|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 8, 2011 23:23:38 GMT 2
Nikolina rynkede lidt på panden og skar en utydelig og svag grimasse da Sørine viste et forbavset udtryk. Det var jo egentlig ikke meningen at Nikolina ville være sur, for.. hun følte sig en smule sur, snarere såret over at nogle kunne tænke sådan om Nadia.
Men.. Sørine kunne vel egentlig have ret i det hun sagde; at der var forskel på når man mødte folk, og når man havde gået op og ned af dem i flere år. Nikolinas blik søgte ned i asfalten, og fokuserede derefter på sine hvide løbesko. Hun var stille imens Sørine forsatte med at forklare og påpege sine grunde til hvorfor hun mente sådan om Nadia. Ikke den mest positive indflydelse..? Nikolina skævede op mod den lyshårede kærtudseendede pige, og nappede sig svagt i underlæben. Men hun er jo så venlig.. og glad, og positiv.. og mere glad.. og hun gav mig endda et kram uden at ane hvem jeg var..
"Jeg er helt sikker på .. at folk har misforstået det hele.." hun knugede svagt sin hånd og så lettere undskyldt, dog bekymret på Sørine, men stadig med det bestemte blik i øjnene.
|
|
|
|
Post by Sørine Knutson on Jul 8, 2011 23:50:40 GMT 2
Det sikre udtryk i Nikolinas øjne så ikke ud til at flakke; faktisk så det ud til at blive en smule mere stædigt, som Sørine talte. Det kom bag på hende. Hun havde regnet med, at den mørkhårede ville tvivle mere på sit kortvarige bekendtskab - Sørine ville i hvert fald have lyttet lidt til sine omgivelser, før hun valgte sin bedste veninde. Rettelse, hun lyttede stortset kun til sine omgivelser, når hun valgte sine venner, men pyt med det. Nikolina fortjente vel en smule kudos for sin loyalitet, selvom den var ligegyldig.
"Måske."
Sørine trak lidt i mundvigen i et kvart smil, som om hun prøvede at sige, at hun heller ikke kunne gøre noget ved situationen; hun videregav bare det, hun regnede med var sandheden, tvetydig eller ej. "Du får jo også rig mulighed for at snakke med hende," tilføjede hun pointerende.
Hun kastede et kort blik på Nikolina igen, hvorefter hun så ud over det vilde hav, uendeligt. Hvad mon der egentlig foregik med Nadia; hvorfor var hun emne for så meget snak? Sørine følte sig en smule udenfor. Hun var vant til at være med i sladderens skabelse, ikke høre den fra sidekammerater. Måske hun bare skulle opsøge Nadia, eller den her muskuløse nye fyreting, eller noget i den stil.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 9, 2011 15:27:03 GMT 2
Nikolina kunne ikke forstå hvordan mennesker, og folk der var omkring en hele tiden, kunne starte rygter om hinanden eller tvivle på den anden person som det hele gik ud over. Nikolina var en fan af at folk skulle stole mere på hinanden, og hun var også helt sikker på at intet menneske er fuldkommen ondt, og i visse tilfælde hvis personen har gjort noget der kunne opfattes som ondt; havde personen nok en personlig og sørgelig grund bag det. Ingen gør det bare af ren morskab, men snarere fordi personen har det svært og er misforstået. Måske var Nikolina bare naiv, men et eller andet sted var der jo noget godt i alle mennesker, om det var folk hun kendte godt eller ej. Det var trist at de bare skulle dømmes ud fra andres munde.
Hun nikkede til Sørines ord. At snakke med Nadia fik hun i hvert fald masser af tid til. De var jo trodsalt værelseskammerater. "Ja.." hun sukkede ganske lavt, og følte egentlig at det var begyndt at blive en smule køligt igennem det tynde sportstøj hun havde på.
Der var ikke så meget mere at sige, og Nikolina frøs en smule nu. Men selvom Sørine havde snakket som hun gjorde, havde Nikolina ikke lyst til at være uvenner med hende, eller.. på dårlig fod med hende. Hvad den slags nu blev kaldt. "Vil du følges med mig tilbage til skolen..?" spurgte hun forsigtigt og betragtede Sørine der stod foran hende, "Det er ved at blive lidt køligt at stå stille.."
|
|
|
|
Post by Sørine Knutson on Jul 9, 2011 15:52:17 GMT 2
Sørine fornemmede godt, at samtalen lakkede mod enden, og hun havde heller ikke noget nyt og spændende at bidrage med. Ikke andet end flere ting, hun havde 'hørt i byen', og som havde begrænsede kilder. Hun indstuderede Nikolina for nogle sekunder og tænkte, at det ikke kunne skade at blive hængende... Hvis pigen var færdig med at løbe, anyway...
"Sure. Havde du en god løbetur? Er du altid så energisk?" spurgte Sørine smilende. Hun gravede hænderne i sine lommer og tog iniativ til de første par skridt langs kajen ad det grusede asfalt.
Der var et godt stykke op til skolen. Sørine havde ikke noget bedre at foretage sig dér end her, men nu hun havde selskab, gjorde det ikke spor. Hun havde rig mulighed for at lære Nikolina t kende på vejen.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 9, 2011 15:59:31 GMT 2
Nikolina kløede sig lidt på kinden, overvejende da Sørine spurgte hende om hun altid var så energisk. Altid og altid - det kom vel an på så meget.
"Mhm, nogle gange. Mest om formiddagen.. det er sådan.. mere for at blive lidt frisk til senere på dagen." tilstod hun med et lille nik. Hun skævede mod Sørine imens hun talte, og kom nu i tanke om det fedtede ispapir, som vist var havnet i Nikolinas lomme under samtalen med den lyshårede. "Og.. når jeg er ude at løbe.. så bruger jeg tiden på at samle skrald som folk har smidt.. sådan så vejene ikke er så grimme." erklærede hun og hev papiret frem, og smed det ud i en skraldespand da de passerede en på vejen. Hendes stemme var rolig og en smule dæmpet, men man kunne fint høre hvad der blev sagt alligevel.
"Mhm.." hun så lidt tænksom ud, samtalen skulle jo holdes igang, og det virkede ikke på den måde at det kun skulle være en ensidig affære, begge parter måtte tale og spørge hinanden, "Hvad med dig.. hvordan får du dagen til at gå..?" hun smilte skævt til Sørine.
|
|
|
|
Post by Sørine Knutson on Jul 14, 2011 10:41:50 GMT 2
Nikolina havde ikke været nødt til at være bekymret for manglende samtale; Sørine havde rigeligt at reagere på bare i det den sorthårede sagde. Hun udstødte et forarget fnys, da Nikolina kom ind på sine skraldemandsevner. Da hun blev hørt, smilede hun hurtigt og løftede øjenbrynene, lidt imponeret. Nogle gange samlede hun også skrald - men ikke mens folk så på...
Spørgsmålet kom tilbage til Sørine. Hun trak let på skuldrende, afslappet: "Tja. Sådan lidt det ene, lidt det andet," grinede hun, men gav indtrykket af at have masser at lave. "På skoledage er der ikke tid til så meget igen, men her i ferien er der mere plads til at se film, ride ture, sådan noget. Vi har også flere pigeaftener og sådan noget." Sørine lod hånden glide gennem sit glatte, sunde hår. "Hvis det er bedre vejr, hænger vi ud i byen, shopper, går i biografen... møder fyre."
Med et drilsk glimt i øjet skævede hun til Nikolina, et bredt smil om hendes læber. På få øjeblikke havde hun opbygget en stemning af troværdighed, som om hun inviterede Nikolina til en art insiderfest, hvad hun på sin vis også gjorde: trods genert og en tand for barnlig, kunne Sørine godt lide Nikolina, og hun kunne godt hive hende med i flokken.
"Du har vel ikke forladt en kæreste et sted i Norge?" Hun regnede med nej, men spørgsmålet var indforstået, om Nikolina var interesseret i at møde én.
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 15, 2011 14:42:20 GMT 2
Om folk så på eller ej, når Nikolina var ude at samle skrald.. lagde hun ikke helt mærke til. Så mange mennesker var vel heller ikke på vejene om morgenen, eller om formiddagen? Der havde i hvert fald aldrig været nogen, som havde sagt noget til hende. Desuden var det da en god ting! At rydde vejene fra skrald - når andre mennesker nu var for dovne til at finde en skraldespand.
Nikolina havde et opmærksomt blik mod Sørine da hun startede med at svare på spørgsmålet. Hun ventede at der kom mere, og ganske rigtigt; det gjorde der.
.. Så Sørine rider også? Hm. tænkte hun for sig selv, og lagde hænderne i sine lommer, mens hun forsat lyttede. "Det lyder hyggeligt.." sagde hun med et fjernt blik der var rettet mod skyerne, hun var allerede ved at forstille sig hvordan det ville være til pigeaftener, hvor hun selv var inviteret med.
Hun anede ikke rigtig hvordan hun skulle reagere på det sidste, at de bruger tiden på at møde fyrer. Mhm.. på venskabeligvis.. vel.. ligesom hvis man.. bare møder folk, eller? hmm.. Nikolina havde ingen forstand på den slags, men hun vidste da godt at folk fandt sammen, men hun vidste også at det aldrig ville ske for hende.
Med et stivnet blik rettede hun hovedet mod Sørine. Ordet kæreste fik hende til at standse lidt. Mig.. en kæreste? "Huh..." Uden rigtig at sige noget rystede hun bare hurtigt og tavst på hovedet, med et lettere forvirret blik; men også ved en form for illustrering i sit hovederyst, at hun understregede at sådan noget ville aldrig ske for hende.
|
|
|
|
Post by Sørine Knutson on Jul 29, 2011 15:49:04 GMT 2
"Hvad? Du må komme med næste gang, så!" var Sørines ligefremme reaktion, da Nikolina lod forstå, at hun hverken havde en kæreste eller regnede det for sandsynligt at få én. Hun var sikkert stadig læbejomfru; Sørines gode vilje over for pigen voksede.
Hun lo mildt ad Nikolinas ansigtsudtryk og, uden at være sig det bevidst, fortsatte med at fingerere med en af sine hårspidser. Hendes blik spillede livfuldt og smilende, og som altid virkede hun kønnere, når hun var glad - hun følte sig feminin og beskyttende.
"Hm, du har vel ikke et kælenavn, der er kortere? Niko, eller noget?" spurgte hun, som led i implementer-Nikolina-i-veninderne-planen. Selv blev Sørine mest kaldt sit navn, enkelte kaldte hende Søri, men hendes navn var kort, koncist og ikke til at forveksle; engang havde hun været generet af et navn, der skilte sig lidt ud, men det glædede hende altid at blive rost for det nu.
(Blah, blah, sikke en stenet besked, men nu er den her! <3)
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 29, 2011 16:28:01 GMT 2
Nikolina rettede sig noget forbavset mod Sørine da hun foreslog at hun ligefrem skulle komme med næste gang. Gruppe ture, drenge og piger - det var ikke lige noget Nikolina oplevede hver dag. Hun ville tænke over det, ikke fordi der var så meget at tænke over.. hun ville jo gerne, det var bare mere om hun passede ind til den slags. Det var jo så nyt for hende. Alligevel lykkedes det hende at få nikket til Sørines forslag. Hvorfor ikke? det kunne vel ikke skade..
Hun betragtede den lyshårede pige, så feminin, og alligevel så stærk i sine meninger. I Nikolinas øjne, var Sørine en pige der ikke bare sådan uden videre kunne væltes af pinden - den aura strømmede i hvert fald ud af hende. Da Sørine igen snakkede til hende, blev Nikolina skubbet ud af sin lille tankegang, og missede kort med øjnene for at komme tilbage til virkeligheden. "Uh.. altså.." et kælenavn, jo .. hun havde et.. Nadia kaldte hende jo Kokus. ".. Nadia kalder mig Kokus.." hun smilte svagt.
(tænkte om vi monstro snart skulle oute så? :3)
|
|
|
|
Post by Sørine Knutson on Jul 29, 2011 22:32:27 GMT 2
Sørine plirrede let med øjnene. To informationer.
"Kokus?" spurgte hun med hævede øjenbryn, "hvorfor dog det?"
Det andet var, at det var Nadias kælenavn; Sørine var ikke sådan lige ude på at overtage noget, hun havde opfundet, men hun havde egentlig ikke bedre idéer. Desuden var det faktisk et meget godt kælenavn, selvom der ikke var ret meget brunt og behåret over Nikolina - men hendes hud var mælkehvid, dét var en ting. Og hun havde måske en masse indeni. OK, tak for gross metaforer.
"Kokus så," nikkede hun, med et lille smil. Hun kastede blikket ud over horisonten og det skummende hav, og hendes tanker vandrede intetsteds for et lille stykke tid. De fortsatte med retning mod skolen, og inden længe lå havet bag dem.
(fint med mig :3 tak for spil! : D hvis du vil afslutte/svare igen er fint : D)
|
|
|
|
Post by Nikolina Astrid Haugen on Jul 30, 2011 0:50:50 GMT 2
Da Sørine spurgte ind til hvorfor hun dog blev kaldt kokus, standsede Nikolina lidt betænksomt op med en finger på hagen. "Hmmm..." hendes blik vandrede op mod himlen, og missede så lidt undrende med øjnene. Ja hvorfor mon? Sørines tonefald faldt hende slet ikke ind, men Nikolina var jo heller ikke god til den slags, i viden om om folk mente ting godt, eller dårligt.. i hvert fald i de fleste tilfælde. "Ja hvorfor mon.." hendes blik landede atter på Sørines kære ansigt, "Måske er det fordi jeg er bleg.. og har mørkt hår?" hendes blik blev venligt, og hun trak lidt på skuldrene, "Men Kokus er sødt.. så jeg er glad for det." mumlede hun lidt for sig selv og smilte glad, imens hun atter kiggede fremad igen.
"Mhm..?" hun var få skridt foran Sørine, og kiggede derfor tilbage på hende, da hun konstaterede at det altså blev dét kælenavn. Det fik hende til at smile lidt, "Tusind tak." sagde hun af ren vane, for.. hvad sagde man ellers i sådan en situation? De gik videre mod skolen sammen, og i baggrunden kunne man høre mågernes kald, blive fjernere og fjernere.
//out <3
|
|
