Lidt frisk luft er altid godt...

[Lukas]

Hvis han ikke havde haft Waldemar til at hjælpe ham og berolige ham, var han sikker på, at han ikke engang havde turdet røre ved hesten. Nu sad han på den, og indtil videre var det da gået meget godt.
”Det lyder da meget simpelt, jo.”
Han rettede sig op i ryggen, en smule nervøst men dog sikkert, så han sad ordentligt på hesten og ikke hang ind over den. Han måtte indrømme, at han faktisk var lidt stolt af sig selv, og det var umuligt for ham at holde et smil tilbage. Okay. Næste skridt: at komme fremad.
Inden han satte i gang, lænede han sig frem og hviskede i hestens øre: ”Nu må du love mig at gå stille og roligt, ikke?” Ordene blev sagt på færøsk, da det, så vidt Lukas havde forstået, var en islandsk hest, og færøsk var nok det tætteste, man kunne komme på det islandske sprog. At hesten så nok var født og opvokset i Norge, det tænkte han slet ikke overvejet.
Han tog en dyb indånding, inden han forsigtigt gav hesten et lille klem med sine fødder. Fylkir satte i gang, langsomt og dovent, men det var alligevel nok til at få Lukas til åndeløst at gribe fat i tøjlerne og holde godt fast i dem.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar var altid glad når han kunne hjælpe, endda når han kunne hjælpe en han holdte af. Det var noget der altid kunne gøre ham i godt humør. Og på en eller anden måde, så gjorde det ham bare dobbelt så glad, at det var Lukas han kunne hjælpe til at lære noget.
Han nikkede da drengen sagde at det lød simpelt nok, for det var ganske rigtigt. Fuldkommen let og uden større besvær, i hvertfald når man sad på et dovendyr på Fylkir. Hans egen tanke fik ham til at smile skævt.
Han betragtede Lukas da han rettede sig op, og indvendig heppede han med iver. Waldemar var også stolt af Lukas, og han ville også godt kunne forstå hvis han var stolt af sig selv. Det havde han god grund til. Waldemar var også rædselsslagen første gang han skulle op på en hest, men han viste det bare ikke, ligesom Lukas gør. Han spillede sej og havde bare kastet sig op på ryggen af ponyen, hvilket resulterede i at han blev smidt af et par gange på de timer han red. Både pga hans egen dumdristighed, men også fordi hans far havde sat ham op på en alt, alt for energisk pony.
Waldemar forstod ikke et ord af hvad Lukas sagde da han hviskede ponyen noget i øret. Det må være færøsk, hvad skulle det ellers være? Waldemar havde aldrig hørt nogen tale færøsk, så han kunne ikke andet end at gætte.
"Det var godt, Lukas," roste han drengen, og et stort smil spredte sig på hans læber ved synet. Han sad ganske vist ikke perfekt, men godt nok for en nybegynder. Han var glad for at Fylkir var sød imod ham.
Og efter to sekunder, sad han oppe på ryggen af Victor, som prustede ivrigt. Han blev nødt til at holde hesten tilbage hele tiden, for ellers var den bare faret afsted. Men han var jo erfaren, så hesten satte blot frem i en energisk skridtgang.

[Lukas]

Lukas nærmest strålede, da Waldemar roste ham. Jaaah, jeg gør det rigtigt! kunne han ikke lade være med at juble i sit stille sind. Rosen gav ham mod nok til at sparke endnu engang til Fylkir, så hesten satte farten op til et nogenlunde normalt gå-tempo i stedet for blot at lunte af sted.
Han havde så travlt med at holde styr på både hest at tøjler, at han kun en enkelt gang turde driste sig til hurtigt at kaste et blik på Waldemar. Selvom Waldemar havde godt styr på sin hest, kunne Lukas alligevel ikke lade være med at bemærke, hvor ivrig det sorte dyr virkede, og han priste sig lykkelig for, at det ikke var ham, der sad på ryggen af den.

Da Fylkir nåede ud til ridebanens hegn, fik Lukas øje på tre-fire piger, der alle var stoppet op for at kigge på. Det måtte også være et sjovt syn, Waldemar der sad perfekt på den sorte hest og Lukas, der kæmpede for at holde sig fast på den lille pony. Lukas mærkede varmen stige op i sine kinder, da han så piger fnise af ham, og hurtigt – hvilket ville sige meget langsomt i hans tilfælde – fik han vendt Fylkir rundt og satte kursen tilbage mod Waldemar.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar holdte godt øje med Lukas da han sparkede hesten i siderne, og Fylkir begyndte at gå hurtigere fremad, dog stadig kun i skridt. Men han blev tvunget til at rive blikket væk fra Lukas, da Victor lige pludselig lavede et spjæt med bagbenene.
"Hey!" Hvæsede han hårdt, og trak bestemt i tøjlerne. Han håbede bare at Victors humør ikke smittede af på Fylkir. Fra nu af holdte han hårdere fast i hesten, som nærmest travede på stedet.

Waldemar lagde også mærke til tøserne der stod ude foran ridebanen, og han sendte dem blot et venligt smil, men vendte derefter bare opmærksomheden mod skiftevis Victor og Lukas.
"Lukas, du klarer det flot," sagde han kærligt da Lukas kom i hans retning. Han så så sød ud på lille pjuskede Falkir, og han ville ønske han havde sit kamera med så han kunne tage et billede. Han hørte godt pigernes fnisen, men valgte at ignorere det lige nu.

[Lukas]

Lukas’ opmærksomhed blev afledt fra deres tilskuere, da Waldemar endnu engang roste ham. De kærlige ord fik et smil til at blomstre frem på hans læber, men smilet falmede dog en smule, da han så, hvor urolig Waldemars hest virkede.
”Tak. Men… klarer du den?”
Han rynkede lidt på brynene. Det kunne godt være, at Waldemar var en dygtig rytter som havde styr på, hvad han lavede, men det forhindrede ikke Lukas i at være bekymret for ham. Sæt nu han faldt af hesten! Så… så…
Lukas turde ikke engang tænke tanken til ende. I stedet forsøgte han at vende al sin opmærksomhed mod Fylkir, der var begyndt at trippe en lille smule til siden nu, hvor den var kommet tæt på den urolige Victor. Og hvorfor mon. Det ville jo svare til at Lukas kom for tæt på en to meter høj vildmand, der var med lethed kunne trampe ham ned.
”Såså…” mumlede han lettere sammenbidt til Fylkir, da hesten begyndte at gå mere og mere sidelæns. "Gå nu pænt."

[Waldemar Schmidt]

"Selvfølgelig klarer jeg den," svarede han selvsikkert mens et muntert smil prægede hans læber. Ganske rigtigt var Victor alt, alt for livlig, men Waldemar nød virkelig at sidde til hesterygs igen. Måske fordi det var sammen med Lukas? Måske.. Men havde vidste at det her øjeblik, var et øjeblik han sent ville glemme.
Waldemar var ikke bange for at ryge af. Han var røget af mange gange, og han var vant til det. Han havde aldrig været en forsigtige type når det angik ham selv, alt for dumdristig og stupid. Vovet.
Da han så at Fylkir var begyndt at blive lidt urolig, skyndte han at styre Victor ned i den anden ende af ridebanen i håb om at han ville slappe af det.
"Bliv lige nede i den der ende, Lukas," råbte han dæmpet til Lukas, før at han satte Victor i trav. Han rejste sig op og ned i takt til hestens skridt, kaldet letridning. Victor var meget ivrig og hvis han havde været alene, havde han bare ladet den sorte vallak rase ud, men lige nu tænkte han mest på Lukas' sikkerhed.

[Lukas]

”Okay,” svarede Lukas, idet han forsøgte at få Fylkir til at ride ud til hegnet igen, så han ikke kom i vejen. Han skulle ikke nyde noget af at blive trampet over af Victor. ”Hvis jeg altså kan,” tilføjede han dæmpet for sig selv og hev tøjlerne så meget til højre, at hele hans overkrop fulgte med. Det kunne godt være, at han var lige ved at få overbalance, men det var i det mindste det værd, for endelig gad Fylkir at skridte hen til hegnet.
Lukas drejede sig ganske let, så han kunne holde øje med Waldemar oppe i den anden ende af banen. Med et smil på læben sad han og faldt i staver, mens han betragtede den dreng, han holdt så meget af. Fylkir benyttede sig straks af Lukas' midlertidige fravær. Den stoppede op og bøjede hovedet ned, så den kunne få fat i det græs, der voksede langs hegnets kant.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar kunne godt se at Lukas havde lidt besvær med den dovne Islænder-hest, men hellere lidt for doven end lidt for livlig i Lukas' tilfælde. Victor travede livligt afsted, og Waldemar fulgte bare med, dog lavede han nogle små parader, hvilket vil sige at holde hesten tilbage, mens at han rejste sig op og ned i sadlen. Han hadede egentlig letridning, men det belastede ikke hesten lige så meget, og han ville gerne gøre det så let for Victor som muligt.
Han lagde godt mærke til hvordan Lukas var ved at få overbalance, og hans hjerte sprang et slag over da han så det, og han bad en indre bøn til Gud om at han ikke ville ryge af. Hvilket han ikke gjorde, hvilket fik ham til at sukke taknemmeligt.
Med ét lavede Victor et energisk spjæt, og Waldemar nåede dårligt nok at opfatte hvad der skete, ikke andet end at han blev smidt fremad. Men til alt held, holdte han godt fast med lårene omkring Victor og alene derfor, blev han siddende i sadlen. Han skældte hesten sammenbidt ud, men slog derefter over i en samlet galop.

[Lukas]

Der lød et gisp fra Lukas, da han så, hvordan Waldemar blev smidt fremad. Heldigvis holdt han sig fast på hesten, men det var alligevel nok til at få Lukas til at gribe fat i tøjlerne på Fylkir. Han tøvede dog lidt, for han var ikke sikker på, om han skulle ride hen til Waldemar eller ej. Hvis han gjorde, hvordan skulle han så hjælpe ham? Der var jo intet, han kunne gøre.
”Waldemar, jeg synes, vi skal stoppe nu!” råbte han til ham, mens han mærkede sit hjerte synke længere og længere i livet. Bare Waldemar nu ikke faldt af...

[Waldemar Schmidt]

Hesten galopperede langsomt fremad, men kun fordi Waldemar holdte godt fast i tøjlerne. Han elskede at mærke det sorte dyrs muskler arbejde under sig, og mærke hvordan vinden slog imod hans ansigt. Det kunne nærmest lulle ham helt i søvn, men det ville nok ikke være det bedste der kunne ske lige nu.
"Nejnej, jeg skal nok- " Mere nåede han ikke at sige, før at hesten lige pludselig rejste sig højt på bagbenene. Blæsten legede med den store hests sorte man (hår), og før at Waldemar kunne opfatte det, mærkede han en skærende smerte i skulderen og ned langs siden. Han skærmede for sit ansigt med sine arme, og frygten rev i ham. Sandet var så koldt imod hans ryg, og smerten skød igennem ham som tusinde pile. Men i det samme mærker han, at han bliver slæbt henad jorden, trukket af hesten. Hans fod sad fast i stigbøjlen! Han kunne hører hestens hastige skridt ganske nær, og han kæmpede rædselsslagent for at få sin fod ud af stigbøjlen. Han så himlen svæve lynhurtigt forbi ham og en kvalmende følelse fyldte ham. Han mærkede hvordan hans ryg blev revet op af sandkornene og han var ved at skrige i ren og skær pinende smerte, det sved så frygteligt. Men endelig, efter nogle frygtelige sekunder, fik han revet sig løs fra stigbøjlen.
Han var svimmel, og hans ryg og ene overarm, som han var røget ned på, skreg, men alligevel prøvede han at komme på benene. Han vidste ikke hvad der skete omkring ham, fordi jorden lissom bare drejede rundt, derfor skreg han, "Lukas, stig af!" uden egentlig at vide hvor Lukas befandt sig.

[Lukas]

Lukas behøvede ikke at få at vide, at han skulle stige af; allerede i det øjeblik, han så Waldemar falde af hesten, havde han klodset kæmpet sig ned fra Fylkirs ryg. Han lavede et eller andet mystisk nummer med at glide sidelæns ned af hesten, så han landede på det ene ben og snublede. Han fik dog hurtigt kæmpet sig op af sandet og hen til Waldemar. På sin vej derover passerede Victor uhyggeligt tæt forbi ham, men lige nu kunne han ikke være mere ligeglad med hvor stor og skræmmende hesten end var. Waldemar kom i første række.
”Waldemar!” lød det panikslagent fra ham, idet han faldt på knæ ved siden af sin sårede roommate. Hans hjerte bankede helt oppe i halsen på ham og forhindrede ham næsten i at snakke.
Han anede ikke, hvad han skulle stille op. Han turde knap nok røre ved den anden dreng af frygt for, at det ville gøre mere ondt på ham. ”Waldemar, kan… kan du bevæge dig?” spurgte han med rystende stemme. Waldemar var landet på ryggen og det var et af de steder, mennesket var allermest sårbar. Han kunne risikere at miste evnen til at gå, hvis det var gået rigtig galt til.

[Waldemar Schmidt]

"Mmm.." stønnede han lamslået da Lukas spurgte om han kunne gå. Han greb ud efter Lukas da han pludselig var ved at blive slået omkuld af sin egen svimmelhed. Han vidste simpelthen ikke hvad han skulle stille op, han var ikke klar oppe i hovedet, og han havde mest af alt bare lyst til at ligge ned, men en ting var sikker; at han blev nødt til at fange hestene som sikkert farede rundt på ridebanen lige nu.
"Jeg er ok.."
Mens han holdte fast i Lukas' skulder, så han sig rundt, og så til sin store fornøjelse at både Victor og Fylkir var stillet sig op for at begynde at græsse i den anden ende af ridebanen. Hans ben føltes som gelé under ham, men han vidste at det var pga svimmelheden og ømheden i hovedet. Han prisede sig lykkelig for at have ridehjelmen på.
Waldemar bed smerten i ryg og hoften i sig, og begyndte at gå imod hestene. Han svingede lettere frem og tilbage, men det han ville bare ikke have at der skete hestene noget, at de feks. snublede i tøjlerne eller de blev viklet ind i hinanden. Det ville være en katastrofe.

[Lukas]

Der var ligesom et eller andet, der sagde Lukas, at Waldemar ikke var helt okay. Måske var det, fordi han stønnede af smerte og virkede helt svimmel.
”Waldemar, nej…” nærmest bønfaldt han ham, da Waldemar greb fat i hans skulder for at rejse sig op. Men for sent. Waldemar var allerede på vej hen imod hestene. Lukas kunne da godt se, at de ikke bare skulle rende frit rundt inde på ridebanen med tøjlerne hængende om benene, så der var risiko for, at de faldt i dem, men lige nu var han lidt ligeglad. Det var Waldemar, der var kommet til skade, og ikke hestene.
Den mørkeblonde dreng slingrede så meget, at Lukas var overbevist om, at han kunne falde hvert sekund det skulle være. Lukas sprang op af sandet igen og løb hen for at standse sin elskede ven fra at komme mere til skade, end han allerede var. Den rødhårede greb fat i skuldrene på ham, idet han kiggede ham alvorligt ind i øjnene.
”Lad nu de heste være. Jeg får fat på én, der kan tage sig af dem,” sagde han. ”Vi skal have dig hen til en seng eller et andet sted, du kan ligge ned. Og så skal du sige mig, hvor det gør ondt. Åh, Waldemar…” Han havde lyst til at græde lige nu. Han vidste jo, at Waldemar løj for ham, når han sagde, at han var okay. Det var tydeligt for enhver, at han havde smerter. Lukas var så bange for, at han måske havde brækket noget eller... eller det, der var værre.

[Waldemar Schmidt]

Han blev nødt til at fange hestene, han ville ikke kunne leve med sig selv hvis der skete dem noget. Han ville sagtens kunne betale pengene hvis de kom til skade, men at vide at de var kommet til skade på grund af ham... Ej, det ville han ikke kunne.
Da han mærkede Lukas' hånd på sin skulder og så at han forsøgte at få øjenkontakt med ham, prøvede han virkelig at lytte og forstå hvad Lukas sagde, men han var slet ikke klar i hovedet lige nu. Han var så svimmel, og havde så ondt i sin ene arm. Det gjorde så ondt.. Men han fik fat i noget af det som Lukas sagde, noget med at han skulle ligge ned, og åh hvor tanken dog lød vidunderlig, men nej han skal have fat i hestene.
Han vaklede sin vej fremad, men til sidst faldt han bare sammen. Alt sortnede for hans øjne og det sidste han så, var den grå himmel. Derefter blev alt bare sort.

[Lukas]

Lukas så Waldemar falde om i sandet, hvilket fik ham til endnu engang at løbe hen til ham. Denne gang fik han konstateret, at Waldemar var bevidstløs. Hurtigt fik han vendt ham om, så han ikke lå med hovedet i sandet men i stedet i Lukas’ skød. Heldigvis behøvede han ikke selv at løbe efter hjælp, da der var fyldt med elver i staldene, så der gik ikke lang tid, før de fik fandt på en lærer og Waldemar blev ført op til skolens læge. Hestene måtte Lukas selv hjælpe til med at sætte ind i stalden igen.

// out