Havnekajen

[Sørine Knutson]

En vindblæsende dag: friske pust skubbede de skummende bølger mod kampestenene, til de brød op. Havet havde taget en mørk og mættet farve, men himlen var lyseblå, og solen skinnede. Tværs over vælvet fløj et par måger, skræppende, som om de diskuterede politik, men ellers lå kajen ganske stille denne sene formiddag.

Mellem stilheden og blæsten stod Sørine og skuede over havet. Et par mørke solbrilleglas dækkede hendes øjne, men hun var let klædt på med blå shorts og bare ben og en t-shirt med Snoopy-print. Der skulle mere til end lidt vestenvind før hun frøs.
Hun havde ikke stået der mere end nogle minutter; herregud, så meget var der heller ikke at se på. Men solen varmede hendes ben behageligt, og hun skævede mod kajen og overvejede at sidde. Til venstre lå den egentlig havn med vippende både, mod højre var der lyngmark. Stadig ingen andre mennesker end en dame, der luftede sin hund på marken, og nogle skikkelser i havnen, der var ved at sejle ud.

[Nikolina Astrid Haugen]

Mod asfalten kunne man høre Nikolinas sko knase. Lyden af småsten der blev mast mod hendes skosåler i et rytmisk tempo der forsatte. Det var godt nok en vindblæsende dag denne formiddag, også selvom solen stod fremme på himlen, godt nok med nogle skyer ved sin side.

Nikolina var ude at løbe sig en morgentur, godt nok var hun kommet en smule senere op en hvad hun havde regnet med, men derfor skulle hendes krop og sind ikke snydes for en opfriskende løbetur. Egentlig anede hun ikke hvor hun var på vej hen, men væk fra skolen var hun, og havde endt nede ved havneområdet. Uh... jeg håber at jeg kan finde tilbage.. jeg er vist kommet lidt på afveje.. tænkte hun imens hendes øjne flakkede omkring og betragtede skibene og husene. Vandet glimtede en smule pga. solens varmene stråler, og Nikolina smilte svagt ved synet. I dag havde hun sat håret i nogle liggende rottehaler, siden det var mest behageligt når hun var ude at løbe, og så var hun heller ikke særlig god til at sætte håret anderledes. Derudover havde hun sit sædvanlige løbetøj på; en rød trøje med hvide striber ned ad ærmene, og matchende bukser.

[Sørine Knutson]

Sørine havde egentlig opgivet at være opmærksom på sine omgivelser, og så snart man lod være med at holde øje, lod det heller ikke til, at noget ændrede sig. Da hun vendte siden til havet var det derfor med hensigten at gå hjem til skolen, eller til byen, eller til et eller andet nyt sted med flere interessante ansigter. Hun kom ingen vegne, da en pige hendes alder var trådt - faktisk løbet - ind i hendes synsfelt.
Den lyshårede skærmede for solen og kneb øjnene sammen, prøvede at dechifrere pigens udseende på afstand. Det lignede ikke nogen hun kendte, pigen var lille og mørk, og Sørine havde ingen løbetrænende venner. Men hun begav sig i pigens retning alligevel, interesseret i at møde mennesket, da det faldt hende mere spændende end udsigten og vejret.
"Hey," kaldte hun, da hun inden for afstand kunne se, at den anden var ved at stoppe.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina var lige ved at bukke sig ned efter noget skrald der lå og flød på vejen da hun hørte en stemme i det fjerne. En eller anden sagde hej, men det behøvede jo tilfældigvis ikke at være til hende. Alligevel rettede Nikolina sig op med det fedtede stykke ispapir i sine hænder som hun lige havde samlet op, og kiggede i retningen af stemmen, men diskret; for hun ville jo ikke stå og glo, medmindre der rent faktisk var blevet talt til hende. Der var ikke andre at se, end nogle havnearbejdere i baggrunden, og det kunne jo umuligt have været dem som den lyshårede pige havde i sinde at snakke med.

Ganske forsigtigt løftede Nikolina sin pegefinger og pegede på sig selv, spørgende, med et lettere overrasket udtryk malet hen over ansigtet. .. Utroligt..! Nikolina kunne næsten ikke tro hvordan folk hele tiden ville sige hej til sådan en som hende. Men okay; et par stykker på skolen, som hun havde prøvet at snakke med, så ikke ud til at være interesseret. det var egentlig kun Nadia, Joakim og MBT hun havde snakket rigtigt med, og som så ud til at gide hende.
"H-hejsa." sagde hun med røde kinder og hovedet tiltet let på skrå imens hun fumlede med ispapiret mellem sine hænder; der var ingen skraldespand, så hun måtte stå og holde det lidt endnu.

[Sørine Knutson]

Måske var det bare en pige fra en af de lokale skoler i Bergen; hvorfor skulle Sørine interessere sig for hende? Den sorthårede virkede akavet og forbavset over at blive tiltalt, hendes rottehaler sad skævt (sikkert takket være løbeturen), og hendes kinder blussede, måske også over motionen. Sørine inspicerede hende med et nedværdigende blik; hun var dårlig til at skjule sine følelser i blikket.
"Er du fra Bergenhus?" spurgte Sørine. Hendes stemme var ganske høflig. Hun brugte 'Bergenhus' i stedet for at sige hele kostskolens navn, da de fleste i byen alligevel var indforstået med, at bydelen var lig kostskolen.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina var en meget følsom pige, der næsten tog alt bogstaveligt og var en ganske naiv pige. Men når hun skulle vise følelser, eller nærmere udtryk i ansigtet under pres (eller når hun generelt tænkte over det) så gik det helt galt, men lige nu stod hun bare med det selv samme overraskede udtryk imens Sørine forsat talte til hende. Nikolina tog ikke det nedværdigende blik for noget; siden hun selv var dårlig til udtryk, så havde hun for det meste også svært ved at læse andres, eller også tænkte hun bare ikke over det.

Hun skævede en smule undrende rundt da den lyshårede pige spurgte ind til om hun kom fra Bergenhus, som jo egentlig var byen. "Uhmm.. mener du kostskolen?" spurgte hun forsigtigt, men talen kom tydeligt frem, "For.. det er jeg." sagde hun med et kort nik, men uden rigtig at lave noget udtryk i ansigtet, stemmen var dog venlig.

[Sørine Knutson]

"Gør du?" spurgte Sørine med åbnede øjne og forundring, for hun antog at kende de fleste på sin kostskole temmelig godt. Hendes svar kom direkte oven på pigens ord; Sørines tempo var meget hurtigere, og hun brugte ikke tid på at nøle med svarene.
"Hvorfor har jeg så ikke set dig? Åh, er du ny?"
Hendes udtryk skiftede fra forvirring til ren og skær begejstring, og hun smilede bredt og indbydende, som hun ville håbe at blive mødt, når hun startede et nyt sted. Måske ikke underligt hvis pigen så noget tøvende ud; Sørine vidste, at ankomsten til Bergenhus først føltes helt overvældende. Selv faldt hun hurtigt til i fremmede omgivelser; hun var en leguan, der indstillede sig på miljøets præmisser med adræthed. Det havde mange lærere også bemærket i sin tid. Af samme grund nød hun at møde nye elever og vise dem rundt; men af og til havde hun fornemmelsen af, at lærerne blot gav hende disse opgaver, så hun ikke faldt i søvn i løbet af ferien.
"Jeg hedder Sørine," præsenterede Sørine sig med et smil og rakte hånden frem.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina stoppede abrupt op og stirrede lidt tomt på Sørine da hun afbrød hende oven i sætningen. Ikke fordi det gik hende på, man var jo alle forskellige mennesker i denne verden.
Efter det første spørgsmål, kom der hurtigt et andet, og farten chokerede Nikolina en smule, men det var nu også meget rart.. så slap de jo for at stå i stilhed det meste af tiden, bare den ene forsatte med at snakke. Nikolina kunne godt lide stemmer, hun elskede at høre andre snakke sammen; det brugte hun meget tid at på høre i de mindre klasser, selvom hun også dagdrømte for det meste, og stadig gør i ny og næ.

"Ja.. Jeg kom hertil for en .. uges tid siden var det vist." Hun så ud til at skulle tænke sig om midt i sætningen, men endte da med et brugbart svar, "Jeg har været meget på værelset.. for at, sådan, gøre det hjemligt." erklærede hun, til pigens ord om hvorfor hun så ikke havde set hende. og så har jeg også været udenfor.. rundt omkring.

Nikolina nikkede opmærksomt da Sørine præsenterede sig, og nu hvor hun kiggede ganske ekstra efter; synes hun nu at hun havde set hende på skolen, måske gik de hurtigt forbi hinanden.. Det kunne også bare være Nikolina der forstillede sig ting.
"Jeg hedder Nikolina." Forsigtigt tog hun imod hånden og skævede ned på deres hænder der havde fat i hinanden inden hun igen kiggede på Sørine. Hun er kær.. tænkte hun for sig selv.

[Sørine Knutson]

Sørine nikkede, smilende og overbærende, og så for sit indre, hvordan pigen indrettede sit værelse: draperinger, tæpper, og bløde puder? Hun var nok ikke typen med plakater af flotte fyre (som Sørine), men hang et landskabsmaleri over sengen - og lister over blomsterarter, eller hestetyper, eller historiske begivenheder.

"Nikolina." Den lyshårede nikkede og gav et hurtigt smil fra sig.
"Hvilken klasse starter du i?"

(undskylder langsomhed, og korthed o-O)

[Nikolina Astrid Haugen]

(Det' helt okay ; )

Nikolina kunne faktisk godt lide blomster, og på skolen havde hun opdaget et blomsterbed, undret sig over hvem der mon vandede dem, og hvis ingen gjorde; så ville hun meget gerne overtage arbejdet. Hun elskede den slags.

"8. klasse.." erklærede hun med et blik der ikke rigtig kunne være på det samme sted længere end to sekunder. Normalt plejede hun bare at have blikket på folk i længere tid af gangen, og først når det blev ubehageligt for den anden fjernede hun blikket igen; tit tænkte hun ikke engang over det. Men Sørine så virkelig sød og kær ud.. derfor kunne hun ikke rigtig holde blikket på hende, for så ville hun jo bare overbeglo hende.
"Hvad med dig..?"

[Sørine Knutson]

"Ah!" sagde Sørine og klappede hænderne sammen, begejstret. "Også jeg! Eller altså, jeg har gået her i syvende også - og starter i ottende." Hun lod blikket glide bedømmende over Nikolina for en tredje gang, denne gang i håbet om at gennemskue pigens intellekt. Hun syntes stille og genert, en rigtig introvert, der sikkert gemte på en masse og ikke sagde ét ord... Sørine kom tit i tvivl med den slags mennesker. Hun følte sig dårlig til at gætte deres tanker og anede ikke, hvad de mente om hende, hvad der normalt spillede en stor rolle for hendes måde at opføre sig.
På den anden side, måtte Sørine indrømme, virkede Nikolina også sød og temmelig akavet, på en nuttet måde, og så var hun næsten et hoved lavere. Hun havde i hvert fald brug for tips til hårstilen.

En tanke slog Sørine, og hun lagde hovedet lidt på skrå. "Du er vel ikke Nadias nye værelseskammerat?" spurgte hun, med vækket nysgerrighed. Der havde svirret alle tænkelige slags rygter om pigen fra Sørines gamle 7. klasse, men Sørine havde ikke set hende i et stykke tid - eller følt trang til det - hun ville bare høre, om der var hold i rygterne.

[Nikolina Astrid Haugen]

"Ooh, virkelig?" lød det lige så begejstret fra Nikolina, men med et overrasket toneleje oveni, "Det glæder jeg mig til så." tilføjede hun med hurtige nik, og så endnu engang på Sørine. Hun havde en rigtig flot pande, og generelt var hele pigens ansigt sat perfekt sammen; alt passede til hinanden. Der var heller ikke noget galt med Nikolinas pande, eller noget i den dur.. Det var bare mere princippet i det; at Sørine var virkelig virkelig pæn, selvom hun forsat havde et barnligt skær i ansigtet; hvilket bare gjorde det kært.

Nikolina var en smule genert omkring mennesker, eller sådan blev det i hvertfald fremstillet. Hun havde svært ved visse sammenhænge at fortælle hvad hun mente om ting, men gjorde altid sit bedste for at være ærlig, så der ikke fremkom misforståelser med enten hende eller andre mennesker der havde noget at gøre med hende.

Spørgsmålet angående Nadia overraskede hende en smule, og hun tiltede hovedet på skrå. Kender hun Nadia?
"Uhm, Jo.. Hun er virkelig sød! Jeg er glad for at jeg er kommet på værelse med hende.." sagde hun med et venligt udtryk i ansigtet, "Hvorfor da?" hun kiggede opmæksomt på Sørine, uvidende om rygterne da det var gået udenom hende, eller også havde hun bare ikke været tilstede da der blev snakket om det.

[Sørine Knutson]

(Hvis din char bliver ved med at rose min, går jeg under af smiger. XD *aeae Gackt*)

"Heh," sagde hun med et bredt smil og nikkede, ganske enig. Én ting, hun ikke havde svært ved at forestille sig, var Nikolinas væremåde i et klasselokale; ytrede ikke et forkert ord, afbrød aldrig læreren, og afleverede hver opgave til kryds og slange. Hun ville sikkert også være en god makker, hvis man kunne klemme lidt af klogskaben ud af hende. Sørine spekulerede tit i makkerpar, for 1) hun stilede altid efter de bedste karakterer, og 2) hun elskede at lege Kirsten Giftekniv, ligegyldigt anledningen.

"Tja," sagde Sørine, og hendes blik flakkede en smule. Skulle hun fortælle Nikolina om alle rygterne, der blev mumlet i hver en krog af skolen? Nikolina ville sikkert tage dem ret nært - men det var også bedre at høre dem fra Sørine end nogen af de andre, argumenterede hun for sig selv, og det afgjorde ligesom sagen.
"Det er bare, at alle mulige har snakket om hende på det sidste. Først med, at hun begyndte at gå sammen med en ny fyr - temmelig buff, ret creepy tror jeg - og nu noget med.. mja, forskellige ting." Den lyshårede betragtede opmærksomt den anden for at se, om Nikolina vidste mere, end hun gjorde. "Altså, du har jo mødt hende, og jeg tror godt man kan sige, at hun er ret ... ikke den mest stabile person," tilføjede hun med et kort, indforstået nik.

[Nikolina Astrid Haugen]

(ahaha ! det' jeg ked af, tror jeg.. hahaha<3 XD)

Sørines brede smil fik Nikolina til at smile ligeså; selvom det var mere skjult og forsigtigt. Men glade mennesker, gjorde hende glad. Nikolina rettede en smule på sin røde trøje, den havde formet en fold i tøjet som hun ikke lige just var tilfreds med, men hele tiden ville hun have opmærksomheden på Sørine. Der blev dog ændret i Nikolinas udtryk, fra et opmærksomt og roligt et, til et mere bekymret, nysgerrigt og endnu mere bekymret udtryk da Sørine bare sagde 'Tja'.

"Hvad.. er der?" spurgte hun forsigtigt og fjernede ikke blikket fra den kønne pige med det flakkende blik. Hun var stille indtil Sørine besluttede sig for at tale, og Nikolina måtte indrømme; det kom som et chok. Hun så helt forkert ud i hovedet, virkelig forbavset og andre udtryk man ikke helt kunne forklare; hun forstod virkelig ikke hvordan noget af alt dette kunne være opstået, og Nikolina havde ikke engang hørt noget om det.
En ret.. buff fyr..? mener hun MBT? ham har jeg snakket en smule med.. han er lidt uhyggelig ja, men flink nok.. når han altså ikke bliver sur... uhmm..

Da Sørine endelig fik sagt det sidste om Nadia der ikke var en just stabil person, rynkede Nikolina brynene. "Nadia er ikke sådan.. hun er en sød og glad pige! smilende.. gør de ting hun skal.. passer sine interesser.. og er venlig. Jeg kender hende ikke så godt endnu.. men.. men jeg er sikker på at intet af det de siger passer!" sagde hun med oprigtig seriøsitet, og med det forsat bekymrede blik i øjnene.

[Sørine Knutson]

"Åh, men du skal slet ikke tage det personligt!" udbrød Sørine med et forbavset udtryk, som var påtaget, men hun mente hvad hun sagde, da hun rystede på hovedet. "Hun er sikkert venlig over for dig når I er på værelse sammen og sådan noget!"

Sørine besvarede Nikolinas alvorlige blik med et ligeså. Da hun endelig brød af, var det for at kaste blikket rundt i omgivelserne. Men ingen grund til dette: havnen lå lige så øde og mennesketom som før Pandoras æske blev åbnet, der blæste en god vind, og bølgerne slog uforfærdede mod kajen.
"Jeg mener bare... Der er forskel på at møde nogen første gang og så se dem hver dag i et år. Nadia er ikke den mest.. positive indflydelse, man kunne have."
Sørine gjorde et let træk på skuldrene, men det var tydeligt, at hun ikke ville lade sine børn hænge ud med sådan et pigebarn, ikke i skoletiden i hvert fald.
"Men tænk ikke på det! Det kunne jo bare være rygter."