Lidt frisk luft er altid godt...

[Lukas]

Hvis Lukas skulle være helt ærlig, så blev han nødt til at indrømme, at heste faktisk skræmte ham lidt. Helt ærligt, de var tohundrede kilo tunge dyr med stenhårde hove og en fantastisk evne til at sparke alle og enhver, der kom for tæt på deres bagparti. Han fattede ikke, hvordan små seksårige piger kunne ridde på dem og klappe dem og pussenusse om dem, som var de harmløse små hundehvalpe.
Det var da også på grund af sin frygt for hestene, at han holdt sig på de rigtige side af træhegnet, der omgav foldene. Han stod i sine egne tanker og betragtede en folk heste galopere hen over en bakkekam, da han hørte en prusten lige ud fra sit øre. Han drejede hovedet og fik øje på en gråskimmel, der havde sneget sig ind på ham i et uopmærksomt øjeblik.
"Garh!" lød det fra ham. I det desperat forsøg på at komme væk fra hesten så hurtigt som muligt, snublede han over sine egne fødder og faldt bagover i græsset. Pokkers. Heldigvis kunne hesten ikke nå ham her, men alligevel kunne han lige forestille sig, hvordan den hoverede i stilhed.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar strakte sig med et tilfreds smil, da han kom gående ud fra staldene af, han havde lige været inde for at hjælpe med at fodre hestene. Waldemar elskede alle former for dyr, endda heste, og han havde faktisk også gået til ridning da han boede hjemme hos sin far. Han havde redet siden han var 8 år, og var ganske god til det. Lugten af hest hang i hans tøj, men det havde han intet imod. Selvom at han var fra en velhavende familie, så var han ikke lige så fint på den som hans far og hans søster var.
Han så ud over markerne, hvor flere flokke af heste græssede eller legede. Han havde mødt et par stykker af hestepigerne og havde da også talt med nogen af dem, men ingen af dem interesserede ham. De var så kedelige, og normale. Han rettede på sin ternede skjorte og børstede den hurtigt af, mens han bevægede sig tættere på foldene.
Men i det samme ser han en eller anden person ligge på græsset ude foran et af hegnene, Hvem er det? Er personen ok?, fór det gennem hans hoved, men uden at tænke videre over det, satte han i løb. Han håbede ikke at drengen eller pigen som lå ved folden var kommet noget til.
"Hey, er du ok?"

[Lukas]

Hey, er du okay? Et svagt råb lød langt væk fra. Lukas var ret sikker på, at det var ham, der blev råb på, så han skyndte sig at sætte sig op, da det slog ham, at han godt kunne se ret bevidstløs ud, sådan som han lå halvt begravet i det høje græs.
"Jaja, jeg... snublede bare." Han kunne ikke sige, at det var hesten, der forskrækkede ham, kunne han vel? Det ville virke dumt, især når man tænkte over, at de fleste, der opholdt sig her ved foldene, var garvede ryttere, som vidste alt om heste - de ville sikkert bare forklare ham, at heste ikke var spor farlige. Pff. Men han vidste bedre end dem, gjorde han!

Han skyggede for solen med sin hånd, idet han spejdede efter den person, der havde råbt efter ham. Han fik øje på en dreng, der kom løbende imod ham, og han mærkede et sug i maven. Var det ikke... Waldemar?
"Waldemar...?" lød det spørgende fra ham. Han skyndte sig at rejse sig op og børste det værste jord og græs af sit tøj, idet han fulgte drengen med blikket. Det var da ham, var det ikke?

[Waldemar Schmidt]

Mens han løb hen over gårdspladsen, begyndte en masse tanker at farer rundt i hovedet på ham. Hvad hvis personen var bevidstløs, eller havde brækket noget? Eller.. var død? Skulle han så ringe til ambulancen med det samme, eller hente at lærer først? Panikken spredte sig i hans krop, men han prøvede at dæmpe den med et par dybe indåndinger.
Men da personen som førhen havde ligget i græsset, satte sig op, kunne han se at det var en dreng, eller en korthåret pige. Som han kom tættere på, begyndte han at kunne genkende personen. Er det Lukas?
"Lukas?!" råbte han forfærdet, og da han var tæt nok på til det, sprang han ned ved siden af drengen som var hans roommate, og som ham tilmed havde kysset med.
"Lukas, er du ok? Der er ikke sket dig noget, vel? Du bløder ikke?" Panikken var tydelig i hans stemme.

[Lukas]

Waldemar lød så panikslagen, at Lukas blev helt forskrækket. Det var jo ikke sket noget, slet ikke!
"Waldemar, nej!" skyndte han sig at sige, inden den anden dreng kunne nå at ringe efter ambulancen, for han lød virkelig som én, der kunne finde på det. "Jeg snublede bare. Ikke andet. Den dér hest foskrækkede mig, og så faldt jeg over mine egne fødder, da jeg ville flytte mig."
Han gjorde et kast med hovedet i retning af den gråskimlede hest, der havde stukket hovedet ud mellem to planker i hegnet i et forsøg på at nå en særlig saftig tot græs, der var på den anden side. Men det kunne den ikke. Et bittert smil gled over Lukas' læber. Dumme dyr, det havde den virkelig fortjent.
"Der er virkelig ikke sket noget." Han kiggede op på Waldemar og sendte ham et varmt smil, som for at forsikre ham om, at han altså var helt okay.

[Waldemar Schmidt]

Ja, Lukas havde helt ret, Waldemar var lige på grænsen til at ringe til ambulancen, for hvad hvis der var sket Lukas noget? Alle de tanker han førhen havde om hvad der kunne være sket med en eller anden fremmede, blev lige pludselig til tanker om hvad der kunne været sket med drengen, som han egentlig holdte meget af, måske alt for meget, mere end han ville indrømme.
Men selv da Lukas sagde at der ikke var sket noget, kunne han ikke slappe af. Han undersøge på drengens arme, trak han ærmer op (hvis han har langærmet på,) trak hans bukseben op, bare for at være sikker på at han ikke havde fået nogen sår eller skrammer. Bagefter rev han op i Lukas' trøje, han ville virkelig ikke kunne klare hvis der var sket ham noget. Han synede drengens overkrop, men slappede lidt af da han så at der ikke rigtigt var noget.
"Så du har ikke ondt i hovedet? Eller er svimmel?" Spurgte han alvorligt, mens han træffede drengens blik. Dog alligevel kunne han ikke lade vær med at smile ganske lidt, da han hørte hvad der var sket? Var han blevet forskrækket over en hest? En sølle hest? Pludselig trak han Lukas tæt ind til sig, holdte ham beskyttende, og hviskede angst ned i hans hår, "Der må ikke ske dig noget, det må der virkelig ikke" og selvom at frygten var tydelig i hans stemme, var der også en klang af varme.

[Lukas]

Lukas havde efterhånden opgivet at overbevise Waldemar om, at der intet var sket, så han lod ham undersøge ham… i hvert fald lige indtil den mørkeblonde dreng hev op i hans bluse. Lukas fik et noget flovt udtryk i ansigtet og skyndte sig at hive ned i blusen igen. Hvad tænkte Waldemar dog på! De var på et sted, der var overbefolket af hesteglade piger. Tænk, hvis nogen havde nået at se noget. Lukas havde ikke spor lyst til at vise sin blege overkrop frem for dem.

Da Waldemar spurgte ham, om han var okay, lød han så alvorlig, at Lukas næsten ikke turde svare. Waldemar kiggede så bekymret på ham, at han lige i det øjeblik, deres blikke mødtes, mindede Lukas så meget om sin storesøster, at han kunne mærke, hvordan han fik en klump i halsen bare ved tanken. Han var glad for, at Waldemar hev ham ind til sig, så den anden dreng ikke kunne se hans ansigtsudtryk.
”Waldemar,” mumlede han ind imod den andens skulder, ”jeg lover dig, der er ikke sket mig noget, og det kommer der heller ikke til.”

[Waldemar Schmidt]

Da Lukas forsøgte at hive ned i sin trøje, holdte Waldemar den stædigt oppe. Han blev nødt til at tjekke drengen for skade. Men da han så at der intet var galt, lod han trøjen glide på plads. Waldemar var rimelig ligeglad med om nogen havde set noget, det vigtigste var at der ikke var sket Lukas noget.
Drengens ord beroligede ham en smule og han tog nogle dybe indåndinger, i håb om at det ville hjælpe. Han gav Lukas et blidt kys på håret, mens han holdte drengen tæt ind til sig. "Tak.." mumlede han ganske lavt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han vidste ikke hvad han skulle sige, han vidste blot at han var taknemmelig for at der ikke var sket sin værelselskammerat noget.

[Lukas]

Selvom Lukas ikke brød sig om, at Waldemar havde kørt det hele så meget op, var han trods alt glad for at vide, at den anden bekymrede sig for ham. At ens værelseskammerat gik op i, om man var kommet til skade eller ej var en ting, men at Waldemar gjorde det, det var straks noget andet. For Lukas var Waldemar mere end bare en værelseskammerat. En værelseskammerat var én, man kun snakkede med på værelset, og Waldemar var mere end det. Han var… var… Lukas vidste ikke, hvordan han skulle beskrive Waldemar, men en ting var han sikker på, og det var, at selvom de kun havde kendt hinanden i et par dage, var han allerede kommet til at holde utroligt meget af ham.
Han puttede sig ind til Waldemar, og da han gjorde det, lagde han mærke til noget, som han ikke havde haft tid til at bemærke før nu.
”Du lugter af hest,” lød det fra ham, og hans undrende tonefald var ikke til at tage fejl af. Red Waldemar? Det måtte han gøre, for hvad skulle han ellers lave her?

[Waldemar Schmidt]

For Waldemar var Lukas noget helt specielt. Ja de havde ganske vist kun kendt hinanden i et par dage, men allerede nu følte han stærkt for denne dreng. Selvom at han ikke ønskede at indrømme det, så gik der ikke 5 minutter uden at han havde tænkt på Lukas, og han længtes konstant efter at holde drengen beskyttende i sine arme. Han havde brug for at passe på ham og vide at han var okay. Før han mødte Lukas, virkede alt bare mørkt og koldt, men nu, nu hvor han var kommet ind i hans liv, var der pludselig kommet farver i tilværelsen. Han havde pludselig en grund til at stå op om morgenen med et smil.
Bare at tænke på det, fik en rød kulør til at blusse op i hans kinder, derfor prisede han sig lykkelig for at Lukas ikke kunne se ham, siden at han gemte hans ansigt ved hans skulder.
"Hn, hest?" mumlede han, han havde ikke rigtig opfattet hvad Lukas havde sagt på grund af hans pinagtige tanker. Han fik hurtigt revet sig ud af sine tankeverden, og da svarede han, "Ah ja, jeg hjalp lige staldmesteren med at fodre,"

[Lukas]

Et lille smil gled over Lukas læber, da han hørte, hvor lang tid Waldemar var om at opfatte, hvad han lige havde sagt. Han kunne ikke se den anden drengs ansigtsudtryk, men alligevel var han ret sikker på, at Waldemar lige havde været væk i sine egne tanker. Men hvad han havde tænkt på, kunne Lukas kun gætte sig til. Den rødhårede dreng var jo ikke tankelæser, men hvis han var, ville han sikkert have mærket et sug i maven af glæde lige nu over at vide, hvad Waldemar følte.
”Du er jo helt væk,” bemærkede han.

[Waldemar Schmidt]

"Uhm, undskyld," sagde han, efterfulgt af et svagt grin. Ret pinligt, syntes han, og derfor skyndte han sig at skifte emne. "Så.. Du blev forskrækket af en hest? Lagde du mærke til dens store hugtænder og spidse kløer?" Pjattede han med et smøret smil på læben. Var Lukas bange for heste? Hvis han var, så kunne Waldemar ikke helt forstå det. Det var jo nogle af de mest kærlige og blide dyr man kunne finde, så længe man behandlede dem ordentligt.
Waldemar betragtede Lukas med et drilsk smil da han rejste sig, og trak Lukas med op. Nu skulle de rigtigt have det sjovt. "Har du prøvet at ride før?" Spurgte han, mens han hev drengen med sig imod staldene. Det havde været et stykke tid siden at han selv havde redet, men at ride er ligesom at cykle; Når man først har lært det, så glemmer man det ikke igen.

[Lukas]

Lukas skød underlæben let frem, da Waldemar begyndte at drille ham.
”Ha-ha-ha! Det var altså kun, fordi den sneg sig ind på mig, at jeg blev forskrækket!” protesterede han, men for sent. Inden han vidste af det, havde Waldemar trukket ham med op og hev ham nu med sig hen imod staldene. Han kunne ligefrem følge sit hjerte, da det sank i livet på ham, efterhånden som staldene nærmede sig.
”Aldrig nogensinde,” svarede han en smule sammenbidt. Han havde heller ikke tænkt sig nogensinde at sætte sig op på ryggen af en hest, men når Waldemar var med ham, var det vel okay… ikke? Det håbede han i hvert fald, for selvom heste hverken havde hugtænder eller kløer, som Waldemar ellers spøgte med, var de store og det var egentligt det, der skræmte ham mest.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde ikke kunne holde en munter latter nede, da Lukas skød underlæben frem som om han var et lille utilfreds barn, som ikke havde fået lov til at få det slik som han ville have, nu manglede der bare et par arme over kors og en hysterisk trampen i jorden.
"Så den sneg sig ind på dig? I bedste ninja-stil, ikke?" mobbede han, han synes at drengen var ret så komisk lige nu, og han fandt det ret så kært.
Han holdte godt fast i drengens hånd, han ville jo ikke have at Lukas løb skrigende væk, vel? Men han gav alligevel hans hånd et blidt klem, som for at sige at det var helt okay, og at han nok skulle passe på ham. Waldemar tænkte stille over hvilken hest han synes at Lukas burde ride på, han havde allerede opholdt sig en del timer i stalden nemlig, og havde lært de fleste af hestene at kende ved at stå og strigle og nusse dem. Der hjemme havde hans far givet ham en hest, men da han så var begyndt at drikke og derfor mistede penge, var stalden, inklusiv hestene, blevet solgt. Det gjorde ondt at tænke på, så han slog tanken hen, og fokuserede istedet Lukas.
Da de åbnede døren ind til stalden, slog en skarp lugt af hest, hø, og sadelfedt imod dem, og Waldemar nød det. I sådanne omgivelser følte han sig tryg og hjemme. De fleste af hestene var ude på fold, men den hest han havde tiltænkt sig at Lukas skulle ride, stod heldigvis i sin boks.

[Lukas]

Lukas åbnede munden for at protestere men kom på andre tanker og lukkede den hurtigt igen. Ih altså. Han havde altså virkelig lyst til at ligge armene over kors og trampe i jorden lige nu, men han lod være. Han var jo trods alt ikke fem år længere.
I stedet gav han Waldemar et puf med sin skulder. ”Du mobber mig!” lød det utilfreds fra ham.

Da han fulgte med Waldemar ind i stalden, kunne han ikke lade være med at bemærke, at der manglede en hel del heste, men det var jo klart. De var ude på fold alle sammen ligesom den, der havde forskrækket ham.
Meget mod sin vilje drejede hans hoved fra højre til venstre, idet han nysgerrigt kiggede sig omkring. Han havde aldrig været inde i en rigtig stald før, så selvfølgelig var det hele nyt og spændende for ham. Der gik dog ikke lang tid, før han syntes, han havde set nok. Han satte hælene i jorden og drejede rundt, idet han forsøgte at hive Waldemar med sig ud af stalden igen.
”Nå, her er ingen heste… hvor ærgerligt!”