Værelse nr. 22: Misha

[Misha]

Værelse nr. 22.... Hvorfor så langt nede af gangen. Der er kun tre andre værelser på gangen der ser ud til at være i brug (værelse 2, 3 og 10 - det er så også sommerferie, eleverne er vel hjemme eller der har været mange afgangselever sidste år). Dørene til værelserne der er i brug er lukkede, og kun få af dørene til de tomme værelser står på klem. En skam, det ville have været en glimrende mulighed for at få et indblik i de elever der går her - plakater og andet merchandise er de åbenlyse ting at kigge efter (men det er som oftest at folk skilter med det som med tøjmærker - ikke til at stole på, da slet ikke når det er værelser med flere mennesker i), men vigtigere er hvilke personlige gadgets de har (gaver fra familie og venner? Købt for egne penge? Siger meget om deres økonomi, nærmeste familie og forhold til materialisme), hvordan værelserne holdes (man kan udlede forbløffende meget om en person ud fra placeringen af deres vasketøj for eksempel) , personlige præg på interiøret og mest af alt hvordan pladsen på værelserne er brugt (økonomisk anlagt, van til større områder, tryg ved værelseskammeraten eller ikke, hensynsfuld eller overmodig). Det er vel bedst, især i en situation som denne, at gøre brug af sådanne metoder til at danne sig et førstehåndsindtryk af folk (der er en forbløffende tendens blandt almene mennesker til at blive fornærmede over de ting jeg udleder fra første samtaler - utilstrækkelig data på området, kan til stadighed ikke finde rundt i det underlige spektrum der udgør det socialt acceptable. Kommer konstant udenfor.)

Der er et sort, klodset nummer klistret på døren (22 - gode muligheder for lidt fornøjelse hvis altså skolen tillader det. Må se om jeg kan få skaffet et '1' og 'b' af samme art og få tilladelse til at klistre på døren.), og plads til to navneskilte. Begge pladser er tomme, og der er ingen tegn på at værelset er i brug (håndtaget binder og døren knirker - boede der nogen ville det blive rettet, almen frygt for at genere andre er noget ingen teenager kommer udenom), så jeg skifter taskerne jeg slæber på over i venstre hånd og skubber døren op.
Jeg holder døren med foden så Alex også kan komme ind, mens jeg kigger mig omkring.
Værelset ligefrem skriger 'delt værelse mellem teenagere' - malingen på væggen er kradset af i genkendelige mønstre af fire pletter, der indrammer et lysere område på væggen, her lugter let af vasketøj og vaskemiddel (rummene vaskes tydeligvis mindst ugentligt selvom ingen bruger dem - vanesag, skolen går nok meget op i pligter og en rutineret hverdag) og der er gulvbrædder - ikke tæpper (nemmere at holde rene).
Skal væggene så holdes frie eller ej... (kan godt lide mine plakater men nyder også rene, klare linjer omkring mig - kunne dog være interessant at eksperimentere yderligere med hvordan andre dømmer en ud fra ens valg af elementer i boligen - må funderes mere over senere når jeg får en værelseskammerat. )

For nu, sætter jeg bare mine tasker ned og smider mig på sengen, der giver efter med et suk fra dynen der ligger foldet sammen sirligt (som i en hospitalsseng, rene, ordentlige linjer. For meget i længden - stedet kunne trænge til noget kaos.) under mig.

[Axel~]

At følge Misha op af trapperne var intet problem. Gangende og trapperne op til sovesalene, er meget mindre forvirrende, en gangende ved undervisningslokalerne. Måske også fordi, at det ikke er skilte på klasseværelserne, og at der her er både blanke og i fyldte navneskilte? Jeg ville i hvert fald påskynde nogle 'Fysik' og 'Matematik' skilte, i mine lokaler. Det er da også meget mere hensynsfuldt over for eleverne. Jeg mener ikke, at jeg er en sadistisk lærer, der faktisk syntes det er morsomt når mine elever kommer forsendt til timerne, fordi de ikke kan finde rundt. Skilte it is. Jeg må lige lave en mental note.
Da vi kommer op på drenge gangen .. er der faktisk skuffende tomt. Jeg ved ikke om jeg havde forventet andet, men lidt liv ville da havde været rart. Nogle der stod og spillede fodboldt, selv om men ikke må, eller spille alt for højt musik. Her er stille - og ret så upersonligt. Værelses døren vi stopper foran har '22' stående, og min første tanke, deler jeg nok med min nevø. Bare et 1, og et B - så er den hjemme. Lidt hemmelig fan, har jeg vel lov at være - selv om aldrig ville ture lægge mig ud med knægten ved min side.
Da vi træder ind, står jeg først lige og betagter værelset. Det er lige så upersonligt som resten af gangen, men det skal Misha nu nok få rettet på. Stiller den taske jeg står og holder i, og vender mig så imod ham, med hænderne i lommerne.
"Well, velkommen her til," Jeg rynker igen akavet på næsen, og sender så Misha et skævt og lettere humoristisks smil. "Hvis jeg overhovedet kan sige det - siden at jeg også lige er ankommet." Ryster på hovedet, og lader den ene hånd glide op i nakken på mig, for at rode lidt i det krøllede brune hår. Det er en vane jeg virkeligt burde skære ned på - tænk hvis jeg blev skaldet af alt det roderig. "Jeg bor faktisk her på skolen lige p.t., så du kommer bare over hvis der er noget - oh, og jeg har lige købt en ny film jeg tror du ville syntes om." Samtidigt som jeg taler laver jeg en let håndbevægelse og ser ned på ham imens han ligger på sengen.
"Hvis ikke du har set den, og hvis ikke det er alt for akavet, kan du komme og se den en dag?" Retter kort på mine briller, imens et skævt og venligt smil falder på mine læber. Min holdning er afslappet, hvilket vil sige, at jeg faktisk står lidt duknakket - dårlig vane. Min gamle violin lære ville være tosset. "Og - Far har bedt mig om at tage dig med ind til byen, når jeg skal kigge på lejlighed. Jeg ved ikke hvad din morfar tror om mig - men at jeg er 32 tror han næppe." Det sidste bringer et glimt frem i mine varme brune øjne, og et suk der skygger lidt latter fra brystkassen.

[Misha]

"Det kan vi vidst hurtigt blive enige om" - svar på hentydningen til morfar. Mors side af familien har meget travlt med at jeg har det godt (i hvert fald efter deres standarder )- intet galt i det, det er ganske betryggende, men nok noget til gene for de 'yngre' familiemedlemmer der (mere eller mindre midlertidigt) har ansvaret for mig. Især onkel Axel går det ud over, da han stadig ses som en knægt af morfar.
Det er dog lidt at overreagere, bare fordi jeg er det eneste barnebarn betyder jo ikke at jeg skal våges det mere over - vi er trods alt ikke i en tid hvor børnedødelighed ligefrem er et stort problem. Men ja, lad dem om det.
Axe står og kigger på mig stadigvæk, som om jeg ikke er færdig med at snakke (Backtracker lige samtalen - der var mere) - ah, filmen.
"Jeg har ikke fået set mange film på det sidste, så chancen for at jeg har set den er ikke stor"(selv hvis jeg har, gør det næppe noget at jeg ser den igen - ser ganske få film, men dem jeg ser nyder jeg meget.)
"Hvilken film er det?"(Interesseret er jeg dog - Axel har en nogenlunde fornemmelse for film jeg ville kunne lide.)

Kommer lige akkurat i sidste sekund inden pausen imellem mine sætninger bliver for akavet, i tanker om morfars krav hvad angår Axel's valg af lejlighed - "Og jeg kender slet ikke området her, så det skulle da være sundt at komme lidt omkring og lære stedet bedre at kende - og kan jeg samtidig sikre mig at du ikke indlogerer dig hos en gambler der spiller alle sine penge væk og må sælge lejlighedskomplekset, eller noget lignende, er det da bare en ekstra bonus." Jeg smiler skævt til ham (forsikring om at det er en joke - ikke at jeg forventer han tager det ilde op, men jeg kan vel lige så godt vænne mig til at tage alle de sociale nødvendigheder op, som folk på min alder så hjælpeløst kaster omkring sig i et forsøg på at formidle sig bedre - det er desværre ikke mange andre end nogle få der kan finde ud af at kommunikere uden), skubber klip-klapperne af fødderne og smækker fødderne op på sengen.

"Haster det med at finde en lejlighed?"(Nok ikke - så havde han foreslået at vi så filmen når han havde fundet den, i stedet for at foreslå noget på et ubestemt tidspunkt og specificeret det til hans indlogering her på skolen)"Jeg har ikke ligefrem alverdens planer lige nu, og at mit social liv lige pludselig skulle blive noget at råbe hurra for skulle da overraske mig gevaldigt."

//frys!