til at være alt andet end ligeværdig, mens den anden voldte hende flere problemer; hans hår var et charmerende virvar. Ingen af dem var nogen, hun kendte. "Er I nye - eller kan jeg godt spørge jer om vej herinde?

[Joakim Järvinen]

"Godt nok," sagde han med endnu et smil og nikkede bekræftende til sine ord. Han kendte, sjovt nok, ikke drengen og havde faktisk ikke engang set ham før, men han havde selvfølgelig heller ikke været på skolen mere end nogle dage. Han skulle lige til at spørge efter hans navn, da han hørte skridt fra et andet sted på biblioteket. Før han vidste af det lød en hilsen og han så en pige komme gående. "Hei," svarede han med sin finske ordlyd og lod blikket hvile på hende indtil hun kom helt hen til dem og stillede sit spørgsmål. "Jeg vil aldrig blive i stand til at vise vej på et bibliotek," sagde han med en hovedrysten og grinede lidt. "Men jeg er nu også ny her," blev det så tilføjet, lidt forsvarende til første del af svaret.

[palle]

Palle kiggede bare på drengen og vidste ikek hvad han skulle sige eller gøre lige nu, han var genert og stille og sådan var det bare indtil han lærte personen at kende, eller nogen gange gik det hurtigere end han vidste af. Han kiggede på pigen der kom hen til dem og slog hurtigt blikket ned og sagde intet, palle havde kun været på skolen siden i onsdag, så han var vel lige så ny som de andre nye eller hvad man nu kunne sige ” nej ” sagde han stille i det lyset fra solen ramte hans bølje og skinnede så det var tydeligt at se han havde den, han drejede hurtigt hoved væk og tog sig til munde.

[Sørine Knutson]

"Nåh! Typisk. Det kan også vente," svarede hun med et let skuldertræk. Som sagt var bøger noget af det sidste, der fangede hende - hvad kunne man så stille op, når der var drenge foran hende imens. Hun smilede bredt til først den rødhårede, der var et hoved højere end hende, og som havde en mærkelig accent, som om han prøvede at sluge for mange af vokalerne undervejs. Den sorthårede var et halvt hoved lavere end hend, og havde allerede dér tabt en del; da hendes smil ikke blev besvaret, nøjedes hun med et overfladisk blik på hans lyse ansigt og vidste ikke, hvad hun kunne sige til ham.
"Har I fået værelser og sådan? Undskyld spørgsmålet, men hvis I lige er kommet, er biblioteket vel det sidste sted at søge hen?" Hun kneb læberne sammen i et drilskt smil, som igen var mest henvendt til den høje - intet kunne irritere hende som at blive ignoreret af andre, ikke mindst én, som ikke så ud til at have styr på noget. Under alle omstændigheder havde hun lige fundet sin underholdning.

[Joakim Järvinen]

Han så på drengen da hans svar også lød, selvom det var noget kortfattet. I det hele taget virkede han ikke som en der snakkede så meget, men han kunne selvfølgelig også bare være genert. Joakim nåede lige at tænke tanken før det viste sig, at drengen havde bøjle på. Det kunne vel være derfor han ikke var så glad for at snakke. Selv kendte han kun ganske få med bøjle og de havde også været lidt ømme over det, men det var hovedsaligt i starten. Nu vidste han jo heller ikke hvor længe ham drengen havde haft det. Muligheden for, at det var noget nyt var der da. Hans tankestrøm blev afbrudt da pigen talte igen, han måtte altså snart få fat i navnene på de to.
"Biblioteket er da det første man besøger," sagde han med et svagt grin og rystede på hovedet. Han var vel heller ikke 'lige kommet', han havde da været på skolen et par dage. Tæt på en uge var han overbevist om. "Det er ikke fordi et værelse er det mest spændende at være på," kommenterede han så. Det var faktisk først i dag han skulle flytte hen på sit rigtige værelse, for indtil nu havde han sovet på et midlertidigt et.

[palle]

Palle vendte sig mod pigen igen og så rundt, og sagde ” hej, jeg hedder palle” sagde han på norsk, han så på hende og rakte forsigtigt sin lille bløde hånd. ” jeg var her siden onsdag fremstammede han stille og han kiggede over på den anden dreng og smilede usikkert, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige, han følte sig dum og uduelig, palle tog begge sine hænder ned i lommen på sine bukser og stod bare og kiggede fra den ene til den anden uden at sige noget.

[Sørine Knutson]

Sørine lo og var taknemmelig for, at hendes joke var godtaget - det forbavsede hende til stadighed, at hends bedste veninde kunne søge herned af frivillige årsager. Sørine kom her mest for at fortsætte op i Sydtårnet, eller for en sjælden gang at stjæle et kig i Illustrert Vitenskap, hvad hun foretrak forblev rimelig ukendt.
Hun hævede øjenbrynene let, da den sorthårede præsenterede sig. "Sørine!" hilste hun og tog hans hånd i et hurtigt og kort klem. Af og til vidste hun ikke, hvad hun stillede op med de unge, der insisterede på håndtryk; andre gange faldt det hende som den mest naturlige, modne ting at gøre. Herefter rakte hun hånden mod den rødhårede og smilede skævt.
"Nah... true that. Synd at I er kommet i en weekend, her er ret stille. Er I her hele ferien? Oi, I kender måske ikke hinanden?"

[Joakim Järvinen]

Med et overrasket blik så Joakim på drengen, da han pludselig præsenterede sig til pigen. Palle. Navnet sagde ham et eller andet, men han kunne ikke lige komme i tanke om hvad. Hans tanker blev også afbrudt, da pigen også præsenterede sig og han gentog også hendes navn inde i hovedet Sørine. Han gav hendes hånd et klem og smilede venligt. "Joakim," sagde han så og så på dem begge. Præsentationen var jo ikke kun henvendt til den ene.
Han trak på skuldrene til hvad hun sagde. "Det er nu rart nok at lære stedet at kende,"kommenterede han, på sit 'finske norsk'. Han rystede lidt på hovedet til hendes spørgsmål igen. Palle.. Var det ikke hans kommende værelseskammerats navn?

[palle]

Palle stod bare og kiggede på dem alle sammen og tog hurtigt hånden til sig da han kunne komme til det, han smilede forsigtigt igen, i håb om at solen ikke ramte hans bøjle, det ville ikke være særlig fedt, og slet ikke hvis de begyndte at drille ham med det. ” hey Sørine, pænt navn, mit navn er nedern sagde han stille og kiggede på hende. Da joakim nævnte sit navn var der noget der fik Palle til at smile, han så på jaokim og sage ” du bor på værelse med mig ” sagde han stille og smilede, før han kløede sig lidt i nakken. Hans mobil bippede et kort øjeblik, og han framdrog sin lyserøde mobil og så på den han havde fået en sms fra sin mor, han skrev hurtigt svar tilbage til hende og kiggede på de andre igen ” skal vi ikke sætte os i sofaen der spurgte han stille og pegede på en lille sofa gruppe der ikke stod så langt fra dem.

[Sørine Knutson]

Sørine smilede opløftet ved Palles ord, men blinkede straks derefter: "Hva-- syn's du?" var hendes automatiske reaktion, idet hun grinede akavet og rystede lidt på hovedet, som for at modsige ham. "Godt så! De fortabte drenge har fundet hinanden, ..." hun tav ved synet af den lyserøde mobil og fattde sig igen, overvejede om invitationen også gjaldt hende og nåede frem til, at hun under alle omstændigheder blev hængende.
Med slet skjulte blikke på dem begge førte hun an til sofaerne. Hun kastede et blik ned ad gangen - der lå øde og stille - før hun dumpede ned i midten af den ene sofa og satte fodsålerne på kanten af sofabordet. Hun havde et par almindelige, slidte sneakers på.
"Så hvor kommer I fra?" spurgte hun med positivt forventende stemme. Hun lod blikket glide fra den ene til den anden, rolig ved spørgsmålet fordi de var to, og det derfor blev mindre privat. Og fordi den ene med sikkerhed ikke var 100 procents nordmand.

[Joakim Järvinen]

Palles kompliment til Sørines navn lod Joakim ikke til at bemærke. Sådan set fordi den jo ikke var henvendt til ham og så fordi han aldrig havde forstået det med at snakke godt om andres navne.. Eller dårligt for den sags skyld. Et navn var et navn.
Hans ansigt lyste op i et genkendende smil, da Palle nævnte, at de boede på værelse sammen. Så havde han jo gættet rigtigt og det var sådan set ret nok at vide. Det var også godt nok rent faktisk at vide hvem det var, der boede på værelset. Nu manglede han bare at møde den sidste. Det var dog ikke noget han havde travlt med, om ikke andet skulle de nok lære hinanden at kende ved rent faktisk at bo på samme værelse. Andet ville faktisk være underligt.

Uden at svare Palle fulgte han bare med hen til sofaerne. Der var vel ingen grund til at sige for meget til det, for det gav da mening at sidde ned i stedet for at stå og se forvirrede ud. Sådan tænkte han i hvertfald selv om folk der bare stod midt i ingen ting. Hans blik blev vendt mod Sørine da hun stillede et spørgsmål. "Oulu," svarede han bare og tænkte ikke så meget over om de vidste hvad eller hvor det var. Det var bare naturligt for ham at sige sin fødeby, og ikke sit fødeland. "Hvad med dig?" spurgte han så tilbage.