Aftensol og saxofonspil

[Andreas]

Aftensolen skinnede over skolen og udendørsarealerne. Andreas sad på bænken i Sydtårnet og kiggede udover den rødgullige sol, der kastede et gyldent lys udover Bergen. Han kiggede udover skyerne, smilede. Han følte, at han kom tættere på naturen og derved tættere på Gud. Ja, man kunne jo ikke se det på ham, men Andreas' tro var det der betød mest for ham, ligesom det var tilfældet ved resten af familien. Sådan var han opdraget og mens han sad her, så udover verden og så på Guds værk, tog han sig gerne tid til en stille bøn: noget han gjorde flere gange om dagen. Men i skjul. Han var bange for at møde fordomme og folk der ikke forstod, så udadtil var Andreas bare ligesom alle andre drenge: gik i tøj i mørke farver, havde en rocket frisure, skæg på hagen og gemte sine bedekranse under trøjen, så folk ikke kunne se de religiøse symboler.
Men lige nu var der også noget andet ved ham. Han sad med sin saxofon i hånden. Andreas var for et par timer siden kommet hjem fra Sverige, hvor han havde været sammen med familien og kirken. Nu var han tilbage på skolen og han havde taget sin saxofon med hjem, som han havde savnet så gevaldigt. Men hvorfor var det lige, at han sad heroppe med den? Jo, lyden var fantastisk. Og god lyd kunne Andreas lide, mens han øvede sig. Desuden generede han nok færre ved at sidde her, end ved at sidde på sit værelse. Havde musiklokalet været åbent var han nok gået derhen, men i ferierne var lokalet låst af for at undgå, at folk skulle rende med de dyre instrumenter. Forståeligt nok.
Andreas satte mundstykket op til læberne og blæste et rent C. Så et G, og straks spillede han Let it Be med the Beatles. En smuk sang med et smukt budskab. Jomfru Maria betød jo meget for katolikkerne, og derfor var Let it Be også en af de første sange Andreas og hans bror lærte, da de blev gode på deres instrumenter.

[Lukas]

Sydtårnet var, på trods af hans korte tid på skolen, allerede blevet et af Lukas’ yndlingssteder at opholde sig på denne tid af dagen. Herfra havde han god udsigt ud over Bergen og kunne nyde solen noget længere end nede på græsplænerne, hvor skyggerne allerede havde slugt solens sidste stråler og græsset efterhånden var blevet lettere dugvådt.
På vej op af den smalle vindeltrappe nåede en dæmpet musik hans ører. Han syntes at kunne genkende sangen og efterhånden som han kom tættere på musikkens kilde, blev han blot bekræftet i sin anelse om, at det var Let It Be, en sang, han selv kunne spille på klaver. Desværre for ham kunne han ikke så godt få stuvet sit klaver ned i sin kuffert og tage det med sig hen på skolen, så det var kun de sjældne gange, han var hjemme, at han fik øvet. Heldigvis havde han fået oplyst af en lærer, at de ville låse op til musiklokalet lige så snart ferien var forbi.
Den rødhårede nåede sydtårnet og fik øje på en dreng, der sad og spærrede tårnets eneste bænk sammen med sin saxofon. Lukas lænede sig op af muren med et lille smil hængende på sine arrede læber, mens han betragtede fyren. Han sagde intet, for han ville så nødig forstyrre.

[Andreas]

Umiddelbart opdagede Andreas overhovedet ikke, at der var nogen der kom op i tårnet. Tonerne fra saxofonen overdøvede både de svage trin på vindeltrappen, men også den knirken der kom, da døren gik op. Derfor fik Andreas roligt spillet sangen færdig. Den var nok ikke videre spændende at lytte til: versene var fuldstændigt ens, når der ikke var en vokal og en tekst, til at pynte melodien, så Andreas kunne ikke gøre andet end at blæse lidt hårdere i hans forgyldte instrument på udvalgte steder i melodien, for at skabe en form for variation. Andre kunne jo ikke vide, at vokalen kørte inde i hans hoved som en lille, personlig koncert. Men sådan havde mange musikere det vidst. På den måde vidste man, hvortil i sangen man var kommet.
Da den sidste tone, som han strakte en smule, endeligt kom til sin slutning, tog Andreas saxofonen fra munden og tog en dyb indånding af den kølige aftensluft. Han så igen udover Guds skaberværk og smilte ved sig selv mens han overvejede, om han skulle tage en sang mere - og i så fald, hvilken? Det var der han ud af øjenkrogen skimtede en rødhåret skikkelse, det stod i døren. Han drejede hovedet og fór sammen i chok.
"Åh min..." udbrød han og tog per refleks en hånd op foran hovedet. Den anden hånd holdt krampagtigt fat i saxofonen, han dog havde i en strop, så den med sikkerhed ikke faldt nogen steder. Han trak vejret hurtigt og kiggede igen mod den anden, smilende.
"Undskyld mit udbrud, du gav mig bare et chok." sagde han på syngende svensk og så i den andens retning.

[Lukas]

Det var ikke kun saxofonspilleren, der fik sig et mindre chok; Lukas måtte også snappe hurtigt efter vejret en enkelt gang, da den anden fór sammen med en så hurtig bevægelse, at han fik sig lidt af en forskrækkelse. Tanken havde slet ikke strejfet ham, at fyren nok ikke havde opdaget ham før nu, så det var da klart, at han blev forskrækket, når der pludselig stod et andet menneske, hvor der før kun havde været en lukket dør.
”Det må du virkelig undskylde!” udbrød han, men så faldt hans øjne på den andens smil, hvilket fik ham til at ånde lettet op inden i. Pyha. I det mindste var fyren ikke blevet sur over, at han havde forstyrret ham.
Lukas rømmede sig, før han forsigtigt fortsatte: ”Jeg burde have sagt noget, men jeg syntes, det ville være synd at afbryde sangen.” Hans færøske accent skinnede tydeligt igennem, da han talte, men det tog han sig ikke af lige nu. Den fremmede snakkede svensk, så han behøvede ikke at frygte, at han ville udpege hver eneste af hans grammatiske fejl.
Han skubbede sig væk fra væggen, han stod lænet op af, og trådte i stedet hen imod fyren med saxofonen. Det var begyndt at prikke ganske let i hans ben, et sikkert tegn på, at det snart ville falde i søvn. ”Gør det noget, hvis jeg sætter mig?” spurgte han og flyttede vægten over på sit andet ben.

[Andreas]

Det var noget komisk over to teenage drenge, der pludseligt fik nervøse trækninger, den ene pga. den anden og den anden pga. den første. Men de smilte begge og man kunne tydeligt mærke, at ingen af dem var ude på at lave ravage, så det var bare et uheldigt - dog morsomt - sammenstød.
"Næh, sæt du dig bare," smilede svenskeren og rykkede sig til siden, for at gøre bedre plads til den rødhårede. Andreas kunne godt ane noget dialekt ved den anden, men han kunne ikke sætte en finger på, hvor fyren var fra. Island, måske? Andreas var selv blevet sprogforvirret med tiden. Dansk mor, svensk far. Moderen der prøvede at snakke svensk nu hvor familien boede i Sverige. Men Andreas og broderen havde jo gået på skole i Danmark, hvor de selv havde gjort deres bedste for at snakke dansk, selvom ingen af dem kunne skjule de svenske accenter. Nu var Andreas i Norge hvor folk snakkede norsk, og her stod en fyr med en helt fjerde dialekt, som lige så vel kunne være nordnorsk som færøsk i Andreas' ører. Men i bund og grund var det nu også lige meget. Så længe de kunne forstå hinanden.
"Hvad bringer dig herop?" Sprugte Andreas nysgerrigt. Han havde siddet i tårnet en del af de aftener, han havde været på skolen, men det var første gang han så andre heroppe.

[tonje]

Tonje gik op ad trapperne til sydtårnet. Er her nogen? spurgte hun halvvejs op ad trappen. Egentlig følte hun sig en smule dum, for hun havde jo hørt stemmerne deroppefra.
Hun satte i løb for at komme hurtigere op ad trapperne, så hun kunne se hvem det var. Nå, det var jer, jeg hørte! sagde hun med et smil, da hun så Andreas og Lukas. Faktisk kunne hun godt høre at det var dem, allerede da hun råbte første gang, men hun spurgte alligevel.
Så.. Hvad laver i? spurgte hun. Egentlig var hun lidt ligeglad, men en eller anden skulle jo starte en samtale, og det kunne da ligeså godt være hende.
Hun kløede sig kort i hårbunden, og satte sig ned på bænken ved siden af de to drenge.

Note § Undskyld tiden. XD
Words § 130
Mood § flov
Tags § Andreas, Lukas

[Lukas]

Lukas tog plads på bænken ved siden af den mørkhårede. Hans blik scannede hurtigt denne nye skikkelse og blev hængende lidt ved hans krøllede hår, som Lukas måtte studse lidt over. Det havde forskellige længder. Hvis det havde været glat, ville han nok have mistænkt fyren for at være punker eller sådan noget.
”Mjah. Mest udsigten og sådan,” svarede han med et let smil. Han overvejede at stille den fremmede det samme spørgsmål, men blev afbrudt, da han hørte trin på trappen. Og ikke bare trin, løbende trin som fra én, der havde meget travlt. Men hvorfor man skulle have travlt med at komme op i et tårn hvis indhold bestod af en enkelt bænk, vidste han ikke.
Døren gik op og en pige kom ind. En høj pige, bemærkede han. Han rykkede lidt på sig, da hun satte sig, før at de ikke skulle sidde alt for klemt sammen, hvilket han bestemt ikke brød sig om. Det dér med nærkontakt havde aldrig været hans kop te.
”Vi nyder udsigten. Snakker.” Han trak på skuldrene og vidste egentligt ikke, hvad han skulle svare. Han sendte Andreas et hjælpeløst blik, for det var jo ikke, fordi de havde haft gang i et eller andet spændende, før pingen var ankommet.

[Andreas]

Andreas følte sig en smule overrumplet over, at der kom endnu en person op i tårnet. Det der med at tage på i Sydtårnet for at være lidt alene, var pludseligt ikke længere muligt. Men han nød nu selskabet alligevel; ellers måtte han jo gå.
"Vi, eh. Laver ikke så meget." sagde han stille i al sin ærlighed. Han spillede saxofon og fik et chok da den anden pludseligt stod i døren. Så satte den anden sig og det var nogenlunde det der var sket, inden Tonje var kommet ind af døren.
"Men velkommen til," tilføjede han til Tonje og nikkede genkendende til det Lukas sagde, for det var det de gjorde. Nød udsigten og snakkede. Han tog saxofonremmen af. Han havde på fornemmelsen, at han nok ikke kom til at spille mere foreløbig, så han rakte ind under bænken og tog sin saxofonkasse ud, og lagde saxofonen deri. Han kunne aldrig drømme om at lægge den på jorden eller gulvet. Hvad hvis den blev ridset? Nej, den passede han på. Den betød meget.

[tonje]

Ehm, forstyrrer jeg, eller noget? Tonje rejste sig hurtigt op og blev rød i hovedet. Hun havde det med, bare at komme brasende på de forkerte tidspunkter. Selvom man ikke kender hinanden, må man vel godt være venlig? tænkte hun, mens hun mærkede, at hendes rødmen langsomt forsvandt.
Efter Lukas' svar, vendte hun sig kort rundt og kiggede ud over de store arealer. Hun lukkede øjnene og vendte rundt, så hun kunne se de to drenge igen. Det var først her, hun lagde mærke til Andreas' saxofon. Ej, spiller du saxofon? hun prøvede at skjule sin begejstring, men hun havde altid elsket lyden af saxofoner. Giver du ikke et nummer? spurgte hun og smilede skævt.
Tonje forsøgte at trække den lettere akavede situation hjem, ved at bryde isen på en eller anden måde. Desværre havde hun aldrig været god til det.

Note § -
Words § 143
Mood § mere flov
Tags § Andreas, Lukas

[Lukas]

”For… styrrer?” Lukas rystede på hovedet. ”Nej, ikke spor.” Der var grænser for, hvor meget man kunne forstyrre to drenge, der alligevel bare sad på en bænk og lavede ingenting.
Han lod en hånd glide igennem sit hår, så der kom uorden i de røde krøller. Der var ikke så meget andet end Tonje og Andreas at kigge på i det lille tårn, så hans blik fulgte lettere fraværende Andreas, da han forsigtigt pakkede sin saxofon af vejen. Lukas interesserede sig ikke synderligt for saxofoner, men han havde tit været i musikforretninger, så det havde næsten været umuligt for ham at undgå at se, hvad sådan et instrument kostede. Andreas gjorde vist klogt i at passe på det.
Han blev hevet ud af sine tanker, da Tonje igen sagde noget. Han kunne ligefrem mærke på hende, hvordan hun nærmest desperat forsøgte at få brudt isen, og han fik faktisk lidt ondt af hende. Derfor drejede han ansigtet mod Andreas og forsøgte at opmuntre ham til at give et ekstranummer ved halvhjertet at sige: ”Ja, gør du ikke?”

[Andreas]

Han havde netop lagt saxofonen ned i kassen og var lige ved at lukke låget, da pigen spurgte om han ikke gav et nummer. En smule overrumplet og genert kiggede den mørkhårede på sin saxofon uden helt at vide, hvad han skulle sige. Da den anden så istemte til et lille nummer, nikkede Andreas og sagde "Jo, jo det gør jeg," for igen at pakke sit instrument ud af kassen. Kassen blev igen lagt ned på gulvet og han slyngede remmen om nakken og satte fingrene på ventilerne.
Af erfaring vidste han, at han ikke var så god til det med, at spille numre efter ønske. Fordi han måske ikke kendte så mange sange, som folk håbede på. Og fordi der var nogle sange og nogle kunstnere hans baggrund forbød ham at lytte til. Så ville han hellere selv finde på noget, som han kunne spille for de andre. For at være lidt sjov og forhåbentligt give de andre en oplevelse, spillede han temaet til Super Mario. Den gik fint til saxofonens klang, der pga. messinget ikke var så blød og rund som f.eks. fløjter var.
Fingrene flyttede sig hurtigt, dog roligt langs saxofonens ventiler mens den kontrolerede vejrtrækning gjorde det muligt for ham at blæse på de rigtige tidspunkter og trække vejret mellem tonerne. De lange fingre var velegnede til saxofonen, selvom de egentlig blev kaldt "klaverfingre", dog spillede han ikke klaver. Han kunne kun en ganske lille smule. Hans bror var meget bedre på klaver end Andreas var, til gengæld var Andreas bedre på guitar, og sådan kunne tvillingerne udnytte hinandens talenter, ligesom de havde gjort hele deres liv. Ikke at deres talenter var så forskellige; som enæggede tvillinger var de generelt meget ens, selvom de de sidste par år var begyndt at blive mere individualistiske end de havde været som børn.
Han sluttede sangen med en kort, høj tone og tog igen saxofonen fra munden og trækkede vejret dybt. Solen var så smuk på denne tid af dagen.

[tonje]

Nå, det var da altid noget... sagde hun mut, og lænede sig op ad hegnet. Da Tonje hørte svaret på hendes spørgsmål, blev hun alligevel en smule glad, da Andreas fiskede sin saxofon frem igen. Hun smilede skævt, mens hun fulgte de lange finge, som nærmest dansede rundt på ventilerne. Hun begyndte at grine, da det var temaet til Super Mario, han valgte at spille. Way! sagde hun henkastet, da han stoppede med at spille. Du har ret lange fingre, du ville være god på et klaver! sagde hun, og smilede diskret.
Nej, hvor hun hadede sin måde at håndtere akavede situationer på. Hun følte lidt, at de gerne ville have hende til at gå sin vej. Nå, jeg smutter. Later dudes. sagde hun kort, før hun igen var på vej ned ad trapperne.

//out

Note § -
Words § 135
Mood § Trist
Tags § Andreas, Lukas

[Lukas]

Han fugtede sine læber med tungen og gav sig til at studere udsigten over Bergen, mens han lyttede til musikken. Et lille smil gled over hans læber, da han efter nogle få toner allerede genkendte melodien. At det lige var det stykke, Andreas havde valgt at spille, morede ham faktisk lidt.
Musikken stoppede, og Tonje gik. Han vinkede efter hende, før han også selv rejste sig fra bænken.
”Nå… Jeg må vist også hellere smutte nu. Vi ses vel.”
Han sendte den anden et kort smil, før han begav sig ned af trappen. Han var kommet op i tårnet for at være lidt alene, men det lod det ikke til, at han kunne få lov til. Det gjorde ham nu heller ikke så meget, for det var trods alt bedre, at han lærte nogen af de andre elever at kende før skoleårets start end at han sad alene.


// Out - jeg kommer ikke på igen før om et par dage, så det ville ikke give mening at fryse xD

[Andreas]

Han kiggede efter de andre, da de gik. Han sagde pænt farvel, vinkede med fingrene på hans ene hånd, havde saxofonen i den anden og så hvordan døren til Sydtårnet igen lukkede i. Nu var han alene. Hvilket egentlig var rart, da det jo var derfor han var kommet herop.
Han fik endnu engang fisket saxofonkassen op fra gulvet og puttet sit instrument deri, men, modsat før, fik han denne gang også lukket kassen og sat den fra sig på gulvet, så saxofonen lå beskyttet ved siden af bænken.
Lyset var blevet endnu mere gyldent, som solen stod lavere på himlen og Andreas tog en dyb indånding af aftenluften og kom med et dybt suk. Et suk af lykke og oplysning. Af at sidde her, så tæt på alt det Gud havde skabt og mærke ham i luften, i hver eneste indånding. Han greb sin ene halskæde - han gik jo altid med tre, der dog var skjult under hans trøje - og hev den af over hovedet. Det var en rosenkrans. En bedekrans, som de også blev kaldt. Med 53 små perler og 6 store, hvilket var 53 Ave Maria'er og 6 specielle bønne. Det plejede at tage omkring en halv time, men Andreas havde ikke travlt. Han lagde sine albuer ved sine knæ, lænede sig fremad. Havde rosenkransen i mellem begge hænder og lukkede øjnene. Han begyndte sin bøn i stilhed, kun med let mimrende læber, mens hans fingre kørte henover perlerne og solen langsomt gik ned.

[Sørine Knutson]

Smuk aften, stille aften; næsten grænsende til tavs aften, og Sørine var ved at gå bagover af kedsomhed. For et kort stykke tid siden havde hun befundet sig på pigernes gang, i færd med at rede hår og diskutere sommerfrisurer, men situationen forekom hende pludselig uden hold i virkeligheden - de havde snakket om kønneste pige med kort hår, og skønt Sørine fandt Emma Watson og Carey Mulligan så ganske pæne, var ingen korthåret pige troværdig i hendes øjne. Man var enten godt lesbisk eller godt kræftsyg med dét udseende; hvem smed pelsen for at løbe som lille, nøgen chihuahua? Nok om det. Havde emnet været til debat, havde Sørine næppe kunne argumentere med andet end, at det så "forkert ud."
Og altså var hun på vej mod bedre tider, håbede hun. Skolegangene var voldsomt stille, og hun øgede ikke larmen i sine tøfler. Da hun havde passeret biblioteket, opdagede hun den sænkende sol og tog vindeltrappen op til Sydtårnet. Hvorfor ikke? Man kunne gå til af ensomhed med stil.
Da Sørine nåede toppen af trappen, var hun småforpustet, men hun standsede sin vejrtrækning med ét. Enten var hendes tanker virkelig blevet langhårede, eller hun så Andreas foran sig, ved vinduet med ryggen til trappen. Han sad foroverbøjet... men med hovedet mod hænderne? Var han ... faldet i søvn? Hendes hoved gled på skrå som hun prøvede at knække nøden. Hun overvejede, om han kunne være faldet sammen af en art, da et støvkorn alligevel trængte i hendes lunger, og hun hostede kort og pludseligt.