Værelse 13 - Jakob, Mark & Bastian

[Mark Erickson]

[Ingen beskrivelse endnu, dum dum dum.]

[Anne Christensen]

Klokken var omkring halv otte om aftenen, det regnede udenfor, tung, og larmende regn. Anne havde efter maden sat sig i musik lokalet og øvet sig, nu skulle hun dog lige sige noget til en af sine kammerater, hvilket var den eneste grund til at hun opholdte sig i nordfløjen, hvor hun normalt aldrig kom.

Hun kunne ikke helt huske værelses nummert, og gik derfor rundt på gangen, og overvejede hvilket nummer det egentligt var, hun stoppede op og kiggede ud af vinduet, í håb om at nummert på magisk vis, ville poppe op i hovedet på hende.

I et par sekunder stod hun bare og pillede lidt ved den ene fletning hun havde i håret, eller, det ville sige den franske fletning hun havde brugt al for lang tid på at lave i det.
Til sidst tog hun modet til sig, og åbnede en dør, bare for at finde ud af, at det faktisk ikke var den rigtige. Så nu stod hun der, halv forvirret og med en saxfon kasse i den ene hånd.

Note; hendes www.polyvore.com/everyday/set?id=34761302 tøj.

[Mark Erickson]

Mark sad ved skrivebordet vendt mod vinduet og kiggede ud på de grønne områder: et ualmindeligt trist syn. Utroligt at så ulideligt varm dag kunne afløses en så skuffende omgang regnvejr. Tykke søjler af dråber sjaskede ned fra taget og bidrog til at gøre udsigten yderligere sløret, og grå skyer dækkede himlen som et tæppe. Der manglede bare en omgang torden.
Oprindeligt havde Mark, så snart heden havde trukket sig tilbage, besluttet sig for et spil bold på en af plænerne. Det bedste, man kunne håbe på, var vel et par andre gutter, der joinede ind. Han var ikke kommet ret langt - undervejs i jagten på en ordentlig fodbold var den første byge kommet, og han var væltet tilbage på skolen med pjaskvådt tøj. Hans hår var stadig fugtigt, men han sad i joggingbukser og t-shirt og lignede ikke én, der ville foretage sig mere storslået på denne aften.

Lige nu var han bøjet over en slidt udgave af Den store Gatsby, men hans tanker havde forlængst forladt siderne og drejede sig mest om det tidligere møde med Elisabeth. Det gav derfor et vældigt sæt i ham, da døren pludselig gik op, men han vidste endelig hvad han kunne vente, og han drejede sig med høj forventning mod døråbningen og udbrød, "det var sgu også på --- Anne?"
Med hævede øjenbryn betragtede han den lyshårede pige; hun så mindst lie så forvirret ud som han.
"Jamen hej -- du tog underholding med!" tilføjede han og brød ud i et stort smil. Han havde genkendt kassen som den, der måtte tilhøre hendes instrument.

[Anne Christensen]

Hun stirrede på Mark et par sekunder, ret overrasket at hun dog havde fundet en hun kendte, det ville måske gøre det mindre kejtet at finde den forkerte dør, alligevel blussede hun let op i kinderne, før hun sendte ham et smil.

" Hej Mark.. " Smilede hun og løftede kejtet den ene skulder, hun var voldsomt flov, og havde mest lyst til at løbe, men, han så ud til at være lige så ensom i aften som hun var, hun trådte alligevel et skridt ind i værelset, " Det var egentligt det forkerte værelse. " halv mumlede hun med et kejtet smil, da han nævnte underholdning, grinte hun kort.

" Tjaeh.. Øvelse gør mester, right? "

[Mark Erickson]

"Hvad?" udbrød han skuffet, men grinende. Han drejede kontorstolen fuldstændigt og var glad for, at bogen blev i hans hænder, så det i det mindste så ud som om, han havde lavet noget.
"Går du så allerede?"
Mark havde slet ikke muliged for at lægge mærke til hendes rødmen; han var for begejstret for at se hende, for at dufte selskab for resten af aftenen, og desuden havde han ikke overblikket til den slags. Han mærkede hendes akavethed, men rykkede bare lidt længere frem i stolen og smilede stadig stort, som en hund, der logrende lægger en pind for dine fødder; som for at overbevise hende om, at hun ville få det væsentligt sjovere, hvis hun blev hængende.

[Anne Christensen]

Hendes blik faldt kort på bogen, hun havde læst den engang, men, det var længe siden.. Det seneste hun havde læst var alt hun kunne opstøve af shakespeare. Nu var hun læseløs, hendes koncentration lagde i øjeblikket på saxofonen, hendes højt elskede bedste ven.

" Well, jeg kan godt blive, hvis du vil? jeg har ikke andet at lave, musik lokalet skulle bruges af en anden.. " Anne smilede til ham, hun elskede hans glade væsen, glade mennesker generelt, elskede hun. Det var svært at lade være, det var skønt..
Han virkede som typen der altid var i godt humør, lidt lissom hendes selv, han var bare bedre til at vise det, han var heller ikke så genert som hun var selvfølgelig..
Hun fugtede kort sine læber, han var sød, på en måde hun ikke kunne forklare, eller forstå for den sags skyld..

[Mark Erickson]

Mark nikkede kraftigt for at understrege, at han ikke kunne være uenige i dén beslutning.
"Godt så! Kom ind og slå dig ned, jeg har ingen roomies til at smide dig ud," han pegede mod en af de tomme senge, og det sidste tilføjede han med et opgivende grin. Han var ved at indstille sig på livet som eneboer, selvom en seddel i det tomme værelse havde indikeret at der skulle bo to hoveder mere her, i det mindste når skoleåret startede. De måtte gerne skynde sig hjem fra deres ferie.
"Skulle du øve?" spurgte han. For første gang indså han, at det nok ikke var så ligetil at spille saxofon som antaget - lyden måtte vel gå ret tydeligt gennem væggen?

[Anne Christensen]

" Okay.. " Hun smilede skævt og trådte ind, lukkede døren bag sig, og placerede sig på en af sengene, lod blikket glide rundt, ret, tomt.
Det væresle hun boede på var noget anderledes end hans, måske fordi der hang til på væggene og sådan..
" Trist.. Hvornår kommer de? " Spurgte hun smilende, måske kendte hun dem? Hvis de da var tidligere elever ihvertfald, det var slet ikke sikkert at han vidste det jo..

" Tjaeh, har øvet lidt.. Jeg kan ikke sådan komme til det, det larmer jo en del, folk har det med at blive en smule irriterede.. " Men det stoppede hende nu alligevel ikke, når hun ellers var færdig her, havde hun alligevel en vis forhåbning om at flytte til england, og gå på musik college, hvis hun ellers måtte for sine forældre..

Anne lagde kassen fra sig på sengen og satte sig i skrædder stilling, hun havde spurgt en af sine veninder, om hun kendte ham, når de nu begge boede i oslo, var der jo en chance, der var åbenbart nogen af hendes venner der vidste hvem han var, og påstod hun havde mødt ham før, men hun troede det ikke, hun ville kunne huske det hvis hun havde.

[Mark Erickson]

Mark gled lidt ned ad stolen og lagde hovedet først til den ene side, så til den anden, idet han strakte halsen. Han var ikke det mindste træt, nu hvor Anne var i hans synsfelt. Men han fandt det svært at sidde stille.
"Ingen anelse. Jeg havde håbet, nu," sagde han og sukkede. "Jeg skal åbenbart være den ensomme fisk. Du har da roomies, ikke? Eller er de på ferie?"

Mark kiggede på kassen, dernæst på Anne.
"Well? Tag den da op og øv nu! Drenge burde skydes, hvis de brokker sig over musikalske piger. Og så vidt jeg ved, patruljerer lærerne her ikke før sengetid, vel?"
Han trak benene til sig og slog armene om den, mens han forventningsfuldt betragtede den lyshårede. Selvom det var aften og gråvejr, formåede hendes hud at gløde solbrunt i lyset fra hans skrivebordslampe, og han var en smule imponeret.

[Anne Christensen]

Hun lyttede til hans ord, med hovedet let på skrå, mens fordi hun var fascineret af hans udseende, han var pæn på en måde hun normalt ikke kiggede efter, men, han gjorde alligevel umuligt ikke at kigge mere end nødvendigt.
" Oh.. Kedeligt ! De kommer vel nok inden så længe.. Og jo, Nadia og Nikolina, mener jeg hun hedder, jeg kender hende ikke, Nadia er jeg dog veninder med.. " Smilede hun og strøg håret over skulderen.

" Hmm, hvis jeg for ballade, er det din skyld.. " Anne smilede skævt, drillende, før hun åbnede kassen og rejste sig op, det var nemmere når man stod op, det gav jo alligevel noget mere luft.
Hun fugtede sine læber og kiggede lidt på instrumentet, lod ganske kort sine fingre glide ned langs siden på det, hendes hengivenhed var ekstrem..
Hun fandt det underligt nok en smule pinligt, hun havde spillet for over 300 mennesker, og så gjorde Mark hende nervøs, hun rystede det af sig, eller, hun prøvede, før hun tog en dyb indåndning og begyndte at spille, et af de mere klassiske numre i weber gruppen, hun havde øvet det en del, det havde dog taget lidt tid, det var ikke det nemmeste stykke..

[Mark Erickson]

"I guess." Han faldt tilbage i stolen med et svagt smil, stadig trøstesløs over at være ensom på femtedagen, men hjulpet en smule på vej af hendes optimisme. "Ah," var alt han kunne komme frem med. Hverken Nadia eller Nikolina sagde ham noget. Eller, jo? "Nadia, er det hende, folk siger er lesbisk?" Han var ligeglad med hendes seksualitet - det var rygtet, han var interesseret i. Hvad fik folk til at snakke om den slags ting, som om de gav det en betydning?
Hans tilbagelænethed holdt ikke ret længe - så snart Anne trak instrumentet op af kassen, møvede han sig op igen og strakte interesseret hals.

"Yep yes, jeg påtager mig alt ansvar," brummede han og flyttede blikket fra saxen, til hende. Ligesom hende fornemmede han et øjebliks forberedelse, som skulle man til at kaste sig ud fra et bjerg, hvilket, praktisk talt, kunne indramme følelsen meget godt nogen gange. Han følte næsten suget i maven selv, men kunne ikke forklare det nærmere. Den første tone, der kom fra instrumentet, var nok til at få hans hoved til at falde lidt på skrå. Han betragtede hende tavst, mens hun spillede, med øjnene mest på hendes nedadvendte blik og fingrene. Hun flyttede dem graciøst, og det slog ham som meget sax-egnede fingre: lange, slanke og åbenbart smidige. Han vidste ikke noget om den rigtige intonering på en saxofon, så han kunne ikke sige ret meget til hendes spil, teknisk set; men dynamisk smilede han svagt.

[Anne Christensen]

Anne grinede da han spurgte, " Lesbisk? Well.. Jo jeg har hørt rygterne, hvad hendes egen mening er, er jeg dog usikker på.. Jeg har ikke bemærket det.. "Tonerne flød ret nemt, blødt, det var nemt for hende, det faldt hende alt for naturligt at lade fingerne glide, hun var ikke meget for at indrømme når hun kunne noget, men spille på saxofon - det kunne hun. Og helvedes godt endda.
Det var måske meget godt at hun valgte ikke at se op som hun spillede, hans blik ville nok gøre hende nervøs på den ene eller anden måde, hun kunne dog mærke at hans brune øjne hvilede på hende, eller på saxofonen.

Hun kortede stykket af, så det kun varede omkring 2 minutter, før hun lod den sidste blide tone dø ud i rummet, og fjernede munden fra mundstykket, hun valgte ikke at sige noget, frygtede lidt at der om to minutter stod op til flere drenge i døren og ville myrde hende..

[Mark Erickson]

"Mening?" gentog Mark, som om Mening var et uvedkommende aspekt her, enten var man vel lesbisk eller ej. Han overvejede ikke at der kunne være noget usandt i rygtet. Nå, men han forventede ikke et svar, han overgav sig til at lytte.

Da musikken forstummede, sad Mark også tavs et øjeblik.
"Well," sagde han så, "det skal nok gøre nabodrengene misundelige." Han smilede bredt. "Hvor er du vild! Du må jo have spillet i en evighed. Hvad var det for et stykke?" Hans øjne var ivrige af genuin interesse, og klangen fra instrumentet summede stadig i hans ører; den var så anerledes fra et klavers, eller en guitars.

[Anne Christensen]

Hun satte sig på sengen igen, betragtede ham lidt, hun håbede ikke at hun havde ødelagt hans hørelse, dog grinede hun da han sagde de ville blive misundelige, " Over hvad dog? " Spurgte hun smilende og pakkede den ned igen, hun havde sikkert brugt al for meget tid på at lære at spille, da hendes veninder havde fået kærester osv, havde hun haft undervisning, hun var derfor noget bag ud, hun havde da haft en, men kort. Han kunne vidst ikke klare at hun kunne mere end han..

" Allegro con Fuoco, Weber.. Faktisk ikke skabt til saxofon, overhovedet.. Fandt dog nogle noder til den.. " Hun trak let på de smalle skuldre og trak det ene ben op under sig.
Anne håbede at han mente hans kompliment, det kunne jo nemt være høflighed, hun hadede høfligheds komplimenter, hellere høre sandheden.. Han lignede dog ikke en der ikke mente det..

[Mark Erickson]

Anne havde ingen grund til at bekymre sig; havde Mark kunnet læse hendes selvkritiske tankegang, havde han rystet afværgende på hovedet.
"Over, at nogen rent faktisk får interessante besøg! Ved et tilfælde, endda," sagde han smilende og kløede sig over det ene øre, i det pjuskbrune hår. For en gangs skyld lå det rimelig fladt til hans hoved (vandet tyngede det), men det var ved at gøre comeback.
"Hmn," var hans kommentar til titlen. Trods at være klassisk pianist var han ikke så meget inde i det, at han oversatte italiensk med en håndviften, men Weber lød da som en af de gamle drenge. "Hvordan har du øvet, sådan, ren soloundervisning? Eller i jazzband eller sådan noget?"
Hans spørgsmål var naturligt, da det lå lige for, hvad en klaverspiller skulle gøre: gå i gang med at spille! De uendelige muligheder for flerstemmighed og dynamik eliminerede nødvendigheden af akkompagnement. Mark havde spillet med sangere, enkelt gang en stryger og endda guitarist, men klarede sig lige fint uden. Saxofonen så han mest i hænderne på rumanske mænd på gaden.