Strandtur

[Lukas]

På trods af dagens gode vejr var havnen temmelig tom, og det var lidt af et held, for ellers ville den lille strand sikkert have været helt fyldt op. Heldigvis for Lukas og Waldemar var der ikke en eneste sjæl at få øje på, så de havde området for sig selv, selvføgelig lige bortset fra de mange måger, der kredsede rundt over hovedet på dem. Men sådan var det jo at være tæt på havet; det var her, mågerne holdt til.
"Vandet ser koldt ud," lød det fra Lukas, lige så snart han fik øje på havet, og han skar en grimasse. Der var kun en smule bølger på, for det blæste ikke, men vandet var sikkert koldt alligevel - sådan var det jo i Norge.

Han smed sit håndklæde fra sit i sandet på en plet, der var nogenlunde fri for sten og tang. Han fik helt ondt i ryggen bare ved tanken om at skulle ligge på det tørre, stikkende tang... av.
Håndklædet var sådan set det eneste, han havde taget med sig. Hans badebukser havde han på indenunder sit tøj, hvilket var smart, for der var nok ikke nogen steder her i nærheden, hvor man kunne klæde om.

[Waldemar Schmidt]

Selvom himlen var næsten fuldstændig skyfri, så var der ikke en levende sjæl at se nede på den lille strand og det fik Waldemar til at sukke lettet op. Han hadede når alle børnene løb rundt og skreg, eller de unge teenagetøser der troede de ejede hele verden. Så han var godt tilfreds ved synet af den livløse strand.
"Ja, det må man sige" svarede han og gøs lidt. Han var faktisk ikke vant til at gå på stranden, han plejede at bade i poolen, enten indendørs eller udendørs, som nogen af hans fars venner havde og som han og hans søster havde fået lov til at bruge som de ville, hvilket havde været skønt om sommeren.

Waldemar spredte sit håndklæde ud ved siden af Lukas', han havde også selv taget sine badebukser på inden under tøjet fordi han havde set Lukas gøre det. Ellers ville han slet ikke have tænkt på det. Han ville ikke have haft det helt behageligt med at skulle skifte tøj i al offentlighed.

"Du går i først," mumlede han med et smil på læben. Han ville godt nok ikke være den første til at springe i vandet, tænk hvis det var vildt koldt?

[Lukas]

Lukas skar en grimasse. Waldemar skulle tro, det blev løgn… som om han ville springe i vandet som den første! Det var sikkert pissekoldt og fyldt med krabber og brandmænd og skarpe sten og meget andet. Lukas var slet ikke vant til at bade på stranden. Han havde aldrig rigtigt boet tæt på en rigtig badestrand, hverken på Færøerne eller i Norge, hvor hans familie boede nu, så det havde altid været svømmehallen, han havde badet i. Der var ingen farlige ting der bortset fra den overdrevne mængde af klor, der fik ens øjne til at blive helt røde.

”Ja, klart. Så det er mig, der drukner, hvis det er for koldt, eller hvad?” Han rystede opgivende på hovedet, før han lavmælt og med en drillende undertone tilføjede et lille: ”Svans.”
Han bredte sit håndklæde lidt bedre ud, før han dumpede ned på det. Han skulle bare liiiiige vænne sig til den kolde luft her ved havet, og så skulle han nok hoppe i vandet... før eller siden, i hvert fald.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar ville virkelig ikke ud i det kolde vand! Han hadede kulde, han hadede skalddyr og fisk! Tænk hvis de gik til angreb på ham og han forblødte i vandet?! Han havde altid holdt sig væk fra strandene pga tanken om brandmændene og krabberne og alle de søuhyr der muligvis kunne dukke op og æde ham.
Da han hørte hvad Lukas sagde, skubbede han han drengen omkuld ned på håndklæderne og stillede sig på fire hen over ham. "Svans? Jeg skal give dig svans," hviskede han kælent i Lukas' øre før at han nappede i hans øreflip.
Han skulle ikke slippe godt fra at sige sådan en ting til ham. Så han begyndte langsomt at placere små men intense kys op og ned af drengens hals.
Han følte at Lukas havde fortjent det og lige nu var han ret kold over for om der kom nogen og så dem. Hvis han alligevel skulle springe ud som bøsse, så hvorfor ikke springe ud foran hele verdenen?
Den kølige luft fik hårene på Waldemars arme til at rejse sig, han kunne slet ikke klare tanken om at han skulle hoppe i vandet når det var så koldt. Men selvom at luften var kølig, så skinnede solen stadig mere end den længe havde gjort, så så hundekoldt kunne det vel ikke være, kunne det?

[Lukas]

Lukas grinede mildt, da Waldemar væltede ham omkuld. Svans var ganske vist et andet udtryk for en homoseksuel, men det var nu ikke den slags svans han havde tænkt på, da han kaldte Waldemar det. Derfor kom det noget bag på ham, da Waldemar stillede sig på fire hen over ham og nappede ham i øreflippen.
”Du ved godt, at jeg skubber dig i vandet senere, ikke?”
Han kiggede op på Waldemar. Solen skinnede så skarpt, at han knap nok kunne se hans kønne ansigt; det eneste, han sådan rigtigt kunne skimte, var hans krøllede hår, der skinnede helt gyldent i solens stråler.

Det var et held, at de var alene på stranden, for ellers ville Lukas have syntes, at det her var alt, alt for grænseoverskridende. Men sådan var det ikke nu. Trygt bevidst om, at ingen kunne se dem her, nød han rent faktisk fornemmelsen af Waldemars læber mod sin hals.
Han lukkede sine øjne i i ren og skær nydelse. Han kunne mærke solen bage ned på sin krop og vinden lege med hans hår. Tilmed kunne han høre havets fjerne brusen i baggrunden og, som om det ikke var nok, kunne han mærke Waldemars kys på sin hals. Kunne det overhovedet blive mere perfekt…?

[Waldemar Schmidt]

Et skævt, men charmerende smil, spredte sig på Lukas' tynde, lyserøde læber da han informerede ham om at han senere ville trække ham i vandet.
"Men ved du så godt at jeg trækker dig med, ikke?"
Han betragtede Lukas' kønne ansigt med de små fregner som bredte sig over hans næseryg, det så så sødt ud. Waldemar havde også et par fregner her og der over næsten, men det var mindre end man kunne tælle på sine to hænder. Waldemar havde lyst til at kysse hver enkelt af Lukas' fregner, sådan en forfærdelig trang til bare at fortælle drengen som lå under sig, om hvor meget han elskede ham og hvordan han ikke kunne klare tanken om et liv uden ham. Han vidste inderligt, fuldkommen ærligt, ikke hvordan han skulle overleve uden Lukas. Han var alt han havde..
Waldemars kys blev ganske roligt til kærlige slik. Han lod sig falde ned ved siden af Lukas og hans raske hånd begyndte at ae hans brystkasse. Han skiftede imellem kys og slik og han følte hvordan han begyndte at blive lettere beruset ved at kærtegne Lukas. Burde han stoppe? Naah.

[Lukas]

Lukas besvarede Waldemars smil med et smil, der var noget mere drillende.
”Jooo… hvis du da ellers kan... svans.”
Selvfølgelig kunne Waldemar trække ham med i vandet; det var jo ikke ligefrem fordi, at Lukas var verdens stærkeste person. Han ville nok ikke kunne gøre særlig meget modstand og da slet ikke overfor Waldemar. Alt, hvad Waldemar behøvede at gøre, var blot at røre ham, og så blev han helt blød i knæene… ligesom nu…
”Mhmm…” lød det drømmende fra ham, da Waldemar begyndte også at kærtegne hans brystkasse. Automatisk trillede Lukas om på siden, så han lå med siden mod Waldemar. Han åbnede sine øjne en anelse og sendte ham et mildt smil.

[Waldemar Schmidt]

"Bliv nu ikke for rapkæftet, min kære ven,"
Mumlede Waldemar blot, han lagde ikke noget i drengens ord, han vidste at han sagtens kunne trække Lukas i. Waldemar havde ikke mange kræfter, men flere end Lukas, det var han sikker på. Og hvis ikke han kunne trække Lukas ned i vandet, så ville han bare springe op på ryggen af ham - så faldt han helt sikkert!
Waldemar trak drengen tæt ind til sig da han trillede om med fronten imod ham. Da drengen smilede mildt, smilede han selv varmt og sluttede sine læber til den andens. Han nød virkelig det her. Han følte pludselig ikke den kølige vind, han hørte ikke mågernes skrigen eller bølgerne der slog imod havnen et stykke derfra; det hele var blot en stille musik, mens at han lod sig trække ind i det eventyr som Lukas' læber fortalte ham. Han elskede virkelig denne følelse, denne følelse af lykke og beruselse.

[Lukas]

Lukas' øjne gled langsomt i. Han smilede indvendig, da Waldemars læber rørte hans. Havet, solen, Waldemars nærvær - nej, denne her dag kunne virkelig ikke blive meget bedre...

Han trak sig lidt væk fra Waldemar, idet han kærtegnende lod sin hånd glide over hans lyse brystkasse en enkelt gang. Hans blik strejfede forbindingen en enkelt gang, og han sendte den et bebrejdende blik. Hvorfor kunne Waldemars arm og ribben ikke snart blive raske? Der var så mange ting, de ikke kunne lave sammen nu.
Lukas rettede sit blik imod Waldemars ansigt nu og forsøgte at få øjenkontakt.
"Jeg elsker dig..." lød det dæmpet fra ham. Der var ingen grund til at råbe, og selv hvis hans stemme blev slugt af bølgernes brusen, ville Waldemar nok godt kunne regne ud, hvad han lige havde sagt.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne heller ikke forestille sig hvordan denne dag kunne blive bedre - yeah, okay, det var en løgn, men det ville han helst ikke nævne noget om. Mens deres læber omfavnede hinanden i et blidt kys, aede Waldemar blidt i nakken, lod sine fingre lege med hans bølgede hår. Nød øjeblikket med lukkede øjne.

Dog åbnede han dem hurtigt igen, da kysset blev afbrudt ved at Lukas trak sig væk? Han mærkede drengens lille hånd mod sin brystkasse og smilede varmt til ham, det sendte små stød igennem ham hver gang han rørte ved ham. Den store forbinding irriterede også Waldemar, den både stramte og trykkede, men han blev nødt til at gå med den for at hans ribben rettede sig ordentligt op, havde skolelægen sagt.
Da Lukas forsøgte at få øjenkotakt, gav han ham hvad han ville have. Han rettede blikket imod Lukas' safirblå øjne, og hørte da han sagde de tre ord. De tre ord som var så lette at sige, men som dog aldrig måtte misbruges. Tre ord der betød mere end alt andet til sammen. Han stop med at trække vejret mens han hjerte sprang et par slag over, og derefter bare hamrede derud af i hans bryst.
"Lukas, jeg elsker også dig..."
Hans ord var lave, men han regnede med at Lukas kunne høre dem. Han elskede ham, så dybt, så blindt.

[Lukas]

Lukas smilede, da han hørte Waldemars svar. Det var præcis det svar, han havde forventet, men de tre små ord blev ikke mindre værd, bare fordi man sagde dem mange gange. Eller, det var jo så løgn… der var alt for mange mennesker, der misbrugte ordene og slet ikke mente dem af hele sit hjerte… som for eksempel de teenagepiger, der smed dem til højre og venstre til folk, de ikke engang var særlig tætte med.

Han satte sig op og hev sin bluse over hovedet og sparkede sine bukser af. Nu hvor de endelig var på stranden, hvilket han ikke så tit fik mulighed for at være, kunne de vel lige så godt udnytte det. Han gøs dog, da han havde fået sit tøj af, for vinden var kold og hans badebukser varmede ærlig talt ikke særlig meget.
Han lænede sig ned og kyssede indsmigrende Waldemars skulder med rystende læber, for han havde svært ved at sidde stille i kulden. Han kunne godt fornemme, at Waldemar ikke var så meget for at hoppe i vandet, men han ville altså have ham med i! Desuden havde han jo også lovet at smide ham i vandet, men eftersom han tvivlede på, at han kunne, ville han først forsøge sig med at lokke Waldemar med.
”Vil du ikke med i vandet?” spurgte han og sendte Waldemar et bedende blik. Sig nu ja, sig nu ja! For at være på den sikre side, plantede han også et enkelt kys på Waldemars hals. Den anden dreng var dejlig varm, bemærkede han, og han havde allermest lyst til bare at ligge sig i hans favn for at varme sig, men den gik ikke. Nu skulle han altså i vandet - det skulle de begge to!

[Waldemar Schmidt]

Tre ord som var helt specielle og som kun måtte blive sagt hvis man mente dem af hele sit hjerte. De tre ord kunne samtidig også betyde mange ting. Man kunne sige 'Jeg elsker dig' til både mor, søster og far, fordi dem elsker man jo også. Så kunne man sige det til sine veninder/venner, hvis man virkelig mente det, men hvis ikke, så skulle man bare holde mund. Men ingen af de to ting var sådan han følte for Lukas. Han følte kærligheden på en helt unik, en helt ubeskrivelig måde, som man sjældent kom til at føle. I hvertfald sjældent lige så stærkt.

Waldemar havde svært ved at rive blikket væk fra Lukas da han trak sin trøje og bukser af. Mhm, han nød desværre synet lidt for meget, og hvis det havde været i en manga ville han have store stjerneøjne og til med savle. For det var altså et lidt for lækkert synd, han havde sådan lyst til at røre.
Da han lænede sig ned og kyssede hans skuldre, gik der et stød igennem ham, han ville ønske at de bare kunne tage hjem nu så han kunne være lidt alene med Lukas~ Men han havde jo lovet ham at de skulle ud og bade, så det gik ikke. Waldemar frøs også ganske meget, han sad jo i bar overkrop, dog havde han et par bukser på. Han kunne slet ikke forestille sig at skulle vade ud i vandet, mest på grund af den kølige vind, han kunne ikke se hvordan vandet på nogen som helst måde skulle være bare lidt varmt.

Da han mærkede det lille kys på sin hals, smilede han og kyssede drengen på hans kind.
"Var det ikke noget med at du ville smide mig i vandet?"
Mumlede han, men rejste sig så op og sparkede sine bukser af. Okay okay, alt for Lukas.

[Lukas]

Lukas bemærkede ikke engang hvordan Waldemar begloede ham, da han hev sit tøj af, for han havde så travlt med at komme i vandet, men hvis han havde lagt mærke til det, var han sikkert blevet glad. At Waldemar syntes godt om hans krop kunne kun være en god ting, ikke?

Da Waldemar mindede ham om, at han havde planlagt at smide ham i vandet, rynkede Lukas lidt på næsen.
”Joeh, men det er nemmere, hvis du selv følger med… du ved, med din skadede arm og så’n.”
Det var bare en dårlig undskyldning, men Lukas syntes selv, at den lød overbevisende nok. Han havde i hvert fald ikke lyst til at indrømme, at han ikke kunne bære Waldemar.

Lige så snart Waldemar havde fået sine bukser af, greb Lukas fat i hans arm – den raske, selvfølgelig – og hev ham igennem sandet, ivrig efter at komme ned i vandet. Det var sikkert iskoldt, men det kunne umuligt være koldere end vinden!
"Kom nuuuuuu," lød det utålmodigt fra ham, mens tænderne klaprede i munden på ham. Brrr!

[Waldemar Schmidt]

Waldemar elskede synet af Lukas' lyse hud der næsten skinnede i solen. Waldemar havde altid godt kunne lide når folk var blege, det dér med en solariebrun hud, det var ikke lige hans smag. Så at Lukas var bleg var blot et plus.
"Nå så det er det?"
Grinede Waldemar af Lukas' undskyldning. Han vidste godt at Lukas ikke kunne bære ham, hvordan skulle han dog kunne det? Waldemar var både højere og sikkert også tungere, hvordan skulle Lukas' små arme dog bære 56 kg? Det fandt Waldemar ganske umuligt.
Waldemar slog en kærlig latter op da Lukas trak ham det kolde vand med de ret så voldsomme bølger. Men han kæmpede ikke imod, han følgede trofast med - hvordan var det muligt at sige nej til en der var så kær som Lukas? Så han lod sig småløbe igennem sandet på sine bare tæer, iih, hvor var det koldt. Hårene på hans arme og ben rejste sig ved vindens kølige berøring.
"Jaja~"
Sagde han med et smil. "Husk nu at gipsen ikke må blive for våd," tilføjede han og nikkede imod sin brækkede arm.

[Lukas]

Det lod ikke til, at Waldemar godtog hans undskyldning. Lukas kunne dog imidlertid ikke finde på noget modargument til Waldemars kommentar, så han nøjedes med at stikke tungen ud mellem læber. Jovist var det barnligt gjort, men han var jo også kun femten år.

Det gjorde ham glad, da Waldemar frivilligt fulgte efter ham. Helt uden at gøre modstand. Et smil bredte sig på hans læber, idet slap Waldemars arm.
”Jajaja, det ved jeg godt,” lød det fra ham. Gipsen forhindrede ham i at trække Waldemar ned under vandet, så han havde da en god undskyldning for ikke at gøre det.
Han trådte forsigtigt et skridt ud i vandet. Han gøs, lige så så snart vandet rørte hans fod. Brrrrr! Han kunne endda mærke, hvordan hårene i hans nakke rejste sig… men han kunne ikke give, ikke nu, ikke allerede, så han fortsatte, indtil vandet nåede ham til knæene.
”D-d-det er ikke så slemt,” forsikrede han Waldemar, selvom han havde slået armene om sig selv og tænderne klaprede i munden på ham.