Stillestående formiddag

[Nikolina Astrid Haugen]

Springvandet, farverne havde engang været helt kridhvide, men nu var de blevet en smule medtaget med tiden, og havde i tidens løb fået en grålig beskidt farve.. der gjorde det næsten helt nostalgisk at sidde ved, men det var stadig smukt på sin egen gamle måde. Vandet sprøjtede stadig, ikke særlig meget, det var trodsalt et springvand.. men man blev ikke våd eller ramt af at sidde på kanten ved det, som Nikolina gjorde.

Det var en varm formiddag, og Nikolina havde besluttet sig for at spise sin frokost udenfor, som bestod af et par enkle sandwiches. Hun havde en sød nederdel på der gik til lige over knæerne, og en t-shirt med en lille sløjfe der matchede. Det mørke hår sad løst som det altid gjorde medmindre hun var ude at læbe, og intet var ikke anderledes ved hende. Det var bare en helt normal dag ligesom de andre.

Der var ikke mange folk udenfor, selvom det var godt vejr idag, eller også sad hun bare et sted hvor folk ikke rigtig kom forbi; men okay, det var ferie og ikke særlig mange mennesker på skolen til at starte med. Nikoline skævede ned til sit spejlbillede i vandet, og tog en bid af sin sandwich.. forsat sad hun bare og kiggede ned i vandet.

[Joakim Järvinen]

Det var sådan set ganske fint, at det var ferie, men det gjorde det lidt kedeligt at være på skolen. Antallet af mennesker var alt for småt i følge Joakim og det gjorde det altså bare sværere at møde nye mennesker og få nogle venskaber op og stå. Det havde han altså brug for, hvis han skulle have en chance for at falde til, for jo flere norske venner han kunne skaffe sig, jo nemmere ville det blive for ham at vænne sig til sproget. Det var selvfølgelig ikke altid sådan han tænkte, det var bare noget hans underbevisthed sagde ham. Ellers gik det faktisk fint nok, folk kunne da forstå hvad han sagde om han så snakkede norsk eller svensk var han nogenlunde forståelig.

Selvom vejret var godt, havde han spist frokost indenfor og gik først ud nu, da han var færdig med at spise. Da han ikke rigtigt havde en idé om hvor han ville gå hen, gik han bare ud på gårdspladsen. Der var vel nogle at snakke med, i hvertfald med lidt held, for han gad ikke gå rundt alene. Efter et enkelt blik rundt på pladsen fik han øje på Nikolina, der sad ved springvandet. Han tænkte jo også nok han ville møde hende igen.
Med rolige skridt gik han hen i mod hende. "Hei," hilste han med sin karakteristiske finske ordlyd og fortsatte de sidste par meter hen til hende.

[Nikolina Astrid Haugen]

Det gippede ganske svagt i hende da en stemme med den velkendte finske accent hilste på hende, og med det samme vendte hun sig mod personen. Han så vældig afslappet ud i dag, Joakim, og med rolige øjne betragtede Nikolina ham da han kom nærmere. Hun tog en sidste bid af sin sandwich inden hun lagde den ned i sin neutrale madkasse.
"Hej!" hun løftede hånden som en hilsen og fremviste et forholdsvist venligt udtryk.

Det var hyggeligt at støde på Joakim så hurtigt igen.. også selvom hun lige nu sad og spiste sin mad, men det kunne jo altid vente lidt. Hun ville hellere snakke med Joakim. Det var i hvert fald mere interessant end at spise mad alene. Ah, hvor rart at se ham igen!

[Joakim Järvinen]

Han nikkede som en ekstra hilsen, da hun svarede ham, vel på en måde af vane. Han gjorde det i hvertfald ofte. Det sædvanlige smil sad på hans læber og standsede henne ved hende. Efter at have set efter, at han ikke ville blive våd af at sætte sig, placerede han sig umiddelbart ved siden af hende. Han havde en tynd skjorte på i anledning af det gode vejr og den mellemgrønne farve gjorde den da også ekstra sommerlig. Dog var det alligevel ikke for varmt til, at han rent faktisk havde lange bukser på. Nu var de jo heller ikke lavet af det tykkeste materiale og da de havde en lys grå farve ødelagde de ikke sommerstemningen. Det var ganske rart, at solen varmede igennem nu og da.

"Hvad så?" spurgte han nysgerrigt og så på Nikolina mens han talte. Selv vidste han ikke hvordan man egentlig skulle svare på sådan et spørgsmål, han endte altid selv med et eller andet kortfattet, men det var nu en god nok måde at indlede en samtale mere eller mindre på. Det var under alle omstændigheder en fin måde at komme i kontakt med folk hvis man ikke havde bedre at sige.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina betragtede Joakims sommerlige tøj han havde på i dag. Det var næsten helt underligt at se ham i normalt tøj nu, end sportstøjet som han havde haft på den anden dag, men hun synes det klædte ham, farverne og måden det hele var sat sammen på. Det stod også godt til hans rødlige hår. Hendes egen nederdel var jo hvid, med små blonder med blomster mønstre her og der, hvor hendes t-shirt var marineblå. Hvis man skulle bedømme ud fra tøjets farver, hvad de to ville være, ville Joakim være græsset, grundet den grønne farve, og Nikolina himlen pga. den blå farve, og den hvide nederdel som kunne illustrere skyerne på himlen. En underlig tanke at komme ind på, og så relevant var det jo egentlig heller ikke.

Da Joakim satte sig ned ved siden af Nikolina, puttede hun låget på til sin madkasse, bare for en sikkerhedsskyld, så der ikke kom insekter ned til hendes mad. Hun skævede forsigtigt mod ham, betragtende og nysgerrig.

Hun vidste egentlig ikke helt hvad hun skulle svare til dét. Det var ikke sådan noget der blev tilspurgt hende hver dag. "Jeg har lavet nogle sandwiches.. som jeg tænkte jeg ville spise udenfor i det gode vejr.." Hun knugede hænderne svagt om sin madkasse. Nikolina elskede at lave mad, og tit ville hun hellere lave sin egen mad, end at spise det fra kantinen. "Og så nyder jeg ellers bare vejret.. Der er ikke sket så meget. " afsluttede hun i en rolig tone.

Der gik nogle få sekunder inden hun vendte blikket væk fra sine fødder, og så mod Joakim.
"Og du..?"

[Joakim Järvinen]

Han nikkede til hendes svar og var egentlig ganske tilfreds med at det ikke bare var kortfattet, som hans eget nok havde været i den situation. Om ikke andet så gav hendes svar da mening, lige bortset fra, at Joakim ikke helt forstod hvorfor hun ikke bare have taget noget af kantinens mad udenfor. Hun havde jo sagt, at hun havde lavet nogle sandwiches... Hvorfor ikke bare spise det, som folk var ansat for at lave til eleverne? Sådan var der jo så meget, som var forskelligt fra person til person. Joakim foretrak ikke selv at skulle lave sin mad, dels fordi han var dårlig til det, men også fordi han ret godt kunne lide ikke at skulle bruge så lang tid på mad. Det var rigeligt bare at spise det, hvilket han vel kunne have gjort uden for, ligesom Nikolina.

"Ikke så meget. Jeg har også lige spise," svarede han overvejende. "Indenfor, altså," blev der kort efter tilføjet og han trak på skuldrene med et smil og nåede at standse sig selv i at læne sig tilbage, der var ingen grund til at gøre sit tøj vådt. "Jeg glæder mig til der kommer nogle flere her til," kommenterede han så ud af det blå uden rigtig at tænke over det, før bagefter.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina anede ikke om hun havde sagt for meget til Joakims spørgsmål, eller om det var fint nok som det var. I hvert fald havde hun svaret i den mængde af ord som hun havde haft det godt med. Lige nu var sulten stilnet en smule af, men det var nok mere pga. af at Joakim sad ved siden af hende og snakkede med hende.

"Mhm." Nikolina nikkede opmærksomt imens hun blinkede lidt med øjnene da hun havde fokus på Joakim der fortalte om hvilke begivenheder han havde været ude for i dag. Spørgsmålet; smagte det godt? hang i hendes tanker, men hun fik det ikke sagt, inden Joakim tilføjede noget helt nyt til sin sætning. Flere mennesker, ja.. det kunne nu være meget rart, selvom Nikolina nu havde det meget godt med de bekendte hun havde fået nu.

"Ah jaerh." sagde hun og skævede tilbage på springvandet, inden hun rettede blikket fremad igen, mod nogle træer der stod lidt derfra, "Det ville virke lidt mere levende.. i hvert fald.." hun pillede lidt ved en af sine hårtotter og smilte skævt til Joakim.

[Joakim Järvinen]

Joakim havde virkelig ikke særlig meget at sige. Grunden var uvis, måske havde han bare ikke en snaksommelig dag, selvom han dog var glad for at sidde og være i selskab med Nikolina. Det var absolut heller ikke fordi han gerne ville være alene, for det skete ikke så tit og når det endelig gjorde så løb han en tur. Det var altid en god måde at få fred på, hvis det var det han havde brug for, men det var det altså ikke nu. Han lyttede til hvad hun sagde og blev faktisk ret glad for at hun i stedet for bare at give ham ret tilføjede noget mere. Han smilede og nikkede, for at give hende ret. "Det ville bestemt være rart med lidt liv." I et øjeblik overvejede han hvad han ellers skulle finde på at sige.

"Hvor kommer du egentlig fra?," kom spørgsmålet så endelig. Norge, naturligvis. Selvom det måske var et dumt spørgsmål, kunne det da stadig være interessant at vide helt præcis hvorfra. Joakim vidste ikke meget om Norge så ligemeget hvad hun sagde, ville det højst sandsynligt være noget nyt for ham. Han havde et par gange været i nogle byer, for at spille håndbold, men alt han havde set var sportshallerne og det hotel de havde boet på.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina nikkede tilbage for at give Joakim ret, med et lille bitte smil omkring læberne. Liv, mennesker, flere mennesker. Mon der en dag ville komme nogle venskaber ud af det? Nikolina så ud mod træerne igen med et tomt udtryk. Måske.. måske ikke..

Spørgsmålet om hvor hun kom fra, havde hun dog ikke lige regnet med at høre fra Joakim. Men det var rart med et samtale emne, selvom hun ikke helt vidste hvordan hun skulle holde den igang, og det irriterede hende grænseløst, selvom hun forsat havde det lidt rolige og blanke udtryk malet i ansigtet.
"Oh.. Jeg kommer fra et lille hus.. her i Bergen, eller faktisk lidt i udkanten.. Der sker ikke så meget der.." hun pillede lidt ved sit hår imens hun snakkede, og blikket flakkede fra Joakim og ned til sine lår og derefter tilbage på Joakim. "Men det er nu et meget hyggeligt sted alligevel." erklærede hun med et nik. Hun holdt en kort pause ved at kigge ned på jorden, inden hun vendte blikket mod Joakim og så lidt nysgerrig ud.

"Og du?" hun havde et venligt udtryk i øjnene, "Jeg kan høre du har noget accent engang imellem.." påpegede hun.

[Joakim Järvinen]

Det var tydeligt, at han opmærksomt lyttede til hendes svar på spørgsmålet om hvor hun kom fra. Bergen kendte han jo, sjovt nok efter som han jo teknisk set boede der det næste års tid. Han nikkede til hendes forklaring og kunne sagtens forestille sig, at det ikke ligefrem var et sted hvor der skete meget. Specielt ikke hvis hun, som hun jo sagde, boede lidt uden for byen. Selvom Oulu ikke ligefrem var verdens største by, var den alligevel stor nok til, at Joakim var mere eller mindre et by-menneske. Desuden elskede han også når de havde været på ferie i storbyer, eller når han havde været af sted med håndboldholdet. Det med altid at have meget liv omkring sig var lige hans levestil. Han smilede til hendes tilføjelse om, at det var hyggeligt. Det kunne han også sagtens forestille sig. Han var bare selv typen der behøvede lidt mere spænding end hygge, hvilket nok var grunden til at han foretrak storbyferier fremfor at være på ferie steder uden særligt mange mennesker.

Et muntert smil formedes på hans læber over hendes spørgsmål, og bestemt også kommentaren der tilknyttede sig. Han vidste jo udmærket, at han ikke talte et særligt rent norsk. "Byen Oulu.. Den ligger i Finland." Man kunne godt høre på ham, at han var glad for sin hjemby, selvom det ikke var noget han gjorde noget ud af at tydeliggøre. "Den ligger ved en flod og er sådan... Halvstor i finsk målestok." Så vidt han huskede var det faktisk den 6. største by.

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina havde faktisk gættet på Finland, ud fra den accent Joakim holdt kær. Det lød specielt, og ret sødt når han talte. Hun kunne i hvert fald godt lide at lytte til hans stemme når han talte. "Oulu.. det har jeg vist hørt om.." erklærede hun og nikkede lidt, "Finland. Det var egentlig også mit første gæt." hun rettede sig op at sidde, istedet for at sidde foroverbøjet med blikket på Joakim. Derefter blev hun stille og lyttede bare interessant til det han fortalte.

"En flod?" hun spærrede øjnene overrasket op. Med det samme tænkte hun vidt om begrebet flod. Mon der så også var et vandfald i nærheden? bare et lille et? I hvert fald, kunne Nikolina godt lide tanken om vandfald, de var så flotte at se på. "Ret sejt." tilstod hun til det sidste Joakim fortalte, og så venligt på ham. "Er det ikke også i Finland.. at der er sådan en Mumi-dal.. park-ting?" spurgte hun interesseret. Mumitrolde, dem synes hun var ret kære, men dengang hun var mindre skræmte serien hende også.. især med de der uhyggelig væsner der blev spottet i serien i ny og næ.

[Joakim Järvinen]

"De færreste nordmænd ved, at Oulu eksisterer," griner lidt, men nikker hvilket understreger at jeg tror på hende. Ser overrasket på hende, da hun siger at hun ligefrem selv ville have gættet på Finland, som hans hjemland. Han havde ikke overvejet at det kunne være så nemt at gætte, men samtidig havde han heller ikke rigtigt tænkt over det. Han gættede bare automatisk på, at alle på skolen var fra Norge, medmindre folk selvfølgelig talte noget der ikke mindede om det samme norsk som forstanderens og de ansattes. Det var lidt dem han bedømte efter og nu kunne han så også have Nikolina med i samme boks. Ikke at han rent faktisk smed folk i bokse efter om de var fra Norge eller ej, det var bare meget rart at have nogle dialekter at sammenligne med - også for at kunne forbedre sit eget norsk. "Virkelig?" Spørgsmålet kom mere eller mindre automatisk og med et venligt grin følgende efter.

"Ja, så der er en havn og alt muligt." Med alt muligt mener jeg sådan set bare både, det er mere en fast vending for mig end noget af egentlig betydning. Han smilede genkendende da hun snakkede om en Mumi-dal, eller Muumimaailma, som jo var navnet på finsk. "Jo, den ligger et stykke uden for Turku, hvis det siger dig noget." Det kunne jo være hun var meget geografisk anlagt.
Joakim havde aldrig selv været i Mumi-landet, men flere af hans venner havde da engang været der.

[Nikolina Astrid Haugen]

"Aah, virkelig? Det kan måske være rigtig nok.." hun rynkede lidt på næsen og hvilede hovedet i sine hænder imens hun stirrede ud på græsset, lettere tænksomt. De fleste nordmænd var vel heller ikke specielt interesseret i Finland.. og dens byer, medmindre man havde familie eller et specielt ærinde at gøre der. Hun kunne ikke lade være med at få en glad og munter følelser over Joakims grin og smil under deres samtale, det bevidste jo bare at Joakim jo var tilfreds med hendes selvskab, eller i hvert fald havde det godt med det.
"Mhm.." hun nikkede en smule, med et lille venligt smil da han kom med det automatiske spørgsmål.

"Hvor hyggeligt.. Så har de vel også.. fiske markeder og sådan noget nede ved havnen?" spurgte hun nysgerrigt, og følte sig egentlig mere og mere sikker ved at snakke med Joakim, selvom de ikke rigtig kendte hinanden så godt endnu, men det kom jo af sig selv - forhåbentligt. "Turkuu..." hun så lidt overvejende ud imens hun kiggede op på himlen, for at sætte tankerne igang om byen turku, "Jeg er ikke sikker.." hun kiggede på Joakim igen og trak lidt på skuldrende, "Hvis jeg nogensinde skulle til Finland.. så ville jeg gerne besøge den dal." sagde hun med et konstaterende nik.

[Joakim Järvinen]

Det var ikke mere at sige om nordmænd og Finland, så han nikkede bare lidt da Nikolina gav ham ret. Det ville heller ikke give mening at snakke mere om det, da det ikke ligefrem var et særlig interessant emne. Normænd vidste intet om Finland, finnere vidste ikke meget om Norge.. End of story. Det kunne egentlig være interessant at finde ud af hvor meget svenskere generelt vidste om Finland, men det måtte være på et andet tidspunkt. Hvilket ville sige, at det kunne være fuldstændigt ligemeget. Tanken ville alligevel blive glemt meget hurtigt.

Han grinede lidt til hendes spørgsmål. "Tror der er fiskemarkeder overalt i Finland. Det vrimler med fisk.. Overalt." Griner stadig lidt i mens jeg siger det. Selvom det kunne være fedt at ødelægge en fordom om Finland, ville det være løgn at prøve med fiskene. Der blev spist utrolig meget fisk ligemeget hvor i Finland man befandt sig, ikke at Joakim havde noget i mod det, det var bare sjovt at tænke over det, når man kom til andre lande hvor det ikke var nær det samme. Faktisk var han ret overbevist om, at der ikke fandtes lande hvor de indtog ligeså meget fisk som i Finland, men det kunne nu også være ligemeget.
"Jeg har faktisk aldrig været der.. Har ikke engang været i Turku," sagde han ærligt og trak på skuldrene. "Men der er sikkert hyggeligt," tilføjede han lidt efter med et smil.

[Nikolina Astrid Haugen]

Da Joakim erklærede at der var fisk over alt, og grinte imens.. begyndte Nikolina ryste en smule, men mere fordi hun prøvede at holde et grin tilbage.. til sidst måtte hun dog give lidt efter og grinte sammen med Joakim. Hun forstillede sig et land, hvor der bare lå fisk over det hele, ret platte billeder formede sig i hendes hovede, men hun fandt det hylende morsomt. Det var egentlig også længe siden at hun havde grint sådan..
"Jeg er overrasket over at du ikke lugter af fisk så!" sagde hun imens hun prøvede at kvæle grinet, selvom det ikke lykkedes så godt.
Tilsidst fik hun dog manet det ned til nogle små klunk indtil det blev dæmpet helt af. Hun så mod Joakim med et varmt smil, og nogle blide øjne imens hendes kinder var blevet en smule rødlige over at have grint sådan.

"Mhm.." hun nikkede lidt bekræftende til det Joakim sagde; om at han ikke selv havde været i Turku, eller besøgt mumidalen, men det gjorde hende ikke rigtig noget - sådan var det vel bare.
"Heh.. Ja, hyggeligt." hun smilte lidt for sig selv da blikket endte ved hendes knæ.