Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 2, 2011 21:57:07 GMT 2
Waldemar kunne ikke holde en lavmælt latter tilbage da Lukas rækkede tunge af ham og gav ham tilbage ved at pjuske hans røde hår, med de små bølger i. Waldemar havde også selv nogle små krøller som han havde arvet fra sin mor - derfor holdte han meget af dem. Han lignede ærligt talt ikke ret meget sin far. De mørkegrønne øjne, de mørkeblonde hår med et rødligt skær, hans spinkle bygning - det hele var fra hans mor. Derfor havde han svært ved at hade sig selv. Han så til mens at Lukas gik ud i vandet, skridt for skridt. Han kunne tydeligt se på drengen at det ikke ligefrem var nu vandet var varmest. Men han måtte indrømme at Lukas var rimelig modig, sådan at turde gå helt ud i vandet i knæhøjde. Da Lukas med klaprende tænder pointerede at det da ikke var så slemt, smilede Waldemar for sig selv, dog var han lidt bekymret for drengen. Han ville ikke bryde sig om at Lukas fik influenza. Men Waldemar samlede mod til sig og stak så en fod i vandet, én tå af gangen. Det var så sindssygt koldt og han kunne godt forstå Lukas' klaprende tænder for hans egne begyndte også at klapre i munden på ham. Langsomt gik han imod Lukas, han ville virkelig aldrig have gået ud i vandet i denne kulde hvis ikke det havde været fordi at Lukas stod ude i det. Man kunne godt sige at Lukas var en slags lokkemad. "sh*t det er koldt," mumlede han for sig selv, da han kom op på siden af Lukas. Han følte sig allerede fuldkommen forfrossen.
|
|
|
Post by Lukas on Aug 2, 2011 23:15:06 GMT 2
(lige et hurtigt svar inden jeg skal se film igen : D)
Lukas kunne ikke lade være med at grine, da Waldemar kom op på siden af ham. Selvom han også selv frøs, kunne han ikke lade være med at grine af Waldemars reaktion på det kolde vand. "Det siger du ikke," sagde han.
Han vendte sig med ryggen ind mod stranden og blikket rettet ud mod horisonten, hvor er par fiskerbåde sejlede rundt. Han havde nu mest af alt lyst til at løbe ind på stranden, kaste sig ned i sandet og vikle sit håndklæde om sig, så han måske kunne genvinde lidt af varmen... men nej. "Man skal bare have hovedet under vand... så er det ikke så koldt..." mumlede han for sig selv. Det havde han i hvert fald altid fået at vide, og der var vist noget om det. Han tog en dyb indånding, før han tog mod til sig og dykkede ned under vandet. Det var iskoldt, men alligevel følte han sig underligt klar i hovedet. Verden under vand var en helt anden... i havet især, for i svømmehallen var den mest bare blå.
|
|
Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 4, 2011 21:37:17 GMT 2
Han kunne ikke holde et tandklaprende grin tilbage over drengens ord mens at han betragtede Lukas som tydeligvis så ud til at fryse lige så meget som han selv gjorde. Waldemar fik også øje på fiskerbådene og overvejede hvorfor man gad at leve sådan. Leve af at fange fisk og så sælge dem? Hvor kedeligt, og det krævede vel ingen uddannelse, eller hvad? Waldemar var ikke sikker og var også rimelig ligeglad. Han sukkede kort for sig selv, han håbede, han bad til at hans far ville give ham lov til at få det job han ville have, men vidste at det var forgæves. Selvfølgelig skulle han læse til Jura, lige præcis som hans far selv havde gjort. Han blev nødt til at gå i hans fars fodspor. Hans øjenbryn sprang op da han hørte hvad Lukas sagde. Ville han virkelig dykke helt ned under vandet i denne kulde? "Det er jo koldt, Lukas~" Waldemar havde ikke gjort det, selv hvis han kunne. Dog vidste han at hans brækkede arm forhindrede det på grund af gipsen og lige nu, prisede han sig heldig for det, for så skulle han ikke finde på en undskyldning. Med store øjne så han til mens Lukas dykkede ned under vandet og en pludselig bekymring ramte ham. Der kunne jo være undervandsstrømme og alt muligt! Dog bevarede han roen, men holdte godt øje med drengen eller så godt som han nu kunne nu hvor han var under vandet.
|
|
|
Post by Lukas on Aug 5, 2011 21:25:31 GMT 2
Lukas nåede godt at høre, hvad Waldemar sagde. Selvfølgelig vidste han da godt, at det var koldt, og han fik det også at mærke, da han dykkede ned under vandet. Kulden omringede ham fra alle sider og var umulig at slippe væk fra. Han holdt det kun ud i et par sekunder, før han igen stak hovedet op over vandoverfladen. Han gispede efter vejret og slog armene om sig selv, alt imens han gav sig til at trippe på stedet. Gud, hvor var det dog bare koldt… Han havde aldrig oplevet, at vandet var så koldt før… men nu var vandet i svømmehallen som regel også opvarmet. ”D-det er da d-d-dejligt!” Det lød bestemt ikke overbevisende og især ikke, fordi han stod og rystede af kulde. ”M-men jeg tror, jeg går tilbage til stranden…” Allerede inden han havde færdiggjort sætningen, havde han sat kursen tilbage mod stranden. Han løb hen over sandet og var ved at snuble op til flere gange, før han endelig nåede hen til sit håndklæde. Han viklede det rundt om sig, så kun hans blege ansigt og det røde hår, der var blevet helt krøllet af saltvandet, tittede frem, og gav sig til at vugge frem og tilbage for at få varmen. Indrømmet, så var det måske ikke så klog en idé at dykke ned under vandet alligevel…
|
|
Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 7, 2011 12:17:22 GMT 2
Waldemar så bekymret efter drengen som dog hurtigt kæmpede sig vejen op til vandoverfladen igen. Waldemar dirrede af kulde og hans tænder klaprede i munden på ham men det lagde han ikke mærke til, for han holdte konstant øje med Lukas. Han smilede skævt da drengen stod og trippede på stedet af kulde, han kunne godt forestille sig hvor koldt det måtte have været, og han havde jo også advaret ham om det. Waldemar ville ikke have sprunget i selvom at han så havde haft muligheden, det her var simpelthen for koldt til ham. "Hmm, lidt som vinterbadning, right?" grinede han men fulgte efter Lukas som han løb ind på stranden, dog gik han selv bare efter, han havde intet at skulle nå, selvom at han dog glædede sig til at komme op på strandkanten og vikle sit, store varme håndklæde om sig. Han så dog bekymret til da drengen snublede sig vejen op til sit håndklæde som han rev omkring sig. Det så ganske kært ud, konstaterede Waldemar, og satte sig ned ved siden af drengen men viklede sit håndklæde tæt omkring sig. Det havde været koldt for Waldemar, så det måtte være dobbelt så koldt for Lukas. Derfor lagde han noget af sit alligevel alt for store håndklæde, om skuldrene på Lukas. "Er du ok?" Bekymringen var tydelig i hans stemme og trak drengen blidt ind til sig og gnubbede hans ryg i et forsøg på at give ham varmen.
|
|
|
Post by Lukas on Aug 7, 2011 13:05:44 GMT 2
Vinterbadning… bah. Lukas skar en grimasse af Waldemar, men han måtte nu alligevel give ham ret. Der var vist ikke meget forskel på vinterbadning og så det her. Og dog… om vinteren var der is på havet, var der ikke? Hvis han var sprunget i vandet i december måned, var han nok død af forfrysninger eller lungebetændelse.
Han kiggede op, da Waldemar satte sig ned ved siden af ham. ”Mhmm,” svarede han. Godt nok frøs han, men det var jo sommer, så han ville nok ikke blive syg af at fryse lidt. Højst lidt forkølet, men det ville nok hurtigt gå over igen. Han smilede lidt forpint, da Waldemar trak ham ind til sig og gnubbede hans ryg. Igen følte han, at han kun var til besvær. "Det var dumt at hoppe i vandet... undskyld," mumlede han.
|
|
Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 7, 2011 13:24:46 GMT 2
Waldemar håbede at Lukas ikke ville blive syg, men det ville ellers se godt ud; Waldemar med bøjede ribben og en brækket arm og så Lukas der ligger i sengen med influenza. Et kønt par. Tanken fik Waldemar til at smile lidt, også selvom det måske var lidt ondskabsfuldt. Han forsøgte at varme den spinkle dreng så meget som muligt, gnubbede hans ryg indtil at han fik ondt i sin hånd, men alligevel stoppede han ikke. Han ville virkelig ikke have et Lukas blev syg. Han hævede dog et øjenbryn da Lukas undskyldte. Hvad havde han dog at undskylde for? "Hey, der er intet at undskylde for, okay?" Skyndte han sig at sige, og han mente det også. Han glædede sig bare til at komme hjem og putte den forfrosne dreng under dynen. "Så længe du ikke bliver syg, for nu hvor jeg har et par bøjede ribben og en brækket arm, så synes jeg kun at det er fair at det er dig der skal klæde sig ud i maid-kostume," Sagde han smilende på sit ret så øvede norsk, dog sagde han ordet maid-costume på engelsk med en fræk undertone.
|
|
|
Post by Lukas on Aug 7, 2011 13:39:10 GMT 2
Lukas bemærkede ikke Waldemars smil, men hvis han havde set det, ville han nok have undret sig lidt. Sad Waldemar lige og morede sig over, at Lukas frøs…? Schadenfreude, det var, hvad det var. ”Nej nej,” mumlede Lukas blot, alt for udmattet til at gide diskutere det lige nu. Han mente nu, at der var noget at undskylde for; hvis Waldemar også brækkede sin anden arm af at varme ham, ville det jo være Lukas’ skyld, ikke? Han skubbede hurtigt tanken ud af hovedet. Heldigvis gik det let for sig, for snart sagde Waldemar noget, der fik ham til at koncentrerer sine tanker om noget andet. Maid-costume… Han syntes at have hørt ordet før, men var ikke helt sikker på, hvad det var, på trods af sit ellers helt udmærkede engelsk. Maid… var det ikke en slags stuepige? Og stuepiger gik i… kjoler! ”Waldemar!” udbrød han, mens en rød farve hurtigt bredte sig under hans fregner. Før havde han været helt koldt; nu blussede hans kinder op i varme. ”D-d-det...” Det hvad? Han var blevet hyllet helt ud af den, og anede ikke, hvad han skulle sige. "Det... det har altså ikke noget med noget som helst at gøre..." mumlede han lettere betuttet. Det var det bedste forsvar, han lige kunne komme op med.
|
|
Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 7, 2011 13:55:12 GMT 2
Waldemar trak blot på skuldrene over drengens svar, der var jo virkelig ikke noget at undskylde for. Men han valgte ikke at ligge mere i det, han kunne godt forstå hvis drengen ikke gad at diskutere med ham, han var trods alt fuldkommen forfrosen den stakkels dreng. Jo, det var jo lige dét det var, og han kunne ikke lade vær med at finde tanken ret fræk. Lukas i sådan en sort lolita-lignende kjole med et headdress. Oh god... Han skyndte sig at skubbe tanken ud af hovedet, Ikke tænke sådan, ikke tænke sådan, ikke nu, Waldemar skreg han indvendig til sig selv. Det var bare det forkerte tidspunkt at have sådan nogle tanker. Men Lukas i en lårkort kjole, med hofteholder og det hele... Mmm! Han lagde mærke til drengens kinder der blussede op i en rød farve, hvilket fik Waldemar til at trække Lukas endnu tættere ind til sig. "Men du ville se ret kær ud," Han prøvede at lyde drillende, men problemet var jo at han rent faktisk mente det.
|
|
|
Post by Lukas on Aug 7, 2011 14:05:11 GMT 2
Lukas vidste slet ikke, hvordan han skulle reagere. Det var første gang, nogen havde sagt sådan til ham, og det virkede bare så surrealistisk. Han var virkelig i tvivl om, hvorvidt Waldemar gjorde nar af ham eller mente det alvorligt. På trods af hans drillende tonefald, kunne Lukas ikke helt lade være med at tro, at Waldemar rent faktisk mente det. Hvis han ikke gjorde, havde han jo nok allerede skiftet emnet nu… ikke? ”Tror du?” lød det fra Lukas. Det var jo ikke, fordi han aldrig havde haft kjole på før. Den slags skete jævnligt når man var en naiv lille dreng på fem år, der blev lokket til at lege prinsesse af sin storesøster… Han gøs bare ved tanken om minderne. Da han blev gammel nok til at forstå, hvad der foregik, havde han lovet sig selv, at han aldrig, aldrig skulle have kjole på igen – nogensinde! ”Du er underlig…” mumlede han ind mod Waldemars skulder. Selvom det ikke var sødt at sige den slags om andre, var det kun ment kærligt, hvilket tydeligt kunne høres på hans varme toneleje.
|
|
Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 7, 2011 19:32:55 GMT 2
Waldemar mente det vel, men det var intet han nogensinde ville bede Lukas om at gøre for det ville helt klart være nedværdigende for Lukas, ville det ikke? Og det var ikke fordi at selve kostumet tændte ham, men bare tanken om Lukas uden ret meget tøj på, sådan.. lårkort.. Han var ikke sikker. Waldemar havde aldrig været påklædt en kjole og han kunne aldrig drømme om det, han havde det meget fint med enten et par bukser eller shorts. Kjole? Never! "Du er smuk uanset hvad," Svarede han på drengens 'tror du' og nussede ham, i håb om at han ville få varmen efter den iskolde dukkert. "Ja, det kan man vel godt sige," Grinede han sagt og kyssede drengen kærligt på hans røde hår.
|
|
|
Post by Lukas on Aug 7, 2011 19:58:49 GMT 2
Lukas smilede lidt for sig selv, da Waldemar kaldte ham smuk. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at den anden dreng talte sandt. Selvom Lukas hadede sig selv, var han efterhånden blevet klar over, at Waldemar syntes det stik modsatte om ham. ”Tak,” lød det stille fra ham, men han mente det skam af hele sit hjerte.
Da Waldemar gav ham ret i, at han var underlig, kunne han ikke lade være med at grine lidt. Det var da altid noget, at den mørkeblonde dreng selv kunne se det. ”Men det er jo derfor, jeg kan lide dig.” Han gengældte kysset på håret ved at kysse Waldemar på hans bløde kind. Han frøs faktisk ikke mere, bemærkede han, men alligevel holdt han håndklædet tæt om sig i håb om, at han så ville tørre hurtigere, så han snart kunne få sit tøj på.
|
|
Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 8, 2011 0:39:13 GMT 2
Waldemar elskede virkelig alt ved Lukas. Hans røde hår, hans safirblå øjne, hans lyse hud, den lille søde næse. Selv de små fregner der prægede hans næseryg. Selvfølgelig elskede han ikke kun hans udseende, men nu snakkede de jo udseendesmæssigt. Waldemar havde ikke noget problem med sit udseende, det vil sige at han ikke hadede sig selv, men han var heller ikke ligefrem den selvglade type. Man kan jo sige at han var tilfreds med sit udseende, men det var alene på grund af at han lignede sin mor så meget som han gjorde. Han havde ikke arvet spcielt meget fra sin far, hvilket han blot havde det godt med. "Tjah, er alt andet ikke kedeligt?" Grinede den mørkblonde dreng og smilede over drengens læber mod sin kind. Waldemar frøs ikke selv ret meget længere og han håbede at Lukas også var ved at få varmen.
|
|
|
Post by Lukas on Aug 8, 2011 0:50:02 GMT 2
Lukas trak på skuldrene. "Det er det vel." Det var jo ikke, fordi han havde specielt meget erfaring på det punkt. Han havde aldrig haft andre kærester end Waldemar, så han kunne ikke sige, om det var kedeligt eller ej, at den person han elskede allerhøjest var underlig.
"Mhm," lød det sukkende fra ham, idet han lagde sit hoved på Waldemars skulder. Hans mørkeblå blik gled ud over havet. Indrømmet, så var det anelse koldt, men man skulle i hvert fald være blind for at påstå, at havet ikke var et kønt syn. De blå bølger, der slog ind mod strandens hvide sand og solens stråler, der spejlede sig i vandoverfladen... det var da smukt. Og det kønne syn blev hjulpet godt på vej af Waldemars tilstedeværelse. Lukas kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv.
|
|
Waldemar Schmidt
Full Member
Love is like a butterfly: It goes where it pleases and it pleases wherever it goes
Posts: 220
|
Post by Waldemar Schmidt on Aug 8, 2011 0:58:47 GMT 2
Waldemar havde haft en kæreste for 2-3 år siden, hende havde han holdt meget af, men dengang var det jo stort bare at holde i hånden. Waldemar og Lukas havde jo både holdt i hånden, kysset, og . . . Nej, nej, nej, han ville ikke tænke sådan. Waldemar holdte tæt om Lukas mens at hans blik fulgte drengens. Ja havet var et smukt syn, bølgerne der slog mod strandkanten, og den blå horisont. Små fiskekuttere der sejlede rundt, mågerne der skreg på mad, men for at være helt ærlig, så havde natur aldrig været Waldemars store passion. "Er du ved at være tør nok til at noget tøj på, så vi kan gå hjemad? Eller vil du noget inden vi går hjem?" Spurgte Waldemar mens at han strøg drengens ryg ganske let.
|
|