Vandpjask og mobning

[Nikolina Astrid Haugen]

Egentlig var Nikolina bare ude at gå sig en lille eftermiddagstur for sig selv, bare for at tænkte over diverse ting, omkring de folk hun kendte.. omkring Nadia.. omkring alle de sørgelige rygter der gjorde det hele meget mere akavet end det havde været da hun startede på skolen. Hvorfor ville mennesker gøre sådan nogle ting? starte misforståelser om hinanden.. Hvorfor fandtes der ikke bare en smule accept?

Nikolina rynkede panden og skar en bekymret grimasse. Hun havde blikket rettet mod sine slidte sko alt imens hun kom gående ned ad den grusede sti. Hendes hår svajede fra side til side, i takt med at hun gik.. og hendes hænder var svagt knyttede. "Hvorfor...?" mumlede hun sagte, så svagt at det ikke rigtig kunne høres.

"Aargh! se..! Et gående lig.." hørtes der en stemme i det fjerne, og Nikolina kiggede op. Det var jo ikke sikkert der blev talt til hende, men nu så hun en gruppe med to piger, og tre drenge, der ligefrem pegede på hende og kaldte hende ting. Nikolina blev tit taget for at være en satanist, selvom hun ikke havde sort tøj med kæder.. men hendes hår var meget mørkt, næsten sort, og så var hun ret så bleg.. Derfor blev hun tit misforstået.

Først valgte Nikolina bare at gå videre og ignorere, hun var jo vant til at blive kaldt ting på hendes gamle skole, så derfor gjorde hende det ikke så meget. Forsigtigt forsatte hun forbi dem, men de blev ved.. og fandt så en vandslange frem og sprøjtede efter hende, først ramte de ikke.. men så blev de lidt mere overmodige, og ramte hende perfekt.
"Urgh!! H-hey... st-" hendes stemme blev overdøvet af deres latter og andre skældsord hun ikke rigtig hørte .. Det var hendes første negative oplevelse på denne skole, og et eller andet sted følte hun sig skræmt. De stoppede med at vande på hende, men startede så lidt op igen, og sådan blev de ved..

[Radimir]

Radimir gik med tunge skridt hen af stien.. Hans blik var sænket, og han havde en dyster aura svævende omkring sig... Eller, egentlig var det nok mest bare det sure ansigtsudtryk, som udgjorde denne aura, men han følte sig lidt mere hardcore ved at kalde det en sort aura.. Men sådan var Radimir nu engang bare..
For hver gang han satte foden ned på stien, og passerede blomster, faldt de sammen og visnede bort på stedet.. bladende på træerne antog en brun farve, og faldt omgående af... Eller, det var i hvert fald hvad han nu selv forestillede sig.. At det så ikke helt var sandt, var jo en anden side af sagen.. egentlig så var både planter og dyreliv fuldkommen ligeglad med ham.. Han kunne da bare passe sig selv, ville de mene, hvis planter altså kunne mene noget.. Det kom vel an på hvem man spurgte? Ligegyldigt. Han lod sine tanker glide for vidt der..
Hans krop var spændt efter at have været ude og spille noget fodbold med nogle tilfældige gutter fra skolen, og derfor bar han et par sorte, løse shorts med en hvid stribe, som undertegnede at det var sports shorts. hans overkrop var så naturligvis fint dækket bag en mørkerød t-shirt med vudskæring, og det der særlige materiale som fodboldbluser nu oftest var ud af.. polyester troede Radimir at det var; men han var nu ret ligeglad når det kom til stykket..
Men snart blev det hvide 14 tal på maven og ryggen plasket til, i det han passerede en eller anden spøgelsesbleg, til dels uhyggelig tøs... Han så op, og mærkede straks sit temperament stige drastisk.
"HVAD HELVEDE TROR I SPASSERHØVLE AT I LAVER!?" han rasede op, gik truende hen mod dem.
"Hvor f*ck har sådan nogle f*cktards glemt deres f*ucking hjerner henne!!! Pis af med jer i latterligt dumme møgunger! Zatknisʹ!!" han sparkede ud efter den nærmeste af dem, og ramte ham over skindebenet.
"F*ck af med jer eller jeg smækker den vandslange så langt op i jeres r*vhuller at i ikke kan skide i fem uger!!" han greb ud efter en anden af dem.. De mobbende elever blev temmeligt forskrækkede over den rasende fyr som brasede imod dem.. normalt ville et enkelt menneske ikke indgyde ret meget frygt, men man kunne nærmest se blodet pulsere i hans årer ud for tindingerne, mens han rasende råbte en hel svada af bandeord af dem på russisk.. I ren og skær forskrækkelse begyndte de at løbe.
"JA PIS AF MED JER I MØGL*DERE!!!" skreg han efter dem, samlede vandslangen op og løb nogle meter efter dem, inden han kylede vandslangen efter dem, og skreg endnu nogle modbydelige ting på russisk... Og ja, vrede russere lød jo bare mere vrede end vrede nordmænd..
Det var lidt som om at "KJEFT" bare ikke lød nær så psykopatisk som zatknisʹ....

Radimir stod i nogle sekunder og prustede ud, mens han så rasende efter de fremmede... adrenalinen pumpede stadig i kroppen på ham, men snart tog han en dyb indånding... det var dejligt at få raset af engang imellem...

[Nikolina Astrid Haugen]

Grundet vandet der bare susede og sjaskede imod hende, og at hun ikke rigtig kunne finde nogen udvej, fik hun sat sig ned på hug, og lagde hænderne oven på sit hovede, imens hun i et skræmt udtryk havde øjnene lukket. Lad mig være... hold op.... Vandet var koldt, men heldigvis skete intet af dette på en kold dag.. men det var ved at blive aften, så køligt blev det. Og det var selvfølgelig aldrig rart at blive tilsjasket fuldkommen til.. af andre folk der stod og råbte alt muligt efter en imens. Hun havde aldrig oplevet noget lignende.

Nikolina begyndte at tænke på de eventyr hun havde læst, de forskellige bøger hun levede sig ind i fra tid til anden, og forstillede sig de gode ting der ville kunne ske i sådan en situation som denne. Hvis hun var en prinsesse.. eller en tilfældig pige (som hun jo egentlig var) hovedpersonen i en bog- så ville der enten komme en prins eller en godmodig og retfærdig borger til undsætning, hjælpe hende væk fra denne situation.. redde hende. Ja.. redde mig.... tænkte hun skræmt og rystede forsat, men pludselig stoppede vandet med at ramme hende.. og en rasende, ja nærmest hysterisk skræmmende stemmen begyndte at råbe vildt på et sprog hun ikke lige kunne sætte ord på hvor var fra, og det blandede sig med det norske. Hun kiggede op, chokeret, med det våde hår der klistrede sig til hendes blege ansigt. Et par vandråber gled ned af hendes kinder og dryppede fra hendes pandehår, og hendes tårer var samlet i øjenkrogene.

Børnene flygtede fra den truende person, og i stilhed sad hun bare og stirrede på scenariet der blev spillet foran hende. Ikke som hun havde forstillet sig det i sit hovede, men meget mere anderledes.. Den eneste hun havde hørt bande, ikke engang halvt så meget som den fremmede person foran sig, var MBT. Mundlam og gennemblødt kunne hun ikke fjerne blikket fra ham- ham der havde reddet hende fra de forfærdelige børn. Uhm... hun missede ganske svagt med øjnene.

[Radimir]

Radimir fnøs, sparkede så til vandhanen hvor slangen sad til, inden han slukkede den...
"korov..." fnøs han bistert efter dem.. Han vendte så ansigtet rundt.. Der var sgu en der ikke var smuttet endnu? Han skulle lige til at råbe af hende også, da det gik op for ham, at hun havde været offeret..
Han hævede øjenbrynet lidt af hende..
"... Så rejs dig dog?.." lød det spørgende fra ham.. han lod sine hænder køre igennem håret.. han havde det en smule varmt efter den løben han for ikke så længe siden havde foretaget sig ovre på fodboldbanerne..
Han sparkede lidt til vandslangen, kløede sig på næsen ved siden af kanten på et plaster, der sad hen over næseryggen.. Sikkert fra et eller andet slagsmål han havde haft gang i..
Den lille pige var så skrøbelig.. faktisk var hun en dukke nogle havde glemt på vejen, og så var nogle store bøller gået grasat på den.. men Radimir var stor og stærk, og havde samlet dukken op og sat den pænt op på en hylde igen... Eller, sådan burde det være, hvis man spurgte Radimir.
Men nej.. pigen var ikke en dukke.. hun var bare ligbleg, og med mørkt hår... Hun lignede lidt sådan en der fejede i baggårdene i rusland, mente han.. sidst han var ovre for at besøge sin bedstemor, havde han snakket med en pige i gårdene.. Anya hed hun vist.. hun havde lignet denne pige lidt.. bortset fra at Anya var tyndere... Hun havde faktisk været skræmmende tynd, og så sikkert en del år ældre.. Der var den her pige trods alt kønnere..
"Hvorfor var de idioter efter dig?" spurgte han undrende, kløede sig lidt bag øret, rettede på sin tshirt.. f*ck den var blevet våd... ad..
Han bakkede lidt, trak den over hovedet og smed den hen over skulderen istedet.. Han var veltrænet at se på; intet under med alt det sport han dyrkede..

[Nikolina Astrid Haugen]

Nikolina sad nærmest en smule forstenet og missede med de store øjne da hun kiggede på ham. Hun mindede næsten om en af de der japanske traditionelle skræmmende dukker; hun manglede bare kimonoen, og at være asiat. Den fremmede frelser bedte hende om at rejse sig, eller nærmere som en opfordring, i en spørgende tone. Rystende, og lidt svimmelt uden egentlig at være svimmel, fik hun rejste sig op så hurtigt hun kunne. Lidt forvirret.. men dybt taknemmelig. Det var første gang at nogen var kommet og reddet hende (hun så heller aldrig været udefor at skulle reddes på den måde).. men på den anden side kunne han jo også være en tilfældig forbipasserende.. men forbipasserende ville ikke altid træde til for at hjælpe. Derfor betød det meget for hende..

Lettere ydmyg og taknemmeligt betragtede hun den fremmede dreng. Hans lettere bølgede hår, kropsbygningen og det skeptiske nærmere sure ansigt. Var det ikke også fregner hun kunne se? Hun kneb øjnene sammen - sikker var hun ikke, for han stod jo en smule væk fra hende. Gennemblødt stod hun bare og så på personen.. egentlig ville hun gerne have sagt tak, men lige da hun skulle til det; spurgte den lettere negative person hende om hvorfor de var efter hende. Ikke fordi hun dømte ham på at være sur, og det kunne egentlig også være fuldkommen ligemeget, for han havde hjulpet hende.
"Uhn... mhm.." hun bed sig lidt i underlæben, og trak på skuldrende, "Jeg var.. vel bare uheldig.. og de kedede sig.. De synes sikkert at jeg så uhyggelig ud.." hendes stemmeleje var en smule lavt, men fuldt ud forståeligt.. hun snakkede bare meget roligt, og en kende undskyldende når hun forklarede ting.

Hun spærrede øjnene overrasket op da personen hun ikke kendte navnet på tog sin trøje over hovedet, og blottede sin nøgne overkrop; Veltrænet og man kunne ikke rigtig påpege noget forkert ved den.Nikolina sænkede blikket mod sine fødder, med lettere farvede kinder og sank en klump der sad i halsen fra frygten tidligere og fra sin svage nervøsitet. "M-men... men.. tusind tak... fordi du stoppede dem!" fik hun sagt rent og tydeligt.

[Radimir]

.. Nøj hvor var hun langsom! hun mindede virkelig mere og mere om hende Anya..
Han holdt trøjen i en krog med den ene finger, så den lå hen over skulderen..
"Pffh.. de er sgu ikke mere værd en ti prutter i et glas vand.." han vendte øjne med en snerrende tone..
"Du skal sgu da bare sparke til dem.. så vælter de nok.. som de kegler de er.." han tog nogle skridt hen ad stien..
Stoppede dem? Ja naturligvis.. Radimir havde fundet sin indre styrke frem, rejst sig og vokset flere meter i højden, inden han med overmenneskelig styrke fik tæsket de tusinde mand som var imod hende...

Eller, det ville i hvert fald have været ret sejt..
Han trådte tilbage igen, lagde en arm om hendes skuldre, for ligesom at få hende igang med at gå..
"Du var på vej den her vej, var du ikke?" spurgte han dernæst med et hævet øjenbryn, og en halvtvær stemme, inden han slap sit greb om hendes skuldre, så de bare gik side om side istedetfor..
Den kølige luft omkring dem stikkede svagt på hans let bruntonede hud, som den var blottet i halvmørket, men efter alt den bevægelse i løbet af dagen, var det bare en skøn afkøling..
Radimir sagde ikke rigtig mere dernæst.. Han brød sig ikke rigtig om tøsen.. Men der var jo generelt ikke ret mange andre end Björn han egentlig gad bruge tid med, hvis ikke de var sportsbesatte som ham selv..

[Nikolina Astrid Haugen]

Efter sin taknemmelige gestus kiggede hun op fra sine fødder og mod personen. Ti prutter i et glas vand? Den sætning havde hun aldrig rigtig hørt før, men på den anden side.. så talte han jo også et andet sprog, i hvert fald når han var vred. Hun rynkede lidt på næsen, men havde et lettere tomt udtryk i øjnene. Hende og udtryk, nogle gange vidste hun bare ikke hvordan hun skulle fremvise hvad hun følte, medmindre hun udtrykkede det hele i ord. "Sparke til dem.." mumlede hun lavt, som hvis hun granskede over ordene. Aldrig i hele sit liv havde hun gjort et andet menneske ondt, hun ville bare lære folk at kende og have nogle at snakke med. jeg ville aldrig kunne få mig selv til at slå på nogen.. Aldrig.. og sådan var hun bare; Hjælpsom, men også ganske naiv.. selvom folk var negative, onde eller andre ting i den dur, så var hun også helt sikker på at der var noget godt i dem.

"Uhn.." Hun missede forbavset med øjnene da den mørkhårede lagde armen om hende, og nærmest fik hende sat i gang med at gå igen - det var egentlig også ret koldt at stå stille. Et varmt bad ville være godt når hun kom tilbage på skolen. "Jo.." mumlede hun lavt til hans halvtvære spørgsmål, og nikkede ganske svagt. Side om side gik de i stilhed, ikke et ord blev vekslet imellem dem.. men i det mindste følte hun sig i sikkerhed ved siden af ham. Tak.. tænkte hun for sig selv. Efter at hendes lettere rystede tanker fra oplevelsen tidligere var stilnet af igen, begyndte hun at tænke på hvordan hun skulle starte en samtale med ham. Jeg må.. sige et eller andet til ham... starte en samtale.. måske kunne vi blive bekendte... eller noget i den stil... hun nikkede lidt, beslutsomt.

"Øhm.." kom det ud af det blå fra hende, og det ville nok komme som et lille chok for nogen, nu hvor stilheden havde været så omfattende imellem dem. "Du .. hvor kommer du fra..? jeg.. kunne ikke lige kende det sprog.. du snakkede.." spurgte hun forsigtigt og pillede lidt ved sit fugtige hår, og skævede imod ham. Nikolina kunne godt virke meget ivrig.. når hun prøvede at komme i kontakt med folk, i hvert fald i visse tilfælde.

[Radimir]

Radimir vendte blikket lidt undrende ned på hende... så åbnede gabet sig, og ud stod der et stort væsen som begyndte at snakke til ham.. Det mindede ham lidt om bedstefar Rasputin, den måde hun bare pludselig begyndte at snakke på.. Hun blev pludselig højere, fik gråt hår og et kortklippet fuldskæg...
Ej... det gjorde hun dog ikke, Men hun talte dog..
"Россия(Rossiya)..." lød svaret på russisk, men han oversatte dog straks derefter..
"Rusland." han skuttede sine skuldre, i det der voksede en flaske vodka frem i hans hånd, og et sort, langt skæg ud over hagen, bare for at understrege at han var russer....
... Ej måske ikke...'
Men han følte sig en smule stolt over at være russer.. Han følte sig lidt sej i et land fyldt med folk som kaldte et toetageshus for "hytta på hytta".. eller noget i den stil..
Han lod den hånd, som ikke holdt tshirten glide i lommen på shortsne, hvor han fandt sin telefon frem.. en sms fra Björn.. han svarede kort på den, inden han lod telefonen dumpe ned i lommen igen og steppede nogle enkelte skridt, som efterfølge af at næsten være snublet over en sten..
Han stoppede op, og sparkede arrigt stenen godt 5-6 meter væk.
"F*cker lorte sten.." snerrede han af den, men lod dog ikke sit temperament stige fuldkommen grundet det..

[Nikolina Astrid Haugen]

"Rusland." gentog hun, og nikkede opmærksomt - men hele hendes tilstedeværelse virkede bare forsigtig, som hvis hun var bange for at træde folk over tæerne, eller ville sige noget forkert på et ugivent tidspunkt. Derfor mente hun at det var bedre bare at tale lavt og forsigtigt. Da hun kiggede på ham igen var han ved at skvatte over nogle sten, og et bekymret udtryk formede sig i hendes ansigt. "Pas på.." en lidt forsinket advarsel, men hvad ellers kunne hun gøre? Desuden skældte han også ud på stenene lige bagefter.. hvilket hun lod ham gøre, uforstyrret.

Hmmm... Nu gik det op for hende at hun egentlig aldrig havde set denne russiske elev på skolen før, og ikke engang vandret forbi ham på gangene. Hun konkluderede at han derfor måtte være ny. Efter at han var faldet en smule ned fra at have skældt og smældt på stenene, lod hun et andet spørgsmål gøre sig klar. "Uhm.. Du er ny.. er du ikke..? jeg.. har i hvert fald ikke set dig før.." hendes blik vandrede fra hans ansigt, og derefter ned på hendes sko igen imens hun pillede ved sin våde trøje, og glædede sig mest af alt til at komme op på værelset og skifte den ud med en tør og varm t-shirt. Bare jeg ikke generer ham ved at spørge for meget... jeg snakker vel ikke for meget? Han siger næsten ikke noget.. uhm.. det bekymrede hende lidt.

[Radimir]

Radimir rynkede lidt på næsen, selv om det var svært på grund af plasteret..
"Pfheh. jo... Ny.." lød det en smule tvært som svar.. Han brød sig ikke om hele det her efterskole koncept.. han var nødt til at stoppe i alle de klubber han var meldt ind i derhjemme, bare fordi hans forældre mente at han skulle socialisere sig? sådan noget møg.
"Indtil videre virker her ret..... nedern.." tilføjede han så.. han så lidt ned på hende.. han var ikke meget højere end hende, men alligevel et lille stykke.. Hun var virkelig blevet gennemblødt... Faktisk, så gennemblødt at det bare bevidnede det vandfald som tidligere var væltet ned over hende for lidt siden.. hun var blevet hevet op fra jorden, og hvirvlet rundt i vandmasserne uden at kunne stille noget op.. Mange timer efter, når vandet var sunket, havde hun ligget tilbage på jorden, kold og frysende....

Eller måske var det bare nogle spassere som var gået lidt amok med en slatten vandslange... Samme resultat.. bare lidt mindre druknedød i den virkelige version af hvad der skete..
Nikolina virkede meget interesseret i at føre en samtale, tænkte Radimir... Egentlig så brød han sig ikke om at snakke med fremmede, men hun var dog ikke nær så irriterende som alle andre mennesker.. hun talte ikke højt; så hendes stemme irriterede ham ikke... Hun var ganske vist bleg, meget endda, hvilket straks fik ham til at overveje at betale for at hun kunne komme i solarie, bare så han kunne føle sig lidt mere hjemme.. Hvis hun nu havde været lidt mørkere, ville hun minde ham en del mere om den gennemsnitlige russiske pige... Jo.. hun skulle også lige lære at snakke russisk... ellers ville hun være en dårlig russer...
Eller måske skulle hun bare ikke være russer...
Men hun kunne vel stadig godt drikke vodka? ..... eller noget..
Men uanset hvad, så ville han trods alt ikke være uhøflig.. så han kunne da godt svare og forsøge at føre en samtale... Men hvad pokker skulle han snakke med hende om? Hun lignede ikke ligefrem typen der var meget interesseret i sport.. det var hun alt for forsigtig til... Måske svømning..? Han vurderede hende lidt.. Pludselig smed hun alt tøjet; med undtagelse af den sorte bikini hun bar inden under.. hun så pæn ud i den...
Nej hvad pokker!? han rystede på hovedet... det var fandme en underlig tanke....
Og dog..? I det sekund bestemte han sig for, at hun skulle ud og svømme på et tidspunkt.. Så kunne han sammenligne sin forestilling om hende i en fræk lille bikini, med virkelighedens udsyn... Men hvad nu hvis hun tog badedragt på...? Det måtte sgu undersøges før hun blev slæbt med ud!
".. ørh... Men du har gået her et stykke tid?" spurgte han så en smule akhavet i stemmen..
"Så... Kender du til om der er nogle sportsforenings-grupper-ish, eller noget i den stil....?" Hans blik gled fra hende, ud på stien foran dem.. puh.. det var underligt for ham at holde en samtale gående... Han anede ikke hvordan man snakkede med folk om andet end sine egne interesser!.... Måske det var derfor hans forældre havde sendt ham dertil......??

[Nikolina Astrid Haugen]

"Ah.." sagde hun i et venligt og opmærksomt toneleje imens hun nikkede lidt betænksomt, overvejende hvad det næste hun mon kunne sige. Det var rart med nogle flere nytilkommende til skolen (især når det var sommerferie, for så virkede her lettere tomt), og han virkede også som typen der ikke ville lade noget som helst uretfærdigt komme til. Sådan forstillede hun sig det i hvert fald. Nikolina forholdt et opmærksomt blik mod den mørkhårede russer, for at vise at hun lyttede - men rynkede så brynene betænksomt da han erklærede hvad han mente om stedet. "Hmm.. Der sker heller ikke så meget lige nu.. Mange er jo hjemme i ferien... og sådan.." Hun nikkede for at bekræfte sine egne ord.

Jeg er overrasket over at han vil snakke med mig... også selvom han fandt mig i sådan en situation.. Mon folk vil se ham i et dårligt lys fordi han går sammen med mig..? måske.. måske ikke.. de fleste folk er da venlige her på stedet... mhm... Dengang hun gik i de mindre klasser havde hun aldrig rigtig nogen at snakke med, hun passede sine lektier, og forstillede sig hvordan samtaler med folk ville være.. Så følte hun sig ikke så alene, og hun var faktisk vant til at være alene - så den slags generede hende ikke voldsomt; men det gjorde hende glad når hun kunne snakke med folk.

I Nikolinas øjne ville han altid fremstå en smule helte agtig, måske var han lidt sur og tvær.. men igen, det kunne han sikkert ikke gøre for! Nogle folk fremstod bare på forskellige måder end man egentlig ville.. og derfor opstod der misforståelser. Derfor ville Nikolina ikke dømme folk. Ud af øjenkrogen skævede hun på ham, og bemærkede nu at det var fregner han havde i ansigtet. ret mange fregner.. men det så sødt ud, syntes hun i hvert fald. Nikolinas blik søgte med det samme op mod himlen da han afbrød stilheden, "Jeg har været her i.. næsten tre uger nu.." forklarede hun og kiggede mod jorden.. men løftede blikket forsigtigt imod ham igen. Han spurgte om hun kendte til nogle sportsgrupper på kostskolen, hvilket hun egentlig ikke rigtig gjorde.. men hun mente nu at hun alligevel havde læst noget om det .. et sted på en opslagstavle. Hun rystede lidt tænksomt på hovedet, men tilføjede så; "Jeg mener de har noget.. men er ikke hundrede procent sikker.." hun så sendte ham et undskyldende blik.

[Radimir]

Ferie..? Nårh ja... selvfølgelig.. ferie.. han rynkede brynene..
"Hvordan overlever du her?" spurgte han så direkte, mens han stoppede lidt op..
"Uden sport...!? Dør i ikke her på stedet..!?" hans fingre borede sig ind imellem hårstråene..
Han missede lidt med øjnene, men lukkede så langsomt øjnene, tog en dyb indånding.. Langsomt åbnede han dem igen.. det var ikke værd at hidse sig op over.. ikke endnu i hvert fald..
Hans blik faldt på hendes ansigt, hvor han så løftede en hånd, og var nu helt stoppet op.. let lod han sine fingre stryge en lok vådt hår væk fra hendes ansigt..
"Du er ikke glad for vand?" spurgte han så pludseligt.. Jo.. Hun ville omlidt svare at hun elskede vand, og begynde at forklare hvordan hendes fine, sorte bikini klædte hende bedre end den ville klæden nogen russisk model! så ville hun tage hans hånd og trække ham med tilbage til sit værelse, og klæde om til bikini og tage med ham ud og svømme og.....

... klæde om foran ham..? Han mærkede en svag rødmen i sine kinder bag i let mørktonede fregner, inden han bistert drejede ansigtet væk igen, og satte igang med at gå i et lidt hurtigere tempo end før.. Nu blev han jo næsten helt klam!
.... Desuden ville en hvid bikini være sødere til hende... så ville hun se lidt mørkere ud i huden...

Men det var stadig en klam tanke han havde... Ikke at hende i meget lidt eller næsten ingen tøj var klamt eller noget; det var bare det faktum at han overhovedet tænkte det! Det var som om at den slags tanker omkring piger var begyndt at snige sig ind på hans tanker oftere og oftere... Engang var det KUN sport der var at finde i hans hoved... nu var det SPORT, (og bryster) OG SPORT!.... og... ja..

[Nikolina Astrid Haugen]

Da han standsede op, gjorde hun automatisk det samme for at hun ikke kom et skridt foran ham. Hvordan hun overlevede her? Hun var der sådan set bare, og passede sine ting, gik på 'opdagelse' rundt omkring på skolen, og studerede en smule.. snakkede med de få mennesker hun nu snakkede med. Ja, bare ganske normale ting; og så var mad og vand også en vigtig del af det!
Hun så lidt overvejende ud da hun skulle svare ham, men hendes tanker blev forbavset afbrudt af russerens .. panik anfald? det virkede nærmest som sådan et. Hun rystede lidt på hovedet og prøvede at sende ham et beroligende blik, selvom det blev en lettere misforstået og akavet grimasse istedet.
"A-altså.. der er sikkert en sportsklub her et sted... Du kan jo prøve at opsøge den.. Jeg kender en der hedder Joakim.. som også er glad for sport.. og.. han ved sikkert mere!" forklarede hun, prøvede at være hjælpsom.

Uden et ord var hun også selv standset helt op, eller det skete i hvert fald af sig selv da han rakte hånden ud imod hende. Hun stod som forstenet, og tænkte ikke engang over at rykke sig væk, men hvorfor dog? Han fjernede alligevel bare en lok hår fra hendes ansigt.. Alligevel gav det en underlig form for pres i hendes hjerte.. som om hendes brystkasse trak sig sammen.. indeni. Det var også første gang at nogen havde strøget hende hen over hårene på den måde.. ...eh.. Hun forstod ikke helt følelsen, men så var det sikkert heller ikke noget specielt.. selvom det følte en smule specielt for hende. Hun var lige ved at overhøre spørgsmålet, siden hendes blik var fæsnet ved hans. "Jeg.. har ikke noget imod vand.." hendes blik gled til siden som hun begyndte at tale, "men... så skal det helst være når jeg er forberedt på det..- Jeg kan godt lide at svømme.. men det er længe siden at jeg har været ude at svømme.." hun anede egentlig ikke hvorfor hun begyndte at tale løs som hun gjorde, det var jo ikke engang sikkert at den mørkhårede var interesseret i dét. Sidste gang hun var ude at svømme var vist hvor hun var 9 år.. i svømmehallen med sine forældre.

Nikolina vidste egentlig ikke om hun nåede at tale færdigt inden han havde vendt sig væk fra hende, og begyndt at gå hurtigere derfra. Lettere forvirret fulgte hun bare med ham uden et ord.. men hun lignede lidt et spørgsmålstegn i ansigtet. Huh.. huh? Hun kunne egentlig være ret hurtig til at løbe når hun endelig satte sig for at være det, hun løb jo trods alt også hver morgen, eller formiddag - mest om formiddagen i ferien. Nikolina kom forsigtigt op ved siden af ham igen, og forstod ikke hvorfor han pludselig gik så hurtigt. "F-forresten.." hun tog sig en kort pause inden hun talte videre, "Jeg hedder.. Nikolina.. Hvad hedder du..?"

[Radimir]

Han vendte blikket ned tilbage på Nikolina, da hun begyndte at gå med igen.. den kullørte farve havde lagt sig igen, som en fuld russer der var færdig med at drikke, kunne lægge sig..
"Jaeh.. jeg opsøger det så.." mumlede han en smule fraværende.. Men da hun så nævne at hun godt kunne lide at svømme, fandt han hende pludselig væsentligt mere interessant... Men han nåede ikke rigtig at svare på det, før hun præsenterede sig..
"Nikolina..?" Hentog han..
"Det korter jeg ned, kay med dig?" spurgte han så.. Radimir var ikke fantastisk god til at holde styr på folks lange navne..
"Lina?" spurgte han så, for at tjekke om det var i orden..
"- ørh.. og jeg hedder Radimir.." tilføjede han så, men vendte tilbage til emnet angående det at svømme..
"Men.. Hvis det er lang tid siden, at du har været ude at svømme, så ved du måske ikke om der er muligheder for svømning her på stedet? Så kunne vi evt svømme sammen engang.." han trak lidt på skuldrende, mens han voksede sig 180 høj med brede skuldre, flotte nøddebrune øjne, sort, velfriseret og glat hår, mens månen pludselig kravlede frem bag de tynde skyer, og blev hel og kastede et flot lys ned over ham, som fjernede den der forhastethed der lå over hans spørgsmål....
... Eller nej... måske ikke.. Der skete ikke mere; spørgsmålet forblev stillet for hurtigt.. Derfor tilføjede han dog i alt hast et; "Hvis du altså gider.." for at fjerne den der distance som var blevet brudt imellem dem..
.... Hvis man kunne kombinere piger med sport, ville det ikke være til at kimse ad!

[Nikolina Astrid Haugen]

"Mhm.." Hun nikkede bare, en smule tilfredst.. hun håbede i hvert fald at det havde hjulpet bare en smule; og Joakim var jo venlig! Så derfor ville han sikkert også hjælpe den nytilkommende mørkhårede dreng. Ja, selvfølgelig ville han det! Nikolina havde næsten gode tanker om alle.

Hun havde præsenteret sig, og ventede egentlig på at han selv ville præsentere sig for hende, men først snakkede han om et korte det ned. Som et kælenavn? .. Ligesom Nadia.. hun kalder mig kokus.. tænkte hun glad for sig selv, og kiggede nysgerrigt på drengen. "Lina..?" det var første gang at nogen havde kaldt hende det. Hurtigt og beslutsomt med rynket pande nikkede hun med hovedet for at illustrere at det var iorden. Lina.. tænkte hun beundret for sig selv. Det lød nuttet og sødt.. og Nikolina ville gerne være nuttet.

"Ra--Radimir." udtalte hun, med en smule syngende norsk accent, sådan som norsk nu var, men hun prøvede da at gentage det.. som da Radimir fortalte sit navn. Specielt navn.. men.. han er jo også russer.. konstaterede hun for sig selv. Navne udvekslingen var slut, og Radimir gik tilbage til svømme emnet - hvilket overraskede hende.

Men mere overrasket blev hun.. da det hurtige spørgsmål om at tage ud at svømme blev stillet. Svømme sammen. Sammen? .. ud at svømme sammen..? hun blev tavs, og standsede næsten helt op bare af forbavselse. Men det gjorde hende glad... enormt glad at han inviterede hende med til at lave ting sammen - det betød jo at han godt ville snakke mere med hende, og endda lære hende at kende, ikke?
"Jo... jo meget gerne!" hendes ansigt lyste op. Det er første gang at nogen har inviteret mig med ud at svømme...!