Ved bordet i hjørnet

[Waldemar Schmidt]

Med et bump satte den mørkeblonde dreng sig ned ved et bord i et af kantinens hjørner. Ikke fordi at han ikke ville snakke med nogen, nok mest fordi at det med at sidde midt ude i det hele ikke lige var hans stærke side. Dét med opmærksomhed - dér sprang han lige over. På hans tallerken var der et par stykker grovmorgenbrød med noget skinkepålæg på. Uden smør. Bare tanken om smør gav ham gåsehud, han kunne ikke fordrage det stads. Waldemar så ganske træt ud som han sad der og egentlig var han ikke helt vågen endnu, der havde altid gået et stykke tid fra at han stod ud af sengen og til at han oprigtigt vågnede og blev frisk.
Han skulle lige til at strække sin trætte krop, da han med et gisp måtte opgive. Det gjorde for ondt i hans ribben og hvor han dog hadede det! Han skulle aldrig have sat sig op på den hest. Nej, han skulle bare have været meget opmærksom. Hvordan mon Victor havde det lige nu?.. Han skød tanken væk da han pludselig fik lyst til at gå hen i stalden, hvilket han var blevet frarådet for at han ikke fik endnu flere smerter. Bøjede ribben og en brækket arm, bare fordi han var faldet af en hest. Men på den anden side så vidste han også at det kunne gå meget slemmere til, og derfor følte han sig egentlig også ret heldig.
De mørkegrønne øjne orienterede sig om hvad der foregik omkring ham. Et par elever sad hist og her og snakkede sammen, men det var ingen han kendte. Han var jo stadig ret nye, han havde været her omkring i en uge, så han var ikke kommet i kontakt med så mange endnu. Til gengæld var han kommet i alt for god kontakt med Lukas. Bare tanken gav ham et sug i maven.
I morges havde han listet sig ud af sengen for ikke at vække drengen ved sin side, bare fordi at han stod op betød det jo ikke at Lukas også skulle. Han havde lydløst trukket en stram sort T-shirt med print over hovedet og var hoppet i et par halvkorte, hvide shorts, som han holdte meget af. Dem havde han fået foræret af sin søster. Han mindede sig selv om at han måtte ringe til hende snart. Han savnede hende sådan.

[Andreas]

Andreas havde været tideligt oppe. Halv syv som altid. Bare fordi det var ferie, så ændrede han ikke sin døgnrytme. Han havde jo sine forpligtelser, sine ritualer og alt det, og de kunne altså ikke vente på, at han kravlede ud af sengen ved middagstid - det var i hvert fald, hvad Andreas var overbevist om. Han var jo blevet opdraget til, at det at stå op på minuttet var vigtigt, så hvordan kunne han tro andet? Præcis ligesom at hans første ord hver dag var "Serviam", der jo så fint betød "Jeg vil tjene".
Men ikke nok med det, så kunne han altså også godt lide at stå tideligt op. At få noget ud af dagen. At have tid til at kunne tage sig tid. Han havde da nået en hel del allerede. Han havde fået sagt sit Morgen Udbud: fået styr på, hvad han i grove træk ville lave idag og hvordan han, selvfølgelig, ville gøre det hele for Guds ære. Og så havde han fået læst lidt i Det Nye Testemente. Han var nået til Første Korintherbrev, kapitel 5. Det handler bl.a. om, at det ikke er godt at føle stolthed, fordi stolthed - der faktisk er en af de 7 dødssynder - skal ses som surdej, da selv den mindste smule surdej kan gennemsyre resten af brødet og Andreas troede jo på, at ligesom der stod skrevet, så var han et af de usyrede brød, vort påskelam har slagtet. Altså Jesus. Og alt det der.
... Intet under, at han nu var blevet sulten og var klar til frokost. Han gik op til buffeten og tog en tallerken, tog et sæt bestik som han lagde i lommen. Så var de da af vejen. Han kiggede sig omkring. Hvad havde de at tilbyde? Han ville sådan ønske, at de havde rigtig rugbrød. Det var hans danske aner der skreg efter rugbrød. Men ak. I stedet tog han noget groft brød, et par brikker med smøreost af dem med skinke. Andreas spiste nemlig ikke skaldyr. Så tog han et par skiver agurk, faktisk en god portion, og sluttede af med at hælde et glas kold vand op.
Ah, frokost!
Han spejdede ud over spisesalen. Hvor skulle han sætte sig? Der sad flere klynger rundt om i salen, med små vennegrupper der sad og snakkede henover frokosten, ligesom at der hele tiden kom flere of flere ind i salen. Men nu var tiden jo også til det. Ih, hvem der bare gik på efterskole igen, hvor man kendte alle... Men hov, var det ikke en dreng der sad alene? Nu var Andreas ikke overdrevent kontaktsøgende, men han ville da ikke have noget imod, ikke at skulle spise sin frokost alene. Han så på den anden og så den brækkede arm. Hvad havde han mon lavet? Andreas ville finde ud af det.
Han gik hen til den anden og satte sig diskret ned på stolen på den anden side af bordet, med fronten mod den tilskadekommende.
"Er du okay?" spurgte han og nikkede i retning af armen. "Hvad er der sket?"

[Waldemar Schmidt]

Waldemar havde aldrig haft nogen særlig tro. Hans mor havde sat stor pris på Gud og bad endog også til ham hver aften for at næste dag skulle blive en sorgløs dag. Waldemar havde ikke haft nogen form for overbevisning om at Gud fandtes eller ikke gjorde, men efter hans mor døde, kunne han ikke tro på det. Han kunne i hvertfald ikke tro på at Gud var så fantastisk som der stod skrevet. For hvis Gud fandtes, så måtte han være lige så syg og forskruet som Djævlen, når han dræbte en mor til to børn.
Mens at han sad og tog små bidder af sit rundstykke, fik han øje på en mørkhåret fyr med en noget finurlig frisure, sådan kort i den ene og længere i den anden. Det fik ham til at hæve et øjenbryn, men han fik hurtigt smidt sin morgensure attitude væk. Man skulle være høflig, havde han fået banket ind i hovedet af hans forældre. På godt og ondt, skulle man være høflig.
Da fyren satte sig ned ved bordet og spurgte om han var okay, sendte han ham et skævt smil.
"Jeg fik en flyvetur af en af skolens heste," og trods at det ikke helt havde været meningen, så kunne han ikke lade vær med at stille en lav latter op. Det var egentlig ikke den mest morsomme oplevelse i hans liv, men nu hvor han tænker tilbage på det kunne han ikke stoppe sig selv fra at tænke at det må have set rimelig sjovt ud. At hesten stejler og at Waldemar så røg baglæns af, og som om det ikke var godt nok, sad hans fod fast i stigbøjlen så han blev trukket hen af ridebanen i fuld galop efter hesten. Det var også nogle ret slemme hudafskrabninger han havde fået sig omme på ryggen, men han var slippet godt fra det, så han havde intet at brokke sig over.
Han rækte sin raske hånd frem for at hilse, og introducerede sig. "Jeg er Waldemar Schmidt."

[Andreas]

Han trykkede øjenbrynene sammen, som ville han sige 'auch', da Waldemar fortalte, hvad der var sket. Derefter rakte han hånden frem for at besvare Waldemars gestus.
"Andreas. Andreas Bergström." Ja, Bergström ligesom ham Jonas Bergström der var forlovet med den svenske prinsesse Madeleine, men så var hende utro. Men det var ikke noget Andreas sagde højt, han tænkte det bare. Det skete ikke så tit mere, men lige efter hændelsen var der en del der havde kommenteret på, at Andreas hed det samme til efternavn som ham prins-aspiranten. Det sørgelige var bare, at Bergström var så normalt et efternavn, at det mere eller mindre ville svare til at folk sagde 'hedder du Rasmussen? Ligesom ham statsministeren?'
"Min mor red meget, da hun var yngre. Hun sagde, at når man var i fuld galop henover en mark, så følte man sig fri. Personligt synes jeg både heste er fascinerende og skræmmende, fordi de er så store og nærmest majestætiske. Men nu tror jeg da lige jeg venter en ekstra gang, med at sætte mig op på en," smågrinte han og så på Waldemars arm. Andreas havde aldrig haft brækket noget, han havde aldrig været en vild unge.
Han trak bestikket op ad lommen og lagde gaflen på bordet. Kniven beholdt han i hånden, så han kunne smøre sit brød.

[Waldemar Schmidt]

"Hyggeligt at møde dig, Andreas," svarede han høfligt og smilte lige så til fyren som sad over for sig. Så han var her fra Norge af? Eller Sverige? Waldemar anede det ikke, men hans efternavn syntes til at virke norsk eller svensk eller noget deromkring. Men hvad vidste Waldemar om det. Han selv var fra England og havde faktisk aldrig været i Norden før, hvilket var ret utroligt fordi han og hans far havde rejst meget rundt, mest pga forretningsrejser, men så fik Waldemar jo også set noget af verdenen.
Waldemar havde ikke forstand på det svenske kongehus, så derfor vidste han ikke noget som helst om denne Jonas Bergström, hvilket nok var heldigt for Andreas. Men på den anden side, et navn er et navn.
Waldemar grinte sammen med den anden dreng, som han gættede på var 2-3 år ældre end ham selv. "Ja, jeg giver din mor ret, men det er ikke farligt at ride så længe man bare er opmærksom på hesten og sine omgivelser."
Derimod havde Waldemar altid været en ballademager som lille. Han havde altid faret rundt og slået sig og kommet til skade, men det her var også første gang han havde brækket noget, sjovt nok. Men til gengæld havde han forstuvet noget mange gange.
Waldemar fortsatte med at spise af sit morgenbrød mens at han i smug stjal nogle hurtige blikke af Andreas. Han virkede som en sød og venlig person, hvilket fik Waldemar til at smile for sig selv.

[Andreas]

"Jeg tror nu stadig, at jeg lige venter lidt. Du ved, for sikkerhedens skyld", fik den mørkhårede knægt sagt på syngende svensk.
Andreas fik smurt sin mad færdig og nåede nu til dagens første dilemma. Skulle han bede bordbøn? Det plejede han jo. Men det ville være så akavet, med denne fremmede siddende foran sig. Han havde jo gjort hvad han kunne, for at holde hans religiøse overbevisning hemmelig for resten af skolen. Ikke fordi han skammede sig, men fordi han var så bange for, at de andre ville se ham som en freak og ikke forstå, hvor meget det der med tro betød for ham.
Han besluttede sig derfor også for, at springe bordbønnen over. Så måtte han sige tak i en bøn senere. Og undskyld for, at han ikke gjorde det før han spiste. Ja, sådan måtte det være.
"Har du ellers reddet længe?", ville han vide, mens han tog den første bid af sit grovbrød. Hver gang han hørte ordet ridning, så tænkte han sådan på sin mor og nu savnede han hende lidt, på trods af at det ikke var så lang tid siden, at han havde været hjemme sidst. Men familien betød bare så meget for ham. Han burde virkeligt tage ud på en af de der heste, en dag. Bare for at se, om det hans mor altid havde fortalt ham, passede. Så kunne han jo også ringe hjem bagefter og være helt sådan 'Ej, mor! Gæt hvad jeg gjorde idag!'

[Waldemar Schmidt]

Waldemar nikkede, han forstod ikke helt andres frygt for de prægtige dyr, men han valgte ikke at sige noget om det. Det var jo ikke hans problem.
"Tjaeh, siden jeg var syv-otte år, så det kan man vel godt kalde længe, " svarede han på Andreas' spørgsmål, med et smil på læben. Dog kunne han ikke forhindre at mærke et skud af jalousi da Andreas havde nævnt sin mor. Din mor lever i det mindste, fik han sådan en ubehagelig lyst til at sige, men han skød den bort. Det ville ikke være fair over for Andreas at han lod sine egne problemer og sorger gå ud over ham.
Men han savnede hende.. Han savnede hende så utroligt højt.. Hendes blide, moderlige stemme, der altid gjorde ham så tryg, og de grønne øjne der både kunne stråle af glæde, men også lyne af vrede. Alt ved hende savnede han. Bare det at kunne sige "Mor.. Jeg fik kun B i Dansk.."
Hun sagde altid at det skuffede hende, men at det var bedre end et C, men far derimod.. "Et B?! Et B?!" ville han have råbt, og så derefter trampet ud af lokalet mens han mumlede forbandelser for sig selv. Han havde altid forventet så meget af ham.. Ting som han ikke kunne leve op til.
"Men hvad bruger du så din tid på?" spurgte han ind til Andreas for at komme på andre tanker.

[Andreas]

Han lyttede interesseret, som den anden snakkede. Ridning. Siden han var syv-otte år? Nu var det afgjort. Andreas skulle aldrig op på en hest. Hvis en dreng som ham, der havde reddet så længe og havde så godt styr på det, kunne falde af, så skulle Andreas som nybegynder og totalt uvidende om hestes adfærd ALDRIG op på en hest. Aldrig. Det var noget, han lige fik sat sig for, men han sagde det ikke til Waldemar. Han ville sikkert sige ham imod.
"Mig? Jeg eh..." Han skulle lige nå at gennemgå svarmulighederne i sit hoved, inden han bare lukkede noget ud. "Jeg spiller musik. Saxofon, primært. Men også en smule klaver, guitar og sådan. Men saxofonen er mit yndlingsinstrument."
Det var sådan set ikke løgn, det han sagde. Han spillede musik, han spillede saxofon og han bestræb sig på at øve minimum en time om dagen - især nu hvor han havde ferie og lektierne derfor ikke ville stjæle hans tid. Men det ville nok stadig have fortalt mere om ham, hvis han havde fortalt at han brugte sin tid på at bede, læse hellige skrifter og på Gud, men hvad ville Waldemar ikke tænke, hvis Andreas havde svaret sådan? Nej, det var nok meget godt, at han fortalte om sin anden hobby: musikken.

[Waldemar Schmidt]

Selv den dygtigste rytter kan styrte af en hest, uden tvivl. De proffesionelle ryttere ryger da stadig af hesten, det gør alle. Spørgsmålet er hvor hårdt man ryger af, og hvor langt man falder ned. Waldemar oplevede engang da han var ude at ride i skoven med sin mor, at hans pony lige pludselig blev forskrækket over en flagrende plastikpose og derfor sprang et skridt til siden - Hvilket Waldemar ikke havde nået at opfatte, og derfor på nul komma fem, sad på jorden med et overrasket blik, helt stum. Hans mor var steget af hesten, skide bekymret for ham, men så lige pludselig brød han bare ud i latter. Fuldkommen hysterisk latter, fordi det var simpelthen gået så stærkt at han ikke havde nået at opfatte hvad der skete. Gode minder..
Saxofon? Han havde aldrig brudt sig om dem, men så længe Andreas kunne lide det, skulle han da ikke ødelægge det for ham.
"Hvor dejligt. Jeg spiller mest klaver, nok," sagde han med et smil.

[Andreas]

(Jeg faldt engang af en hest D: Mild hjernerystelse, lige der. Slam!)

"Musik er nemlig dejligt", sagde han mens han gumlede videre. "Musik kan, ligesom ridning, give dig en følelse af frihed. Af fuldstændig kontrol over det du laver. Og så er det jo altid rart, at kunne skabe noget og at kunne dygtiggøre sig. Ved du hvad jeg mener?"
Han lænede sig tilbage i stolen og kiggede på den anden. Kunne ikke lade være med at tænke, at det også var mindre farligt at spille musik. Det virkede virkeligt som om, at Andreas var panisk angst for heste.
"Har du så spillet længe?"
Andreas kunne kun det basale på klaver. Ting han havde lært sig selv, ud fra hans viden om tonesammensætning, tempo og nodelæsning. Han havde aldrig gået til det og derfor var hans talent ikke stort, på det her område. Men han havde heller aldrig gidet klaveret. Klaver mindede ham om noget, som man blev tvunget til at spille af sine forældre. Han tænkte tilbage på alle de film man har set, hvor forældrene har beordret ungerne ind for at øve Für Elise eller skalaer. Men, det han brød sig mindst om ved klaveret var, at det ikke var til at tage med sig. Hvis han nu havde dygtiggjort sig på klaveret, ville det være en kæmpe frustration for ham, kun at kunne spille i musiklokalet og kun være i stand til at kunne spille, når lokalet havde åbent. For han kunne ikke ligefrem tage sit eget klaver med herned, vel? Med saxofonen, havde han mere frihed. Så kunne han også spille ude i naturen, hvis det var det han havde lyst til - og Andreas holdt så uendeligt meget af naturen, skove og dybe søer. Dog ville det have været endnu nemmere hvis han havde spillet piccolofløjte eller et andet instrument, der ikke var så stort, men han skulle ikke brokke sig. Han elskede den saxofon.

[Waldemar Schmidt]

(Jeg er røget af mange gange xD Jeg har selv ponyer ^^ )

"Ja, det er rigtigt," gav han Andreas ret i, han havde det nemlig på samme både. Dét at kunne sætte sig ned ved klaveret og ud fra sine følelser komponere et lille stykke musik, og derefter bygge videre på det, noget som Waldemar elskede. Han ville ønske at han havde kunnet tage sit klaver med, men han tvivlede på at der var plads inde på værelset, også selvom hans far havde sagt at han med glæde havde betalt for fragten af det.
Typisk. Det var også hans far der havde sagt til ham at enten skulle han lære at spille på klaver eller en form for fløjte. Uden tøven havde han sagt klaver, for det der med en fløjte forbandt han med noget tøset, og han ville i hvertfald ikke fremstå som en tøs!
"Hmm, nok lige så længe som jeg har redet," svarede han, og spurgte da, "Hvor længe har du?"
Egentlig interesserede det ikke Waldemar, men han spurgte for at være høflig. Han havde fået spist sin mad, så nu sad han og legede med de overskydende krummer som lå på tallerkenen. Uden rigtigt at ligge mærke til det, sad han og formede et lille minihjerte med dem. Han tænkte på Lukas. Gad vide hvad han lavede lige nu? Om han stadig sov? Han rystede det ud af hovedet, han bekymrede sig for meget, men da han fik øje på hjertet af krummer, fik han hurtigt hvisket det væk med en finger.
Pinligt, tænkte han og håbede at Andreas ikke havde lagt mærke til det.

[Andreas]

Andreas fik spist sin mad færdig, og havde nu kun den lille stak med agurkeskiver liggende foran sig. En tog en i munden. Den havde en underlig konsistens. Den var både sprød og blød: sprød fordi den tydeligvis kom fra en frisk, god agurk som ikke havde ligget en uge i et køleskab. Men blød, fordi agurkeskiverne efterhånden havde stået fremme et stykke tid. Men det var hvad man kunne forvente sig af maden på skolen. Sjældent overvældende, men sjældent dårligt.
"Det var da længe! Du må være god." Han vidste ikke hvorfor, men efter Waldemars lidt henslængte kommentar om, at han nok spillede mest klaver, så lød det ikke som noget der interesserede ham. Men hvis han havde spillet lige så længe som han havde reddet, så måtte det også være en stor interesse. Og knægten måtte være god, når han havde spillet i så mange år. Det var vel ca. halvdelen af hans levetid? Andreas vidste ikke hvor gammel den anden var, men han skød på, at han var yngre end Andreas. Hvor meget, det vidste han dog ikke.
"Jeg har spillet siden jeg var... ni. Tror jeg. Katastrofalt var det, indtil jeg blev stor nok til at kunne holde ordentligt om instrumentet. Såeh. I otte år. Men meget intenst de sidste par år. Vi havde et ungdomsband kørende hjemme i Sverige, så der spillede vi en del."
Han smilede og spiste et par skiver agurk mere, uden overhovedet at lægge mærke til hjertet Waldemar lavede på sin tallerken. Andreas koncentrerede sig rigeligt om sin egen tallerken, og på selve Waldemar, når denne snakkede til ham.

[Waldemar Schmidt]

"Tjoh, jeg kan i hvertfald finde ud af det," sagde han med et smil på læben, han synes selv at han var okay til at spille klaver, men han kunne sagtens blive bedre. Han stillede sig ikke tilfreds med noget før det var perfekt, det havde han nok efter sin far. Perfektionisme kunne man vel kalde det.
"Det er da længe og siden i havde et band må du have styr på tingene, huh?" Han kunne ikke lade vær med at beundre Andreas en smule. Ikke på grund af hans evne til at spille på saxofon, men det at have sit eget band, med folk der gad at være sammen med en. Waldemar kunne ikke lade vær med at sukke indvendigt, han ville ønske han havde haft nogle flere venner, både nu og som yngre.
Han havde altid været det sorte får i klassen. Ingen talte til ham hvis de kunne slippe for det, og den eneste måde han kunne få opmærksomhed på var hvis han lavede sjov i timen. Så det gjorde han en del. Forstyrrede læreren, kastede med papirskugler. Hvad gjorde man ikke for bare lidt opmærksomhed, også selvom at det til tider var negativ opmærksomhed?

[Andreas]

"Styr på det? Jo. Jo, det har jeg." sagde svenskeren med ydmyghed i sin stemme. Han ville ikke være kæphøj. Han ville ikke sige, at han var tonse god til at spille. Men han ville ikke lyve og sige, at han ikke var dygtig. For det var han, det vidste han godt. Saxofonen var på sin vis et finurligt instrument. Det tog lang tid at komme igang med. Det tog lang tid at lære at puste rigtigt, at finde tonerne, lære at flytte fingrene på knapperne og lære at bruge tungen til at styre tonelængde og tone højde. Men når man først havde styr på alt det, så gik det også hurtigere og hurtigere. Men sådan var det nok med mange ting, ikke?
"Men jo. Vores band gik i opløsning for et år siden. Da min bror og jeg tog på efterskole i Danmark. Når to ud af fem medlemmer forsvinder, så er det svært at holde kørende." sagde han med et skævt smil. Der havde nu ikke været ramaskrig eller stor brok, da bandet 'gik i opløsning', der havde jo været enighed om det længe og de spillede kun for sjov. De havde spillet til et par koncerter på skolen og et enkelt arrangement eller to uden for skolen. Det ene var vidst endda et arrangement på Opus Dei-centeret - nu hvor tre af fem medlemmer var Opus Dei'ere -, for jo, de var da dygtige, de var bare ikke noget nyt eller noget spektakulært. De var præcis som alle andre 9. klasses-kopibands. Men de havde hygget sig gevaldigt meget med det og det var det vigtigste.

[Waldemar Schmidt]

Waldemar smilede da drengen sagde med ydmyg stemme at han havde styr på det. Ja kæphøje folk var noget som han ikke kunne tage, det gav ham lyst til at kaste op. Så at Andreas virkede lidt beskeden gjorde at Waldemar syntes bedre om ham.
Han lyttede til hvad han sagde, faktisk med voksende interesse.
Waldemar nikkede. "Ja, det lyder lidt svært. Men hvorfor kom du egentlig her til?" Spurgte han, utroligt nok ville han gerne have mere at vide om Andreas. Han virkede egentlig som en ret sød person, stille og rolig, nede på jorden, hvilket Waldemar godt kunne lide.
Han rettede på sit mørkeblonde hår som han vidst havde glemt at rede her til morgen, eller formiddag som det jo var. Folk var langsomt begyndt at forlade kantinen, hvilket gjorde Waldemar lidt utryg. Skulle han og Andreas blive siddende, eller skulle de gå? Sammen eller hver til sit? Han var ikke sikker, så han blev bare siddende og ventede på at Andreas gjorde noget.