Lidt frisk luft er altid godt...

[Waldemar Schmidt]

Han betragtede Lukas nøje, da de kom ind i stalden. Han så ikke ligefrem ud til at være godt tilpas, men Waldemar tænkte at han nok bare lige skulle vænne sig til alt det nye. Men han kunne stadig ikke forstå hvordan Lukas kunne være bange for heste. Var det størrelsen? For der fandtes jo små heste, kaldet ponyer, og det var sådan en Waldemar ville sætte Lukas op på.
Men da han sådan pludselig drejer rundt på hælen, og forsøger slippe væk, trak Waldemar blot blidt tilbage i drengen. "Du skal ingen steder," sagde han med en kærlig, men dog stadig drilsk, klang i stemmen. Forsigtigt tog han fat om Lukas' hage og lod sine læber kærtegne den andens i et hurtigt og strejfende kys.
"Kom og se den hest du skal ride på," men selvom at det lød som en indbydelse, tvang han Lukas med. Han trak ham ned i den anden ene af stalden, og hen til en boks, hvor der stod en lille, lysebrun pony med en vilter, hvid man. Hestens mørke øjne kiggede nysgerrigt på de to nyankomne, og kom med en prustende lyd.
"Det her er Fylkir," introducerede han, og smilede beroligende til drengen. Ponyen stak nysgerrigt hovedet frem imod dem, og Waldemar aede den kærligt på halsen.

Billede af Islandsk Hest: www.solbergsgard.se/img/Birk%20snygging%20NORMAL.jpg

[Lukas]

Lukas blev helt blød i knæene, da Waldemar kyssede ham, og det var også grunden til, at han ikke forsøgte at slippe væk endnu engang. Han fulgte villigt med, men holdt sig alligevel en smule tilbage, da Waldemar bekendtgjorde, at dette var hesten, han skulle ride på.
Med hjertet siddende helt oppe i halsen, gik han hen for at se på hesten. Han håbede bare, at Waldemar ikke havde valgt én, der var alt for voldsom. Han fik sig dog noget af en overraskelse, da en mindre hest med en vilter frisure stak hovedet ud af boksen og sendte dem et nysgerrigt blik.
”Den der…?” Det var tydeligt at høre på ham, at han var overrasket. ”Men… den er jo lille.”
Han kiggede op på Waldemar med et forvirret blik. Var han seriøs? Den stakkels hest ville jo brække benene.
"Hej Fylkir." Lukas havde igen vendt sin opmærksomhed imod hesten og lod prøvende sin hånd stryge hen over dens pande.

[Waldemar Schmidt]

Det havde også været der der var planen med kysset, at Lukas ville blive så distraheret at han ikke havde nået at kæmpe imod da Waldemar trak ham længere ind i stalden.
Waldemar kunne sagtens hører og se på Lukas at han var overrasket over ponyens størrelse, og derfor begyndte han at forklarer. "Det er en Islandsk Hest, og de kan sagtens bære en fuldkommen mand. De er meget stærke, og meget udholdende, så der sker intet ved at du rider på ham." Forsikrede han Lukas om.
Han holdte stadig Lukas' ene hånd, og han klemte den opmunterende. Han ville gerne have at Lukas følte sig tryg ved det her, eller i hvertfald vide at Waldemar ville beskytte ham. Det gjorde ham ret glad da Lukas hilste på islænderen, og tilmed aede den.
"Er du klar på at prøve? Fylkir er meget stille og rolig, faktisk doven."

[Lukas]

Lukas nøjedes med at nikke, mens han lyttede efter, hvad Waldemar havde at sige om hesten. Så den kunne altså sagtens bære ham, selvom den var lille… heste var virkelig nogen sære skabninger.
Han kunne ikke holde et lille girn tilbage, da Waldemar sagde, at hesten ikke bare var rolig, men faktisk direkte doven. Det lettede faktisk lidt på skrækken, at Waldemar gjorde nar af hesten.
”Okay.” Lukas trak vejret dybt ind. ”Jeg er klar. Men… kun hvis du passer på mig.”
Han vendte blikket mod Waldemar og flettede sine fingre ind imellem hans, idet han klemt lidt hårdere om hans hånd. Han havde virkelig, virkelig ikke lyst til at blive trampet ned af en hest eller falde af eller blive bidt eller… eller hvad sådan nogen dyr nu kunne finde på.

[Waldemar Schmidt]

Han prøvede virkelig også alt for at få drengen til at slappe lidt af og tage det roligt, for han vidste at hesten godt kunne mærke når dens rytter var utryg eller bange. Waldemar studerede drengen da han sagde at han var klar, men kun hvis han passede på ham.
"Jeg passer altid på dig," forsikrede han smilende og var glad for at Lukas stolede på ham. Det varmede på en eller anden måde om hjertet. Han lod drengens fingre glide ind i mellem hans, det var første gang de havde flettet fingre, og Waldemar havde det et kort sekund som om han var ved at besvime i lykke.
"Bare bliv her," sagde han, før at han kyssede drengen på håret, og gik så ud i sadelrummet. Han blev nødt til at finde noget udstyr til både hesten og Lukas. Han fandt en ridehjelm som han bedømte til at Lukas sagtens kunne bruge, og bagefter fandt han en ridevest, hvilket han slet ikke havde brug for, men bare mest for at Lukas kunne føle sig lidt mere sikker.
"Her, tag det her på," sagde han med et kærligt smil, da han rakte ridehjelmen og ridevesten til den usikre dreng.

[Lukas]

Et lille, optimistisk smil plantede sig på Lukas’ læber. Waldemars ord og det lille kys varmede virkelig.
”Okay,” svarede han blot, da Waldemar forlod ham for at gå ind i et andet rum. Hvad han skulle der, anede Lukas ikke, men i mellemtiden gav han sig til at studere Fylkir nærmere. Han sørgede dog for at holde god afstand til hesten, så den ikke kunne hakke ud efter ham, idet han endnu engang lod sin hånd glide ned over dens pande, hele vejen ned til mulen. Det kom noget bag på ham, da han mærkede, hvor blødt mulen var. Tænk, at der inde bag den bløde pels gemte sig et sæt tænder, der med lethed kunne bide armen over på ham… eller…

Han vendte sig om, da han hørte Waldemar komme tilbage. Da han så alt det udstyr, han skulle have på, sprang hans hjerte et slag over. Det virkede lige voldsomt nok, som om han kunne risikere at dø, hvis han faldt af hesten. Han tog imod udstyret og fik hurtigt begge dele på. Han kunne ikke lade være med at sende et skeptisk blik ned af sig selv.
”Jeg har det, som om jeg skal i krig eller sådan noget,” lød det fra ham, idet han kiggede op på Waldemar og skar en grimasse. Han manglede bare lige noget krigsmaling, et våben og et par blade i hjelmen, så var den der.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar vidste næsten med sikkerhed at der ikke ville ske Lukas noget, medmindre han selvfølgelig blev bange over at hesten tog et skridt fremad, og derfor røg af, men det var jo heller ikke fordi at der var så forfærdelig langt ned fra ponyens ryg. Han havde givet alt det udstyr til Lukas, for at få ham til at føle sig mere sikker når han satte sig op, men det fik ham åbenbart til at blive mere nervøs over hvad der muligvis kunne ske, uden udstyret.
Waldemars blik gled henover drengen, da han tog udstyret på, og han kunne ikke holde et fnis tilbage over drengens kommentar. "Nå men, så lad os komme igang," sagde han optimistisk, og puffede drengen ind til staldvæggen. Han ville helst ikke risikerer at Lukas blev trampet over fødderne af hesten.

"Kom så, dreng," sagde han, mens at han klappede hesten på halsen, da han satte et træktov i dens grime. Han betragtede Lukas og sendte ham et beroligende smil, for så åbnede han boksdøren og trak hesten ud på staldgangen. Han bandt hesten fast, og rakte Lukas en stiv strigle.
"Okay. Så børster du bare i hårenes retning." Mere sagde han ikke, da han så selv begyndte at strigle hesten, bare omme på dens anden side. Han burde egentlig også gøre en af de andre heste klar til ham selv, men det kan han gøre på nul komma fem, og han ville ikke have at Lukas blev mere usikker end han i forvejen var, så han valgte at blive og hjælpe til.
Da han var færdig med at strigle hesten, tog han fat i hestens hove og med øvede bevægelser, begyndte han at rense hovene for snavs og skidt, en efter en. Han blev nødt til at bukke sig utroligt meget forover, for det var jo en lille hest, så han kunne ikke lade vær med at strække sin ryg da han var færdig med at rense hestens hove.

Da de var færdige med at strigle Fylkir, hentede han hestens sadel og trense. Først lagde han sadlen forsigtigt på hestens stærke ryg, og da han spændte gjorden, kunne han ikke få den ret mange huller op, pga. hestens ret så kraftige figur. Bagefter at sadlen var lagt på, spændte han grimen op og lagde den henover halsen på Fylkir. Han tog fat i hovedtøjen, lagde tøjlerne over hovedet på ham og derefter fik han bidet i munden på ham. Han roste hesten mens han spændte alle de forskellige remme, og tog grimen af, og lagde tøjlerne i hånden på Lukas, sådan så han var den eneste der holdte hesten.
"Lukas? Bliver du lige her, mens jeg sadler en af de andre heste op?" Han ventede ikke på svar, for han var allerede gået ind i sadelrummet for at hente udstyr, til ham og hest.

5-10 minutter efter, kommer Waldemar gående med en stor, sort hest som er omkring 1,70 i stangmål. Hesten, som hedder Victor, er ret så energisk og slår utålmodigt med hovedet da Waldemar standser op et par meter bagved Fylkir.
"Så Lukas, så kan du bare trække Fylkir ud på ridebanen,"

Billede af hesten Waldemar skal ride på: www.reiter-und-pferd.de/bilder/rapphengst.jpg

[Lukas]

Lukas havde ingen anelse om, hvad han havde gang i. Han gjorde bare, som han fik besked på. Hesten så dog ikke ud til at have noget imod det, da han børstede den, så det kunne ikke være, fordi han gjorde noget forkert.
Han så nysgerrigt til, da Waldemar sadlede hesten op. Han kunne ikke rigtigt gøre andet end at stå og kigge på, for hvis han prøvede at hjælpe, ville han sikkert rende i vejen eller skræmme hesten, hvis ikke den fik skræmt ham væk først.

Da han fik tøjlerne stukket i hænderne, kunne han ikke lade være med at rynke let på brynene. Han nikkede dog til, hvad Waldemar sagde, og blev stående stille, mens han ventede på ham. Fylkir havde noget sværere ved at forholde sig i ro, og det havde Lukas fuld forståelse for. Han ville heller ikke selv have brudt sig om at være spærret inde i en boks hele dagen.

Lukas måtte vente i nogen minutter på, at Waldemar kom tilbage med en stor, sort hest. Da han så den, kunne han ikke lade være med at måbe en smule. ”Det er en stor hest!” udbrød han. Og det var det virkelig. Da Waldemar bad ham om at trække Fylkir med ud på ridebanen, blev han en anelse usikker igen. Han havde prøvet at trække af sted med en hund en halv million gange, men der var altså STOR forskel på en hund og en hest. ”O… okay,” lød det fra ham, inden han forsigtigt begyndte at gå fremad. Det kom noget bag på ham, da hesten uden videre fulgte efter ham, men samtidig lettede det også, og det gav ham mod på at trække den hele vejen ud af stalden, som Waldemar havde bedt ham om.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne ikke lade vær med at slå en høj latter op over Lukas' udtalelse om at Victor var en stor hest. Ja, han var en stor hest, og Waldemar elskede det. Han ville meget hellere have en stor hest end en lille hest, det gjorde det hele mere spændende, syntes han.
"Hey, prrr!" Sagde han mildt, men dog stadig bestemt til hesten som han havde lånt, da den prøvede at overhale Fylkir og Lukas. Han trak tilbage i tøjlerne og Victor kom med en utilfreds lyd. Han havde også stået inde hele dagen, så derfor var det fuldkommen forståeligt at han var ivrig for at komme ud og røre sig. Han holdte øje med Lukas som går nogle meter foran og han føler et strejf af stolthed af drengen, da han ser hvor godt han faktisk klare det. Han ser måske ganske anspændt ud, men det er der intet at sige til når han aldrig har været i nærheden af en hest før.
Da de kommer ind på den sandbeklædte ridebane, vender Waldemar om for at lukke leddet i, så hestene ikke kan rende ud. Han var ganske imponeret over ridebanens størrelse. Han ordnede hurtigt sine egne stigbøjler og spændte gjorde på Victor, før at han traskede hen til Lucas. Han målte drengens arme med blikket, og gik hen til Fylkirs sadel og satte stigbøjlerne som han regnede med de ville passe. Med stort besvær får han også spændt Fylkirs gjord, trods Victors konstante slåen med hovedet og utålmodige bevægelser.
"Okay så kan du bare springe op," sagde han med et stort smil. "Husk at stige op fra venstre side af."

[Lukas]

Lukas besvarede ikke Waldemars smil, da han fik at vide, at han bare skulle springe op. Bare springe op… det kunne han da ikke bare gøre!
”Waldemar, jeg er altså ikke sikker på, at det her er nogen særlig god idé…” Han rynkede brynene og skævede til hesten, som var stoppet op ved siden af ham. Selvom Fylkir var lille – i hvert fald i forhold til Waldemars hest – og han sikkert sagtens kunne komme op på den, var han alligevel ikke sikker på, hvor længe han kunne blive siddende deroppe. Han gav det højst to minutter, men så skulle han også være heldig. ”Hvad nu, hvis jeg falder af? Eller... eller hvis den begynder at gå, inden jeg er kommet op?”

[Waldemar Schmidt]

Waldemar lyttede til hvad drengen ved sin side sagde, og han måtte virkelig kæmpe for at holde en høj latter inde, i stedet for smilede han blot, og kyssede drengen blidt på panden. "Rolig nu, jeg skal nok holde ham. Jeg kan også bære dig op, hvis du hellere vil have det?" Han mente det ganske vist ironisk, men hvis Lukas gerne ville have det, kunne han da godt. Intet problem i det.
Victor skrabbede med hoven i sandet, og da kom Waldemar med et irrettesættende "Arh!" Victor gik et par skridt tilbage, og så helt forbløffet ud over Waldemars hårde tone. Men han stod da stille. Waldemar tog fat i Fylkirs tøjler mens han klappede ponyen på halsen. Han glædede sig egentlig til at komme ud og ride igen.

[Lukas]

Lukas smilede over kysset, men da Waldemar tilbød at bære ham, var det ham, der ikke kunne lade være med at grine.
”Du kan da ikke bære mig, svækling,” sagde han og stak tungen ud mellem tænderne. Han kastede et blik på Fylkir, hvorefter han kiggede hen på Waldemar igen. ”Det er vist bedre, hvis jeg selv hopper op.”
Og det gjorde han så. Lettere uelegant ganske vist, men på fantastisk vis endte han alligevel med at sidde på ryggen af den lille hest. Når nu han sad deroppe, kunne han ikke lade være med at bemærke, at der var meget længere ned, end der havde set ud til at være, da han stod ved siden af hesten. Men han forsøgte at gemme frygten af vejen og greb i stedet fast om halsen på hesten for at holde sig fast. Der var jo ikke just noget styr eller et rat, man kunne holde vist i, så han greb bare fast i det, der var nærmest. Godt nok var det meningen, at man skulle styre med tøjlerne, men de virkede altså ikke særlig betryggende.
”S-se, jeg kom op!” jublede han og sendte Waldemar et strålende smil, idet han klamrede sig til stakkels Fylkirs hals.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar grinede da Lukas også gjorde, og han begyndte at grine endnu mere over hans kommentar. "Heyhey, kan du så opføre dig pænt," sagde han med latter i stemmen, og tjattede pjattet til Lukas. Lille møgunge, som han dog holdt så frygteligt meget af.
Han betragtede Lukas undrende da han kæmpede sig vejen op på Fylkirs ryg, og han smilede glad da han så endelig sad der. Det var ikke den mest yndefulde forestilling han har set, men det gjorde ham glad at han turde.
Men da Lukas så pludselig læner sig fremover for at klamre til Fylkirs hals, kan han ikke holde en højlydt latter tilbage længere. For satan, den dreng dog! "L-Lucas, tøjlerne," hostede han i latter, og blev da også nødt til at tage sig til maven. Hvor så det dog komisk ud, som han dog hang der! Men han så også så glad ud, så stolt ud over at være kommet op, at det virkelig sitrede i lykke inde i Waldemar.
Han rakte Lukas tøjlerne. "Se, sådan her skal du holde," og han tog fat i drengens hænder og prøvede at lære ham hvordan han skulle holde på tøjlerne for at have mest mulig styr på hesten.

[Lukas]

Tøjlerne? Lukas fumlede lidt efter dem, men han kunne ikke få fat på dem. Der var også svært, når han nødig ville give slip på hestens hals. Sikke et helvede det ville blive, når han engang skulle ned fra Fylkir igen. Han kunne vel altid bare give slip og håbe på det bedste, men det ville nok gå galt.
”Men… men…” begyndte han og forsøgte at få ordet, mens Waldemar stod og grinede af ham. Han kunne lige ane ham ud af øjenkrogen. Den krølhårede stod og holdt sig selv på maven af grin og synet fik et smil frem på Lukas’ læber, idet varmen bredte sig i hans krop. Hvorfor vidste han ikke helt. Måske blev han bare glad af at se, at Waldemar også var glad?
Heldigvis fik Waldemar snart taget sig sammen og kom Lukas til undsætning. Den rødhårede kiggede opmærksomt ned på sine hænder, idet den anden dreng førte dem og viste, hvordan han skulle holde på tøjlerne.
”Okay… Men hvordan styrer man så?” spurgte han, idet han prøvende trak lidt i den ene tøjle.

[Waldemar Schmidt]

Han havde det altså virkelig sjovt over den måde Lukas holdte om Fylkirs hals på. Han havde også lidt ondt af hesten, men den stod bare og ventede tålmodigt, hvilket Waldemar var glad for, for Lukas ville helt sikkert gå i panik og ryge af, hvis den var begyndt at gå fremad.
Han havde helt ondt i maven af den latter. Dog alligevel tog han sig til sidst sammen, da det ikke måtte være sjovt for Lukas at blive grinet af på den måde.
"Du vil til højre, og du trækker i tøjlen til højre. Hvis du vil til venstre, så trækker du i venstre tøjle. Simpelt, ikke?" Sagde han med et varmt smil, mens han kiggede op på Lukas. Hvor er han altså bare sød...
Waldemar begyndte at forklarer om hvordan man satte hesten i skridt, altså i gå-gang, og om hvordan man sad, og om hvordan man standsede hesten. Han prøvede at gøre det så simpelt og enkelt som muligt.