Aftensol og saxofonspil

[Sørine Knutson]

(Åh, jeg føler sådan med Andreas lige nu. At kunne snakke om det tekniske ved instrumenter... Gee... det tekniske alene... min næste char er nødt til at være musiknørd, suk.)

Sørine fulgte opmærksomt med i hans lange enetale, og siden han havde indledt med 'noget sjovt', lyttede hun stadig efter en punchline, da han tav. Vulkaniseret gummi - svingende bambus - det ville næsten have været for meget for hende, hvis hun ikke havde været et af fysikholdets skarpeste hoveder og faktisk havde bare en svag idé af, hvad han fablede om.
"Right."
Hun skævede fra ikke-messingeklumpen og til Andreas, der i det mindste så en smule velkendt ud. Hans ansigt nu var mørkere og havde taget en mere lillablåt farve. Det virkede også mere skægget, som om hun nu tydeligere så hans stubbe. Hun gengældte hurtigt smilet og så væk igen. "Ehm, ja. Godt at vide."

[Andreas]

(Man bliver hjerneskadet af at have musik A og en generel interesse. Don't get me startet on analyse af sound! Så går det først galt XD)

Han kunne godt mærke, at Sørine ikke fandt det den mindste smule interesse, det han snakkede om, og det fik igen Andreas til at tie.
Nårh ja. Så ved man dét om hende, tænkte han ved sig selv og så fortsat på saxofonen. Nu vidste han da, at Sørine ikke interesserede sig for musikinstrumenter. Han havde bare troet hun havde haft en interesse, nu hvor hun virkede så begejstret da han sagde, at han spillede guitar og saxofon. Eller også var Sørine bare en af de der typer, der kun interesserede sig for det hun selv kunne forholde sig til? Men Andreas syntes alligevel ikke, at hun virkede så snobbet.
Han trak vejret dybt og fiskede kassen frem igen, lagde saxofonen tilbage på plads i den polstrede kasse og satte den ned under bænken, hvor han vidste den stod beskyttet.
Solen var væk og Bergen var mørk, men et lys tændte sig i Sydtårnet - det var nok automatisk indstillet? - så der ikke virkede så fortabt.
Han så mod Sørine, gjorde et sidste forsøg på at få en samtale igang. Lykkedes det ikke, så ville han nok se sig slået og gå tilbage til sit værelse. Han havde jo også en bøn, som han skulle have bedt færdig.
"Men, så fortæl mig. Hvad synes du er spændende?"

[Sørine Knutson]

(Musik A! Misundelig.)

Sørine mærkede den akavede stilhed lige så tydeligt som Andreas, det antog hun i hvert fald, og det vendte sig lidt i hende. Noget at sige, noget at sige... Men det var som om, de guddommelige solstråler udryddede de få brugbare idéer i hendes hjerne, og hun gloede intetseende ud ad vinduet.
Da han sagde noget, tog hun det først for at være endnu en kommentar til udsigten. Ordene blev hængende et par sekunder, før hun opfattede, at det havde været et spørgsmål. Det summede let for hendes ører.
"Mig? Humm..."
Hun gjorde et træk på skuldrene. "Donnu. Fester og den slags... møde nye mennesker..." Undskyldende smilede hun, klar over at hendes svar ikke var ret engageret. I et forsøg på at forsvare sig, tilføjede hun: "Skal man også kunne lide alt muligt? Er det ikke nok at have det sjovt med sine venner?" Det var ikke en anklage, hun rystede bare let på hovedet og smilede stadigvæk.

[Andreas]

(Don't be. Lortefag.)

Andreas så hende hænge i luften lidt, inden hun registrerede, at han havde spurgt hende om noget. Men da hun så endeligt svarede, var det heller ikke det mest spændende svar hun gav. Ikke nok med det, men det virkede heller ikke som om, at hun egentlig gad svare.
... Var hun også kommet herop, for at være alene?
"Man skal ikke. Men det er vel bare noget man gør? Sådan, helt automatisk. Selvom man "bare" gerne vil have det sjovt med sine venner, så synes nogen det er sjovt at spille fodbold og andre vil synge karaoke. For nogen kan lide fodbold - og andre karaoke." Sagde svenskeren tænkende mens han overvejede om han skulle smutte, så Sørine kunne få lov til at være alene. Hun virkede jo alligevel ikke til, at hun gad snakke med ham alligevel og så kunne han jo lige så godt smutte. Nu ville dog alligevel være et akavet tidspunkt at smutte på, så han ville blive siddende lidt endnu. Om han gik nu eller om to minutter, det gjorde vel alligevel ingen forskel. Stemningen var akavet uanset hvad og Andreas troede ikke rigtigt på, at det kunne reddes.

[Sørine Knutson]

(Kidding? Hvorfor er de bedste fag så kedelige? Latin har bare at være underholdende.)

"Tjah," sagde Sørine og havde ikke noget modargument. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle sit crush, hvad hun og hendes veninder brugte tiden på at snakke om. Desuden, skulle pigeting ikke være omgivet af en slags mystik anyway? Skulle hun virkelig redegøre for deres romcom-aftener, opskriften på deres ansigtsmasker? Hvad svarede andre piger?!
"Hvad vil du have mig til at sige - at jeg går ind for verdensfred og lavere løn til ministrene?" lo hun; jokede sig ud af situationen. Solen var nu sunket til under vinduets kant, og hun brugte lidt tid på at flytte rundt på hårlokkerne og overveje, om hun bare skulle smutte ned ad trappen igen. Hun var ikke helt klar over, hvorfor han sad her i første omgang, eller hvorfor hun var søgt herop.

[Andreas]

(Jamen, det er spændende nok. Det er super spændende! Men det er bare SÅ. F*cking. Svært. (P.s.: Der er en grund til, at latin er et dødt sprog.))

Han grinede. Verdensfred og lavere løn til ministrene? Jo, det var vel en start.
"Og så går du vel også ind for opvaskemaskiner, eller i det mindste bedre koordinerede opvaskere?" jokede han. Han havde stadig ikke forstået det med dårlig kropskoordination, men han valgte at ignorere det og spille med på joken. På et og andet tidspunkt skulle der nok gå et lys op for ham - kunne han da håbe på. Hvis ikke, så var det sikkert også godt nok.
Han skubbede håret væk fra ansigtet, så det lå på toppen og ned langs baghovedet. Så længe det nu kunne. Krøllerne gjorde det svært for håret, at blive liggende oven på hovedet og der gik ikke mange sekunder efter han havde fjernet hånden til håret igen hang ned, som det plejede at gøre. Næste gang han kom hjem, så skulle han klippes, tænkte han. Bare lige et par centimeter af hele vejen rundt. Og måske endda få tyndet lidt ud i de mørke, bløde krøller. Kombinationen af tykt hår og tung, fugtig sommerluft var ikke Andreas' yndlings og han ville næsten sådan ønske, at han bare kunne sætte det op med et hårbånd, ligesom pigerne kunne. Dét misundede han dem for.

[Sørine Knutson]

(Tja, latin lever i undervisningen! Svære fag er rare. Sorry, jeg slægter nørderne på. <124)

"Opfindelsen var udmærket! Nu skal ungdommen bare uddannes i dens rette brug!" medgav hun, selvom hun egentlig var på dybt vand: Sørine var og ville næppe blive den perfekte husmor, hun var dårlig til at lave mad, hun havde ingen orden på sit værelse, og hun hadede at rydde op. Hvis hun ikke tidligt havde været nødt til at tage ansvar for den slags ting - eller var kommet på en kostskole, hvor det var indlagt i det daglige program - ville hun ikke overleve uden en god stab tjenestefolk eller gratis pizzalevering.
"Nå!" udbrød hun og strakte armene frem for sig. "Skyggerne bliver lange," hun drejede hovedet og smilede skævt til ham. "Jeg vil smutte igen... fint at se le coucher du soleil med dem, mister."
Hun rejste sig, løb hånden gennem håret og skævede til døren. Ah ja, bedre at smutte, før hun smeltede sammen mentalt. På en måde stak hun af, men det var bedre pt. end at lide nederlag. "Bliver du rent faktisk på skolen fra nu af?" tilføjede hun mistroisk i døråbningen.

[Andreas]

(... Jeg fik 10 i AP og skal aldrig tænke på latin igen. Jeg er godt tilfreds :D)

Endnu engang måtte han smågrine af det hun sagde. Det kunne godt være stemningen var akavet og det kunne godt være at Sørine ikke var den mest underholdende samtalepartner han nogensinde havde haft, men humor, det havde hun da.
"De kunne lade det erstatte data. Vi ved alligevel mere om hvordan computere virker, end lærerne gør." medgav han smilende. Ikke at han skulle råbe alt for højt: han havde selv en bærbare og kunne bruge den til husbehov, men han var langt fra at teknologisk geni. Han havde jo andre værdier og ville hellere læse Biblen end at være på Facebook.
"Og i lige måde." smilede han, selvom han ikke vidste hvad 'le coucher' betød, men det ville han ikke spørge om. Det var akavet nok i forvejen.
Han rejste sig som hun gjorde - var her ikke også ved at blive lidt køligt? - og rettede på t-shirten. Sikrede sig for ti tusinde gang, at rosenkransen lå sikker i lommen.
Han rystede på hovedet.
"... Nej. Jeg smutter hjem igen på lørdag. (Da dette emne jo foregår en tirsdag, red.) Har en aftale med min bror og sådan. Generelt kommer jeg nok ikke til at være her så meget i sommerferien."
Han lagde vægten over på den anden fod.

[Sørine Knutson]

(AP var smex. Mere, må ha' mere.)

"Ha! Det er lærernes undskyldning for at lære noget."
Hun smilede og lænede sig op ad karmen, men da han svarede på spørgsmålet, kneb hun øjnene lidt sammen - utilfreds. Sørine havde snakket med så mange nye, der blev sommeren over, at hun havde taget det for givet, at Andreas også gjorde. Men der kunne man bare se... Man skulle ellers tro, det var noget rod at tage til Sverige hele tiden. Den lyshårede overvejede at gøre indvendinger, men nøjedes med at trække lidt i mundvigene.
"OK så, så må du ha' en god sommer," sagde hun. Hun betragtede hans ansigt endnu et øjeblik, pludselig i tvivl om, hvorvidt hun skulle gå nu og ikke se ham igen i ... måske en måned. Var hun ved at dumme sig?
"Hej så længe." Med et kort smil og knæk i nakken vendte hun ryggen til ham, til solnedgangen, og trådte hurtigt ned ad trinnene og ned fra Sydtårnet.

[Andreas]

"I lige måde", smilede han høfligt og velmenende, og så hende gå ud af døren og forsvinde fra Sydtårnet.
Da hun var ude af syne vendte han sig mod vinduet igen. Mørke. Det var et tegn på aftenens kommen. Han burde gå ind. Burde gå ned på sit værelse og få ordnet et par ting eller to. Bede færdig, f.eks. Han kunne også gøre det nu? Nu hvor Sørine var forsvundet? Han manglede jo ikke så meget. Men nej, han måtte hellere gå ned på værelset og gøre det. Han havde jo ikke haft så meget held med at være alene heroppe. Tre personer indenfor så kort tid? Imponerende at folk rent faktisk kom herop. Men folk måtte vel vide, at udsigten var så smuk heroppe fra.
Han greb ind under bænken og tog saxofonkassen ud, stod med den i armen lidt og stirrede ud af vinduet. Måske skulle man stå tideligt op og se solopgangen også? Det måtte han lige se til.
Han tog sin rosenkrans op ad lommen igen, knyttede hånden om den og så på Jesus, der hang på korset. Han kyssede den og tog den om halsen igen, inden han selv satte kursen mod døren og forsvandt ned ad trapperne og tilbage til sit værelse.