Stærk sol, skygge og frihed.

[Anne Christensen]

Anne lyttede interesseret til hans ord, det var altid rart når folk havde noget at gå op i, noget de syntes var vildt fedt, som hun jo også selv havde.
" Jeg tror slet ikke jeg kan slås. " Smilede hun og trak let på skulderne, tanken var morsom, hun var langt fra typen man ville sætte i en slåskamp på nogen måde, tildels fordi hun ikke var særligt stor, og så fordi hun både frygtede og afskyede folk af alle former. Hun brød sig ganske enkelt ikke om den tanke at andre skulle lide på den måde. Gjorde de frivilligt, som han jo gjorde, var hun ligeglad, hvis det var det valg man traf, så måtte man vel selv om det.

" Det ville jeg sikkert, penge betyder ikke så meget for mig, mine forældre alt for mange af dem, og jeg er ret sikker på at det gør dem mere ulykkelige, end lykkelige. "

[Jakob Tved]

"Jeg tror faktisk alle kan slås, hvis du bare fik en måneds eller to intensiv træning af mig eller min far, så tror jeg at de fleste drenge bare ville gå uden om dig, men faktisk er det lige meget, hvor stor du er, for hvis du husker at give en mand et knæ i nødderne og derefter slår ham adskellige gange i hovedet, så har du jo alligevel vundet, så nogen gange skal man bare tænke sig om." Jakob vidste at grunden til de fleste ikke troede de kunne slås var at, de selv mente de var for små eller ikke havde den fornødne styrke, men al det var lige meget, for Jakob havde selv mødt små thailændere halvt hans størrelse og styrke, som havde kunne kaste Jakob rundt i ringen før de forbarmede sig over ham og gav ham en chance.
"Tjoeh, min familie er vel også kommet til penge, de er dejlige at have, men har man for mange begynder de bare at brænde i lommen!" Jakob syntes selv han lød meget vis.

[Anne Christensen]

" Jeg har ikke den mentale styrke, jeg er typen der siger undskyld bare jeg overvejer at give en anden person et slag.. " Hun smilede lidt i den ene mundvige og lod blikket glide op i himlen igen, bare et par sekunder, før hendes blå øjne landede på ham igen.
" Ja, jeg kender det godt, især når jeg bliver sat løs i byen.. Så kan det godt gå hen og gå ret galt.. Jeg har en forfærdelig tendens til at købe tøj og sko, bøger, noder, sådan nogle ting.. " Hun smilede skævt, det var ret tydeligt på hende at hun elskede tøj og skønheds ting. Det var bare en af de ting, der gjorde hende godt tilpas, desuden, man var vel ikke pige for ingenting?
" Hvilken klasse skal du begynde i? "

[Jakob Tved]

"Du har nok ret. Du virker ret klog." måtte Jakob indrømme, hun havde da i hvert fald kun udtrykt smarte holdninger indtil videre.
"Jeg tror jeg har seks eller syv forskellige typer boksepuder i forskellige vægte, og mindst 12 par træningssko, 20-30 par handsker og en masse andet udstyr generelt, og så har jeg stort set tøj til at kunne gå i et nyt sæt hver dag!" Jakob kendte alt til den shoppingfeber, dog var den gået mere eller mindre over hos ham, når man havde alt man ville have, så var det jo ikke sjovt at købe mere af det, det var tvært imod spild af penge, og det kunne Jakob godt se, så han var også begyndt at give de ting væk som han ikke selv kunne bruge.
"Jeg skal begynde i 9., hvad med dig? Og hvilket instrument er det egentligt du spiller?" Spurgte Jakob.

[Anne Christensen]

" Det har jeg dog ikke, har dog en del.. " Hun smilede skævt, hun var en jo en pige, de havde jo næsten alle sammen sindssygt meget tøj, hun byttede dog også med sine veninder ind i mellem, det var altid hyggeligt..
Anne valgte ikke at kommentere det med at han fandt hende intelligent, hun fik det af vide ofte, men der var ingen grund til at sige at hun var enig, tildels var hun, og på den anden side, nej, så var hun ikke..
" Saxofon, og så en smule tværfløjte.. " Nok ikke de mest almindelige instrumenter, slet ikke for en pige i hendes alder. Hun var vokset op med at lytte til en del jazz musik, og så da hun var fyldt 9, havde hun ønsket sig en saxofon, havde så fået den, og havde gået til undervisning lige siden.

[Jakob Tved]

"Har man for meget tøj er man en freak, har man for lidt, så er man bare mærkelig, hvor er grænsen?" lo Jakob, det var en lille joke fra hans side.
Jakob spillede intet musik, han havde aldrig haft taget sig sammen til at lære det, og derfor havde han aldrig lært det, han havde jo brugt de sidste mange år på intensivt at træne Thaiboksning.
Jakob ignorerede at hun ikke svarede ham på hvad klasse hun gik i, og gik ud fra det ikke var vigtigt.
"Det var nogle usædvanlige instrumenter, må jeg nok sige." sagde Jakob beundrende, han havde aldrig før mødt en pige der spillede de instrumenter.

[Anne Christensen]

" Måske har du ret.. " Hun smilede drillende, og rettede ganske kort på sin kjole, det kom heller ikke bag på hende at han sagde det om hendes intrumenter, " Ja, de fleste spiller jo klaver eller guitar.. " Anne var ret glad for ikke at være en del af den musik gruppe, orekster instrumenter var noget mere fascineret af, end de almne instrumenter, historien bag instrumenterne var også langt mere spændende, ihvertfald i hendes øjne. De var så også noget dyre end almindelige instrumenter.
" Spiller du på noget instrument? " Spurgte hun intersseret, og smilede.

[Jakob Tved]

"Det har du ret i, en af mine venner siger at den bedste måde at score en pige på er at sige man kan spille guitar, det er nok derfor det efterhånden er så populært." konstaterede Jakob med et lille smil.
"Jeg spiller på intet instrument, jeg har ikke haft lysten eller tiden til at tillære mig det, må jeg ærligt indrømme, når man træner 5-7 gange om ugen, flere timer om dagen, så er det ikke rigtigt noget man har tid til." forklarede Jakob.
Jakob kiggede Anne i øjnene igen, og hev sit ur op af lommen, det sagde 21:29, de havde vel snakket et par timer allerede, det var utroligt som tiden den gik.

[Anne Christensen]

Anne grinede lidt, " Tjaeh, jeg ville blive imponeret af en fyr der kunne spille saxofon, eller sådan noget.. " Hun trak let på den ene skulder og rettede sig lidt op.
Hun vidste der var mange af hendes veninder der gik helt tabt når de så en fyr der spillede guitar..
" Arr, ja.. Så kan det vel være svært at finde tiden til det, det er jo heller ikke alle det interessere.. " Smilede hun og lukkede ganske kort sine øjne, hun kunne godt lide hans selvskab, han virkede som et rar person, og han var meget nem at tale med. Hun fortrød ikke at hun havde sagt hej til ham, selvom det var meningen hun skulle læse, det kunne hun jo gøre senere.

[Jakob Tved]

"Det tror jeg bestemt også der er... Hvad hed ham der negeren, han var meget kendt i 60'erne, han spillede saxofon og var en dreng, du kan nok også finde nogle der nu om dage kan spille saxofon, jeg ved det ikke." det var lidt flere af Jakobs godmodige drillerier.
"Tid er en afgørende faktor i alt, man skal nå så meget, men har så lidt tid til det, og udover tid er penge også en vigtig faktor, har man tid og penge, så har man jo i teorien alt der skal bruges for at få et godt liv." konstaterede Jakob og overvejede sit liv lidt, som det så ud lige nu overvejede han som 30-35 årig at trække sig tilbage fra MMA, åbne nogle træningscentre, nogle udstyrsbutikker, måske lave sit eget mærke i tøj? Og så derefter bare nyde resten af livet, det var Jakobs store drøm, Jakob havde jo allerede en god slat penge, så drømmen var vidst ikke helt udenfor rækkevidde.

[Anne Christensen]

" Der var ret mange af dem.. " Hun smilede skævt og lagde armene om sig selv, de skulle egentligt også snart skilles, de skulle jo være på værelset klokken 10, hun var overhovedet ikke træt, men, det måtte hun vel blive..
Hun var dog ikke enig i det næste, " man behøver vel ikke en kæmpe sum penge for at være tilfreds? Det betyder man skal arbejde utroligt meget, så har man ikke tid til alt det man vil? Man har ikke tid til sine venner, og sin familie? Sine børn, hvis man har sådan nogen.. " Anne vendte blikket op mod himlen, solen var endnu ikke gået ned, men det ville nok ikke vare længe.
Hendes forældre ville absolut have en masse penge, og arbejdede derfor hele tiden, det havde drevet hende ud af huset, og her hen.

[Jakob Tved]

"Nej, måske ikke, men uden penge, så kan du ikke klare dig i vores verden, sådan er det bare, man skal bruge penge til stort set alt nu om dage." svarede Jakob. "Men, det er ikke nødvendigvis rigtigt at det tager lang tid at tjene mange penge, hvis jeg laver et hurtigt knockout, så kan jeg jo tjene 25.000 Norske Kroner på et kvarter-tyve minutter." Jakob vidste godt at det havde taget ham mange år at blive så god, men det var jo ikke arbejde, det var en interesse som han elskede, og så fik han ovenikøbet penge for den, det kunne ikke blive særligt meget bedre end det.
Jakob lukkede sine øjne et øjeblik og tænkte lidt.

[Anne Christensen]

" Det er jo heller ikke idealistisk at tjene så mange penge, almindelige mennesker tjener vel mellem 25-30 tusind om måneden, og så skal der trækkes fra til bolig, lån, osv.. " Hun regnede ikke med at komme til at tjene meget mere selv når hun engang var uddannet, hvad hun gerne ville var dog usikkert, dog havde hun en drøm om at læse på universitetet, men det betød ikke nødvendigvis mange penge.
Hun ville nok ende som et eller andet simpelt, ganske enkelt, lærer eller sådan noget..

" Ved du hvad klokken er? " Spurgte hun lettere smilende, den var sikkert ved at være så meget, at de burde gå tilbage til deres værelser.

[Jakob Tved]

"Men man kan sige, hvis de, når de har betalt alt undtagen husleje og så videre, har 30.000 kroner tilbage, skal de så bruge mere? Altså en gennemsnitlig familie kunne uden problemer leve for 15.000 om måneden, med alle regninger betalt, og så burde de jo stadig have overskud." Jakob var en gennemsnitlig elev, men han vidste bestemt hvor meget man kunne få for sine penge når man forvaltede dem korrekt.
"Og man kan sige, gæld er ikke noget man har for evigt, med mindre man tager kviklån, desvære kan man jo så sige, at når først folk har taget et lån, så har de det med at tage flere, og til sidst kan man ikke overskue det. Folk som os, har bare været heldige, tror jeg nok." Jakob gav los af sine tanker, så undgik man også bedst misforståelser.

"Ja, øjeblik." Jakob tog sit ur frem"Uhm, tyve i." svarede Jakob.

[Anne Christensen]

" Faktisk lever de fleste af 6000, eller mindre.. Jeg har en veninde hjemme, hun lever med sine forældre, for under 3, grundet at de begyndte at arbejde for tidligt, og derfor allerede er helt ødelagte.. " Hun trak let på skulderne, de havde været heldige ja, men for hendes vedkommende var det ikke noget der ville være ved, hun ville ikke leve af hendes forældres penge så snart hun kunne slippe fri for det, selvom det nok ville blive svært.

" Arh, ikke mere? Så slipper jeg jo for at rejse mig de næste 15.. " Anne smilede skævt til ham, hun ville hellere blive siddende og snakke med ham, han var udemærket selvskab, og han kunne finde ud af at snakke, og det var i hendes øjne nok til at hun kunne klare at være sammen med en anden person..