Aftensol og saxofonspil

[Andreas]

Endnu engang blev Andreas grebet af chok; denne gang dog voldsommere end før, da Sørines pludselige hos rev ham ud af hans nærmest trance-agtige tilstand, og tvang ham tilbage til virkeligheden, hvor han trak vejret hurtigt og ujævnt, mens han fortvivlet så mod døren, hvor Sørine sod i åbningen. Han tog sig igen til hovedet, denne gang med begge hænder, og gned øjnene med håndfladerne, mens han prøvede at få styr over sit åndedræt igen - så meget, for at være tæt på Gud.
"Hey," sagde han så, mens han fik fjernet hænderne fra øjnene igen. Rosenkransen, som han havde haft i sin ene hånd, blev diskret langt i den ene bukselomme, påpasseligt med at krucifikset ikke hang udenfor.
"Jeg... Jeg var lige i mine egne tanker lidt... Du... Du gav mig bare et chok. Ik-ikke andet." Fremstammede han mellem vejrtrækningen, både stadig påvirket af chokket, men lige så meget påvirket af angsten for at blive opdaget. I at bede, og alt det der. Hele hans liv havde Andreas gået på religiøse skoler, men han vidste udemærket godt, hvordan ikke-religiøse mennesker havde det med folk, der dyrkede deres tro og Andreas havde ingen intentioner om at blive kendt som mærkelig, fanatisk, fundamentalistisk eller konservativ, selvom han muligvis var nogen af de ting. Han ville bare så gerne, at folk skulle lære ham at kende, før de stemplede ham som religiøs tosse.

[Sørine Knutson]

Sørine, der forgæves havde forsøgt at tage hostet i sig, rystede ivrigt på hovedet og holdt sig for munden, mens hun hostede færdig. "Gud! Undskyld," hostede hun og prøvede at se ud som om, hun ikke havde stået der ret længe, da hun traskede hen over flisegulvet.
Hun smilede hurtigt og overfladisk, akavet, med svagt rødmende kinder, som kunne skyldes solnedgangens orangerøde. Da hun var sikker på, at Andreas havde genkendt hende, havde hun kun en god fornemmelse tilbage.
Hendes blik søgte nysgerrigt hen over gulvet og vinduet, som han et øjeblik tidligere havde siddet foran. Hvad mon han havde tænkt på?
"Smuk aften, huh?" sagde hun og håbede at hentyde til, at man ikke burde sidde med nakken bukket og kigge ind i stenmuren.

[Andreas]

"... Sørine. Hej. Ja. Ja, smuk aften." Sagde han roligt og rettede sig op. Han lagde igen hånden på sin lomme for at sikre sig, at han havde fået stoppet halskæden forsvarligt deri, hvilket han havde. Ligesom han efterhånden igen havde fået kontrollen over sit åndedræt.
Han skubbede noget af det krøllede hår væk fra panden og klappede derefter på bænken ved siden af sig.
"Bare sæt dig", han var fortsat rolig i sin stemme. Han prøvede at få styr på det hele i sit hoved, ved at virke lidt cool ud ad til. Det ville snart gå over, han skulle bare lige komme sig over chokket.
"Og du behøver ikke undskylde. Det var jo ikke med vilje." Smilede han og så udover Bergen. Han havde siddet der et stykke tid inden Sørine kom, så solen var gået endnu mere ned end før, skæret var gået fra gylden til orange og når den nåede rød vidste man, at dagen sang på sidste vers og at aftenen og natten stod parat til aftenhygge og sengetid.

[Sørine Knutson]

Utroligt at selv så ganske få ord kunne forvrides så aldeles i en indvandrers mund. Hun smilede en anelse kejtet (på hans vegne) og fortsatte sin langsomme gang hen til vinduet, uden at adlyde hans sidste ord.
For et øjeblik kiggede hun ud af vinduet. Der var ikke meget at se igen; farverne blændede stadig og hun måtte knibe øjnene sammen for at ane et endeligt omrids af solen. Man kunne høre fuglesangen gennem vinduet.
Sørine vendte sig stadig med et smil i mundvigen. Hun betragtede Andreas vurderende, men besluttede sig så for, at hendes hjerte var faldet tilstrækkeligt til ro. Hun trak vejret lydløst og dybt. Så rettede hun sig op og satte sig hen på bænken ved siden af ham.
"Hva' så?" spurgte hun og flyttede en hårtot om bag øret. Hendes hår hang løst i aften, hun havde stadig make-up på: mørke, fremhævede vipper og balsam på læberne, en svag dugt af citrus på kravebenet. Det var hun alt sammen opmærksom på, da hun lagde hovedet på skrå og hvilede blikket på ham. Han, derimod, så ... foruroliget ud.

[Andreas]

Det tog ham nu ikke længe at falde ned, syntes han selv, på trods af at hans hjerte stadig virkede til at slå lidt hurtigere og hårdere i brystet, end det havde gjort før Sørine afbrød ham. Men det var fint nok. Han kunne godt lide selskab og nu vidste han da også, at næste gang han ville bede, så måtte han enten a) gemme sig endnu bedre (som dybt ude i skoven, eller sådan noget), b) gøre det på sit værelse og håbe på at hans roommate ikke kom imens, eller c) låse sig inde på toilettet.
Han så efter Sørine da hun satte sig ned og svarede "Ikke så meget," med et skævt smil. Muligvis ikke det mest kreative svar svenskeren havde givet, men ikke destro mindre var det sandt. Der skete virkeligt ikke så meget.
"Det er en smuk aften, ikke?" sagde han så, for at flytte fokus fra den akavede situation. Han pegede ud mod vinduet. "Det er det jeg bedst kan lide ved at sidde her, solnedgangen. Når solen er gylden får Bergen det smukkeste skær og du har virkeligt ikke så god en udsigt andre steder på skolen."
Han lænede sig tilbage i bænken, lod rykken forme sig langs ryglænet og så fortsat ud af vinduet med et tænkende blik. Snart ville solen gå ned og udsigten ville ikke længere være så smuk. Det var virkeligt en kort, men dog stor fornøjelse at se solnedgangen fra Sydtårnet.

[Sørine Knutson]

Sørine, der havde regnet med et bleh-svar fra fyrens side og at hive noget mere fornuftigt ud af ham og derefter overrumple ham med hendes intelligente observationer, blev slået i sit forsøg og plirrede ved hans romanticering.
"Jah..." gryntede hun og flyttede kun langsomt og modvilligt blikket fra hans ansigt, der så ud til at flamme i solen. Den egentlig udsigt kedede hende og hun fandt ikke noget charmerende i et landskab, hun havde set på hver dag i 365 dage. At han lod sig opsluge af noget som vejret tilskrev hun, at han stadig var ny.
"Så hvor har du været på det seneste?" tilføjede hun hurtigt, da hun havde samlet sig igen. "Siden opvasken har du været under jorden! Jeg mener, du har i hvert fald - hvor har du været?"
Hun bed sig selv af. Ingen grund til at lyde desperat, now... SÅ meget havde hun heller ikke holdt øje med ham, nå.

[Andreas]

Han forstod godt hentydningen i, at hun ikke fandt udsigten særligt fascinerende. Nånå, det måtte hun selv om. Han så i hendes retning igen som hun talte til ham og trak kort på skuldrene.
"Hjemme, så men bare." Han rettede sig op igen.
"Har været hjemme, sagt hej til familien og sådan. Og hentet nogle flere af mine ting." Han nikkede med hovedet i nærheden af saxofonkassen, som stod ved siden af ham på jorden. Det var jo en af de ting han havde hentet, sin saxofon. Ikke at man kunne se det var en saxofon, der stod ved Andreas' side. Man kunne muligvis godt gætte, at det var et instrument, men at den firkantede, hårde, forede kasse indeholdte en guldbelagt træblæser, det var der vidst ingen der kunne se. Men man kunne jo nok godt gætte, at det ikke var en kontrabas han spillede på.
"... Har du da savnet mig?" drillede han så og puffede hende i siden med sin albue.

[Sørine Knutson]

Hun skiftede mellem at se i hans ene og andet øje. Det enede virkede mørkere end det andet, måske på grund af alt håret, der faldt til den samme side. Jeez, af alle fyre, hvorfor så ham med det alternative hår? spurgte hun sig selv. Pænt alternativt, men... Det her var sådan en fyr Wendy skulle falde for. Så kunne de dyrke mærkelige hårfarver og hullabalooh og dårlig rockmusik sammen, og hun kunne spise Ed Westwick til aftensmad. Men når han smilede... Det overraskede hende at solen ikke var gået ned og verden genopstået ny og forbedret allerede.
Hun flyttede distræt blikket og mumlede et "ah," selvom hun ikke havde nogen anelse om, hvad der var i kassen. (Mærkelig formet golfsæt?) Ved hans berøring for hun sammen: "Hvad?! Nej da!" Hun grinede, "det var en lettelse at vaske op med én, der havde en smule kropskoordination!"
Var hun gennemskuelig? Ah, det kunne han selv være! Hun kneb øjnene sammen og faldt med ét mere til ro, drilsomt stirrende tilbage: "Hvad, du har måske savnet mig?"

[Andreas]

Han grinede bare og rystede kort på hovedet. Nej, han havde ikke savnet hende. Han kendte hende ikke. Hun var bare en lille, flink pige som han havde vasket på med for over en uge siden.
"Men... hvad mener du med mangel på kropskoordination?" Ville han vide. Han så mod hende. Men kunne nemt se, at han ikke var sur over det hun havde sagt - hvorfor skulle han være det? Han undrede sig bare. Han havde ikke selv fanget det med, at hun mente han var dårlig til at vaske op, eller rettere, tørre af. Hjemme ved ham havde de ingen opvaskemaskine, han var vant til at vaske service og gryder op i hånden. Ganske vidst var det somregel ham der stod med opvaskebørsten når han og David, hans bror, vaskede op, da David hellere ville tørre af. Men ligefrem dårlig? Nej, det mente han nu ikke han var. Og det var også derfor han ikke forstod hvorfor Sørine mente, at han havde en dårlig kropskoordination. Han havde da spillet saxofon i 11 år. Helt mangel på kropskoordination kunne han da ikke have.

[Sørine Knutson]

"Hvad jeg mener?" gentog Sørine og smilede lusket, selvtilfreds. "Weell... du har vel andre skills end opvaskeslagsen..?"
Hun kløede sig distræt i nakken og vendte blikket udad. Ohum... Hvad mere kunne man sige til sådan en fyr. Åh gud, hvis Benedikte vidste at de sad her lige nu. Åh gud! Åh, hun var næsten ved at rejse sig og løbe ned for at fortælle det. -Men hun kendte situationens lyksalighed tilstrækkelig til at dy sig, og der var grænser selv for hendes impulsivhed. Hun var næsten sikker på at føle hans blik på sig, og hun måtte anstrenge sig for ikke at rødme yderligere, selvom hendes ansigt i forvejen var orangegyldent i lyset. I stedet bed hun sig i læben. Andreas, svensker, sjovt hår, dårlig opvasker. Hvor meget behøvede man vide om et menneske? Da hun drejede hovedet tilbage var det med et sideblik til kassen.
"Hvad har du så hentet?" spurgte hun med den rene uskyld i stemmen. Ikke fordi de havde nogen særlig dyb konversation, pro tempore. Men man skulle vel starte et sted. Og Sørine havde svært ved ikke at tage hul på noget.

[Andreas]

"Tjoeh," sagde han, lettere undrende. Dårlig kropskoordination = andre skills end at vaske op? Han var ikke helt sikker på, at han forstod hvad hun mente, men nu hvor hun - igen - skiftede emne, var han heller ikke helt sikker på, at han ønskede at vide det. Piger. På trods af den katolske opdragelse var hans forældre altså ikke uden humor, og hans mor havde altid fortalt ham, at han nok aldrig ville forstå piger, thi hun gjorde heller ikke.
"Jeg har hentet tøj, sko, sengetøj, bøger, en reol, min guitar. Min saxofon." han kiggede ud i luften mens han remsede op. Man kunne nærmest se, hvordan han så tingene for sig mens han nævnede dem. Tilslut nikkede han igen mod kassen. Det var så nærliggende. Når man nævnede instrumentet, der stod ved siden af en, så nikkede man mod det samtidig. Ligesom hvis man snakkede om udsigten, så pegede man mod vinduet, nikkede mod vinduet eller i det mindste SÅ mod vinduet. Det var en ganske naturlig reaktion.

[Sørine Knutson]

Sørine lyttede med storslået fascination, da han nåede til vejs ende af opremsningen:
"Spiller du guitar!" udbrød hun begejstret, mest fordi det faldt perfekt ind i hans rolle som strålende vidunderbarn (hun havde glemt det med opvasken igen), og fordi det ville betyde sukkersøde serenader, og hun fulgte hans blik mod kassen. "... og saxofon?"
Med tiltet hoved kiggede hun på boksen.
"Hvordan lyder sådan én? Det er ikke en fløjte, vel?"
Sørine havde mange undskyldninger for ikke at kende symfoniorkestrets verden - tja, hun havde ikke engang tilstrækkelig information til at vide, at saxofonen ikke var en del af et orkester. Selvom hun var opdraget i den pæne overklasse, havde hendes forældre ikke haft tid nok til at give hende den samme kulturelle kapital som hendes daværende omgangskreds. Teater? Musicals? Hun havde da set de fleste Disneyfilm - de talte vel som musicals.

[Andreas]

Han nikkede roligt med hovedet, da hun spurgte om det med guitaren og han nikkede endnu mere, da hun spurgte om det med saxofonen.
"Jaerh, jeg har spillet i næsten 11 år nu. Ca." forklarede han. Men Andreas' rolige eksistens og stille bevægelser blev opløs, da Andreas brød ud i latter over kommentaren 'Det er ikke en fløjte, vel?' Andreas var rimeligt velbevandret indenfor musikkens verden og han forstod, at andre ikke altid havde samme viden og interesse som ham, men de fleste han havde mødt, som ikke var bekendt med saxofonen, plejede at sammenligne den med trompeten - ikke fløjten.
"Nej, nej! Det er ikke en fløjte," grinede han og rakte ud efter kassen. Han lagde kassen i skødet, åbnede låget og det guldbelagte instrument var blankt og skinnede orange i solens sidste stråler. Han tog den ud ad kassen, satte kassen tilbage på jorden og rakte instrumentet mod Sørine.
"Se her. Pas på, den er lidt tung. Men du kan vel nok se, at dette ikke ligefrem er en fløjte..."

[Sørine Knutson]

"Mmhm," medgav Sørine, for hun var tilfreds med det, hun hørte. Det gjorde skam ikke noget, at drenge spillede guitar eller måske klaver, hvis de gjorde de ordentligt. De skulle holde sig væk fra violiner og den slags ellers, det virkede så umandigt.
Hun krøb ved hans latter, hendes blik blev desorienteret. "Hvad?" spurgte hun og fulgte bekymret hans bevægelser, pinligt klar over at have begået en fejl, så aftenrøden på kinderne ikke kunne undgås. Med behersket frygt så hun, at han hev et glitterinstrument op af kassen, formet som et misdannet J med knapper og i en farve à la guldbelagt. Hun tog imod den med skepsis.
"Men man puster da i den, ikke?" tilføjede hun, altid opsat på at have bare en smule ret. Hun var overrasket over dens vægt og gav den tilbage med en begyndende nervøsitet - hun var ikke helt sikker over dens rigtige retning og ville ikke give flere muligheder for at blive grinet ad.

[Andreas]

"Jo, det gør man. Lige dér." Han pegede på mundsstykket og tog igen imod instrumentet, som han af vane holdt om, som man ville gøre hvis man skulle spille.
"Det er faktisk det sjove ved saxofonen." Han rettede sig op. "Mundstykket, som man puster i, er enten lavet af ebonit - en slags vulkaniseret gummi - eller af metal, men inden i sidder der et lille stykke bambus som bliver sat i svingning, når man puster. Det er det der skaber lyden. Og fordi bambus er en træart, og det er den der laver lyden, så er saxofonen faktisk en træblæser. Ikke en messingblæser som trompeten."
Svenskeren synes selv det var et sjovt faktum, men sådan var det vel, når det nu var det instrument han selv spillede. Han kiggede på saxofonen. Den var smuk, syntes han. Det føltes naturligt at have den mellem hænderne og han morede sig lidt over hvor skræmt Sørine var over den.
Han så mod hende igen, smilede skævt, som ville han sige 'så, nu ved du også det.' Hun fik nok aldrig brug for den information men var hun heldig, så kunne hun bruge oplysningen i en omgang Trivial Pursuit eller BezzerWizzer, en dag.