"Ingen larm, tak"

[Wendy Belander]

På den lille bænk i Sydtårnet sad en lille skikkelse med store hørebøffer på og en bog i skødet. Det regnede udenfor. Det havde det gjort hele dagen, og den luft der kom ind ad det åbne vindue, var nok den første frisk luft Wendy havde fået hele dagen. Hun havde kedet sig som en sindsyg og bare vandret rundt blandt alle de andre elever på skolen, de stykker der ikke var taget hjem i sommerferien.. Wendy glæde sig ikke til ferien var over, det betød nemlig at der ville komme endnu flere elever på skolen, både nye og gamle. Dumme og søde. Klikkerne ville danne sig et godt hold i folk så de ikke rigtig turde bevæge sig udenfor deres lille kreds af venner. Wendy hadede klikker og hele princippet bag idéen. Hun led den grusomme skæbne, 'aldrig været med i en klikke'. Det var nok også det der gjorde at hun ikke kunne lide princippet. Eller måske var grunde til det hele at hun bare ikke kunne bære ikke at have muligheden for at snakke med dem hun ville snakke med?

En gang imellem tittede solen frem fra sit skjul bag de tunge, regnfyldte, grå skyer og men hørte et kollektivt suk af nydelse når eleverne et kort øjeblik kunne tage deres våde, tunge og kedelige regnjakker af. For så at skulle tage den på igen få minutter senere da solen forsvandt på ny og veg tilbage for det triste regnvejr. Wendy var egentlig ganske tilfreds med at det regnede, det betød nemlig at hun ikke behøvede at bevæge sig udenfor og på den måde kunne bruge tiden på at opdage nye gemmesteder på skolen. Steder hvor hun kunne gemme sig for sine problemer, larmen, og mennesker hun ikke brød sig om.

[Johannes]

Der var ikke så mange uger tilbage inden sommerferien var forbi, og det nagede Johannes virkelig meget. Skolen har aldrig rigtig interesseret ham, og han ville kun tage sig sammen når det først virkelig gjaldt. Folkeskolen kunne være lidt ligegyldig, kunne det ikke? Man kunne jo alligevel gå videre. Kostskolen havde været fin nok for ham. Han havde mødt nye mennesker, og mennesker han havde moret sig med. Men de fleste havde valgt at skifte skole, og det forbandede han som en i helvede. Han ville virkelig savne sine venner, dog havde han stadig bekendte på stedet.. så måske han kunne lære dem bedre at kende, finde interessante nye tilkommende. måske, måske.

Han anede ikke rigtig hvor han skulle gå hen, det regnede forfærdeligt udenfor, som hvis skyerne forsøgte at lave jorden til en åben swimmingpool. Vand var fint nok, i de fleste tilfælde.. men Johannes havde virkelig lyst til at gå udenfor for at snuppe en smøg. Han var ved at blive afhængig af det lort.. men han kunne nu godt lide den afslappede og rolige følelse han fik af det. Men hvad kunne man gøre når det regnede? nåh ja, ingenting.

Johannes var begyndt at lade være med at holde øje med sine omgivelser, men nu var han jo også snart en gammel elev.. han havde i hvert fald været her et par i år, så hvorfor kigge sig omkring? det var jo alligevel de samme kedelige vægge, samme kedelige omgivelser, som han havde set så mange gange før. Sydtårnet var et af hans favoritsteder. Der kunne han skimte ud over pladsen, og spejde ud mod horisonten, og så var der ro. Det var sjældent der kom mennesker herop.. så derfor kunne han også i smug snuppe sig en smøg.

Han var standset op for enden af gangen, et stykke fra hvor bænken stod, og samlede en cigaret op fra sin lille pakke med Kings. Han skulle lige til at stoppe den i mundvigen og fumlede med sin lighter, da han opdagede en rødhåret skikkelse en anelse derfra hvor han stod, og lige så hurtigt som han havde puttet den i munden, tog han den ud igen, noget chokeret. Han hostede kort, og pakkede cigaretten væk og gemte den i en inderlomme i sin cardigan.
Det er sjældent jeg ser mennesker her.. han hævede et øjenbryn og kom tættere på. Hvem mon det er..? jeg synes ikke lige at jeg kan kende hende..

[Wendy Belander]

Wendy der jo havde sine hørebøffer hørte intet til den dreng der kom op ad trappen. Men da hun skulle til at pakke sammen for at gå tilbage til sit værelse fik hun sig noget af et chok. Hun havde jo ikke hørt ham. Hun kunne mærke sin mave slå små kolbøtter af angst og utryghed. Det var meget ubehageligt at sidde på bænken nu og Wendy ville bare væk. Både væk fra tårnet, skolen og mennesker, alt! Dog havde hun ikke selvmordstanker, men det var tæt på. Hun ville bare krybe ned i sit lille mussehul og gemme sig der resten af livet. Men hun vidste at det ikke gik. Wendy vidste at hun blev nød til at tage kampen op med hendes angst for at snakke med nye mennesker, det var jo ligesom hele formålet med at hun skulle gå her på skolen! Det var bare SÅ svært. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun hilse på drengen, skulle hun blive siddende eller skulle hun gå ned på sit værelse? Dette valg kunne hun senere komme til at fortryde .. Men hun skulle jo vælge!

[Johannes]

Johannes kunne godt se, at da Wendy havde opdaget ham, at hun fik et ordentlig chok. Det var malet direkte i hendes ansigt, og det røde pandehår bevægede sig en ganske smule da hun flyttede på sig. Johannes løftede en hånd som i en beroligende gestus, der viste at han altså ikke var farlig og derefter fremviste han et skævt, men venligt smil - ganske overbærende.
"Det er okay. Jeg bider ikke. " sagde hans blide stemme, men også en smule hæs til at starte med, indtil han fik rømmet det væk. Han tænkte nok at hun intet hørte grundet musikken i sine ører, så derfor blev han bare stående hvor han stod, en meter eller to fra hvor hun var, og lænede sig op af væggen. Han betragtede pigen, der mest af alt mindede ham om en skræmt lille mus, der ingen veje havde at flygte hen, men Johannes havde lavet frit åben passage til hende hvis hun havde tænkt sig at stikke af.

... Utroligt at hun kan være så bange.. Har hun social angst eller sådan noget? tænkte han lidt ligegyldigt for sig selv, ikke fordi han var ligeglad, men mere fordi; at lige meget hvad, kunne han alligevel ikke gøre noget for at ændre på det.

[Wendy Belander]

Wendy kunne se at drenges mund bevægede sig, men kunne ikke høre hvad han sagde. Hun skyndte at tage sine hørebøffer af men nåede kun lige at opfange det sidste ord han sagde. Ikke. Hvad havde han sagt, skulle hun spørge ham, skulle hun bare ignorer det?
Hun valgte at spørge ham. "Undskyld? Jeg kunne ikke høre dig. Musik?" Hun pegede på sine hørebøffer og slukkede så for sin iPod og pakkede bog, iPod og hørebøffer ned i sin skuldertaske.
Wendy tog sig sammen og rejste sig op, rettede ryggen og pustede godt ud og gik så hen imod drengen. "He-hej Hun stammede nervøst men forholdte sig ellers nogenlunde roligt.

Dette var nok den den første gang siden hun var blevet fjernet fra sin far, at Wendy selv havde 'starte' en samtale.. Hun var stolt af sig selv, men meget bange for hvordan det skulle gå.

[Johannes]

Johannes kunne høre regnen ramme taget i mange forskellige dryp, eller ikke så forskelligt faktisk, i en irriterende vedvarende takt, der ikke så ud til at ville stoppe foreløbig. Johannes rykkede sig en smule væk fra stedet i håb om at slippe lidt for lyden, men uden held.. Han kunne stadig høre den i baggrunden.

Da den rødhårede pige så ud til at slukke musikken, blev han noget overrasket da hun talte til ham. Så hun kan rent faktisk tale.. spændende. han smilte for sig selv og betragtede hende. Hun var nervøs og utryg; det kunne han godt mærke på hende.. Så derfor prøvede han bare at virke så afslappet som muligt. "Jeg sagde bare; 'Det er okay. Jeg bider ikke.' " Gentog han med det skæve smil og trak på skuldrende.

Hun rejste sig ligefrem, og Johannes kunne se at hun samlede mod på at sige noget mere til ham. Johannes havde aldrig rigtig brugt tid sammen med folk der var lidt .. usikre. Han var altid med folk der var med på sjov og ballade og festlige ting, men man kunne vel prøve noget nyt engang imellem. "Hejsa." sagde han venligt, og betragtede hende igen imens han lagde hovedet på skrå, "Du er.. ny er du ikke? Jeg synes ikke jeg kan genkende dig i hvert fald." påpegede han.

[Wendy Belander]

Wendy kiggede uforstående på ham. Hun havde aldrig været godt til at forstå den slags 'jokes' men på et eller andet plan i hendes lille sind var der en advarselseslampe der blinkede. Hendes far havde altid sagt sådan til hende lige inden han blev rigtig sur og begyndte at slå. Men det tænkte hun ikke på lige nu. Lige nu tænkte hun ikke på andet end at drengen hun stod overfor virkede beroligende på hende. I hvert fald til det punkt hvor hun kunne snakke uden at stamme særlig meget.

Wendy havde indtil videre stået og kigget ned i gulvet men da drengen spurgte hende om noget følte hun en træng til at kigge ham i øjnene. Det gjorde hun så og blev mødt at glad og opfordrende ansigt. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, smilet nåede op til hendes øjne og gav dem en varm og behaglig glød. Hun rettede på sin hoodie og tog hætten på, højst sandsynligt for at skjule sig lidt bag den. Det var den eneste hoodie hun havde som var med dyre ører på. Normalt ville hun aldrig gå med den, men hun havde fået den af sin plejesøster, Alyson, og var derfor enormt glad for den. Det var ikke ligefrem hendes stil men hun elskede den over alt på jorden!!
"Jo, jeg er ny her. Startede d. 25 juni .." Hun smilede usikert, og ville spørge om han også var ny, men turde ikke.

[Johannes]

I få korte øjeblikke blev Johannes en smule i tvivl, om den rødhårede pige overhovedet forstod hans sprog. For hun sagde ingenting, og stod sådan set bare og stirrede ned i gulvet. Johannes sagde ikke særlig meget, og nød bare stilheden imens den var der. Godt nok gjorde det ham en smule rastløs at ingen sagde noget til hinanden, men han ville ikke afbryde hendes optakt til mod, for at kommunikere.

Johannes strøg sine fingre forbi sit eget pandehår, og skuttede sig en smule. Det var køligere heroppe, end nede på gangene. Men de var jo også højt oppe, gad vide om isolationen var iorden? Hans blik skævede op mod loftet, med et hævet øjenbryn.. imens han så en smule misfornøjet ud, men da pigen foran ham pludselig rørte på og kiggede på ham, søgte hans blik straks mod hendes ansigt. Hendes varme smil kom ham i møde, og det overraskede ham. Faktisk så meget, at han blev en smule unødvendigt overvældet, men det varede ikke længe.

"Aah, jamen det er da ikke så længe siden." svarede han venligt og smilte, men var blevet betaget af hendes trøje, hvorpå der sad nogle dyre ører. Øjenbrynet løftede sig igen, alt imens han betragtede ørerne på trøjen, og helt uden at tænke over det, tog han fat i øret og mærkede på det, "Sød trøje." kommenterede han så, slap øret igen.. og smilte oprigtigt til pigen. "Jeg hedder Johannes.. og har været her på stedet i nogle år." han trak på skuldrende, "Har du så også et navn?" spurgte han på en lidt anderledes måde, for selvfølgelig havde hun da det.. nu manglede han bare at få det at vide.

[Wendy Belander]

Wendy fulgte hans hånd med øjnene og skulle lige til at rykke sit hoved væk fra hans hånd, men af en eller anden grund lod hun være. Hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men han var så beroligende og hun følte sig næsten tryg ved ham. Hvilket var underligt. Selv ikke Sørine, som hun havde kendt i lidt over en måned nu, var hun tryg ved. Wendy blev ved med at kigge på hans hænder efter han havde givet slip på ørene på hendes hætte. "Næh, det er det vel egentlig ikke." Hun flyttede sit blik fra hans hænder til hans øjne igen og fortsatte. "Men jeg er heller ikke blevet helt vant til de mange mennesker endnu. Det er derfor jeg er her oppe så meget .." Wendy følte hvordan nervøsitet steg hende til hose det på grund af vedet igen og måtte tage sig selv i at få røde ører. Heldigvis ville Johannes ikke kunne se det på grund af hætten og hendes røde hår der belejligt nok var i vejen for hans udsyn til hendes øre. Wendy tænkte at drengen havde været her i lang tid i forhold til hende. Men det var vel meget normalt.
"Jeg hedder Wendy, og nej jeg er ikke fra Peter Pan! Hendes navn var blevet påpeget et par gange i krogene, havde hun fået fortalt. Men hvor de kendte hendes navn fra vidste hun ikke. Hun gad heller ikke rigtig tænke over det. Det virkede ligegyldigt. Men nu var hun altså begyndt at præsentere sig selv som 'Wendy, ikke fra Peter Pan...' Det virkede fint nok, og det havde gjort et par piger stille ved et frokost bord dagen for inden.

[Johannes]

Johannes lukkede sine øjne for at hvile dem, i hvert fald bare i et par sekunder. Der var gange hvor hans øjne begyndte at svide, hvis han ikke lige lukkede dem i ny og næ.. men lidt efter så han opmærksomt på den rødhårede pige igen og lyttede til hvad hun sagde. Aaha.
"Her er også meget rart, hvis man vil være alene. " erklærede han og smilte skævt til pigen. At hun ikke var vant til så mange mennesker, fik ham til at undre sig. Så havde hun måske social angst? eller en anden form for angst.. tilværelses angst? Hvis der da var noget der hed det. "Du kan ikke lide for mange mennesker på et sted?" spurgte han lidt nysgerrigt, men roligt, og lød en smule henkastet så det ikke virkede som om han gravede alt for dybt i hendes privatliv. Det var jo bare et uskyldigt spørgsmål.

Han lagde hovedet på skrå, og fjernede ikke rigtig blikket fra hende. Når man snakkede med folk skulle man jo helst kigge på dem, så de ikke følte at de kedede en. Da hun endelig præsenterede sig spærrede han øjnene forbløffet op over hendes sidste kommentar angående at hun ikke var fra peterpan, og han måtte kvæle et lille grin, "Pfft.. Ahah, jamen okay så. Det skriver jeg mig bag øret." Han smilte bredere og rodede en smule op i sit hår. "Wendy." gentog han for sig selv og skævede op mod loftet, "Er der ikke også en hestepige der bliver kaldt Wendy?" spurgte han drilsk, men ikke i nogen ond mening.

[Wendy Belander]

Wendy nikkede blot og begyndte at undre sig over hvorfor den udadvendte personlighed som Johannes havde, befandt sig på så afsides et sted. "Johannes? Hvorfor er DU her oppe?" Hun kiggede undrende på ham. Ikke på nogen dårlig måde. På en opfordrende måde.. Hans næste spørgsmål gjorde hende helt rundt på gulvet, hvorfor ville han vide det, hvorfor.. hvorfor ikke bare lade som ingen ting?! Det var jo klart at hun ikke havde det godt i selskab med påtrængende mennesker. Eller var det? Wendy begyndte at tvivle på sig selv og sin udstråling. Men hun var vel nød til at svare. "Nej, eller jo, eller nej, jeg ved det ikke. Det er mere det med at komme for tæt på folk.. Wendy tog en dyb indånding. Skulle hun fortælle ham om sin far? Nej, det ville komme af sig selv. Det skulle komme helt naturligt. "Jeg har intimitetsangst, eller det siger psykologer i hvert fald. Jeg bliver nemt opskræmt og så'noget" Wendy kiggede op på med et lidt sammentrukket smil som ikke en gang hun selv vidste hvordan skulle tolkes.

"Hende har jeg aldrig hørt om, bryder mig ikke om heste." Hun rynkede på næsen og fik et lille elvetal i panden mellem sine øjenbryn. En kold vind susede ind af det åbne vindue, som gav en voldsom knagen fra sig. Wendy blev skræmt og gav et lille spjæt fra sig inden hun faldt ned igen. Men hun måtte tage sig et par dybe indåndinger inden at hun kunne mærke sit hjerte falde til ro og 'glide ned fra halsen'.

[Johannes]

Intimitets-angst. Så det var altså en eller anden form for angst. Figured. lød hans tanker imens han så vurderende og overvejende ud. Hvorfor ville en pige med intimitets-angst starte på en kostskole? I de fleste tilfælde, ville hun helt sikkert blive lukket ude af cirklen og alligevel glemt af alle de andre glade mennesker der kunne snakke sammen. Så hvorfor? Wendy snublede over sine ord imens hun prøvede at forklare det. Det var vel heller ikke lige til at forklare, bare sådan.
"Undskyld, jeg ville ikke gøre dig utryg ved at spørge." han tog sin hånd bag nakken og kløede den ganske hurtigt, inden han stak den selv samme hånd i lommen igen, "Jeg blev bare nysgerrig." han smilede undskyldende, og trak på skuldrene. "Men så kan jeg godt forstå at du gemmer dig heroppe." tilføjede han med et vedvarende smil.

Endelig vendte han tilbage til spørgsmålet der var givet ham. Hvorfor han befandt sig heroppe. Man kunne ikke sige at han gemte sig, nærmere.. fandt ro og hvile ved at være på steder hvor ingen rigtig gad at komme. Selvom han var meget udadvendt og festlig, så var stilheden også en god ting for ham. Selvom grunden til at han var kommet herop i dag, var ikke grundet stilhedsmangel, men nærmere.. at han virkelig havde lyst til at ryge.
"Nåårh.. altså," begyndte han, men han kunne jo ikke fortælle at han havde tænkt sig at ryge, tænk hvis andre fandt ud af det og han så blev smidt ud? Selvom Wendy ikke ligefrem virkede som en pige der ville sladre til andre, men.. man kunne aldrig være for forsigtig. "Jeg trives godt i stilheden.. i hvert fald nogle gange." han trak på skuldrene, "Det er et godt sted at komme op.. hvis man har brug for at tænke over noget.. eller hvile hovedet for en stund." han smilte mildt og skævede ud af vinduet som han talte. Da han blev færdig så han tilbage på Wendy, imødekommende, "Så ja."

Hun så ikke ud til at bryde sig om heste, eller om sammenligningen med heste-pigen Wendy. Det kunne tydes i hendes pande, plus at hun selv påpegede det. "Ahah, nej okay så." han smilede roligt til hendes ord og rettede lidt på sin stilling, "Heste er heller ikke vildt rare."

[Wendy Belander]

Wendy trak kort på skuldrerne og sagde; ”Det gør ikke noget.. Det er godt for mig at snakke om det. Det er meningen jeg skal lære min angst bedre at kende, og det kan jeg kun hvis jeg acceptere den..” Hun smilte glad og så næsten helt munter ud. Det havde hun ikke gjort længe. Men hun havde overlevet det! Det var jo heller ikke lige frem noget man dø af.. Men alligevel. ”Men det er jo ikke fordi jeg har lyst til, at gemme mig. Jeg har bare brug for en pause en gang imellem, og jeg bor på tremandsværelse ...” Wendy lod det hænge lidt i luften, som sagde ordet, tremandsværelse, det hele. Hun lyttede eftertænksomt efter hvad Johannes fortalte hende om sin grund til at være oppe i tårnet. Det lød meget rimligt og blev glad for at vide at der var andre end hende på skolen der kunne bruge ro til hjernen en gang imellem.
Mens de to havde stået og snakket var regnen taget til og hun kunne høre råben og glad skrig nede fra gården. Mon nogle af de andre legede vandkamp i regnen? Wendy havde aldrig rigtig været med til en vandkamp. Hun havde fået buksevand et par gange, men det kan man vist ikke ligefrem tælle med i vandkampspuljen. Wendy fik kuldegysninger ved tanken om at blive væltet rundt på en våd, mudret græsplæne af nogen hun næsten ikke kendte. Det var ikke en rar tanke. Heldigvis stod hun her. I tørvejr. I læ for vind og vejr! Hun kunne lige forstille sig hvordan her måtte være varmere i det kolde Sydtårn end udenfor i regnen.

Wendy fik en pludselig lyst til at sidde ned, men hun ville ikke sidde på gulvet. Det ville nok virke lidt mærkeligt i Johannes øjne, tænkte hun. Så Wendy kiggede tilbage mod bænken hvor hendes taske stadig stod og gik der hen for så at sætte sig på den kølige bænk. Vinden peb i gennem sprækkerne i muren. Det gjorde hende en smule utryg. Wendy rystede det ud ad sit hoved og trak sine hænder ind i ærmerne på sin hoodie. Johannes sagde noget til hende og hun fik fra revet sin opmærksomhed mod gulvt. Hun kiggede op på ham. Han snakkede om heste. Eller han snakkede ikke ligefrem. Han konstaterede at de ikke var rare. ”Det har du så grusomt ret i!! Wendy nikkede ivrigt og trak sin trøje tættere omkring sig for bedre at kunne holde på varmen. I dag var det nok ikke så smart med de bare tær! Wendy kiggede ned på de blålakede negle. De havde en flot lyseblå frave som fik hendes tær til at se kære ud. Normalt syntes Wendy at hun havde nogle rigtig kragetær, men i dag var hun ganske tilfreds med hvordan de så ud.

[Johannes]

Det som Wendy sagde gav fuldkommen mening i Johannes hoved, eller så meget som det nu var muligt. For det var jo rigtig nok, jo mere man snakkede, eller så sin frygt i øjnene.. jo stærkere blev man, men.. man kunne også komme ud fra at forsætte med at blive et endnu mere ynkeligt nervevrag, hvis den terapi ikke hjalp på en. Han havde set det ske for forskellige folk, og ikke mindst sin mor, selvom Wendy og hans mor ikke var ens på nogle punkter, heller ikke med deres sygdom. Han nikkede blot, konstaterende, "Selvfølgelig." svarede han uden et såkaldt ansigtsudtryk, som om han lige på nuværende tidspunkt, var et helt andet sted med sine tanker.

Da hun forsatte med at sige at det ikke var fordi hun ville gemme sig, hang Johannes blik med det samme på Wendys ansigt. Right. tænkte han med et overbærende smil. At gemme sig, eller ikke at gemme sig; det var spørgsmålet. At søge hen et sted hvor folk (næsten) aldrig kommer, er vel det samme som at gemme sig væk for en stund, fordi man vil have ro til hovedet. Johannes gemte sig også oppe i tårnet, i mange tilfælde; når det hele blev for meget. Men det ville han aldrig nogensinde nævne, så ordet; at finde ro var en form for undskyldning, så man ikke behøvede at bruge ordet gemme sig overfor folk, i tilfælde af at man bare ville lyde som en bangebuks. "Tremandsværelse?" han hævede øjenbrynene ganske let, "Hvordan klarer du den? Du kan jo altid spørge om det er iorden at skifte værelsespartnere, hvis du ikke kan holde til det i længden." han trak let på skuldrene, der var ingen grund til at lade det være værre end det var.

"Hmmm..?" Johannes så sig over skulderen da han også hørte de glade råb og skrig fra vinduet. Derfor gik han med små skridt derhen, hvilede hænderne på vindueskammen og kiggede ud deroppe fra, ned på de små mennesker der løb rundt. Han formede et stort smil omkring læberne da han så dem vælte rundt. Regnvand, og sjov. Det var noget han ofte havde gjort sammen med sine venner, men når man svagt begyndte at blive ældre, så var det ikke altid man ville rende rundt i græsset og våde sig til. Vådt græs kløede også gevaldigt. Men engang imellem kunne han godt tænke sig.. bare at slippe sig løs. Han fjernede sig fra vinduet og så mod Wendy, uden egentlig at sige noget. Stilheden hang lidt imellem dem, men hans rygetrang var der faldet en smule nu, hvilket altid var noget.

Han nikkede lidt til det med hestene, men følte ikke at det var noget værd at forsætte at snakke om, nu havde de jo begge konstateret at heste var noget møg. "Men i hvert fald.. Du kommer til at vænne dig til stedet med tiden." sagde han med et roligt smil.