Sofaen under vinduet

[Kristine Dahling]

Kristine smilede bredt og rystede kort på hovedet over Adrian. "ja okay. Det er acceptabelt så" sagde hun med et bredt smil og nikkede kort. Kristine mødte roligt Adrians blik da han havde sagt sin alder. Hun nikkede roligt med et smil og rettede sig let op i sofaen selvom hun sad lænet tilbage mod sofaens ryglæn.
Kristine betragtede kort Adrian i nogle sekunder efter han havde slået blikket væk. Hun rettede så derefter sit blik ud af vinduet med et smil. Let sparkede hun sine ballerina sko af og kravlede op i vindues karmen og satte sig. Hun så roligt ud i grå vejret med et smil.

[Lukas]

Regn og gråvejr generede normalt ikke Lukas, der nød at sidde indenfor i varmen og kigge ud på verden gennem en regnvåd rude, men når han nu for en gangs skyld havde besluttet sig for at få lidt sol på sine blege kinder og det så trak op til uvejr, så kunne han altså godt blive en anelse trist til mode. Han længtes efter at få lidt frisk luft, men han havde ikke den største lyst til at bevæge sig udenfor lige nu.
Lukas var stadig temmelig ny på skolen og havde derfor ikke mødt mange endnu. Han havde først lige fået pakket sine sidste ting ud for hvad, to dage siden…? I hvert fald ville han gerne møde sine klassekammerater inden starten på det nye skoleår, og sportspladsen var det oplagte sted at møde drenge på hans egen alder, men det kunne han vist godt glemme nu. Opholdsstuen var hans anden mulighed, og det var da også derfor, at han nu skubbede døren op.
Hans første indskydelse var at sætte sig i den første, den bedste stol, men så slog tanken ham, at hvis han gjorde det, ville chancerne for en samtale være minimale. Derfor styrede han hen imod en sofa, hvor der sad en lyshåret pige og en mørkhåret dreng, begge omkring hans egen alder. Pigen sad og kiggede ud af vinduet, mens drengen så ud til at være temmelig optaget af tv'et. Lukas skævede kort til skærmen, hvor et ukendt program kørte, før han spurgte: "Hvad er det, vi ser?"

[Adrian Eide]

Adrian, lidt forgabt i fjernsynet, fik sit hjerte til at springe et slag over, da en rødhåret dreng pludselig også var ved dem. Han burde virkelig lærer at holde lidt fokus mod døren, det kunne måske gavne ham i fremtiden.
"Hva'? Nårh, pas. Noget på Discovery, tror jeg. Venter lidt på at de sender noget ordentligt." sagde Adrian og trak endnu en gang på skuldrene. Han kiggede over mod drengen. OK høj... Rimelig spinkel af en fyr at være, egentlig. Først nu lagde han mærke til at Kristine havde rykket op i vindueskarmen. Hun havde åbenbart behov for lidt luftforandring.... However small. Adrian kiggede igen hen mod ginger-drengen og nikkede, for at få ham til at komme nærmere sofaerne under vinduet:"Come join."

[Kristine Dahling]

Kristine så kort mod døren da den anden kom ind. Omkring Adrian og Kristines alder hvis da ikke et par år ældre. Hun smilede mildt mod ham og vinkede ham kort over til dem. "hey" sagde hun med et varmt og bredt smil. Hun så kort ned på Adrian da han snakkede om hvad fjernsynet lige nu havde at byde på menuen. Hun smilede skævt og så så kort op mod skærmen.
Kristine rettede sig lidt op i vindues karmen. Hun rodede kort Adrian i håret med et bredt grin hvorefter hun så op på ginger-drengen. "ja join endelig!"

[Lukas]

Lukas lod endnu en gang sit blik søge over imod fjernsynsskærmen, hvor et eller andet program, der ikke sagde ham det mindste, kørte. Det lod ikke, at nogen i opholdsstuen fulgte med i det – alle var optaget af enten at snakke, at læse eller simpelthen bare at døse hen i de behagelige lænestole – så programmet kørte vist mere som en slags baggrundsstøj.
”Nåja, okay.” Han trak på skuldrene men smilede lidt, da de begge bad ham om at joine. Det kunne der vel ikke ske noget ved og nu, hvor pigen var hoppet op i vindueskarmen, var der endda plads til ham i sofaen. ”Tak,” lød det fra ham og han gjorde et lille buk, før han tog plads i sofaen. Han sørgede for at sætte sig helt ude ved det ene armlæn, da han aldrig rigtigt havde brudt sig om det dér med at være for tæt på andre mennesker. Han bed sig let i læben af gammel vane, før han forsigtigt fortsatte: "Hvad hedder I så?"

[Adrian Eide]

Adrian sukkede, mest bare for dramatikkens skyld, da Kristine rodede ham i håret. Han kiggede op på hende med et glimt i øjet og kiggede så igen hen mod gingerdrengen. Ærgeligt at man skulle høre alverdens jokes og kælenavne, bare fordi man havde rødt hår, men hvad pokker. Adrian kunne nogle jokes om gingere, men fyren her virkede flink og ikke alt for udfarende. Desuden ville det ikke være det bedste tegn at sende til nye mennesker, forhåbentlig venner.
Adrian rykkede helt tilbage mod det modsatte armlæn af drengen, så han kunne få sine ben op i sofaen. Han satte knæene op under hagen, så han både kunne se på Kristine og drengen på samme tid. Han havde det altid lidt akavet med at sidde med benene på jorden, når han sad i en sofa. "Jeg er Adrian. Adrian Eide." sagde han og forsøgte at få øjenkontakt. Al det der med godt førstehåndsindtryk og sådan. Derefter kiggede Adrian op mod Kristine, og regnede med at hun også lige ville fortælle hvad hun hed.

[Kristine Dahling]

Kristine smilede bredt da gingerdrengen valgte at joine. Hun smilede så bredt ned til Adrian da han dramatisk sukkede efter hun havde haft sin hånd begravet i hans brune hår. Igen så hun op på den rød håret fyr med et smil.
Det eneste der kunne høres i rummet var en lav snakken mellem de andre elever der sad, et par snork en gang imellem og så fjernsynet samt Kristine, Adrian og den fremmede. Hun smilede skævt ved det og strøg så let en lok hår om bag øret igen.
"mit navn er Kristine. Kristine Dahling." præsenterede hun sig roligt.

[Lukas]

Lukas svang lige så sine ben op i sofaen, da han ellers ville have svært ved at se på pigen, der sad i vindueskarmen bag ham, og hvis der var noget, han hadede, så var det at stå med ryggen til folk – især når de snakkede til en. Han satte sig i skrædderstilling og kiggede lidt fra den ene til den anden. De lod til at kende hinanden, at dømme efter deres opførsel, hvilket fik ham til at føle sig skyldig over at have afbrudt dem midt i deres samtale, men de virkede heldigvis venlige og åbne, så han havde vist ikke noget at frygte.
Den mørkhårede fyr var ham, der først åbnede munden. Adrian, hed han. Adrian Eide. Han formåede kort at fange Lukas’ blik, før den rødhåredes mørkebrune øjne gled videre op til hans hår. Det havde en meget ordinær brun farve, men frisuren var langt fra almindelig. Det var lang tid siden, han sidst var stødt på én med sådan et Beatles-cut.
Pigen præsenterede sig nu også. Kristine. Han betragtede hende undersøgende og havde faktisk lidt svært ved at placere hendes alder. De fleste piger på deres alder så ældre ud end de jævnaldrene drenge (og var oftest lidt højere), så han var ikke sikker på, om hun virkelig var fjorten-femten år, eller om hun i virkeligheden var lidt ældre.
Han var faktisk faldet lidt i staver, men blev hurtigt hevet tilbage til virkeligheden da han påmindede sig selv om, at han ikke havde fortalt dem sit navn. ”Lukas,” røg det ud af munden på mig. ”Jeg mener… Jeg hedder Lukas Olvirsson.”

[Adrian Eide]

Lukas. Det var en af de første drenge, som Adrian rent faktisk havde snakket med på skolen. Han virkede meget flink, nok cirka samme alder som ham selv og Kristine. Men Adrian var ikke helt sikker.
Han lod afslappet sit hoved falde tilbage mod armlænet. Samtidig kunne han ude af vinduet nu se regnen trumle mod ruden. Det var en meget behagelig lyd, egentlig.
"Ok. Lukas... Hvor gammel er du?" sagde Adrian lidt henslynget og kiggede op. Nu lagde han mærke til at Lukas havde huller i ørerne. Med strecht. Auch.
Det måtte have gjort ondt at få lavet. Ellers er jeg bare tøset... Whatever. Han valgte ikke at kommenterer på dem. Igen: Lukas virkede ikke som åben, men ikke ligefrem højtråbende, så måske ville 20 spørgsmål om alt mellem himmel og jord, ikke være en god start. Man kunne jo altid spørge senere.